Islandsk professor: Her er fem ting, Danmark kan lære af Islands erfaringer med en regering over midten

Interne stridigheder ledte til skandalevalg

Venstresocialistpartier har to gange været del af koalitioner med de konservative. Treparti-regeringen fra 1944 til 1947 blev ledt af det konservative Selvstændighedspartiet, der gik sammen med Socialdemokraterne og Socialistpartiet. Dén regeringstrio lavede store forbedringer for velfærd og uddannelser og foretog en fuldstændig fornyelse af den islandske trawl-flåde, men regeringen faldt fra hinanden på grund af et nyt udenrigspolitisk stridspunkt: at Socialistpartiet ikke ville indgå en aftale med USA om fortsat amerikansk tilstedeværelse i Keflavík.

Efter valget i 2017 samlede De Venstregrønnes leder og den nuværende statsminister, Katrín Jakobsdóttir, en koalition med Selvstændighedspartiet og det centristiske Fremskridtspartiet. På dét tidspunkt havde det islandske politiske landskab været præget af ustabilitet siden finanskrisen.

Islands første socialistiske regeringsduo fra 2009 til 2013 overlevede hele valgperioden på fire år, men endte som en mindretalsregering. Selvom regeringen lykkedes med at få Island på ret økonomisk kurs igen efter finanskrisen – i tæt samarbejde med IMF – ledte interne stridigheder på andre fronter til et skandalevalg for de to partier i 2013. Den efterfølgende regeringskoalition mellem Fremskridtspartiet og Selvstændinghedspartiet varede til 2016, hvor statsministeren var nødt til at træde tilbage på grund af sin rolle i skandalen om Panama Papers – og nyt valg blev udskrevet.

Regeringen fra 2017 bestod af Selvstændighedspartiet, det liberale parti Reform og det socialliberale Lys Fremtid. Dén konstellation overlevede ikke sit første år på grund af endnu en skandale – og mistede sit flertal efter et tidligt valg.

Koalition fra hele det ideologiske spektrum

Derefter steg antallet af partier i Islands parlament Altinget: Fem i 2009, seks i 2013, syv i 2016, otte i 2017. Siden 2016 har det ikke været muligt at danne en to-parti-regering med flertal – selvom det ellers har været det mest hyppige regeringsformat i Island førhen. Den usædvanlige ideologiske sammensætning af regeringspartier under Katrín Jakobsdóttir var for at skabe mere stabilitet.

Islandske valgstudier har igen og igen bekræftet, at vælgere placerer Vinstrihreyfingin (De Venstregrønne) længst til venstre på en ideologisk højre-venstreskala, og Sjálfstæðisflokkurinn (Selvstændighedspartiet) længst til højre. Jakobsdóttirs koalition havde således partier med fra hele det ideologiske spektrum. Og på trods af ideologiske forskelle, gik samarbejdet gnidningsfrit de første år: En blomstrende økonomi tillod store offentlige investeringer efter flere år med nedskæringer efter bankkrakket i 2008 og det var tydeligt, at der var stor tillid blandt partilederne.

Selvom den ideologiske sammensætning var usædvanlig – og ikke kun i en islandsk kontekst – var det endnu mere bemærkelsesværdigt, at en venstresocialist blev statsminister. Det er aldrig før sket i Skandinavien og kun en enkelt gang i Finland.

Coronakrisen gav usædvanlig valgsejr

I 2017 havde alle flertalsregeringer efter finanskrisen i 2008 lidt samme skæbne ved valgstederne. Først en høj Gallup-vælgertilslutning på 60 til 80 procent, men derefter gradvist fald måned for måned til under 50 procent og et fortsat fald derefter.

Den samlede vælgertilslutning i meningsmålingerne var et tidligt forvarsel om, at regeringen ville tabe sit flertal ved næste valg – og det viste sig gang på gang at være tilfældet.

Jakobsdóttirs regering så ud til at lide samme skæbne: I december 2020 var tilslutningen til regeringen nede på 47 procent, og kun 40 procent af vælgerne tilkendegav, at de ville stemme på ét af regeringens partier. Så kom covid-19. Tre måneder senere lå opbakningen til regeringen på 60 procent, og den samlede vælgerstøtte til regeringspartierne var på 45 procent. Resten af valgperioden lå opbakningen til regeringen stabilt, og regeringspartierne fik kæmpet sin vælgertilslutning op på mellem 45 og 50 procent. Til valget i 2021 steg regeringspartiernes samlede flertal, hvilket er meget usædvanligt i islandsk politik. Og regeringstrioen besluttede at fortsætte sit samarbejde.

Den usædvanlige valgsejr for regeringen i 2021 er tydeligvis et resultat af coronakrisen. Bekæmpelsen af epidemien var ikke kontroversiel og lykkedes i Island. Ministrene holdt lav profil, og holdt sig til videnskabens råd. Næsten 90 procent af vælgerne tilkendegav, at regeringen havde klaret coronakrisen godt. Kampen mod covid dominerede den politiske dagsorden. Politik ”som det plejer at være” forsvandt og ideologiske forskelle bliver visket væk, når en nation kæmper mod en fælles fjende.

I løbet af den nuværende valgperiode har støtten til Regeringen Jakobsdóttir II – og regeringspartierne – lignet tallene for andre regeringer siden krakket i 2008. Nu støtter 47 procent af vælgerne regeringen, og den samlede tilslutning til de tre regeringspartier ligger på omkring 40 procent i Gallup-målingerne.

Fem islandske erfaringer

Hvad – hvis noget overhovedet – kan Danmark så lære af Islands erfaringer?

Først og fremmest kan regeringskoalitioner over midten sagtens være stabile. For det andet virker det til, at sådanne regeringer ser ud til at have størst succes, når de har en klart defineret agenda og kan sætte nogle af sine ideologiske forskelle til side for at fokusere på få, men vigtige, radikale forandringer.

For det tredje lader det til, at tillid mellem partilederne er vigtigt. For det fjerde kan nye skillelinjer eller skelsættende begivenheder nedbryde sådanne regeringer.

Og for det femte kan stigende ideologiske uenigheder blandt græsrødder ses over tid – både på højre og venstre side af det ideologiske spektrum. Dette er særligt tilfældet, hvis de oprindelige visioner for sådanne regeringer er blevet gennemført – og når regeringsførelsen mest af alt bliver videreførelsen af status quo, som det ser ud til med den nuværende regering i Island.