Den demokratiske samtale blomstrer i det danske sommerland

Og ikke alene gør det som regel tonen mere respektfuld. Vi udvikler os også, og i bedste fald finder vi fælles løsninger i dialogen, fordi den efterlader flere nuancer end enkeltstående udsagn i et kommentarspor.

Årets festivaler tager på hver deres måde ansvar for ytringsfriheden og menneskerettighederne – både på og uden for koncertscenerne fra Ærø til Skanderborg. Seneste eksempel er den netop afsluttede Roskilde Festival.

I dagene før musikken foldede sig ud, satte musikere og unge festivaldeltagere fokus på emner som manglende ligestilling i musikbranchen, seksuel chikane og partnervold, alt imens festivalarrangørerne markerede grænser for sexisme og diskrimination gennem progressiv kommunikation.

Vi skal være varsomme med at sætte grænser for ytringsfriheden. Samtidig må vi også erkende, at nogle bruger deres ytringsfrihed på en måde, der hæmmer andres lyst til at bruge deres.

Louise Holck
Direktør for Institut for Menneskerettigheder

I RE:ACT – et fælles projektsamarbejde mellem Institut for Menneskerettigheder, foreningen Rapolitics og Roskilde Festival – kunne unge på festivalens første dage opleve den indiske rapper Krantinaari, der spidder patriarkatet i Indien og rapper for ligestilling. 

Eller man kunne opleve den cubanske rapper David D. Omni, der hæver stemmen for ytringsfrihed og fortæller om konsekvenserne af censur.

Og mens sidste års vinder af Menneskerettighedsprisen, Manilla Ghafuri, gav tilhørerne et indblik i sin flugt fra Taliban og det Afghanistan, hun har forladt, fortalte musikeren Tarick om sine erfaringer med fordomme og diskrimination i Danmark. 

Også årets Folkemøde på Bornholm demonstrerede, at dialogen udvikler sig mere konstruktivt, når mennesker mødes. For vist kunne vi være rygende uenige i Allinge, men vi lyttede til hinanden og havde en civiliseret dialog.

Bornholm er naturligvis ikke en ønskeø, hvor al konflikt forsvinder, så snart vores fødder rammer klippegrunden. Men oplevelsen af den konstruktive tone gør mig håbefuld.

Op til Folkemødet gik jeg i forsvar for ytringsfriheden – en af vores grundlæggende frihedsrettigheder. Anledningen var, at Bornholms Politi havde set sig nødsaget til at afskære Rasmus Paludan fra at deltage på Folkemødet.

Politiet kan have sine velovervejede grunde. Men grundlæggende er det i Danmark såvel som i menneskeretten et klart udgangspunkt, at vi skal være meget varsomme med at sætte grænser for ytringsfriheden, der udgør en grundpille i vores demokrati.

Samtidig må vi også erkende, at nogle bruger deres ytringsfrihed på en måde, der hæmmer andres lyst til at bruge deres.

Det er i sidste ende til skade for den offentlige debat og dermed for vores demokrati.

Den udbredte chikane på især sociale medier skræmmer politikere såvel som vælgere væk fra den demokratiske debat og begrænser lysten til at gøre brug af ytringsfriheden.

Især kvinder bliver ramt på deres køn og krop i stedet for deres ytringer. Det begrænser den frie dialog og kan i værste fald forhindre demokratiet i at udfolde sit fulde potentiale.

Louise Holck
Direktør for Institut for Menneskerettigheder

Vi ved fra undersøgelser, at især kvinder bliver ramt på deres køn og krop i stedet for deres ytringer eller holdninger, når de debatterer online. Det begrænser den frie dialog og kan i værste fald forhindre demokratiet i at udfolde sit fulde potentiale.

Heldigvis viser en af Institut for Menneskerettigheders undersøgelser, at idealet egentlig også gælder på sociale medier: Flere end fire ud af fem mener, at man skal kunne debattere uden nedsættende eller krænkende kommentarer.

Måske vil vi over tid se en positiv udvikling fra ønske til handling. Det håber jeg.

For det er den konstruktive samtale, der efterlader indtryk, stof til eftertanke og plads til den tvivl, der kan opstå, når vi lytter til andres holdninger eller viden.

Lad os indtil da stoppe op og sætte pris på de mange arrangementer i sommerlandet, hvor meninger mødes og meninger brydes. Lige her, i mødet mellem mennesker, bliver vi alle klogere.