Hvornår skal vi tale om velfærdsforsikringerne?

I sidste uge tikkede én af de kommende års vigtigste politiske nyheder ind på Altingets hjemmeside. Den handlede hverken om børnene i al-Hol-lejren eller om covid-19, ja, faktisk satte den sig ingen videre spor i den offentlige debat. På overfladen er det også svært at se, hvorfor lige netop det, at flere og flere ældre tegner en såkaldt omsorgsforsikring, skulle være så afgørende.

Men som arbejdsmarkedsredaktør Søren Elkrog Friis bemærkede i sin artikel, har forsikringsbranchen med den nye forsikring, der dækker hjemmepleje og rengøringshjælp efter hospitalsophold, transport til behandling efter sygdom og tilskud til take-away-mad efter indlæggelse, krydset “grænsen til et af velfærdsstatens bedst indhegnede domæner”.

Det er en grænse, der overløbes flere afgørende steder i de her år. Sundhedsforsikringer tegnet som en del af lønpakken er for længst blevet hverdag for arbejdstagerne. Og det samme gælder lønforsikringerne, som snart mere end 25 procent af arbejdsstyrken har tegnet.

Samfundskontrakten står under genforhandling, og på forhandlingsbordet er de centrale spørgsmål: Hvornår er de private forsikringer et tillæg til den offentlige velfærd, der sikrer sidstnævnte på nye præmisser?

Esben Schjørring
Magasinredaktør, Altinget

For forsikringsselskaberne er udviklingen en dør ind til, hvad koncerndirektør i Tryg Johan Kirstein Brammer sidste år til Berlingske kaldte “fremtidens marked”.

For politikerne og borgerne er det en tendens, der kommer til at forandre hverdagen, omskrive samfundskontrakten og genåbne den magtpolitiske kamp på Christiansborg.

LÆS OGSÅ: Ældre forsikrer sig mod huller i den offentlige velfærd

Hvor er politikerne? 
Velfærdsstatens kerneprincip er den frie og lige adgang til sundhed og uddannelse – og at stille en rimelig arbejdsløshedsforsikring til rådighed. Og velfærdsstaten retfærdiggør sig selv og det medfølgende høje skattetryk, fordi den leverer på et niveau, der svarer til middelklassens forventninger til, hvad en passende, høj standard er. I det mindste så god, som den ville kunne købe for egne midler.  

Det er den danske samfundskontrakt. Men netop fordi borgernes forventninger ikke er en fast størrelse, men stiger i takt med at serviceniveauet i samfundet generelt højnes, forandres indholdet af samfundskontrakten hele tiden. 

Når efterspørgslen på private forsikringer er massiv og stigende, viser det, at velfærdsstaten ikke længere indfrier borgernes forventninger og krav fuldt og helt. Det er ikke ensbetydende med, at så er den universelle danske velfærdsstat på vej i afgrunden.  

Men det er udtryk for, at samfundskontrakten står under genforhandling, og på forhandlingsbordet er de centrale spørgsmål: Hvornår er de private forsikringer et tillæg til den offentlige velfærd, der sikrer sidstnævnte på nye præmisser? Og hvornår undergraver det private velfærdsstaten, fordi middelklassen ikke længere vil betale den høje skat? 

Men når man kigger rundt ved bemeldte forhandlingsbord, savner man især én gruppe: politikerne.

LÆS OGSÅ: Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

At velfærdsprojektet skulle være universelt og gælde hele samfundet forvandlede Socialdemokratiet til et folkeparti, der kunne hente vælgere fra hele samfundet.

Esben Schjørring
Magasinredaktør, Altinget

Mette Frederiksen skylder et svar 
Som spørgsmålet om forholdet mellem dagpengenes dækningsgrad og eksplosionen i private lønforsikringer har vist, er det ikke en diskussion, Socialdemokratiet er alt for bekvem ved. Forståeligt nok.  

At velfærdsprojektet skulle være universelt og gælde hele samfundet, handlede ikke kun om, at ‘velfærd for de dårligt stillede, bliver dårlig velfærd’. Det forvandlede Socialdemokratiet til et folkeparti, der kunne hente vælgere fra hele samfundet.  

Den historiske og fordelagtige position er truet af den nye udvikling, men af samme grund, og fordi arven forpligter, skylder Mette Frederiksen og hendes ideologer at melde sig ind i debatten. 

Omvendt er det netop derfor en samfundstrend, der burde give motivation og inspiration i den kriseramte borgerlige lejr. Ikke kun fordi private velfærdsforsikringer er et væsentligt element i den borgerlige udgave af velfærdsstaten, men rent strategisk.  

For når samfundskontrakten genforhandles, kan man jo erobre initiativet til at formulere den på ny og opnå en mere naturlig adgang til regeringskontorerne. Men det kræver en vilje og evne til samfundsanalyse, som det godt kan være svært at få øje på hos de blå.