Dansk-tysk politiker: En flertalsregering over midten kan øge stabiliteten, men den udfordrer også demokratiet

Siden 2005 har tre ud af de fire siddende regeringer i Tyskland været flertalsregeringer hen over midten. 

Regeringerne har været kendetegnende for den politiske stabilitet og stærke magtposition, der var til stede under kansler Angela Merkel. På godt og ondt har disse år lært tyskerne, hvad der kan forventes af denne form for regeringsdannelse.

Hvis den danske regering kan blive enige om en politiske linje, vil der blive mulighed for at få gavn af flertallet.

Politiske ambitioner kan med effektivitet føres ud i livet. Reformer eller kontroversielle beslutninger kan gennemføres, uden at skulle stå med hatten i hånden for at samle de nødvendige mandater hos støttepartierne. Det vil medføre en naturlig stabilitet, hvor politikken formuleres uden frygt for, at støttepartierne vil trække deres støtte. Stabiliteten giver tilmed mulighed for at agere uden behovet for symbolpolitik, hvilket kan være en god lejlighed for at rette kursen ind efter medianvælgere - særligt efter mange år med blokpolitik.

Det kan frygtes, at de politiske mindretal i det hele taget ikke længere høres, og at visse emner bliver urokkelige eller går i glemmebogen

Stefan Seidler (SSW)
Medlem af den tyske Forbundsdag for SSW, der repræsenterer det danske mindretal

Samtidigt opstår nye og spændende dynamikker på fløjene. For eksempel har Morten Messerschmidts (DF) ønske om en bred opposition med Konservative, Liberal Alliance, SF, Enhedslisten og muligvis Radikale hidtil været utænkeligt. 

På trods af indlysende fordele, har brede regeringer over midten haft det svært. Når der under valgkampen 2021 i Tyskland var spekulationer om mulige regeringssammensætninger, var fortsættelsen af den såkaldte große Koalition kun sjældent på tale.

Både politikerne og vælgerne kunne i allerhøjeste grad blive enige om, at det var på tide at ændre magtdynamikkerne. Fremover skulle regeringen ikke længere bestå af de største konkurrenter – det socialdemokratiske parti SPD og det konservative midterparti CDU/CSU.

Modviljen mod denne regeringssammensætning kan forklares med udgangspunkt i mulige konsekvenser. Konsekvenser, der tydeliggør, hvorfor denne form for regering skal ses som et muligt alternativ, snarere end en permanent sovepude.

Den centrale udfordring er manglen på politiske alternativer, fordi de største konkurrenter supplerer hinandens magt, frem for at udfordre hinanden. Særligt når dette efterlader en svag opposition, kan der ikke være tale om en fordelagtig situation for demokratiet. Snarere må det frygtes, at de politiske fløje – eller mindretal i det hele taget – ikke længere høres, og at visse emner bliver urokkelige eller går i glemmebogen.

Konkret kan man risikere politisk dødvande på områder, der ikke burde afhænge af ideologiske standpunkter. 

Magtcentraliseringen kan gøre det svært for den almindelige vælger at gennemskue politiske udspil, og det vanskeliggør ansvarsplaceringen

Stefan Seidler (SSW)
Medlem af den tyske Forbundsdag for SSW, der repræsenterer det danske mindretal

Emner som klima og miljø eller den fortsatte grænsekontrol må derfor ikke drukne i pragmatiske hensyn der følger af interne forhandlinger i den nye danske regeringen.

Også som følge af de interne forhandlinger har man i Tyskland oplevet, at stærke regeringer har samlet det politiske fokus endnu mere om Berlin og dermed svækket yderregionerne.

En følge heraf var, at delstaternes holdninger og ekspertise – uanset delstatsregeringens partifarve – kun i begrænset omfang blev inddraget. Derimod blev den politiske magtcentralisering kendetegnende for en magtens osteklokke, hvor beslutninger blev kommunikeret oppefra og ned.

Derfor må SVM-regeringens overveje, hvordan den demokratiske samtale kan finde sted på tværs af parlamentets partier og landets områder – også ud over hovedstadsområdet.

Et demokratisk problem var desuden evident, da parlamentets mulighed for kontrol med regeringen blev mindsket. I regeringsårene 2013-2017 var det teoretisk set ikke muligt for oppositionen at nedsætte en undersøgelseskommission, da man ikke kunne samle 25 procent af forbundsdagens stemmer hertil.

Dette scenarie blev heldigvis afviklet, da regeringen i 2014 stemte for en styrkelse af mindretalsrettigheder. Parallelt hertil har man i Danmark set nedsættelsen af  Granskningskommissionen, der skal undersøge minksagen.

Selv når et flertal af borgerne har valgt partierne, der indgår i flertalsregeringen, har muligvis hverken flertallet af vælgerne eller partierne ønsket samarbejdet. For eksempel har vælgerne både i Danmark og Tyskland under den seneste valgkamp udtrykt deres modvilje mod en sådan koalition.

Lange perioder med stærke midterpartier på magten har begunstiget ekstreme fløjpartiers fremgang

Stefan Seidler (SSW)
Medlem af den tyske Forbundsdag for SSW, der repræsenterer det danske mindretal

I Danmark har SVM-partierne tilfælles fået over 50 procent af stemmerne til folketingsvalget, mens kun en tredjedel af vælgerne ønskede en bred regering over midten.

Selvom regeringen dermed repræsenterer en stor del af vælgerskaren, så er det en vanskelig opgave at sælge denne idé. Denne opgave bliver tilmed ikke nemmere, når Jakob Ellemann-Jensen i sin position som partiformand gentagne gange udtalte, at man næppe ville indgå i en bred regering eller pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Når konkurrenterne alligevel vælger at blive til én fælles politisk spiller, kan det medføre en tilsløring af de politiske skillelinjer. Således kan magtcentraliseringen og forhandlinger bag lukkede døre gøre det svært for den almindelige vælger at gennemskue politiske udspil, og det vanskeliggør ansvarsplaceringen.

Erfaringen fra Tyskland har vist, at man derfor hurtigt kan stå i en situation, hvor ét parti får mere gavn ud af samarbejdet. Politiske succeser fra den große Koaltion blev ofte tilregnet CDU/CSU, selvom de var konsekvensen af SPD’s politiske linje.