Forsvarets tidligere medarbejdere skal igen kunne beordres i trøjen

TJENESTE: Personer, der i fremtiden forlader Forsvaret, kommer til at kunne beordres tilbage i trøjen i op til tre år. Det skal styrke Forsvarets evne til at mobilisere i tilfælde af krig eller krise.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Andreas Krog

Hvis russerne en dag løber Danmark over ende, eller der af andre årsager udbryder krig i Danmark, så skal tidligere ansatte i Forsvaret igen kunne indkaldes til på ny at forrette militærtjeneste i op til tre år, sådan som de kunne frem til 2006. Det fremgår af et lovforslag, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) netop har sendt i høring.

”Danmark står over for et mere alvorligt trusselsbillede end i nogen anden periode efter Murens fald, og derfor er der behov for at styrke Forsvarets evne til at bidrage til Danmarks sikkerhed. Forsvaret skal have en styrke, en tyngde og en robusthed, så vi sammen med Nato troværdigt afskrækker og afholder andre lande fra at angribe vores allierede – og ultimativt os selv. I tilfælde af krig eller krise er det vigtigt, at alle tilgængelige ressourcer kan udnyttes til at forsvare Danmark og værne om landets sikkerhed. Derfor er der konkret behov for at styrke Forsvarets og Hjemmeværnets evne til at mobilisere. Personel, som tidligere har modtaget uddannelse i Forsvaret, er i den forbindelse en vigtig ressource,” påpeger ministeren i lovforslaget, der er i høring frem til 9. oktober.

Lovforslaget definerer ret klart, hvem der skal kunne indkaldes. Personer, der i fremtiden har været ansat i mindst et år og ikke har nået folkepensionsalderen. Det uanset om de er blevet fyret, selv har sagt op eller er blevet pensioneret.

”Militært personel, der tidligere har haft ansættelse på Forsvarsministeriets område i mindst et år, har under de forhold, der er nævnt i stk. 1, pligt til at forrette tjeneste, indtil den pågældende når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension. Tjenesten kan ikke overstige i alt 36 måneder,” lyder teksten i lovforslaget. 

Svært at spå om
Loven kommer ikke til at gælde for personer, der allerede har forladt Forsvaret. Nuværende ansatte i Forsvaret kan også godt forlade Forsvaret uden at risikere at blive genindkaldt. Alle, der er ansat i Forsvaret ved lovens forventede ikrafttræden 1. juli 2019, kan anmode om at blive fritaget, hvis de en dag forlader Forsvaret til fordel for et andet job eller en pensionisttilværelse. Alle, der ansættes efter 1. juli 2019, kan ikke springe fra.

På trods af de klare lovformuleringer er det alligevel svært at opgøre, hvor mange mænd og kvinder der vil blive omfattet, hvis indkaldelsen af tidligere ansatte bliver sat i værk.

Styrkens størrelse afhænger nemlig af, hvor mange personer der i årene fremover vil forlade Forsvaret. Og det kan – som med så meget andet – være svært at spå om. Desuden gælder loven kun for dem, der har været ansat i mere end et år. Og dog. For har man været inde i Forsvaret i flere kortere perioder, hver på mindre end 12 måneder, men sammenlagt i mere end 12 måneder, så er man også omfattet. Og endelig så skal der tages højde for, at folkepensionsalderen kan tænkes at blive ændret, og at nogle tidligere ansatte kan være hjemmeværnsfolk eller en del af reserven.

Samfundsvigtig stilling
Lovforslaget peger på, at de tidligere ansatte kan være nyttige at få ind i de støttefunktioner, der bliver øget behov for, hvis tidligere værnepligtige også indkaldes. Lovforslaget lægger nemlig op til, at værnepligtige skal kunne indkaldes til tjeneste i op til fem år efter, de har afsluttet værnepligten.

”Den foreslåede femårige rådighedsforpligtelse for værnepligtige uddannet til totalforsvarsstyrken, (...), vil betyde en væsentlig forøgelse af totalforsvarsstyrken. Dermed vil der imidlertid ved krise eller krig opstå et behov for yderligere militært personel til Forsvarets føringsstruktur. Tidligere ansat militært personel, som har modtaget en uddannelse i Forsvaret, vil derfor kunne udgøre en vigtig ressource under krig eller andre ekstraordinære forhold og i katastrofetilfælde,” fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00