Adam Holm: Socialdemokraterne har trådt på historiens landmine

KOMMENTAR: Statsminister Vilhelm Buhl bidrog ikke til modstandskampen under Anden Verdenskrig, og derfor har han intet at gøre på Socialdemokraternes nye maleri af fiskerbåden "Henny", hvor både besætningen og jøder satte livet på spil over Kattegat.

Den, der tror, at historie er noget, man kun kan opleve i en montre på et museum eller i gulnede skolebøger, tager fejl.

Historie er politik, og politik er historie. Det gælder ikke mindst, når man beskæftiger sig med 'de fem forbandede år', 1940-1945. Det har Socialdemokraterne netop leveret et eksempel på. Ufrivilligt, vel at mærke.

De har for nylig afsløret syv store malerier med fællestitlen 'Folkets tid', som hænger i partiets gruppeværelse på Christiansborg. De er malet af kunstneren Jacob Brostrup på bestilling af Henrik Sass Larsen. Især én detalje i de omfangsrige skildringer af arbejderbevægelsens indiskutable aftryk på danmarkshistorien har fået sindene i kog.

Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Maleriet viser den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl stående i styrehuset på kutteren 'Henny'. Det var en fiskerbåd fra Strandby lidt nord for Frederikshavn. Besætningen sejlede ved flere lejligheder jøder og modstandsfolk over Kattegat til Sverige og medtog våben og i et enkelt tilfælde britiske agenter den anden vej.

Vilhelm Buhl var ikke skipper til havs, men oplevede dog en del bølgegang i sin tid som leder af samarbejdsregeringen fra maj 1942 og til november samme år. Buhl var ikke kendt for at være tyskvenlig, men i hans famøse radiotale 2. september 1942 fordømte han i utvetydige vendinger sabotage og opfordrede offentligheden til at henvende sig med oplysninger til myndighederne, hvis de har kendskab til folk, der "handler mod fædrelandets interesser".

En af dem, der handlede imod fædrelandets interesser, var min farfar, kommunist og medlem af en modstandsgruppe i hovedstadsområdet og gift med min farmor, som havde jødiske aner. Vilhelm Buhl var ikke en agtet mand i deres hjem. Det var Buhls afløser, den partiløse Erik Scavenius, for øvrigt heller ikke.

Ingen misunder de vanskelige politiske og moralske valg, som samarbejdspolitikerne dagligt skulle træffe. Endda blandt nogle af frihedskæmperne var der en vis forståelse for den førte politik, og Buhl var heller ikke mere kompromitteret, end at han allerede 5. maj 1945 trådte frem i spidsen for befrielsesregeringen. Som nævnt, han var ikke sympatisk indstillet over for den tyske besættelsesmagt, men han var heller ikke en del af modstandskampen.

Det er imidlertid en anden historie, maleriet viser. Buhl er placeret som kaptajn på et af de fartøjer, som bragte folk i sikkerhed og skaffede materiel til at bekæmpe tyskerne og deres håndlangere. Buhl, manden som appellerede til angiveri; modstandsmand? Det ligner propaganda. Eller for at citere historikeren Steen Andersen, seniorforsker ved Rigsarkivet og en af de mest vidende herhjemme om besættelsestiden; det er forfalskning af historien.

Jamen, vil indvendingen lyde; det er jo bare en allegori over, hvordan ansvarlige politikere fragtede Danmark gennem periodens oppiskede vande og sikrede, at institutionerne bestod, og parlamentarismen ikke led et afgørende knæk.

Ja, hurra for det. Men Buhl bidrog ikke til modstandskampen, og derfor har han intet at gøre ombord på et skib, hvor både besætningen og deres last af illegale passagerer satte livet på spil.

Politik og historie i kombination er ofte en svært følelsesladet affære. Det var tydeligt under den højspændte 'Historikerstreit' der udspandt sig i anden halvdel af 1980'erne i det daværende Vesttyskland. Det var en debat, som omhandlede tyskernes skyldsplagede omgang med den nazistiske fortid.

I den forbindelse skrev historikeren Michael Stürmer: "I et historieløst land vindes fremtiden af den part, som kan udfylde erindringen, forme begreberne og tyde fortiden".

Citatet understreger, at historie ikke er en død genstand fra anno dazumal; historien kan tværtimod anvendes i en ideologisk sags tjeneste. Det er selvsagt ingen nyhed, at politikere hægter sig på en bestemt historisk begivenhed for at legitimere deres ståsted. Anders Fogh Rasmussen gjorde det i en tale 29. august 2003 i anledning af 60-året for ophøret af samarbejdspolitikken.

Fogh fordømte det "moralske svigt" hos datidens beslutningstagere og lod underforstå, at Danmarks aktivistiske udenrigspolitik med militært bidrag i Irak var en konsekvens af dette svigt. Det var oprørende, at en repræsentant for et af de mindst modstandsvenlige partier i så eklatant grad kunne lægge historien i benlås.

Det samme gør nu Socialdemokraterne med deres maleriske fordeling af rollerne under den mest dramatiske periode i vores lands nyere historie. Undskyld gentagelsen, men det ligner propaganda.

Har man først sagt det, kan man lige så godt gå planken ud og citere George Orwell. Som han skrev i '1984': Kontrol med fortiden er kontrol med fremtiden; kontrol med nutiden er kontrol med fortiden.

Det er, hvad den lille detalje i det omstridte maleri handler om; politik før sandhed.

----------

Adam Holm, f. 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet bl.a. P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Niels Jespersen: Pension truer Radikales retoriske venstredrejning Niels Jespersen: Pension truer Radikales retoriske venstredrejning Næste artikel Jarl Cordua: Riskær gør comeback som den frække fornyer Jarl Cordua: Riskær gør comeback som den frække fornyer