Hvad grubler Minkkommissionen mest over i juleferien? Her er nogle bud

Er tidligere fødevareminister Mogens Jensen og hans embedsværk de helt store skurke i minksagen? Eller er de slet ikke rigtige skurke, og deler de i øvrigt ansvaret med en række andre? Hvilken rolle ender statsministeren med at få tildelt, og hvad med sundhedsministeren og departementschefer som Barbara Bertelsen, Johan Legarth og Per Okkels?

Der er nok at tænke på for Minkkommissionen, som holder juleferie og genoptager afhøringerne af de sidste vidner fra den 3. januar.

Hen over efteråret er i alt 62 vidner blevet afhørt, heraf syv ministre, tre særlige rådgivere og 52 embedsmænd fra styrelsesdirektører og departementschefer til ministersekretærer og yngste fuldmægtige. Alle har de givet deres version af sagen om, hvordan det gik til, at regeringen og myndighederne satte gang i aflivning af alle mink i Danmark, før den havde lovgrundlag for at gøre det.

Altinget har fulgt sagen i Retten ved Frederiksberg og giver her et bud på de centrale spørgsmål, som kommissionen nu formentlig har særligt fokus på, når den skal vurdere sagen.

Analysen er blandt andet baseret på, hvad kommissionen og udspørgeren har brugt mest krudt på at bore i under afhøringerne, og på løbende interview med juridiske eksperter, der har fulgt med i sagen.

1. Hvor alvorlig er Mogens Jensens brøde?

Som daværende miljø- og fødevareminister og dermed formelt øverste ansvarlig for minkaflivninger fik Mogens Jensen sidste år hovedansvaret for sagen og måtte gå af som minister.

Kommissionen skal nu vurdere, om den er enig i, at Mogens Jensen bærer et ansvar for sagen, og i givet fald hvor alvorlig kritik, der er grundlag for at rette mod ham.

En række forhold peger i retning af, at Mogens Jensen bærer et ansvar og vil få kritik:

Fagminister. Mogens Jensen er på tidspunktet for minksagen fagminister på området og dermed formelt øverste ansvarlig for, at der er lovhjemmel til det, det bliver sat i gang.

Manglende lovhjemmel står i papirerne. Op til regeringens beslutning om at aflive alle mink, der falder på et møde sent om aftenen tirsdag den 3. november, har Mogens Jensen ved tre lejligheder modtaget papirer, hvori der mere eller mindre tydeligt står, at det ikke vil være lovligt:
 
Den 22. september er det nævnt i et bilag til en sag, som Mogens Jensen får i sit elektroniske system. Den 1. oktober står det i coveret (den korte opsamling af sagens hovedpunkter, red.) til en sag, som Mogens Jensen og andre ministre får.

Burde Mette Frederiksen have gjort noget særligt aktivt for at sikre sig, at der var lovhjemmel, når hun som regeringsleder traf en så vidtgående og hurtig beslutning - eller kunne hun med rimelighed forvente, at fagministrene ville sørge for at få styr på "maskinrummet"?

Og om aftenen den 3. november få minutter før mødet, hvor regeringen beslutter at aflive alle mink, får Mogens Jensen og de andre ministre i koordinationsudvalget to bilag, hvori der står, at der formentlig hverken er lovhjemmel til at lægge minkerhvervet i dvale eller lukke det helt.

Mogens Jensen har altså haft flere muligheder for at opdage, at det i bedste fald var usikkert, om der var lovgrundlag.

Deltager i pressemødet. Ved pressemødet onsdag den 4. november 2020, hvor regeringen melder beslutningen ud, siger Mogens Jensen blandt andet følgende til befolkningen og de danske minkavlere:

”Den beslutning, regeringen nu har taget, er derfor ikke en beslutning om et forbud mod minkavl i Danmark, men en beslutning om aflivning, som er truffet for at beskytte folkesundheden.

Og regeringen er selvfølgelig bevidst om, at det her er en meget stor beslutning, og en beslutning, der de facto vil betyde nedlukning af den danske minkbranche i minimum en årrække.”

Hvis kommissionen vurderer, at pressemødet er udtryk for vildledning af befolkningen og minkavlerne, der kan have opfattet det som om, regeringen allerede havde lovgrundlag for at føre beslutningen ud i livet – om nødvendigt med tvang – vil Mogens Jensen formentlig blive set som medvirkende til vildledningen.

Særligt ansvar for bilag. Alle ministre, der deltog på regeringsmødet den 3. november, hvor man besluttede at aflive alle mink, har forklaret, at de ikke læste bilagene til sagen. Heri stod ellers, at der formentlig ikke var lovgrundlag for at lægge minkerhvervet i dvale eller aflive alle mink.

Bilagene blev ikke læst, dels fordi de blev sendt ud så sent, dels fordi man som minister primært læser sagens cover. Man forventer som mødedeltager, at den fagansvarlige minister og dennes departementschef på mødet vil gøre opmærksom på væsentlige oplysninger i de bilag, de er ansvarlige for, eller at oplysningerne er skrevet ind i coveret, har forklaringerne lydt.

Som fagminister kan kommissionen derfor vurdere, at Mogens Jensen havde et særligt ansvar for at få læst i hvert fald det bilag, som hans eget ministerium var hovedafsender på, og hvori der stod, at lovgrundlaget var usikkert eller manglede. Om ikke andet kunne han have læst det dagen efter mødet.

Mødet og beslutningen den 3. november var nemlig ikke i sig selv problematisk. Men hvis alle var blevet klar over den manglende lovhjemmel før pressemødet om eftermiddagen onsdag den 4. november, kunne hele minksagen formentlig være undgået.

Mulig tvivl om uvidenhed. Meget vigtigt for Mogens Jensens ansvar i sagen bliver, om kommissionen finder grund til at tro, at han undervejs vidste eller blev klar over, hvad der foregik. Altså: Hvis han får kritik, kommer den så udelukkende til at handle om uagtsomhed, eller kan man på nogen punkter tale om bevidst handling? Det sidste vil udløse alvorlig kritik.

Uagtsomhed kan for eksempel være, hvis Mogens Jensen efter kommissionens vurdering burde have vidst, at der ikke var lovhjemmel, fordi han havde modtaget forskellige papirer, hvor dette var nævnt, og at han kunne have fundet ud af det, hvis han havde læst dem.

Det kan også være, hvis kommissionen vurderer, at Mogens Jensen som fagminister på en så vidtgående og hurtig beslutning burde have gjort noget særligt af egen drift for at sikre sig, at der var lovhjemmel.

Mogens Jensen fastholder selv, at han på intet tidspunkt før lørdag den 7. november om aftenen vidste, at der manglede lovhjemmel til at aflive raske mink uden for smittezonerne. Men dokumenter og forklaringer i sagen sår tvivl om dette.

Det er for eksempel registreret internt i Miljø- og Fødevareministeriet, at Mogens Jensen bad om at få hele minksagen inklusive bilagene på mail allerede om formiddagen onsdag den 4. november, altså dagen efter regeringsbeslutningen og på selve dagen for pressemødet. Læste han dem ved samme lejlighed burde han nok have forstået, at der kunne være problemer med lovgrundlaget.

Vi har også set forskellige interne mails og sms’er med modstridende oplysninger om, hvornår han fik klar besked om problemet. Mogens Jensens officielle forklaring er lørdag den 7. november.

Samtidig tyder de mange sms'er fra Barbara Bertelsen på, at hun i andre sammenhænge med sin retorik nok mere har pisket stemninger op end manet til ro.

Men vi har eksempelvis set, at Mette Frederiksen, da minksagen begyndte at rulle i medierne, per sms spurgte Mogens Jensen, hvornår han opdagede, at der ikke var hjemmel. Han svarede: "Jeg kan ikke lige på stående fod sige præcis hvornår men jeg mener det var torsdag (og det checker jeg lige op på)”.

Det har også fremgået af mails mellem embedsfolk i Fødevareministeriet, at embedsmændene mente, Mogens Jensen blev orienteret torsdag den 5. november eller fredag den 6.

Ifølge departementschefen står der i et referat fra et møde med Mogens Jensen fredag den 6. november, at "hjemmelsspørgsmålet for aflivning af mink uden for zone et og 2 er uafklaret".

Afdelingschef Tejs Binderup har også forklaret, at han huskede det, som om ministeren blev mundtligt orienteret fredag den 6. november.

Tidspunktet er væsentligt, fordi Mogens Jensen lørdag eftermiddag ved et pressemøde gentog budskabet om, at aflivningerne skulle gå stærkt, uden at nævne manglen på lovgrundlag. Og fordi statsministeren lørdag formiddag personligt ringede til pelsdyravlernes formand og sagde, de skulle fortsætte med at aflive alle dyr.

Hvis Jensen allerede på det tidspunkt kendte til manglende lovhjemmel, kan han måske få kritik for flere ting:

• For ikke at have orienteret statsministeren.
• For ikke at have sikret sig, at myndighederne og minkavlerne fik besked om det, så man kunne stoppe en eventuel ulovlig ordre.
• Og for at have vildledt offentligheden på det nye pressemøde om lørdagen den 7. november mod bedre vidende.
  
  

Der er dog også forhold i sagen, der taler til Mogens Jensens fordel:

Står ikke med flammeskrift. Mogens Jensens hovedargument er, at han ikke blev orienteret af sit embedsværk om, at der manglede lovhjemmel.

Vi ved, at det blev han på papiret, for problemet var nævnt i forskellige bilag og sager, som han modtog. Men spørgsmålet er, om man med rimelighed kan forvente, at han reelt fik oplysningen og blev klar over den.

De to sager fra september og oktober ligger så lang tid i forvejen for den endelige beslutning, at man måske ikke kan forvente, at Mogens Jensen bemærkede oplysningen om lovhjemmel, fordi den ikke var relevant på det tidspunkt. Ministre læser mange sider hver dag og kan formentlig ikke huske alt, hvad der stod i dem, en måned efter læsning.

Desuden stod der flere steder i papirerne, at embedsværket ville følge op på spørgsmålet om hjemmel. Mogens Jensen kan derfor have haft en rimelig forventning om, at han ville blive rykket i ærmet senere, hvis der skulle vise sig at være et problem.

Ingen siger klart, at de advarede ham mundtligt. Ved selve regeringsmødet, hvor minkbeslutningen faldt, havde Mogens Jensen sin departementschef, Henrik Studsgaard, ved sin side. Men heller ikke han gjorde opmærksom på, at der kunne være problemer med lovgrundlaget, da beslutningen blev truffet.

Og ingen af Mogens Jensens embedsmænd har i deres afhøringer sagt klokkeklart, at de husker at have advaret ministeren om problemet i de følgende dage. Ikke før lørdag aften den 7. november, som Mogens Jensen også har forklaret. 

Samlet set vil kommissionens udtalelser om Mogens Jensens rolle formentlig især afhænge af, om de tror på, at han var fuldstændig uvidende om problemet indtil lørdag aften, og i hvilken grad de mener, han burde have undersøgt og opdaget det tidligere. 

2. Advarede embedsværket tydeligt nok?

Allerede fra den første afhøring i Minkkommissionen stod det klart, at embedsværket under Mogens Jensen længe inden minkbeslutningen i november var fuldstændig klar over, at der ikke var lovgrundlag for at aflive alle mink.

Det havde Fødevarestyrelsen vurderet i september måned,  og det var en etableret sandhed i Miljø- og Fødevareministeriets departement, fortalte afdelingschef på området, Tejs Binderup til kommissionen.

Et centralt spørgsmål for kommissionen bliver, om embedsværket tydeligt nok og i tide fik gjort regeringens ministre opmærksom på dette? Eller med andre ord: Hvem kan i praksis primært klandres for fejlene i minksagen - politikerne eller embedsmændene?

Fødevarestyrelsen har formentlig ikke noget ansvar for, at ministrene ikke blev advaret før regeringsmødet den 3. november eller pressemødet den 4. november. De havde givet klar besked til departementet flere gange, og det er departementets opgave at give oplysningerne videre til ministeren.

Fokus er derfor i første omgang på lederne i Miljø- og Fødevareministeriet, som havde klar viden om manglende lovhjemmel og ansvar for at orientere deres minister.

Afdelingschef Tejs Binderup og departementschef Henrik Studsgaard har til kommissionen sagt, at de grundlæggende mener at have orienteret Mogens Jensen om den manglende lovhjemmel i tide. De lægger vægt på, at Mogens Jensen ved forskellige lejligheder fik papirer med oplysninger om hjemmel op til beslutningen om at aflive alle mink.

Spørgsmålet er, om kommissionen vurderer, det tæller som tiltrækkeligt med advarsler, når oplysningerne enten kom lang tid før minkbeslutningen, stod i bilag eller ankom nærmest samtidig med mødestart, da regeringen besluttede at aflive alle mink.

Ingen i Mogens Jensens embedsværk har sagt, at de klart advarede ministeren mundtligt - heller ikke i dagene lige efter minkbeslutningen, hvor hjemmelsspørgsmålet ellers blev diskuteret internt i embedsværket, og hvor vi ved, at Mogens Jensen havde møder med sine embedsfolk og fik flere skriftlige sager om mink.

Det virker oplagt, at embedsværket under Mogens Jensen vil få kritik af kommissionen, men det bliver interessant at se, hvor hård den i givet fald vil blive.

Der er nemlig både en række potentielt skærpende og formildende omstændigheder.

De formildende først:

Tidspres. Fødevareministeriet og de andre ministerier var under hårdt tidspres for at forberede sagen til regeringsmødet den 3. november, hvor man besluttede at aflive alle mink. Havde de haft mere tid, havde embedsmændene måske talt sig frem til at nævne spørgsmål om lovhjemmel i sagens cover. Tids- og arbejdspresset fortsatte i de kommende dage, og Minkkommissionen kan måske vurdere, at det har haft betydning for, at beskeden ikke nåede frem til ministre i tide.

Manglede information. Ifølge Mogens Jensens embedsfolk havde ingen af dem forventet eller fået at vide før mødet den 3. november, at regeringen kunne finde på at ville aflive alle mink inklusive avlsdyr. Beslutningen var derfor ikke forberedt.

Mange kokke. Der var mange ministerier inde over sagen om aflivning af mink, og det står klart, at selv om ansvaret blev placeret entydigt i Fødevareministeriet, har langt flere ministerier været med til at diskutere, forberede og træffe beslutningen - og også blandet sig i håndteringen af den. Kommissionen skal vurdere, i hvor høj grad det bløder Fødevareministeriets ansvar op.

Eksempelvis ved vi, at Tejs Binderup rejste spørgsmålet om lovhjemmel på et møde med afdelingschefer fra andre ministerier allerede om formiddagen efter minkbeslutningen, men at han blev mødt med skepsis fra Sundhedsministeriet, der mente, der godt kunne være hjemmel. Og senere samme dag skrev Justitsministeriet ud, at der var en arbejdstese om, at der nok var lovhjemmel til at aflive alle mink.

På den skærpende side står, at topembedsmændene i Fødevareministeriet havde adskillige lejligheder til at få deres viden om lovhjemlen op til ministeren og ud til offentligheden, og at de var fordelt over flere dage. 

• De kunne have bedt om at få det nævnt i det såkaldte cover med sagens hovedpunkter til regeringsmødet den 3. november.
  
  
• Departementschefen kunne have nævnt det på mødet, men "det var ikke top of mind," forklarede han kommissionen.

Mogens Jensen fastholder selv, at han på intet tidspunkt før lørdag den 7. november om aftenen vidste, at der manglede lovhjemmel til at aflive raske mink uden for smittezonerne. Men dokumenter og forklaringer i sagen sår tvivl om dette.

• De kunne have skrevet det ind i talen og det såkaldte beredskab med forberedte spørgsmål/svar, som de gav Mogens Jensen med til pressemødet dagen efter. Selv om der på det tidspunkt var usikkerhed om, hvorvidt der var lovhjemmel eller ej, kunne også denne oplysning have været relevant for Mogens Jensen.
  
  
• De kunne have nævnt det, da de fik statsministerens pressemødetale til gennemsyn onsdag den 4. november.
  
  
• De kunne have orienteret Mogens Jensen, da Justitsministeriet, Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen om formiddagen torsdag den 5. november endeligt slog fast, at der ikke var lovhjemmel. 
  
  
• De kunne have nævnt det, da departementschefen og andre havde statusmøde med Mogens Jensen fredag den 6. november. (Spørgsmålet er, om de reelt nævnte det for ministeren på dette møde. Ifølge departementschef Henrik Studsgaard står der i et referat fra mødet, at hjemmelsspørgsmålet er uafklaret, men han husker ikke selv, at de talte om det. Afdelingschef Tejs Binderup mener, at de muligvis orienterede ministeren mundtligt den dag.)
  
  
• De kunne have nævnt det for Fødevarestyrelsen, da topembedsmændene i Fødevareministeriets departement var med til at godkende formuleringen af et brev til minkavlerne, der blev sendt ud fredag den 6. november. Her stod, at også minkavlere uden for smittezonerne "skal" aflive deres dyr.
  
  
• Departementschefen kunne have nævnt det for minkavlernes formand, Tage Pedersen, da han ringede til Henrik Studsgaard lørdag den 7. november for at bede om at tale med statsministeren om minkaflivningerne.
  
  
• Studsgaard kunne ved samme lejlighed have nævnt det for statsministeren og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, da han umiddelbart efter samtalen med Tage Pedersen var i kontakt med dem begge. Henrik Studsgaard talte i telefon med Mette Frederiksen, før hun ringede til Tage Pedersen, men han sagde ifølge egen forklaring ikke noget om den manglende lovhjemmel, og statsministeren sagde derefter til Tage Pedersen, at minkavlerne skulle fortsætte med at aflive alle mink.

Samlet set bliver nogle af sværeste spørgsmål for kommissionen, når det gælder Fødevareministeriets ansvar, formentlig, hvor tungt de formildende omstændigheder skal veje, og om der er grundlag for at sige, at topembedsmændene i dagene efter minkpressemødet i en eller anden udstrækning med åbne øjne medvirkede til at føre en ulovlig beslutning ud i livet - eller i hvert fald ikke gjorde nok for at standse den.

3. Hvor alvorligt er Fødevarestyrelsens brev til minkavlerne?

Én ting er, at en regering fortæller om en beslutning, der vil være ulovlig at gennemføre, noget andet og endnu mere alvorligt er, hvis beslutningen rent faktisk bliver ført ud i livet.

Her spiller et brev fra Fødevarestyrelsen en uheldig rolle, og en af kommissionens opgaver bliver at vurdere, om brevet var decideret ulovligt, og hvor alvorlig kritik der i givet fald skal rettes mod de involverede personer.

To dage efter minkpressemødet, fredag den 6. november 2020, sendte styrelsen et brev ud til alle landets minkavlere med praktisk information om aflivningerne. Her stod, at også minkavlere uden for smittezonerne "skal" aflive deres dyr hurtigst muligt.

Vi ved, at Fødevarestyrelsen hele tiden selv havde vurderet og meldt ud, at der ikke var lovhjemmel til at beordre dette. Alligevel forfattede og udsendte styrelsen brevet.

Det ligner en alvorlig fejl, som kan føre til kritik af både de øverste chefer i styrelsen Nikolaj Veje og Hanne Larsen og af topembedsmændene i departementet, Henrik Studsgaard og Tejs Binderup, der godkendte formuleringerne i brevet, før det blev sendt ud.

De har alle forklaret, at de på daværende tidspunkt ikke opfattede formuleringerne som ordrer, men som praktiske informationer. Og at brevet blev til efter pres fra minkavlerne selv, der efterspurgte klar og enkel information hurtigst muligt.

Spørgsmålet er, om kommissionen vurderer, det tæller som tiltrækkeligt med advarsler, når oplysningerne enten kom lang tid før minkbeslutningen, stod i bilag eller ankom nærmest samtidig med mødestart, da regeringen besluttede at aflive alle mink.

Studsgaard og Binderup var fuldstændig klar over, at der ikke var lovhjemmel til en ordre.

Men flere ledende medarbejdere i Fødevarestyrelsen har forklaret, at de var kommet i tvivl om, hvorvidt der alligevel var fundet hjemmel på et andet ministerområde, siden regeringen meldte så klart ud om aflivningerne, og ingen i departementet gav besked om, at der skulle være nogen problemer.

4. Hvor bredt bliver ansvaret delt ud - og når det helt til Statsministeriet?

Det helt store - og politiske - spørgsmål bliver, hvor meget ansvaret for minksagen breder sig ud over Mogens Jensens ministerområde.

Her er nogle af de nøglepunkter, hvor kommissionen formentlig overvejer, om der skal rettes kritik på andre ministerområder end fødevareområdet.

Du kan i øvrigt læse meget mere om det -måske - delte ansvar i sagen her, hvor juraprofessorer Michael Gøtze og Frederik Waage giver deres besyv med:

Var det alene Mogens Jensens ansvar? Afhøringer i minksagen sender spotlys på tre andre ministerier

Blev beslutningen om at aflive alle mink truffet og meldt ud med unødvendigt hastværk, og var dette især statsminister Mette Frederiksens ansvar? Kommissionen har blandt andet interesseret sig meget for, hvorfor statsministeren ikke foreslog en læsepause ved regeringsmødet om mink, så alle kunne læse materialet, der var kommet meget sent.

Var det andre ministerier, der reelt var drivende i beslutningen om at aflive alle mink, mens Miljø- og Fødevareministeriet røg lidt ud på et sidespor og mistede kontrollen over sagen? 

Kommissionen har blandt andet interesseret sig utrolig meget for, hvilke meldinger om håndteringen af mink, der er udgået fra Statsministeriet til de andre ministerier. Det gælder blandt andet en tidlig kommentar til embedsværkets forslag til håndtering af smitte blandt mink i sommeren 2020, hvor Mette Frederiksen skrev "Ok. Vil dog betvivle, om det er nok", og det gælder interne mails mellem embedsmænd, der længe før minkbeslutningen refererer departementschef Barbara Bertelsen for at ville "gasse alle mink" og kalde andre ministeriers bud på handling "provinsielt" og utilstrækkelige. Samtidig tyder de mange sms'er fra Barbara Bertelsen på, at hun i andre sammenhænge med sin retorik nok mere har pisket stemninger op end manet til ro.

En række forhold tyder også på, at Barbara Bertelsen havde tæt kontakt med departementschefen i Justitsministeriet, Johan Legarth, som hun tildelte en væsentlig rolle i forberedelsen af beslutningen. Vi ved også, at Bertelsen og Legarth talte i telefon om formuleringer i sagen umiddelbart før regeringsmødet om mink. Fødevareministeriet blev ikke orienteret om ændringerne, der blev ført ind i sagen umiddelbart før mødets start.

Og ifølge en række vidner var det især Magnus Heunicke og hans departementschef, der på regeringsmødet talte for at aflive alle mink, og som mødeleder opsummerede Mette Frederiksen beslutningen.

Burde Mette Frederiksen have vidst, at der var tvivl om lovgrundlaget? Kan hun for eksempel kritiseres for ikke at have læst bilagene til regeringsmødet, eventuelt den følgende dag? Burde hun have gjort noget særligt aktivt for at sikre sig, at der var lovhjemmel, når hun som regeringsleder traf en så vidtgående og hurtig beslutning - eller kunne hun med rimelighed forvente, at fagministrene ville sørge for at få styr på "maskinrummet", som flere vidner har kaldt det?

Magnus Heunicke kan få næsten de samme spørgsmål. Han var ansvarlig for den risikovurdering fra seruminstituttet, der var årsag til minkbeslutningen. Sammen med sin departementschef må han have været blandt de første til at erkende, hvilken beslutning regeringsmødet ville ende med. Burde de have bedt embedsværket forberede sig på det? Burde Heunicke som særligt involveret i sagen have læst bilagene, hvor hjemmelsspørgsmålet blev rejst? Og kan man betegne ham som fagminister i sagen på lige fod med Mogens Jensen, fordi sagen handler ligeså meget om menneskelig sundhed som om mink?

Var pressemødet vildledning af offentligheden? Hvis kommissionen vurderer, at regeringen på pressemødet gav offentligheden og minkavlerne forkerte oplysninger, vil det formentlig afføde kritik af både Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Mogens Jensen og måske Simon Kollerup, der deltog på pressemødet. Meldingerne på pressemødet ser da også ud til at have haft konkrete konsekvenser. Mindst én minkavler uden for smittezonerne har fortalt pressen, at han gik i gang med at aflive sine dyr alene på baggrund af pressemødet. Og en kontorchef i Fødevarestyrelsen fortalte kommissionen, at pressemødet var en medvirkende årsag til, at hun tænkte, man nok havde fundet lovhjemmel et sted. Hun sagde også, at styrelsen byggede sin kommunikation til minkavlerne på ministrenes udtalelser på pressemødet.

Skal Justitsministeriets departementschef tillægges et særligt ansvar, fordi hans ministerium havde til opgave at samle sagen, og fordi han som topchef i netop Justitsministeriet må forventes at være opmærksom på spørgsmål om lovhjemmel? Og kan hans afdelingschef Anne Mette Lyhne kritiseres for at have vedtaget "en arbejdstese" om, at der var lovhjemmel og meldt den ud til andre ministerier? Tesen var baseret på en meget tvivlsom lynvurdering fra Sundhedsministeriet, som slet ikke kendte den konkrete lov, der var på tale.

Endelig overvejer kommissionen formentlig, om man kan tillægge de andre ministre på regeringsmødet noget ansvar. Kan de kritiseres for ikke have læst deres bilag til mødet, eller kan man ikke forvente det af ministre med en mere perifær rolle i en regeringssag?

Den 3. januar begynder den sidste runde afhøringer, som snart vil gå over til at fokusere på det særskilte spørgsmål om politiets såkaldte actionscards. Det var nogle kort med talelinjer om, hvad politiet kunne sige, når de ringede til minkavlere og sagde, at de skulle aflive deres dyr, og hvor meldingerne ligesom med Fødevarestyrelsens brev måske kunne opfattes som en ulovlig ordre.

Til april skal kommissionen aflevere sin hovedrapport, men afsnittet om actioncards kan muligvis blive udskudt til forsommeren.