Friis Bach: Lomborg sætter det forsimplede regnestykke på en piedestal

DEBAT: Hvad er prisen på en regnskov eller på ytringsfrihed? Hvad er prisen på et menneskeliv? Her står vi over for en række meget svære etiske og økonomiske problemstillinger, som Lomborgs forsimplede cost-benefit-manipulation ikke kan svare på, skriver Christian Friis Bach. 

Af Christian Friis Bach
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere lektor i international økonomi og underviser i blandt andet cost-benefit-analyser

Tilbage i 2002 blev jeg bedt om at anmelde en stor evaluering af Noakhali-projektet i Bangladesh – et af Danidas store flagskibsprojekter.

Projektet var usædvanlig dyrt, det kostede 390 millioner kroner over de 14 år, det varede. Men de samlede omkostninger til projektet var stort set ikke nævnt, og forskerne forholdt sig ikke til, med blot et minimum af økonomiske analyser, om vi havde fået nok for pengene, eller om vi kunne have opnået de samme resultater for færre penge.

Det var jeg, for nu at sige det mildt, meget kritisk over for. Det er klart, at der vil komme effekter, og også positive effekter, hvis man bruger 390 millioner kroner i et af verdens fattigste områder. Men det vigtige spørgsmål er, om vi fik gode nok resultater for pengene.

Prioritering er vigtigt
Derfor er jeg stærk tilhænger af øget brug af cost-benefit-analyser i udviklingsarbejdet. Det kan kun gøre os bedre til at prioritere. Det kan give os ny indsigt.

Derfor støttede jeg også op om Lomborgs Copenhagen Consensus-konferencer i starten. Jeg kaldte dem endda på et tidspunkt ”en kolossalt god idé”, og jeg var med til at arrangere et ungdomsforum under Copenhagen Consensus. Økonomerne – og ikke kun dem, der deltog – lærte en hel del om udvikling. Ikke-økonomerne lærte en hel del om økonomi.

Og alle, der læste med eller deltog, lærte én ting: Det betaler sig virkelig at investere i fattige mennesker. Pengene kommer mange gange igen, når vi for eksempel bekæmper malaria eller uddanner piger i Afrika.

Men vi lærte også meget om de store usikkerheder, der er i cost-benefit-analyser. Det er uendeligt svært at prissætte en række resultater fra udviklingsindsatsen.

Etiske dilemmaer på stribe
Hvad er prisen på en regnskov eller på ytringsfrihed? Hvad er prisen på et menneskeliv? Her står vi over for en række meget svære både etiske og økonomiske problemstillinger.

Den måde, man for eksempel sætter pris på et menneskeliv, er typisk ved at vurdere det positive bidrag, et menneske kan give til samfundsøkonomien. Men det betyder, at det er en bedre investering at kurere unge mennesker i den arbejdsdygtige alder, end det er at investere i bedre overlevelse for ældre mennesker eller for meget små børn, som jo koster samfundet penge.

De beregninger, der blev gennemført under Copenhagen Consensus, viste, at et tabt livsår for børn under fem år kun talte halvt så meget som personer over fem år. Skal vi så lade være med at redde børnene?

Her står vi over for en række svære etiske dilemmaer, som viser, at cost-benefit-analyser aldrig må stå alene. Og de viser, at det er meget svært at sammenligne cost-benefit-analyser på tværs af meget forskellige indsatser, som Bjørn Lomborg gjorde det.

Lomborgs æbler og pærer
Cost-benefit-analyser er meget nyttige, når vi bruger dem til at sammenligne forskellige tilgange inden for en bestemt sektor, og her skal vi bruge dem langt mere. Men vi er i gang.

Vi ved for eksempel i dag i den humanitære sektor, at det ofte er langt bedre og mere omkostningseffektivt at bekæmpe sult ved at dele penge ud i stedet for at dele mad ud. I Dansk Flygtningehjælp har vi lavet beregninger, der viser, at det er langt mere omkostningseffektivt – selv med en blot toårig horisont - at levere vand i flygtningelejre med solide og varige vandløsninger end ved at køre det ud i tankbiler. Her er økonomiske analyser vigtige.

Problemet er, når analyserne, som Lomborg har gjort det og stadig ønsker at gøre det, (mis)bruges til at sammenligne meget forskellige indsatser på tværs, for eksempel om vi skal investere i at bekæmpe sult eller sikre øget uddannelse. Skal vi bekæmpe terrorisme eller lave en kampagne for at fremme amning af spædbørn? Det giver ikke mening.

Vanskelighederne opstår, fordi det er svært at prissætte vidt forskellige effekter - menneskeliv mod øget viden eller fred - og fordi cost-benefit-analyser kun kan bruges til at sammenligne på tværs af de forskellige udfordringer, hvis de indfanger alle omkostninger og fordele.

Et langsigtet perspektiv er nødvendigt
Vi skal, med økonomisprog, indfange alle positive og negative eksternaliteter. Og det gør analyserne ikke, alene af den simple grund at løsningerne hænger sammen.

Når børnene ikke er sultne, bliver de bedre til at læse og lære, og det gavner dem resten af livet. Når vi bekæmper sygdomme, er det ikke ”kun” en gevinst for dem, der er syge, men for hele samfundet. Gør vi noget for at undgå trafikuheld - der er den største årsag til dødsfald blandt unge mennesker - bliver det samtidig en bedre forretning at uddanne skolelærere.

De positive og negative eksternaliteter er svære, for ikke at sige umulige, helt at indfange, og derfor skal man være meget varsom med at bruge cost-benefit-analyser til at sammenligne på tværs. Det var og er Lomborg ikke. Tværtimod.

Et andet vanskeligt problem er at håndtere de indbyggede diskonteringsproblemer. Med selv meget lave rentesatser vil det, i simple analyser, altid vil være bedre at vælge kortsigtede løsninger frem for de langsigtede.

Nuancer er vigtige
Lomborgs analyser viste os, at det ville være bedre at dele kondomer ud end at investere i et sammenhængende sundhedssystem med sundhedsklinikker og uddannelse af sygeplejersker. Det ville give langt højere afkast blot at dele vitaminpiller ud end at investere i øget landbrugsproduktion.

Men alle, der arbejder med udviklingsbistand, ved, at en forsimplet uddeling af kondomer og vitaminpiller ikke vil føre til bæredygtige og langsigtede resultater, hvis ikke det kombineres med investeringer i de strukturer og institutioner, der kan drive udviklingen fremad. Det er svært at indfange i simple cost-benefit-analyser.

Jeg er derfor stor tilhænger af at bruge cost-benefit-analyser – og stærkere økonomiske analyser. Vi skal blive bedre til at vurdere, om der er en positiv samfundsøkonomisk gevinst af udviklingssamarbejdet.

Men analyserne må aldrig stå alene. Lomborg lader dem ikke kun stå alene. Han stiller dem op på en piedestal.

Cost-benefit-analyser skal bruges med varsomhed og fungerer bedst, når de anvendes til at sammenligne forskellige midler til at nå samme mål.

Lomborg skal ikke lave analyserne
Når alt det er sagt, vil jeg ende med at konkludere, at Bjørn Lomborg ikke er den rigtige til at lave analyserne. Få, hvis nogen, har i verdenshistorien misbrugt cost-benefit-analyser så massivt, som han har. Med forsimplede og endda forkerte konklusioner baseret på cost-benefit-analyser kørte Lomborg i over et årti et massivt angreb på klimaindsatsen og Kyoto-protokollen.

Han var den ultimative verdensmester i cost-benefit-manipulation: ”Hvorfor redder vi ikke bare mere end 5.000 mennesker fra at sulte i dag i stedet for at redde én person fra at sulte om hundrede år,” argumenterede Bjørn Lomborg med en beregning, der var omtrent lige så valid som en gennemsnitlig historie i Anders And.

Lomborg var i over ti år omrejsende i budskabet om, at vi ikke skal bruge penge på at reducere udslippet af drivhusgasser nu, men i stedet bruge penge på forskning og på at afhjælpe andre af verdens problemer såsom malaria.

Og det gjorde han endda, på trods af at en stribe økonomiske analyser, også analyser til Copenhagen Consensus, konkluderede præcis det modsatte. På trods af at striber forskere konkluderede, at klimaforandringerne ville gøre mange af de øvrige udfordringer (fra sult til sygdomme) langt dyrere og vanskeligere at løse.

På trods af at selv de forskere, der leverede analyser til Lomborg, konkluderede, at det er en rigtig god forretning at gøre noget for at modvirke den globale opvarmning hurtigt. Og på trods af at forskerne med cost-benefit-analyser konkluderede, at vi ikke, som anbefalet af Lomborg, skulle nøjes med at forske i klimaløsninger, men i stedet både skulle reducere udslippet af drivhusgasser, forske og udvikle i klimavenlig teknologi og tilpasse os klimaforandringerne. Fordi de tre løsninger ville styrke hinanden.

Lomborg pillede enkeltresultaterne ud og brugte dem til et politisk korstog mod klimaindsatsen. Og med Lomborgs stærke politiske indflydelse var det, med nogen sandsynlighed, med til at forsinke og udskyde klimaindsatsen. Det er og var meget problematisk.

Det er en rigtig god idé at styrke brugen af cost-benefit-analyser i udviklingssamarbejdet. Men det er ikke en god idé at give opgaven til Lomborg.

Forrige artikel Pernille Vermund svarer igen: Vi har skam en økonomisk politik Pernille Vermund svarer igen: Vi har skam en økonomisk politik Næste artikel Morten Helveg: EU-støtte skal være afhængig af klimaindsats Morten Helveg: EU-støtte skal være afhængig af klimaindsats
Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en

Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en "totalt mandshørmende arbejdskultur"

LIGESTILLING: Mogens Jensen (S) vil som ny ligestillingsminister tage aktive lovinitiativer for at sikre, at ingen i Danmark bliver diskrimineret på baggrund af sin seksualitet, etnicitet eller kønsidentitet. Men det er for tidligt at sige, hvilke lovforslag regeringen vil fremsætte. Først i 2021 har regeringen planer om at sætte ind over for diskrimination af nydanske LGBT-personer.