Historiker: Adam Holm blander tingene sammen i historisk fejlgreb

Af Martin E.O. Grunz
Historiker og konsulent på 'Folkets Tid' - Jacob Brostrups udsmykning af Socialdemokratiets gruppeværelse

Adam Holm spår i en kommentar på Altinget 20. februar, at 'Folkets Tid' – udsmykningen af Socialdemokratiets gruppeværelse og bogen af samme navn – vil udløse en ny ”Historikerstreit”.

Som konsulent på kunstværket og forfatter af bogen håber jeg, at Holm får ret. Den tyske historikerstrid handlede om relativeringen af Holocaust. Den historikerstrid, som Holm fremmaner, vil have en anden karakter – den vil dreje sig om den nationale konsensus.

At alle danskere kan spejle sig i den samme historiefortælling. At vi kan se, hvor ens vi er i tanke og handling. I den henseende lægger Holm sig på linje med direktør for M/S Søfart Ulla Tofte og sognepræst Kathrine Lilleør, der har besunget en fælles dansk heroisk historie.

At det kollektive ”vi” uden hensyn til position og klasse reddede de danske jøder i oktober 1943. Væk er de konkrete aktører – der eksisterer kun de kollektive helte. Os. Danskerne. Der skal kun smøres en smule mere tykt på, før Danmark består af en nation af fællestænkende partisaner, der ved egen kraft overvandt den nazistiske besættelsesmagt.

Eller som Adam Holm skriver, at de illegale ruter over Kattegat og Øresund skaffede ”materiel til at bekæmpe tyskerne og deres håndlangere”. Var det virkelig sigtet? For alle? Og virkede det? Det var trods alt ikke den danske modstandsbevægelse, der befriede Danmark.

Adam Holm kommer dog til at blande begivenhederne grundigt sammen, når han sammenholder Buhls antisabotagetale fra september 1942 med den jødiske flugt til Sverige i (primært) oktober 1943.

Martin E.O Grunz
Historiker

Kommunist som sandhedsvidne
Og var modstandsbevægelsen i det hele taget en monolitisk enhed med samme dagsorden? Det beskæftiger Adam Holm sig ikke med, men refererer i stedet sin farfar for at have en negativ politisk vurdering af Vilhelm Buhl. Det kan næppe undre, da farfaren var kommunist, og kommunister og socialdemokrater var politiske modpoler.

Interessekonflikten var demokratiet og parlamentarismen – og kommunisterne ønskede en afvikling af det danske folkestyre og en etablering af et folkedemokrati. Modellen var Sovjetunionen og de kommunistiske stater, der blev oprettet i den sovjetiske magtsfære. Socialdemokraten Hans Hedtoft formulerede skismaet mellem socialdemokrater og kommunister således: ”Hellere demokrati uden socialisme end socialisme uden demokrati”.

Adam Holms farfars beretninger er alt andet end en neutral kilde til besættelsestiden.

Vilhelm Buhl er en af de mest kontroversielle danske politikere. Det var jeg fuldt bevidst om under processen med udsmykningen af Socialdemokratiets gruppeværelse. Det kontroversielle skyldes – efter min mening – at Buhl gøres til symbol på samarbejdspolitikken 1940-43.

Og at samarbejdspolitikken i dag af mange vurderes som moralsk uforsvarligt. Og vel også uheroisk. Det er mere bekvemt at spejle sig i modstandskamp og frihedskæmpere. Særligt dem, der havde våben i hånd. Sådan vil mange gerne se sig selv og vel også det kollektive danske vi. Og i den forbindelse er det også bekvemt at have modpoler. En sådan er Vilhelm Buhl.

Blander tingene sammen
Adam Holm kommer dog til at blande begivenhederne grundigt sammen, når han sammenholder Buhls antisabotagetale fra september 1942 med den jødiske flugt til Sverige i (primært) oktober 1943. Buhl havde en afgørende placering i den socialdemokratiske ledelse, som bragte advarslen om den forestående jødeaktion videre ud i det danske samfund.

Meddelelsen var kommet fra den nazistiske whistleblower G.F. Duckwitz til Hans Hedtoft, som rådførte sig med den øvrige socialdemokratiske ledelse. Steen Andersen, seniorforsker ved Rigsarkivet, er den eneste faghistoriker, jeg nogensinde har truffet, der betvivler, at Buhl var til det møde.

Hvorfra Andersens tvivl stammer, skal jeg ikke kunne sige. Vilhelm Buhl var efterfølgende helt central for, at der blev brugt danske midler til våbenkøb i Sverige. Motivet var ikke den partisankamp som nogle (Holm?) kunne ønske sig, men at have udrustede demokratisk-sindede styrker til rådighed den dag, den nazistiske besættelse ophørte.

Antisabotagetalen var statsministerens opfordring til, at man skulle kontakte de danske myndigheder, hvis man så ulovligheder. Ellers ville besættelsesmagten selv gribe ind og de pågrebne kunne ikke sikres internering eller retssager efter det danske folkestyres normer. Det er komplekst – især hvis man ønsker national, heroisk og konsensusorienteret historieskrivning – men Buhl handlede faktisk for at beskytte sabotørernes danske borgerrettigheder.

Kompleksiteten, nuancerne og den demokratiske stillingtagen præger i det hele taget Jacob Brostrups malerier i det socialdemokratiske gruppeværelse. Det viser den store debat om dem til fulde.