HK: Verden er forandret – også for fagbevægelsen

Af Simon Tøgern
Formand HK/Privat

Vi er ved at være fremme ved ’snoren’ i forhold til beslutningen om etablering af en ny hovedorganisation til afløsning for FTF og LO.

FTF og LO har begge indkaldt til ’opløsningskongresser’ fredag den 13. april om formiddagen og stiftelseskongres efter frokost.

En stor og vigtig fredag for fagbevægelsens fremtidige styrke, og jeg håber ikke, at der går fredag den 13. i den.

I begge hovedorganisationer er der modstand fra markante mindretal. Modstanden kan groft sagt inddeles i tre grupper:

1. Der er traditionalisterne, som bare ikke synes, at der skal laves noget om – og at det i øvrigt var bedre før i tiden.
2. Der er de små organisationer, som – naturligt nok – er bange for, at de mister al repræsentation, og som samtidigt frygter, at der vil blive sparet på de ydelser, de trækker mest på - for eksempel den juridiske hjælp.
3. Og så er der et par store organisationer i begge hovedorganisationer, som frygter at miste deres status som ”dem, man ikke kan komme uden om”.

Nye udfordringer kræver nye svar
Til den første gruppe er der ikke så meget at sige andet end: ”Ærgerligt, ærgerligt og ærgerligt”.

Hvis man som stor og seriøs organisation fastholder sin modstand, så må vi andre udlægge det som, at man også fravælger den linje, som har været FTF's og LO's linje gennem de seneste mange år.

Simon Tøgern

Men livet og verden har forandret sig. Nye udfordringer kræver nye svar.

Til de små, som frygter at blive klemt, må vi store sige: ”Jer skal der respektfuldt være plads til”.

Vi skal skrue vedtægterne i vores nye hovedorganisation sådan sammen, så I gennem etablering af valggrupper og lignende sikres repræsentation. Og I skal have politiske garantier for, at det forventede rationale ikke hentes ved besparelser på servicen over for de små organisationer.

Til de store må vi sige, at grundlæggende handler det ikke om jer.

Det handler om, hvorvidt vi som store organisationer (og som hovedorganisation) skal være repræsentanter for de enkelte mennesker, som der nu engang har valgt at være medlem af de respektive organisationer. Eller om vi skal være repræsentanter for alle almindelige lønmodtagere i Danmark. Repræsenterer vi særinteresser eller klasseinteresser?

Det er en subtil, men meget vigtig skelnen.

Et nej er et skridt tilbage for arbejderbevægelsen
LO's DNA har altid været, at – udover at repræsentere forbundenes medlemmers interesser – så er man i kraft af sin størrelse en ”samfundsmæssig aktør” med interesser i (næsten) alle typer af samfundsforhold.

FTF har bevæget sig i samme retning gennem de sidste ti år. Og det er fusionsgrundlaget også udtryk for. Et fusionsgrundlag, som alle (som i A-L-L-E) forbund i øvrigt løbende har nikket til under udarbejdelsen.

Hvis man som stor og seriøs organisation fastholder sin modstand, så må vi andre udlægge det som, at man også fravælger den linje, som har været FTF's og LO's linje gennem de seneste mange år.

Det handler ikke om, at man nødvendigvis skal have været enig i alt, som FTF og LO har foretaget sig gennem de seneste år. Det har undertegnede for eksempel ikke været.

Men det handler om, at man byder ind på de store dagsordner, som vi som et rigt, demokratisk velfærdssamfund står over for med en ambition om at være en del af løsningen.

Lykkes fusionen ikke, så vil den danske arbejderbevægelse træde et skridt tilbage i den politiske kamp. Kampen for udvidet overenskomstdækning på det private arbejdsmarked, for ligeløn, for mere uddannelse til flere og mod stress vil tabe skridt.

Vi – store og små – bærer derfor et stort ansvar i de næste to måneder for at finde det rigtige stemmekort frem.

Det handler om et ja eller nej til at være en vigtig politisk samfundsaktør. Verden står ikke stille. Og tør vi ikke gribe muligheden, så skal der nok være andre, der fylder tomrummet op.