Farvel til velfærdsstaten – husk din forsikring

Det var et nøje gennemtænkt strategisk træk, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i starten af nullerne blæste til værdikamp: De borgerlige partier kunne ikke vinde regeringsmagten, hvis den afgørende politiske debat handlede om velfærd, økonomi og fordeling.

Operationen lykkedes, og i 20 år har værdier, national identitet og udlændinge domineret den offentlige debat og trukket de afgørende skel i dansk politik. I hvert fald frem til sommerens folketingsvalg.  

Knap to årtier senere rejser spørgsmålet sig, om vi undervejs har mistet evnen til at gøre samfundets økonomiske strukturer til central genstand for den offentlige debat. For i ly af to årtiers værdikamp er grundpillerne under velfærdsstaten fundamentalt forandrede. Den universelle velfærdsstat, som vi kender den fra skåltalerne, står tilbage et sted mellem dybt forandret og uigenkendelig. Det er pointen hos flere forskere, Altinget har talt med.  

Årtiers udbudsreformer, privatisering af kernevelfærdsopgaver og beskårne offentlige ydelser efterlader os i dag med en ny type ulighed og nogle helt nye spørgsmål om identitet, nemlig velfærdsstatens. Det er spørgsmålet, om den danske samfundskontrakt – hvad vi forventer til gengæld for vores skat, hvilken sikkerhed og hvilke muligheder vi får til gengæld – er skrevet med blæk eller med blyant og derfor kan viskes ud og skrives om. Og vi mangler svar på, om den nye velfærdsudvikling er dårlige nyheder eller en både nødvendig og positiv udvikling? 

Vejen ind i den historie starter med 56-årige Jeanette Dyekjær. I juli i år mistede hun sit job som direktionssekretær i en mindre dansk virksomhed, et job, som hun havde haft i en kortere årrække.

I sig selv ingen exceptionel situation. Hver dag er der danskere, der mister deres job, og det er mange årtier siden, at en fyreseddel ville være ensbetydende med umiddelbar økonomisk deroute, og at man måtte gå fra hus og hjem. 

Det skal Jeanette Dyekjær heller ikke. Men det er ikke på grund af det sikkerhedsnet, dagpengesystemet har spændt ud under hende. Ikke alene. For Jeanette Dyekjær – som for hundredtusindvis af danskere – er dagpengene ikke længere nok. Men i kraft af sit medlemskab af fagforeningen og a-kassen HK Privat har hun en lønforsikring, der udfylder gabet mellem dagpengesatsen på 18.866 kroner om måneden og op til 80 procent af hendes gamle løn.

"Vi har baseret vores økonomi på en indkomst, der er noget over det, man har ret til med dagpengene," fortæller Jeanette Dyekjær.  

For hende handler det om en tryghed, dagpengene ikke kan levere alene. 

"Når vi har det her frie arbejdsmarked med stor fleksibilitet og en bevægelig arbejdsstyrke, så synes jeg også, man har brug for sikkerheden, når man er mellem jobs," siger hun. 

Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension er antallet af lønforsikrede danskere på ti år steget fra 70.000 borgere i 2008 til 339.000 sidste år, hvilket er mere end en firdobling. Det er i sig selv en betydningsfuld samfundstrend, men det griber ind i hjertet af den danske model, når fagforeninger som Jeanette Dyekjærs i HK gør det til en del af deres interessevaretagelse at udbyde private forsikringer.

I en anden tid havde fagbevægelsen ikke søgt ud på forsikringsmarkedet, når sikkerhedsnettet i form af dagpengene var blevet for tyndslidt. De havde protesteret og demonstreret og lagt et omfattende pres på den siddende regering for at få dagpengesatsen op, så de dækkede mere af den tabte løn. Ikke mindst når den siddende regering var socialdemokratisk.

Simon Tøgern, der er formand for HK Privat, har længe været modstander af ordningen, men har nu måttet se sine principper vige for det, han kalder tillidsmandslogikken.

"Rent principielt har vi tidligere diskuteret det, blandt andet da HK Stat og HK Kommunal indførte det i 2012 og 2013, hvor vi tog stilling og sagde nej, fordi vi mente, at det offentlige skal bære det," fortæller han.

"At vi har lavet den her lønforsikringsordning er udtryk for en frustration over, at kompensationsgraden på dagpengene er så lav, som den er, og at den bliver lavere."

Det er en lignende argumentation og analyse af arbejdsmarkedet, som får de forskere, Altinget har talt med, til at tale om forandringer af det danske samfund på historisk niveau.  

Ifølge velfærdsforsker og professor emeritus Ove Kaj Pedersen kan "fagbevægelsen tabe kampen om den universelle velfærdsstat", mens arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen mener, at "vi er ved at være ude over balancepunktet og er i gang med at afvikle den universelle velfærdsstat".  

Begge forskere noterer sig også, at selvom vi her står over for samfundsforandringer med enorme konsekvenser for borgere og samfund, er det svært at gøre dem til centralt emne i den offentlige debat. Som Ove Kaj Pedersen bemærker: 

"Det er en diskussion, der dukker op og falder hurtigt ned. Der er ikke så mange, der deltager i den."

Det kollektive element i det private
Nyheden om, at HK Privat var begyndt at inkludere en lønforsikring i sin medlemspakke, var da også let at overse. Den kom 7. juni, to dage efter, at valget var overstået, og offentlighedens opmærksomhed var rettet mod det forestående stoleskifte på Christiansborg, nedturen for Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, Stram Kurs' balancegang på spærregrænsen og forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) fremtid.

Men med de 55.000 medlemmer, der i løbet af sommeren blev indbefattet af HK's nye lønforsikring, nærmer vi os nu 400.000 danskere med en eller anden form for lønforsikring i tillæg til deres dagpenge.  

Markedet for private forsikringer af lønnen er vokset langsomt frem de seneste 20-25 år. Hovedsageligt fordi den såkaldte kompensationsgrad – altså hvor stor en del af lønnen, dagpengene udgør – er blevet mindre. Frem til 1995 udgjorde dagpengene en kompensation på over 60 procent af en gennemsnitlig fuldtidsløn. I dag er niveauet på 46 procent, hvorfra det i de kommende år vil falde til et niveau på omkring 44 procent i 2025. Det viser en rapport fra De Økonomiske Vismænd, der undersøgte dagpengenes kompensationsgrad i en rapport fra 2014. 

"Årsagerne til det observerede fald i kompensationsgraden skal blandt andet findes i den årlige regulering af den maksimale dagpengesats," skrev vismændene i rapporten og henviste til den ordning, som også folkepensionen og kontanthjælpen er underlagt, hvor satsen årligt reguleres 0,3 procent lavere end den almindelige lønudvikling.

Lønforsikringerne udbydes både gennem a-kasser, fagforeninger og udenfor på det private marked. Det kollektive, og dermed obligatoriske, element i HK Privats lønforsikring er en af grundene til, at hvert medlem betaler et så relativt beskedent månedligt beløb på 79 kroner oven i a-kassebidraget. Hertil hører, at HK's medlemmer gennemsnitligt hører til blandt de lønmodtagergrupper, hvis jobsituationer er relativt stabile.

HK Privat er den femte fagforening, der indtil videre tegner en kollektiv lønforsikringsordning, som er obligatorisk og betales gennem kontingentet. Foruden HK Kommunal og HK Stat har Socialpædagogerne og pædagogernes landsforbund, BUPL, indført kollektive, obligatoriske lønforsikringsordninger. 

Den danske velfærdshumlebi
Den udvikling skriver sig ind i periode, hvor dansk velfærd er blevet voldsomt reformeret. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) var i 1993 den første til at indføre et loft over dagpengeperioden og ad to omgange sætte dagpengeperioden ned til fire år. Siden har regeringer med skiftende farver sænket satsen, strammet kravene for at modtage dagpenge, gerne i form af aktiv jobsøgning og aktivering, eller yderligere forkortet perioden som i 2010, da Regeringen Lars Løkke Rasmussen sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale skar yderligere to år af dagpengeperioden.  

Sammen med den faldende kompensationsgrad er sikkerhedsdelen i det berømte danske flexicurity-system, alt efter politisk overbevisning, enten blevet mindre generøs eller kritisk tynd.  

Flexicurity som begreb blev introduceret af hollandske velfærdsforskere i midten af 1990'erne for at karakterisere blandt andet det danske arbejdsmarkedssystem, hvor staten påtog sig broderparten af arbejdsløshedsforsikringen på et relativt højt niveau og også stod for efteruddannelse og opkvalificering af arbejdsløse. Det gjorde omvendt, at fagforeningerne ikke krævede alt for meget jobsikkerhed i overenskomsterne, sådan at arbejdsgiverne lettere kunne hyre og fyre. En arbejdsdeling, der skulle kombinere to modsatrettede krav: lønmodtageres efterspørgsel på tryghed og et konjunkturbestemt markeds krav om fleksibilitet i arbejdsstyrken.  

Flexicurity er dog mere end et kompromis. Det er blevet en slags humlebien-der-flyver-på-trods-historie om det danske samfunds velstandsmæssige succes. Fortalerne for flexicurity – der tæller både folk som Bjarne Corydon, Poul Nyrup og Mogens Lykketoft samt Venstres Anders Fogh og Lars Løkke Rasmussen – har igen og igen understreget, at markedet kun kan opnå optimal fleksibilitet og dermed langsigtet vækst i kraft af dagpengesystemets opblødende effekt på fagbevægelsens krav om jobsikkerhed. Velfærd var ikke bare en omkostning, men en præmis for vækst. 

Ikke sjældent har danske politikere solet sig i for eksempel franske politikeres misundelse og hyldest af dansk flexicurity. "Den danske model er en kilde til inspiration for mange andre. Selvfølgelig også for Frankrig," sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, for eksempel ved sit besøg i 2017 til stor glæde for den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Således har flexicurity har også været en central del af legitimeringen af dansk velfærd med sine høje skatter og store omfordeling.  

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i hjertelig omfavnelse med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, da han i august 2018 besøgte Danmark.

Foto: Statsministeriet/Ritzau Scanpix

Med de fagforeningsbaserede lønforsikringer og den tendens, de repræsenterer, er spørgsmålet nu, om den danske model er under afvikling her i moderlandet. Er velfærdskontrakten visket ud, eller er den bare skrevet om?   

Flexicurity er en myte for dem uden for arbejdsmarkedet
Lederen for Aalborg Universitets arbejdsmarkedspolitiske forskningscenter, Henning Jørgensen, er ikke i tvivl.   

"Jo mere man satser på lønforsikringerne, jo mere fastholder man en liberal samfundsudvikling. Derfor synes jeg, fagforeningerne går det forkerte ærinde. Men de er jo presset på medlemmer. Og så tror de, at de kan bruge dem her i agitatorisk øjemed," lyder vurderingen.  

"Vi er ved at være ude over balancepunktet, for vi er ved at afvikle den universelle velfærdsstat. Vi er gået over til nogle liberale og konservative elementer, uden at vi har taget en reel diskussion af det. Der her er en diskussion om, hvilket et samfund vi vil have." 

Spørger man velfærdsforsker og professor emeritus ved CBS Ove Kaj Pedersen, er lønforsikringer et billede på en velfærdsstat i konstant forandring. Der er ifølge professoren stadig et væsentligt grundlag under flexicurity for de lønmodtagere, som kan spare op til egen sundhedsforsikring, arbejdsmarkedspensionsordning og lønforsikring.  

"Men flexicurity bliver en myte for dem, der ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet," siger han og forklarer, at dette problem sandsynligvis vil blive tydeligere, hvis arbejdsløsheden stiger i de kommende år.  

"Men lønforsikring skaber betydelige indkomstmæssige forskelle i den danske befolkning og dermed også sociale uligheder. Og det er en af de ting, vi sjældent diskuterer, nemlig hvordan overenskomsterne og det parallelle velfærdssystem, som overenskomsterne er ved at opbygge, er med til at skabe sociale uligheder. Fagbevægelsen er imod social ulighed, men noget af det, som bidrager mest til uligheden, er overenskomsterne."  

Men har fagbevægelsen ikke været tvunget til det?   

"Jo. Men det er samtidig en historie om, at fagbevægelsen kan tabe kampen om den universelle velfærdsstat, hvis ikke de kæmper på to fronter: både for deres medlemmer via overenskomstsystemet og for ikke-medlemmer via deres politiske indflydelse," konkluderer Ove Kaj Pedersen. 

Fagbevægelsen er nødt til at kæmpe på to fronter, mener Ove Kaj Pedersen.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Hvis arbejdsgiverne ikke kan forstå, må de føle
I fagbevægelsen er der betydelig splittelse, når det gælder lønforsikringer. Nogle – som HK – anlægger en mine mellem resignation og pragmatisme.

"Lønforsikringer er jo den næstbedste løsning, men omvendt må jeg sige, at op mod 400.000 har en form for lønforsikring. Skal man ned i banken og låne til en ny lejlighed, vil de spørge til dine ansættelsesvilkår, og nogle gange vil de pådutte dig en lønforsikring. På den måde er det bare en realitet, som vi reagerer på," siger HK Privats Simon Tøgern.   

Til gengæld møder pragmatismen modstand i for eksempel FOA, hvor forbundsformand Mona Striib erklærer sig dybt bekymret.  

"Vi har jo et dagpengesystem, hvor dækningsgraden burde følge med. Man burde løse det ad den vej. Jeg er dybt bekymret over den vej, vi er på vej nedad, hvor alle skal have en sundhedsforsikring og en lønforsikring – hvad bliver det næste, man også skal?" spørger hun.   

Den pointe anerkender HK's Simon Tøgern. "Vi ved godt, at det ikke er alle, der kan lave det her," siger han med reference til flere kolleger i fagbevægelsen med medlemmer, der ikke kan forsikre sig lige så billigt.  

"Funktionærer, som vi repræsenterer, er i udgangspunktet bedre beskyttede end andre områder. Den skævhed anerkender vi. Det er bare ikke et argument for, at vi som fagforening ikke skal beskytte vores medlemmer bedst muligt. Vi er ikke et idealistisk parti, vi er en faglig interesseorganisation," konkluderer han.  

I 2018 var overvismand Michael Svarer ude med en advarsel til de danske politikere. Det var værd at holde grundigt øje med dagpengene, vurderede han, netop med den faldende kompensationsgrad in mente.  

"Hvis man reducerer generøsiteten i dagpengesystemet, så kan det betyde noget for, hvor villige arbejdstageren er i forhold til at acceptere de her fleksible afskedigelsesregler," sagde Svarer til DR.  

"Så kan vi få en situation, hvor arbejdstageren begynder at kræve længere opsigelsesvarsler som kompensation for en ringere dagpengedækning." 

FOA's Mona Striib slår de samme toner an. Mens hun og resten af fagbevægelsen varmer op til overenskomstforhandlingerne på det private område, advarer hun om en situation, hvor fagbevægelsen i sidste ende kan blive nødt til at stive arbejdsmarkedet af, hvis ikke sikkerheden bliver bedre.  

"Jeg har ikke lyst til at forestille mig uroligheder, som vi eksempelvis har set det i England," siger hun og henviser til den britiske anti-austerity movement, der har været på gaden og demonstreret mod den britiske regerings sparepolitik. "Det ville være skrækkeligt. Men man kan sige, at hvis arbejdsgiverne ikke kan forstå, at man er nødt til at udbyde stillinger på ordentlige og rimelige vilkår, så er man nødt til at sige, at så må de føle."  

Og hvordan vil de føle?  

"At så er arbejdskraften der ikke længere. Og hvis ikke vi har sikkerhed for, at man gerne vil et trygt og anstændigt arbejdsmarked, så er vi nødt til som organisationer i højere grad at kræve, at det ikke skal være så let at opsige folk fra stillinger. Så ryger fleksibiliteten. Vi har arbejdstidsaftaler, hvor man kan tilrettelægge fleksible aftaler, som er tilpasset det lokale arbejdsmarked. Men dem kan man så blive nødt til at stramme den anden vej og sige, at den går ikke længere. Så bliver det jo meget mere firkantet."  

Kommer der nogen krav om sikkerhed fra FOA i de kommende overenskomstforhandlinger?  

"Ja. De kommer til at gå på større sikkerhed, flere muligheder og, forhåbentlig i fælles forståelse med arbejdsgiverne, at man indser dette for at tiltrække den bedst kvalificerede arbejdskraft."  

Lignende udmeldinger lød fra 3F's forbundsformand, Per Christensen, der op til årets kongres tordnede mod dagpengeniveauet og en faldende beskyttelse af lønmodtagerne. "Jeg vil sgu ikke have de her tillægsforsikringer. Jeg vil have, at det offentlige dagpengesystem kommer på ret køl, så vi kan sikre trygheden og sammenhængskraften i samfundet," sagde han dengang til Altinget og luftede idéen om, at man også her var begyndt at se på mulighederne for at kræve sikkerhed på bekostning af fleksibiliteten. Sammen med tidlig tilbagetrækning er 3F's vigtigste dagsorden en forbedring af dagpengesatsen. 

DA: Der er rigeligt med tryghed
Hos Dansk Arbejdsgiverforening er man grundlæggende af den overbevisning, at flexicurity "ligger et godt sted", som viceadministrerende direktør Pernille Knudsen udtrykker det over for Altinget. Hendes analyse er, at den følte usikkerhed, som måske medvirker til et stigende antal lønforsikrede danskere, kan være et resultat af en ensidig fremstilling af dagpengereformerne. 

"Nogle gange kan omtalen være med til at skabe en opfattelse, som måske ikke helt er udtryk for, hvordan det i virkeligheden er," siger hun og lægger vægt på, at sikkerheden i Danmark stadig er høj i forhold til mange andre lande.  

Det gør indtryk, når fagbevægelsen råber op om stigende ulighed og faldende sikkerhed, men "vi er bare ikke enige", siger Pernille Knudsen.

"Vi har ikke noget, der bare minder om et daglejersystem, som man har mange andre steder i Europa. Og det hænger også sammen med, at vi er tilfredse med sikkerheden. Der er sket korrektioner med dagpengene. Men når man sammenligner internationalt, er det bare sådan, at Danmark ligger helt i top i kompensation for lavtlønnede."  

Men det er vel ikke de lavtlønnede, der fortrinsvist tegner lønforsikringer?  

"Det er rigtigt, at når man ser på dækningsgraden for de højere indkomster, ligger Danmark ikke i toppen internationalt."  

Er I opmærksomme på balancen i flexicurity og de beskårne sikkerhedselementer?  

"Vi er meget opmærksomme på balancen. Det ville være ekstremt kortsigtet at gå efter løsninger, der kun var gode for vores part. Vi er altid interesserede i at sikre, at ordningerne er forsvarlige for alle. Spørger du mig konkret, om der er en balance i flexicurity-modellen, er svaret ja," konkluderer Knudsen.  

Hummelgaard har ikke ti milliarder at proppe ind i systemet
Da det 5. juni stod klart, at der skulle være vagtskifte på Slotsholmen, var det på ryggen af en stort opsat arbejdsmarkedspolitisk kampagne fra Socialdemokratiet med titlen "Nu er det Arnes tur". Retten til tidlig tilbagetrækning for særligt udsatte dele af arbejdsstyrken hører til blandt regeringens vigtigste politiske indsatsområder. Altså, en beskæftigelsespolitik, der står i modsætning til de mange års udbudsreformer og udhuling af offentlige ydelser.

Hvis kampen for Arne signalerer en socialdemokratisk modreaktion på forandringerne af arbejdsmarkedet og en for tyndslidt sikkerhed, er lønforsikringerne så af det onde? Og har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) derfor tænkt sig at mindske incitamentet til at købe sig en lønforsikring? 

"Jeg synes ikke, lønforsikringer er en dårlig ting," siger Hummelgaard, der kalder initiativer som HK Privats lønforsikringsordning en forståelig reaktion på den politiske udvikling.   

"Om man i enkelte a-kasser vælger at forbedre ydelsen, synes jeg, man skal være velkommen til. Men modellen bygger på brede, kollektive forsikringsløsninger på tværs af faggrupper, hvor de, der ikke så ofte er arbejdsløse, er med til at betale for dem, der arbejder i mere konjunkturfølsomme områder."  

At fagbevægelsen går ind i lønforsikringsbranchen, ser han som reaktion på mange års udhuling. Men også, fordi han kan forstå, hvis fagbevægelsen har svært ved at se en nær fremtid, hvor man kan samle 90 mandater bag et løft af grundydelsen. "Det er en meget pragmatisk og forståelig måde at håndtere det på," siger beskæftigelsesministeren og erkender, at han også er underlagt mandaternes logik. 

"Vi har ikke lige nu og her ti milliarder kroner at proppe ind i systemet, så vi kan øge kompensationen fra den ene dag til den anden. Det er et meget væsentligt opmærksomhedspunkt, men vi ved også, at der nok ikke er hverken økonomisk eller politisk vilje i Folketinget lige nu," siger han.  

Lønforsikringer er ikke nødvendigvis en dårlig ting, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der godt kan se, hvorfor fagbevægelsen har set sig nødsaget til at gå den vej.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Et drag over nakken
Rundtom på Christiansborg bliver initiativer som HK's lønforsikringer og den tendens, de repræsenterer, mødt med blandede, men ofte også ret afdæmpede reaktioner. På Socialdemokratiets venstre side er SF og Enhedslisten klar til at styrke dagpengene, men ved også godt, at De Radikale, den fordelingspolitiske højreflanke i det parlamentariske grundlag, står bag samtlige udbudsreformer og besparelser på dagpengeområdet.  

Taler man med SF, peger arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesordfører Karsten Hønge på Dansk Folkeparti som den oplagte samarbejdspartner, fordi en vigtig del af deres vælgersegment tilhører den reformramte arbejderklasse. Men om end Dansk Folkepartis Bent Bøgsted erklærer sig villig til at tage imod enhver invitation til forhandlinger om dagpengene, har han og beskæftigelsesordførerkollegaen i Venstre, Hans Andersen, det lettere demonterende synspunkt til fælles, at de bakker op om dagpengekommissionens anbefalinger fra 2015.  

Disse anbefalinger var resultatet af knap to års samarbejde mellem en mindre gruppe professorer og repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og indeholdt blandt andet beskæring i dimittendsatsen (ydelsen til nyuddannede) og en såkaldt modernisering af optjeningsretten i årsindkomst, som tidligere var timebaseret, hvilket FOA dengang kaldte "et drag over nakken til ledige med de laveste indkomster".  

Der er ingen større reaktion at spore på Christiansborg, hverken imod udviklingen med lønforsikringer eller tilskyndelse og opbakning til det. Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, er dog en undtagelse:  

"Jeg har meget svært ved at finde på noget negativt at sige om det her," siger han til Altinget og udlægger sagen, som han opfatter den: "Folk føler et behov for øget økonomisk tryghed. Dette udbyder markedet, og så løser de det selv," siger Vanopslagh og kalder det her et klassisk eksempel på et "ikke-problem".  

"Faktisk vil jeg kalde det en god nyhed."  

At både fagbevægelse og de forskere, Altinget har talt med, peger på en øget ulighed som følge af tendensen, tager Vanopslagh også relativt roligt. 

"De, der står uden for arbejdsmarkedet, kommer ikke til at mærke nogen forskel ved, at de, der er fast tilknyttet arbejdsmarkedet, får en øget sikkerhed. Samlet set er det en forbedring," konkluderer LA-formanden.  

Velfærdsstatens udløbsdato
Altinget har også talt med lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Mads Peter Klindt. Han er enig med den borgerlige fløj i Folketinget og Dansk Arbejdsgiverforening i, at der grundlæggende stadig er balance i flexicurity. 

"Men det er nogle andre mekanismer, der opretholder balancen i dag end for femten år siden," vurderer han.   

"Tidligere var den først og fremmest forankret i dagpengene og den aktive arbejdsmarkedspolitik, der gav dig sikkerhed for, at du kunne få nogle nye kompetencer, hvis du mistede dit job. Dagpengene er både blevet forkortet og forringet, og i dag er den aktive arbejdsmarkedspolitik mere pisk end gulerod. Der er ikke mange, der ser det som et sikkerhedsnet at gå ned på jobcenteret i dag," siger arbejdsmarkedsforskeren og forklarer, at også i overenskomsterne er der løbende blevet bygget elementer ind, som overtager noget af den tryghed, der før lå i dagpengene.   

Som eksempel nævner Mads Peter Klindt industrioverenskomsten, hvor afskedigede medarbejdere har ret til 85 procent af deres løn i en periode efter fyringen. Dette beløb skal arbejdsgiveren toppe op fra dagpengesatsen. "Det, HK gør med lønforsikringen, er bare en anden måde at give den sikkerhed på," analyserer han.  

Med dette eksempel udpensler lektoren den kendsgerning, at krav om øget sikkerhed allerede er indarbejdet i overenskomsterne. Når Mona Striib og Per Christensen taler om mulige fremtidige indgreb i fleksibiliteten, vil det derfor ikke være noget, de trækker ud af den blå luft, men en videreførelse af en spirende tendens. 

"Men den udvikling, vi har set på det seneste, for eksempel med lønforsikringerne, er nogle forskydninger, som gør, at vi opretholder balancen mellem fleksibilitet og sikkerhed på trods af de politiske reformer, der har været. I virkeligheden er det er eksempel på, at vi har en samfundsmodel, hvor der er flere fora, som regulerer den sociale kontrakt." 

Den nye ulighed
Mads Peter Klint peger omvendt også på, at reguleringen af den sociale kontrakt ikke foregår uden tabere. 

"Det kan jo få nogle langsigtede konsekvenser i form af en øget ulighed. For hvad så med de lønmodtagere, som ikke har overenskomstrettigheder og forsikringsordninger, de kan supplere dagpengene med? De må så nøjes med det, der er tilbage i det offentlige system."  

Også dette hæfter Ove Kaj Pedersen sig ved.  

"Når man laver disse forsikringsordninger og sikrer dem, der er tilknyttet overenskomsterne, så garanterer man jo ikke dem, der ikke er. Og velfærdsstaten er jo bygget til at garantere alle. Når man laver denne sondring, er overenskomsterne selv med til at skabe denne ulighed."  

"Du kan gå tilbage til indførelsen af arbejdsmarkedspensioner. Dengang skabte man tilsvarende forskel på pensionsområdet, hvor hvis man har en rimelig permanent tilknytning til arbejdsmarkedet gennem et helt liv, så har man en helt anden pensionsformue at gå over i alderdommen med, end hvis man kun har en folkepension," siger professoren. 

Tager man reformbrillerne på og sporer udviklingen til dengang, hvor den danske velfærdsstat var på det, Ove Kaj Pedersen kalder "et historisk højdepunkt" i 1970'erne, kan det ligefrem være svært at kende den nuværende model. Spørgsmålet er, om udviklingen er løbet fra den universelle velfærdsstat. Om den har en udløbsdato.  

"Ja, den har vel allerede nået den," siger Ove Kaj Pedersen.  

"Der er selvfølgelig stadig universelle ydelser som sygedagpenge, SU og folkepension, men de tyndes mere ud, men modsvares så for de ansatte af overenskomstaftalte ordninger. Og det er jo en måde, hvorpå fagbevægelsen har søgt at sikre sig mod medlemstab, hvor de skaber sig en alternativ funktion." 

Hos FOA er man ikke af den overbevisning, at den universelle velfærdsstat ligefrem er tabt. "Vi har stadig en grundlæggende samfundsmodel med universelle ydelser, men vi skal passe på ikke at udfase den," siger Mona Striib.  

Også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard tøver med at lægge den universelle velfærdsstat i graven.   

"Den universelle velfærdsmodel har været forsøgt afskrevet af alt fra forskere til politiske partier, der har et ønske herom, i årtier, og det er endnu ikke sket. Heldigvis. Hovedfokus for os er, at grundfundamentet er i orden og bliver styrket over tid. Gør den det, så tror jeg også, den universelle model vil bestå, fordi den viser sig grundlæggende stærkere end alle dens alternativer rundtomkring," siger han.  

Det er middelklassens velfærdsstat
Om den udlægning står til troende afhænger af, hvilken befolkningsgruppes briller man ser med. For den brede middelklasse er der givetvis ingen afgørende følt forskel mellem arbejdsmarkedet i dag og for ti år siden. Den store og arbejdsomme middelklasse er Ove Kaj Pedersen dog heller ikke bekymret for.   

"Hovedparten af vælgerbefolkningen er tilknyttet arbejdsmarkedet, og derfor er der en betydelig majoritet omkring det at have overenskomstaftaler og tilknytning. Vi er et resultat af en velfærdsstat, som har skabt en meget stor og arbejdsom middelklasse. Men vi har samtidig marginaliseret minoriteterne. De står socialt og indkomstmæssigt lavere end dem, der er tilknyttet arbejdsmarkedet." 

Og det kan ikke betale sig at tage sig af de svageste? 

"Man kan i hvert fald sige, at der hverken er stemmer eller medlemmer i dem. Og hermed er der en dynamik, som er mindre favorabel for ydergrupperne. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at fagbevægelsen flere gange har taget initiativer på den politiske scene til at undgå alt for store forskelle mellem de to grupper. Blandt andet ved tidligere dagpengeforlig." 

Den udlægning tilslutter Tøgern sig.  

"Snakken om velfærdspolitik i dag handler om flere skolelærere, sygeplejersker, pædagoger og lignende. Det er sympatisk og i øvrigt noget, der interesserer mine medlemmer, som er brugere af offentlig service. Men der er jo ikke nogen, der taler om at øge folkepensionsgrundbeløbet og et generelt løft af kontanthjælpen. De brede ydelser er der ikke nogen, der snakker om at regulere. Velfærd handler i disse år kun om at ansætte nogle flere."  

Hvis man var lidt kynisk, kunne man sige, at når grupperne er små nok, så er der ikke politisk vilje til for alvor at gøre noget for at hjælpe dem? At det er den brede middelklasse, som styrer politikerne?  

"Det er en ren konstatering," konkluderer Tøgern.  

Velfærd handler i dag ikke om at løfte ydelserne, men kun om at ansætte flere. Det er den brede middelklasse, der styrer politikerne, mener Tøgern.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Tilbage hos Jeanette Dyekjær er der ingen nævneværdig tvivl om tendensens retning. Der bliver flere som hende, og løsninger som HK's bliver den nye norm.  

"Jeg tror ikke, det er noget, de kan bruge som et konkurrenceparameter i ret lang tid, for på et eller andet tidspunkt har alle en lønforsikring," siger hun.   

Men det er for Dyekjær ikke dér, fagbevægelsen skal tage den store kamp. "Jeg går op i at have en fagforening, der kan tale min sag, ligesom virksomhederne har deres advokater og HR-afdelinger til at repræsentere deres," siger hun og fremhæver fagforeningernes rolle som lønmodtagernes advokat i konfliktsager og som generel politisk forhandler.

Følger man den statistiske tendens og Jeanette Dyekjærs forudsigelser, er lønforsikringerne kommet for at blive. Men derfor behøver fagbevægelsen ikke at tabe den danske model på gulvet. Lektor Mads Peter Klindt ser imidlertid nogle klare faldgruber.  

"Specielt hvis der nu kommer nye politiske vinde med fokus på øget arbejdsudbud og en endnu mere forringet dagpengesats," siger han og vender tilbage til presset for tryghed i form af eksempelvis længere opsigelsesvarsler – og lavere fleksibilitet. 

"Og så begynder vi måske at komme mere i retningen af det, man har længere sydpå," siger Mads Peter Klindt med henvisning til arbejdsmarkedet i lande som Spanien, Portugal og Grækenland. De såkaldte sydeuropæiske tilstande fremhæver både fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer som skrækeksempler på et rigidt arbejdsmarked, hvor store generationskohorter sidder på ansættelseskontrakter med lange opsigelsesvarsler, mens den unge generation kæmper forgæves for overhovedet at blive lukket ind. 

Vi er ikke nået dertil endnu, siger Klindt.

"Men man kan i hvert fald sige, at det her ikke bare er et spor, man kan fortsætte nedad med 160 i timen. Der er grænser for, hvor ringe dagpengedækningen kan blive," siger han. 

"På den måde er det ikke mejslet i granit, at systemet holder evigt." 

Artiklen er oprindelig bragt i Altinget Magasin. Tegn abonnement på magasinet her.