Jarl Cordua: Hvad nu hvis Løkke alligevel genvinder magten?

KLUMME: Trods kanontorden og skyderier i blå blok blæser overraskende milde borgerlige vinde fra nord ned til undertippede Lars Løkke. Kan han vende skuden i sidste sekund, som sin norske kollega, funderer Jarl Cordua.

Det blev en opmuntrende begyndelse på ugen for det borgerlige Danmark, da den konservative leder i Norge Erna Solberg genvalgt regeringsmagten. Selvom forskellene er til at få øje på landene imellem, så er en pludselig snæver valgsejr på målstregen til en i lang tid undertippet regeringsleder en kærkommen opmuntring, også for de danske borgerlige, og endnu en påmindelse om, at meningsmålinger skal tages med et gran salt. I al fald indtil, at man kommer rimelig tæt på valgdagen. 

I valgkampen i Norge drog de borgerlige åbenlyst fordel af en regeringschef, der som populært trækplaster havde forholdsvis let spil over for en udfordrer hos Arbeiderpartiet, som førte en mislykket kampagne, der ramte skævt i sin appel til løse vælgere. Dertil kom en kandidat, Jonas Gahr Støre, som tilsyneladende på grund af sin anseelige formue og borgerlige baggrund er vedvarende under mistanke for ikke at være en rigtig socialdemokrat.

I Danmark er situationen en anden. Her er de borgerlige ledet af en - igennem lang tid hos vælgerne - ganske upopulær mand, mens udfordreren er en kvinde, der sikkert kan kritiseres for meget, men trods alt opfattes bredt som en ægte socialdemokrat (i modsætning til hendes forgænger). En anden forskel er, at de to blokke i dansk politik i de fleste målinger står næsten lige her halvandet år før valget, hvorimod de norske socialdemokrater længe lå til klart at vinde valget.

Snart går dansk politik også ind i en fase af permanent valgkamp. Dette efterår er formentlig sidste chance for Lars Løkkes regering til at gennemføre politiske initiativer, der når at sætte et varigt indtryk hos vælgerne, inden de skal i stemmeboksen.

Den borgerlige regering kom som bekendt mere end dårligt fra præsentationen af finanslovsforslaget, men det er stadig en udbredt forventning på Christiansborg, at det ender med en finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, hvor der både vil være skattelettelser og velfærdsforbedringer til vælgerne.  Formentlig er der allerede en aftale om lavere bilafgifter inden længe. Måske allerede inden for de næste få dage. 

Skattelettelser for arbejdsindkomster i et eller andet omfang må blive resultatet af den skatteaftale, der følger lige efter i forhandlingerne, selv om det nok vil stå tydeligt for alle, hvor meget DF har fjernet fra det oprindelige udspil.

Oveni kommer så skattelettelserne fra tidligere skattereformer, der i de kommende år også vil rulle ud over danskere med arbejdsindkomster. Dertil kommer en venlig hilsen i form af 13 milliarder kroner i for meget betalte ejendomsskatter, som til næste år vil blive sendt ud til boligejere primært i udkanten. Alt det vil næppe trække ned i vælgernes bedømmelse af regeringen, hvis valget kommer i begyndelsen af 2019. Og så vil man naturligvis stille Mette Frederiksen spørgsmålet: Hvor meget af det vil du så rulle tilbage? 

Hvis den pæne økonomiske vækst fortsætter sammen med den lave arbejdsløshed, og væksten i de offentlige udgifter bliver tilnærmelsesvist den samme, som S hidtil har foreslået, så bliver det sværere at tale et alternativ op i den gruppe midtervælgere, som man ønsker at overbevise og få til at flytte stemme over til rød blok. 

Et af rød bloks sikre kort plejer at være statsministerens personlige upopularitet i befolkningen. Her kan man umiddelbart indvende, at den i al fald ikke forhindrede Løkke i at blive statsminister i 2015, så hvorfor skulle folkets manglende entusiasme over regeringschefen så gøre det igen?

I Venstre hævder man i øvrigt, at nyere ikke-offentliggjorte tal viser, at vælgernes Løkke-aversion er på retur, fordi ”sagerne” efterhånden har nogle år på bagen også i vælgernes erindring. Tiden skulle altså arbejde for et comeback for Løkke på det punkt. Endnu har vi dog til gode - at disse for statsministeren så opmuntrende tal - også åbenbarer sig i mediernes popularitetsmålinger.

Blå blok har siden folketingsvalget 2015 mest af alt lignet ét stort skydetelt, hvor alle skød på alle, men dog mest på den daværende V-regering. Siden VLAK-regeringsdannelsen i fjor er skuddene dog primært blevet afgivet fra DF i retning mod LA, som man gerne ser udstillet som en slags klassefjende, mens man selv giver den i rollen som ”de riges ris” og senest i forbindelse med sagen om bilers registreringsafgifter har gamle fremskridtsfolk pludselig ladet sig mutere til miljøforkæmpere.

Heftig kanontorden forud for forhandlinger er en del af spillet på Christiansborg, så det lever man med i regeringen.

Værre bliver det, når DF pludselig laver en aftale om at udvide den i forvejen nødlidende tog-fond sammen med størstedelen af den øvrige opposition, hvor man tilsyneladende disponerer over store dele af de 22 milliarder, som regeringen selv har afsat til anlægsinvesteringer i årene frem mod 2025. Tættere kommer man ikke på en krigserklæring.

Alligevel har regeringen udadtil bidt ydmygelsen i sig, mens man indadtil fra DFere er blevet bibragt det indtryk, at den seneste aftale om Tog-fonden var en ”solotur” af Kim Christiansen, altså et initiativ ordføreren selv tog uden forinden at have clearet det af med DF-topledelsen. En vurdering i partiet går på, at ikke alle i DF-gruppen er begejstret for den yderligere uro, som Kim Christiansens aftale har skabt i forhold til resten af den blå blok. I al fald har DF-toppen ikke tilsidesat trafikordførerens politiske aftale, hvilket i sig selv også ville være meget opsigtsvækkende, hvis det skete. Politisk kastration på det niveau er trods alt en sjældenhed.

Men hvis historien er rigtig, så har DF-toppen tilsyneladende åbenbart ikke længere fuld kontrol med en af deres ordførere, hvilket modsiger det sædvanlige billede af DF som et parti, hvor tingene bliver kørt i særdeles stramme tøjler.

I regeringen kan man møde den holdning, at ”tilfældige” pressemøder, som Nicolai Wammen på en række trafikordføreres vegne måtte indkalde til om politiske aftaler udenom regeringen, ikke giver anledning til, at regeringen foretager sig noget i den henseende. Først i samme sekund, at der ligger et vedtaget beslutningsforslag i Folketinget, er regeringen tvunget til at handle, konstaterer man - eller gå af - kunne man tilføje.

Og derfor afventer regeringen, at DF fremsætter kravet ved forhandlingsbordet om, at de vil bruge to milliarder kroner hvert år i nogle år frem mod 2025 på togtrafik, som så må trækkes fra andre ting. Kimen er dermed lagt til yderligere slagsmål mellem regeringen og dets støtteparti. Det vil i al fald give anledning til en del spørgsmål til DF, hvis ikke det af finanslovsaftalen fremgår, at der er afsat penge til togfonden. 

Måske tager man det roligt i regeringen af helt andre grunde, da ”de nye penge” til togfonden i virkeligheden er genbrug af penge fra tidligere forlig med DF fra Thorning-regeringens tid, som oprindeligt er afsat til andre udtjente formål, men som nu i stedet afsættes til blandt andet at bygge en togbane henover Vestfyn. Altså en omgang politisk hokuspokus, som ser ud af meget, men som ikke for alvor indskrænker regeringens handlemuligheder på investeringssiden. 

I ugens løb har DF yderligere deltaget i den røde oppositions kritik af regeringen for ikke offentligt at have fremlagt tilstrækkelige med forslag til finansiering af dets skattereform. Der mangler således fem ud af 15 milliarder kroner. Set med regeringens øjne så har man faktisk fremlagt forslag i forhandlingslokalet for DF, så helt uvidende er DFs ordførere ikke, som de ellers giver sig ud for i pressen.  

Set med realpolitiske briller er der tale om en fantomdiskussion, da DF og den øvrige opposition allerede har afvist skattelettelser i det omfang, som regeringen foreslog, hvorfor der slet ikke er brug for finansieringsforslag for 15 milliarder kroner.  Det er i al fald regeringens håb, at DF er interesseret i at finde pengene, for eksempel ved at lade velfærdsydelserne blive aftrappet med tiden, som man har arbejdet og betalt skat i Danmark. Det rammer først og fremmest udlændinge og andre, der sent er kommet til Danmark.

I regeringspartiet Venstre anes der dog også visse krisetegn. For eksempel har man måttet sige farvel til en af partiets unge talenter og vitale krigere, den tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt, som efter kun sammenlagt tre år i Folketinget hellere vil skifte Christiansborg ud med en direktørpost på Handelsskolen Niels Brock.

Som Løkke-støtte havde Engel-Schmidt næppe hellere udsigt til at blive minister foreløbig, da det netop er formandens fløj af partiet, der har betalt prisen for magtdelingen med Kristian Jensen. Engel-Schmidt havde i øvrigt brugt megen tid og troværdighed på at forsvare en del andre upopulære standpunkter, som han tydeligvis ikke selv delte som for eksempel i sagen om uddannelsesloftet, og stod hellere ikke foreløbig for tur til tungere ordførerposter, hvor den politiske indflydelse godt kan være betydelig.  

Til gengæld har Engel-Schmidt været blandt dem, som havde æren af at forsvare Løkke i nogle af de mange umulige sager, som formanden påførte sit parti. Det slider som bekendt alt sammen. Bare spørg for eksempel tidligere forsvarsminister Peter Christensen. Man kan spørge sig selv, om Engel-Schmidts løben træt i politik er et enkeltstående tilfælde i en permanent gnaven og utilfreds folketingsgruppe, eller om han bare udmærker sig ved at have kompetencer, som andre udenfor Borgen kan bruge? I øvrigt: Hvor mange flere erfarne Løkke-loyale kræfter når at finde vej til udgangen inden næste valg? 

Men hvad nu hvis Løkke alligevel klarer pynten i 2019?  Det længe imødesete kampvalg i Venstre er aflyst. Fortællingen om Løkke må så skrives om efter (med andres hjælp) at have vundet to valg.  

At Erna Solberg kunne vinde mod alle odds kunne for ikke så længe siden næsten afvises som borgerlig ønsketænkning. Kendsgerningen er, at Lars Løkke selv med de kaotiske tilstande i blå blok og permanent borgerlig borgerkrig kan spille lige op med rød blok i meningsmålingerne, når blot man lader være med at dumme sig.

Når en finansaftale med DF er på plads i november, så er første sten lagt til en normalisering af forholdene i blå blok, der så indbefatter, at samtlige blå kanoner frem mod valget rettes mod Mette Frederiksen. Hvis altså man i blå blok har tænkt sig at vinde valget. Det bliver også lige deromkring, at DF skal til at begynde rejsen tilbage og forklare sine vælgere, hvorfor Socialdemokratiets leder alligevel ikke duer, fordi man trods alt foretrækker Løkke som statsminister. Den logiske konsekvens af det må blive en hævet forlovelse i god tid inden valgdagen.

--------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Løkke jubler over norsk valg - men Frederiksen bør også glæde sig Trads: Løkke jubler over norsk valg - men Frederiksen bør også glæde sig Næste artikel Carl Valentin: Nej, Thorning, din fiasko var ikke venstrefløjens skyld Carl Valentin: Nej, Thorning, din fiasko var ikke venstrefløjens skyld
  • Anmeld

    Henrik Dalgaard

    Venstres kampagnemedarbejder

    Så retter Cordua igen kritik mod DF. Denne fang med en konspirationsteori, som Cordua er den eneste der er vidende om!!!

    Cordua er en glimrende analytiker, men de skæmmes af mandens åbenlyse, tætte relation til venstre.

  • Anmeld

    Poul Simonsen · Folkepensionist tidl. matros.

    Lær af Anders Fogh!

    Nogen der husker hvordan Anders Fogh overhale Socialdemokratiet venstre om m.h.t. barselsorlov. Og Mogens Lykketoft der rejste rundt med budskabet om, at Venstre havde stjålet SD's politik.

    Hvis Løkke var rigtig smart, så stillede han forslag om, at tilbageføre subsidiært forbedre den førtidspensionslov, som Socialdemokratiet, Radikale og SF gennemførte 2013.

  • Anmeld

    Paul Sehstedt

    Danmark overlever sikkert

    Skulle det forfærdelige ske, at LLR kan blive siddende efter et valg, vil Danmark sikkert overleve det... vi har overlevet værre ting.