Anmeldelse af 

Harvard-professorer advarer: Ja, det amerikanske demokrati er i fare

ANMELDELSE: Ny bog dykker ned i USA’s demokratiske krise og opfordrer de to store partier til at tage ansvaret for at vende udviklingen, inden det er for sent.

Forfatterne, Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, mener, at det amerikanske demokrati er alvorligt truet med Donald Trump i spidsen.
Forfatterne, Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, mener, at det amerikanske demokrati er alvorligt truet med Donald Trump i spidsen.Foto: /ritzau/AP/Andrew Harnik

Jakob NielsenAf Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Henry Ford var en af de rigeste mænd i USA.

Han rasede mod minoriteter og udlændinge, der stjal Amerikas rigdomme. Faktisk mente han, at jøder stod bag de fleste krige – med en skummel bagtanke om at tjene penge.

How Democracies Die er pligtlæsning for alle, der har fået nok af tweets og banale diskussioner om falske nyheder.

Jakob Nielsen
Chefredaktør på Altinget

Ford talte et sprog, folk kunne forstå, og efterhånden blev han så populær, at han overvejede at gå ind i politik. I Tyskland blev han rost i Adolf Hitlers kampskrift Mein Kampf, og i 1938 tildelte den tyske naziregering ham Storkorset af Den Tyske Ørn.

Meningsmålinger viste, at mange amerikanere drømte om at gøre ham til præsident. Men Henry Fords politiske karriere blev aldrig til noget. Det demokratiske parti, som han tilhørte, ville nemlig ikke vide af ham, og derfor kom han aldrig på stemmesedlen.

Nedbrydningen af demokratiet sker ofte med babyskridt, som hver især er så små, at de ikke ligner noget, der kan true demokratiet.

Jakob Nielsen
Chefredaktør på Altinget

Eller, som forfatterne til den nye bog How Democracies Die lakonisk konstaterer: Ford var født 100 år for tidligt. Forfatterne, Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, er begge politologer og professorer ved Harvard University.

Og for nu at undgå misforståelser: Deres pointe med historien om Henry Ford er ikke, at Donald Trump er antisemit eller nærer nazisympatier. Pointen er derimod, at det amerikanske demokrati har mistet evnen til at sortere åbenlyst antidemokratiske kræfter fra.

Det amerikanske demokrati er truet
Og i en meget overbevisende analyse med tankevækkende eksempler fra Europa, Sydamerika og Rusland argumenterer de for, at det amerikanske demokrati i dag er alvorligt truet.

“Hvis nogen for 25 år siden havde beskrevet et land, hvor kandidater truer med at spærre deres modstander inde, hvor politiske modstandere beskylder regeringen for at svindle med valgresultatet eller for at etablere et diktatur, og hvor partier bruger deres flertal på at trække præsidenter i retten og på at pakke højesteret med loyale støtter, ville man nok have tænkt på Ecuador eller Rumænien. Man ville næppe have tænkt på USA,” skriver Levitsky og Ziblatt.

Bogen beskriver en udvikling, der trækker tråde tilbage til den amerikanske borgerkrig og som langt hen ad vejen handler om race og udfordringen med at skabe et multikulturelt samfund, hvor demokratiske rettigheder gælder for alle befolkningsgrupper.

Dermed også sagt, at problemerne ikke begyndte med Donald Trump. Han er blot den foreløbige kulmination på demokratiets alvorlige krise.

Trump opfylder alle kriterierne 
Nogle autoritære politikere er nemme at genkende. Adolf Hitler og Hugo Chavez havde begge forsøgt væbnede kup, før de senere erobrede magten ved valg.

Andre politikere følger de demokratiske regler og normer i en periode, inden de forvandler sig til autoritære ledere – det gælder for eksempel Viktor Orbán i Ungarn og Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet.

De to forfattere opregner fire kriterier, der kan hjælpe med at indikere, om en politiker nærer autokratiske tendenser:

  1. En politiker, der i ord eller handling afviser at følge demokratiske spilleregler
  2. En politiker, der nægter at anerkende modstanderens legitimitet
  3. En politiker, der tolererer eller tilskynder vold
  4. En politiker, der erklærer sig villig til at svække eller begrænse modstanderes – herunder mediernes – frihedsrettigheder.

“En politiker, der opfylder et af disse fire kriterier, giver anledning til bekymring,” noterer forfatterne. Og slår fast, at Donald Trump allerede som kandidat opfyldte alle fire.

Allerede i valgkampen forudså han, at Clinton ville forsøge at svindle sig til valgsejren. Trump vandt som bekendt valget, selvom Clinton numerisk fik flere stemmer. Men efter valget har Trump fastholdt, at han også ville have opnået flere stemmer end Clinton, hvis det ikke havde været for omfattende valgsvindel blandt illegale indvandrere.

Donald Trumps politiske karriere blev indledt med påstanden om, at Barack Obama ikke var født i USA og dermed var uretmæssigt valgt. Under valgkampen i 2016 kaldte han Hillary Clinton kriminel og truede med at smide hende i fængsel.


Trump-tilhængere med "Hillary Clinton-maske" til et rally i Phoenix, oktober 2016.

På adskillige valgmøder opfordrede Donald Trump til vold mod demonstranter, der havde sneget sig ind til møderne.

Og både før og efter valgkampen har han truet med at indføre lovgivning, der ville gøre det nemmere at straffe og ligefrem lukke medier, der bringer “falske historier”, hvilket efter Trumps definition som regel er alle kritiske historier.

De to store partier bærer ansvaret
Det er en af hovedpointerne i How Democracies Die, at de to store amerikanske partier bærer hovedansvaret for den krise, som det amerikanske demokrati befinder sig i.

Skåret helt ind til benet er problemet, at både republikanere og demokrater har opgivet den  “gensidige tolerance” og den “institutionelle overbærenhed”, der er to afgørende forudsætninger for et liberalt demokrati.

Den gensidige tolerance indebærer, at man betragter det andet parti som en legitim politisk modstander, der har ret til at eksistere og regere, så længe det følger reglerne. Det indebærer også, at man ikke behandler de politiske modstandere som en fjende, der skal bekæmpes, og som befolkningen bør bringes til at frygte.

Den institutionelle overbærenhed betyder, at magthaveren skal undgå at anvende sin magt på en måde, der reelt forhindrer modstanderne i at vinde et valg i fremtiden. USA’s demokrati er i fare – hævder bogen – fordi begge partier i forskellig grad er holdt op med at respektere de normer, der plejede at beskytte demokratiet.

Opgør med racismen
Det er en proces, der ifølge forfatterne er tæt forbundet med USA’s langstrakte opgør med racisme og forskelsbehandling.

I nationens første små 200 år byggede USA’s politiske normer på en accept af at undertrykke sorte vælgeres indflydelse. Både demokrater og republikanere accepterede og praktiserede eksklusionen af ikke-hvide vælgere. Først med borgerrettighedslovene i 1964-65 blev USA omsider fuldt ud demokratisk.

“Men det førte også til en polarisering, som udviklede sig til den største trussel mod den etablerede gensidige tolerance og overbærenhed siden borgerkrigen,” skriver forfatterne.

Det blev ekstra tydeligt, da Barack Obama blev præsident i 2009. Mange – måske også Obama selv – troede eller håbede, at det ville markere afslutningen på racismen som drivkraft i amerikansk politik. Men det gik lige modsat.

Tea Party-bevægelsen, som i løbet af få år blev den dominerende kraft i det republikanske parti, var og er i høj grad drevet af opfattelsen af Obama som en illegitim, muligvis endda anti-amerikansk præsident.

Og dermed følte republikanerne sig også berettigede til at tage særlige metoder i brug for at stække ham. Derfor blokerede Kongressen i stort set hele Obamas præsidentperiode for stort set al betydende lovgivning. Og derfor nægtede republikanerne i Senatet i 2016 at lade Obama udpege en ny højesteretsdommer, da en af de ni siddende dommere døde.

Det er, påpeger forfatterne, den slags metoder, som antidemokrater benytter sig af for at sikre sig kontrol med domstolene.

Og dermed også sagt, at problemet med det amerikanske demokrati nok så meget skal findes i Kongressen, der har banet vejen for en præsident med meget lille respekt for demokratiske traditioner og normer.

Intet er afgjort
Det leder frem til endnu en af bogens ubehagelige pointer: Demokratiet kan godt forsvinde gradvist, næsten uden at vi opdager det. Valg bliver stadig afholdt. Oppositionen sidder stadig i parlamentet. Uafhængige aviser udkommer stadig. Nedbrydningen af demokratiet sker ofte med babyskridt, som hver især er så små, at de ikke ligner noget, der kan true demokratiet.

Er USA’s demokrati så ved at dø?

Ifølge Levitsky og Ziblatt er intet afgjort. Men deres største frygt er en krise – en krig eller et større terrorangreb – mens Donald Trump endnu er præsident. For det er typisk i en krisesituation, at autokrater gennemfører de mest omfattende begrænsninger i demokratiet. Ofte med befolkningens og domstolenes accept, fordi ingen vil sige fra, mens nationen er truet.

How Democracies Die er pligtlæsning for alle, der har fået nok af tweets og banale diskussioner om falske nyheder. Det er en bog med et enkelt – og netop derfor helt afgørende budskab: Demokratiet består kun, hvis vi forsvarer det.

How Democracies Die af Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, 320 sider, Crown. Udkom 16. januar 2018.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00