FKN til Lomborg: Nej tak til 14 millioner kroners old news

Af Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

I slutningen af november annoncerede Dansk Folkeparti, at de vil have Bjørn Lomborg på finansloven. Det lykkedes ikke i første omgang, men partiet vil fortsat kæmpe for at sikre 14 millioner kroner til at evaluere udviklingsbistanden. Den udmelding rejser en række spørgsmål, men mest presserende: Hvad Bjørn Lomborg mon kan bringe til bordet, som er 14 millioner kroner værd?

Det lyder selvfølgelig besnærende, når direktøren for Copenhagen Consensus Center tilbyder at firedoble udbyttet af udviklingsbistanden ved at bruge cost-benefit-analyser – med andre ord at fokusere på, hvad vi får for de penge, vi bruger i udviklingslandene.

Lomborgs ønske om at effektivisere og prioritere udviklingsbistanden er ganske relevant – men desværre forsinket.

Igennem de seneste år har Danida og andre internationale bistandsdonorer igen og igen skærpet kravene til de projekter, der gives støtte til. Der bliver kigget nøje på, hvad projekter koster, og hvad de forventet giver i udbytte. I evalueringerne måles og vejes bistandskronernes effekt.

Alt sammen for sikre, at de projekter, der ikke efterlader et synligt aftryk, nedlægges. Hele systemet er i dag gennemsyret af effektivitet og kølige prioriteringer, og det er selvfølgelig det, der sikrer resultater.

Hvis politikerne ønsker nye øjne på udviklingsbistanden, så er det vel en opgave, der skal i udbud, ligesom alle andre opgaver i vores branche?

Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Har allerede optimeret
Igennem det seneste årti er Folkekirkens Nødhjælps omsætning vokset – ikke fordi vi har udvidet vores engagement hverken geografisk eller tematisk.

Tværtimod har vi nedlagt det ene projekt efter det andet og i sidste ende forladt lande udelukkende for at opskalere vores tilstedeværelse der, hvor pengene batter mest.

Vi er blevet endnu bedre til vores kerneopgaver, og de enkelte indsatsområder er blevet meget større. Vi har prioriteret vores ressourcer i de geografiske områder, hvor nøden er størst, og hvor vi kan hjælpe flest. Så vi er helt på linje med Bjørn Lomborgs prioriteringsdagsorden – den vil vi gerne holde fast i.

Selvmodsigende udsagn
Samtidig vil vi minde om, at prioritering kan være farlig, hvis ikke vi er opmærksomme på, at de forskellige udfordringer ofte har en sammenhæng. I ugebrevet Mandag Morgen 26. august forklarede Bjørn Lomborg for eksempel fordelene ved at reducere de 17 verdensmål.

Verdensmålene rummer i alt 169 delmål, og dem ønsker Lomborg at reducere til 19 delmål. Igen kan der være ræson i at prioritere, men når Bjørn Lomborg efterfølgende kritiserer et overdrevent fokus på stigende temperaturer og samtidig fremhæver bevarelsen af verdens koralrev som én af kun 19 topprioriteter, taber vi altså tråden.

I FN’s klimarapport fra oktober var en af hovedpointerne jo, at verdens koralrev ville dø ved en temperaturstigning på blot to grader. Derfor forekommer det vanskeligt at bevare de farvestrålende koraller uden at holde et vågent øje med selve årsagerne til, at de dør.    

Kontrollen findes allerede
Et andet problem ved ubekymret at afsætte endnu flere penge til at vurdere, hvad vi får for udviklingspengene er, at den type analyser allerede foretages i vidt omfang, og de koster rigtig mange penge.

Misforstå os ikke: Selve analysearbejdet er vigtigt. Det skaber den brændende platform, hvor vi som humanitære aktører hele tiden skal vise relevans og effektivitet.

Derfor vindes langt de fleste projekter også i hård konkurrence med andre aktører. Grundkriterierne i et udbud er altid value for money og gennemsigtighed, og du vinder ikke et projekt uden grundig revision og gennemgang af evner og kapacitet som organisation.

Penge forsvinder fra det oprindelige formål
Dét, at donorer som Danida, andre europæiske regeringer, EU og FN jævnligt gennemgår vores organisering, ledelse, procedurer, administrationsprocent og selvfølgelig vores regnskaber, betyder, at vi aldrig mister fokus på at skabe flest resultater for færrest penge – ellers ville vi ikke overleve en måned i nutidens bistandssektor. Og det er godt!

Bagsiden af medaljen er altså, at der allerede bliver brugt rigtig mange penge på de omfattende vurderinger og evalueringer. Penge, som i sagens natur forsvinder ud af den kasse, der er øremærket til verdens fattigste.

Der skal være balance i analyse-, vurderings- og evalueringsarbejdet, for ellers går det i sidste ende ud over administrationsprocenten. Så hvis der købes cost-benefit-analyser under finanslovsforhandlinger, foreslår vi, at der skrues ned et andet sted.

Fri konkurrence – også for Lomborg
Vi er glade for, at Bjørn Lomborg igen rejser debatten om effektivitet og prioritet. Med det fokus hjælper vi flest mennesker ud af fattigdom. 

Alligevel er det vigtigt at understrege, at hvis politikerne ønsker nye øjne på udviklingsbistanden, så er det vel en opgave, der skal i udbud, ligesom alle andre opgaver i vores branche?

Med udbud og konkurrence får vi den højeste kvalitet for pengene. Her kan direktøren for Copenhagen Consensus Center så bevise, at hans regnemetoder er bedre end de eksisterende.