Jarl Cordua: Mette Frederiksen soler sig i kontrasten til forgængernes galehus

KOMMENTAR: Den permanente borgerlige borgerkrig gennem fire år hjælper Mette Frederiksens regering på vej til et samarbejde i rød blok uden skrig og skrål. Det kan bortvejre det pinlige cirkus i rød blok fra 2011 til 2015, skriver Jarl Cordua.

Det er mere end slående at erfare kontrasten mellem Mette Frederiksens S-mindretalsregering og Lars Løkke Rasmussens V-mindretals regering for fire år siden.

Løkkes regering var jaget vildt fra begyndelsen. Af flere grunde.

Der kom ingen klar aftale med støttepartierne efter valget, hvor stemningen blev, at Venstrefolkene hellere ville gå selv og nu skulle generobre det tabte land, som man ved det chokerende ringe valg havde mistet til DF, der nu blev landets største borgerlige parti.

Rivaliseringen mellem Dansk Folkeparti og Venstre kom til at præge resten af Løkkes regeringstid.

Indtil K og LA kom med i regeringen, var man også under heftig beskydning fra det hold. K fik endda undervejs trukket tæppet væk under en stejl minister Eva Kjer Hansen (V), der sammen med Løkke undervurderede Rasmus Jarlovs (K) stædighed og Søren Papes (K) manglende interne gennemslagskraft.

Resten af tiden gik med uendelige spektakulære rabalderslag, utøjlet markeringstrang til at afstive selvfølelsen og en gensidig tillid mellem de blå partier langt under gulvbrædderne undervejs, alt sammen grundigt udstillet i medierne.

Det hele kulminerede med lavpunktet ved forhandlingerne om finansloven i 2017, hvor danskerne skulle forholde sig til den historisk enestående og bizarre situation, at et regeringsparti, LA, truede med at stemme imod sin egen finanslov, hvis ikke DF gav indrømmelser på topskatten.

Det nægtede DF ud fra devisen: LA's udstillede nederlag er vores udstillede sejre.

Den holdning hjalp dog ikke DF ved folketingsvalget, der fortjent sammen med LA blev hårdt straffet af vælgerne for deres fælles bestræbelser på at destabilisere blå blok.

Dette bagtæppe af permanent borgerlig borgerkrig gennem fire år hjælper Mette Frederiksens regering godt på vej i hendes bestræbelser på at etablere et samarbejde i rød blok uden skrig og skrål, og som kan bortvejre et næsten lige så pinligt cirkus, der prægede samarbejdet i rød blok i perioden 2011 til 2015.

Der skal nok være dem, der indvender, at historien om den seneste Løkke-regering er et optisk bedrag, fordi det sidste år af VLAK-regeringen egentlig foregik stille og fredeligt, og hvor man faktisk fik et nogenlunde samarbejde op at køre med DF.

Man kan så undre sig over, hvorfor chefen for det hele, Lars Løkke Rasmussen, til sidst i perioden – midt under valgkampen – fik lyst til at undsige hele projektet og kaldte det "befrielsens øjeblik", da han kappede trosserne til resten af blå blok og på vegne af Venstre satte kurs mod midten og et samarbejde med Socialdemokratiet.

Nøgternt kan man dog konstatere, at formandens manøvre gav pote for Venstre på valgdagen. Omkostningen har dog været, at blå blok lige siden har været et projekt, der drev for vind og vejr uden retning eller kaptajn på skuden.

Nu bliver der drukket kaffe i spandevis på kaptajn i hæren Jakob Ellemann-Jensens rundtur blandt blå bloks ledere. Den nye Venstreleders opgave bliver at opbygge en så stor respekt som sit partis leder og ikke mindst hos vælgerne, at det gør det opportunt for resten af partierne at skibe sig ind i et nyt projekt blå blok, der med tiden fremstår så troværdigt, at man kan gribe ud efter statsministerposten om tre år, når valgkampen for alvor går i gang. 

Ellemann-Jensen er indtil videre kommet godt fra start. Samlingen af hans parti er tilendebragt, og tilliden og håbet strømmer ham i møde overalt i partiet, som det vel ikke er set, siden Anders Fogh Rasmussen (V) blev formand i 1998.

De første målinger viser, at Venstre ligger lidt over valgresultatet efter et par turbulente måneder, hvor man af indlysende årsager har ligget under. Ellemann kom godt igennem åbningsdebatten på nær en besk bemærkning til den ambitiøse socialdemokrat Christian Rabjerg Madsen (valgt i 2015), der meget heldigt for ham fik trykket på de helt rigtige knapper, således at Ellemanns iltre temperament viste sig på talerstolen.

Ingen – heller ikke Ellemann selv – synes bagefter, at det var et smukt skue. Her er noget at arbejde med. For alle parter.

Da Mogens Lykketoft tilbage i starten af nullerne stod i spidsen for S, var det en konsekvent strategi hos V at "få geden frem" med henvisning til Lykketofts dengang opsigtsvækkende gedebukkeskæg og legendarisk kraftige temperament.

Tidligere tilbage under folketingsvalget i 1990 var idéen at få provokeret den altid meget følelsesladede Svend Auken til at sige noget uheldigt, men i valgkampen fik S-strategerne mandsopdækket chefen så godt, at en konservativ minister* dengang bemærkede, at Svend Auken nok var på valium.

Det fik naturligvis også folk op af stolene, mens statsminister Poul Schlüter (K) afvæbnende bemærkede, at det bestemt ikke var tilfældet, at S-formanden var på dette beroligende middel.

Da gemytterne var ved at falde til ro under Schlüters kunstpause kom så hans skarpe og – for de fleste morsomme –konstatering af, at "noget andet er, at det virker sådan!". Under alle omstændigheder fik S ved den lejlighed det bedste valg i årtier.

Ellemann har tre år til at blive sine få dårlige vaner kvit, og han kan roligt regne med, at Christian Rabjerg Madsen og hans kolleger vil benytte enhver lejlighed til at forsøge på at tirre V-formanden til at gøre og sige noget, der kan udlægges som usympatisk. 

Det er nemt at konstatere, at Ellemann skal droppe de syrlige sarkastiske bemærkninger, som han ikke forinden er 100 procent sikker på vil sidde lige i skabet. Han er gammel befalingsmand og har lært at tale i radio ud fra devisen: "Tænk. Tast. Tal." At leve efter den regel vil også fungere for ham på hans niveau i politik. 

Og mens vi er ved kontraster: Hvordan gjorde statsminister Mette Frederiksen sig ellers bemærket, når hun ikke demonstrerede, at hun er fremragende på en talerstol?

Jo, Frederiksen gik rundt og serverede vand til talerne. Ellemann Hin Beske inklusive. Om det er et udtryk for kalkuleret eller reel omsorg, må hver især gøre op med sig selv, men at statsministeren fremstår med et klædeligt overskud, er nemt at konstatere.

Og kontrasten til Ellemann den dag er nem at få øje på.

Hvor Løkkes statsministertid og samarbejdet i blå blok selv på kort tidsafstand virker kaotisk og derfor i lang tid frem næppe særligt attraktivt for mange midtervælgere at ønske sig tilbage til, så har Mette Frederiksens første 100 dage i statsministerstolen omvendt været et stilstudie i, hvordan man indtager og administrerer magten uden at skubbe nogen fra sig.

Ingen kan erindre egentlige kiksere. Højdepunkter har der været flere af. Undskyldningen til Godhavn-drengene kommer til at stå længe. Håndteringen af det ustyrlige fænomen Donald Trump, hvor alt blev kastet op i luften i et par dage, ligeså.

Åbningstalen var strategisk klog. Frederiksen omfavnede de vælgergrupper af bekymrede arbejder- og funktionærvælgere fra provinsen, som man har fået tilbage fra DF, og forsikrede dem om, at S bliver hos dem.

Finanslovsudspillet var defensivt, men skal nærmere forstås ud fra et forhandlingsteoretisk perspektiv, der i virkeligheden skal sikre, at man alligevel når i mål med en finanslov, der ligger inden for det forståelsespapir, som Frederiksen fik forhandlet med sine støttepartier lige efter valget.

Her er kontrasten til de borgerlige endnu tydeligere. Det skyldes næppe kun Mette Frederiksens og hendes folks ubestridelige dygtighed.

Det handler også om, at partierne i rød blok simpelthen er fokuserede på at få tingene til at fungere og få politiske resultater med hjem uden undervejs at skulle sole sig i rivalers nederlag og dermed lægge grunden til nid og nag.

Det var nemlig en kollektiv erfaring, som hele rød blok lærte af perioden 2011 til 2015, der som nævnt i perioder mindede om "festlighederne" i blå blok i perioden efter. 

Lykkeligvis for Frederiksen og rød blok er statsfinanserne også så gode, at de kan bidrage til den gode stemning om den nye S-regering, der har lagt flot ud med at lade kommunerne og regionerne bruge flere penge.

Det samme gør sig gældende med finanslovsforhandlingerne, hvor ressourcerne er flere – og viljen til at bruge dem – er større, end de har været i mange år.

Tirsdag kom de økonomiske vismænd endda med endnu en gave til regeringen. Her opjusterede man prognosen for den finanspolitiske holdbarhed med 20 milliarder kroner, sådan at den finanspolitiske holdbarhed er oppe på 42 milliarder kroner.

Det blev udlagt af Børsen, som at vismændene havde fundet "en krukke med guld". Alt andet lige giver det regeringen nogle bedre muligheder for at imødekomme sit parlamentariske grundlag end før. 

Endelig har S stadig fat i de gamle venner i DF, der stadig fastholder forbindelsen. Der bliver drukket kaffe og indtaget bloddryppende steaks på T.G.I. på Højbro Plads mellem rådgiverne.

Alt er næsten som i gamle dage, hvor Kristian Thulesen Dahl (DF) drømte om at blive de nye radikale i dansk politik, om end vælgerne beskar partiet med 58 procent ved valget.

Hos S har man ikke travlt med at vise de stadigt konfuse DF'ere vintervejen. Det skulle da bare mangle. Ingen strategisk alliance har gjort så meget for S, som da Frederiksen og Thulesen Dahl flettede fingre i Samtaleværelset sammen med Per Christiansen fra 3F.

DF'erne har ved flere lejligheder annonceret, at de er på vej hjem til blå blok, men vil alligevel ikke opgive forbindelsen til regeringen, som de ser som deres eneste mulighed for at være parlamentarisk relevante de næste tre år.

Med andre ord: DF's top er blevet forvænt med magt, som de savner, og det låser dem fast. Socialdemokratiet har omvendt alt at vinde ved at lytte til de frustrerede DF'ere.

Det forsinker samlingen i den blå blok. Udstiller Ellemanns problemer med at få talt DF hjem i blå blok og sidst, men ikke mindst, så håber S på, at DF til foråret hjælper dem med at levere stemmerne til deres forslag om tidlig folkepension til nedslidte.

Gør de det, så er lykken gjort, for så kan S realisere valgløftet. Gør de det ikke, så har DF afsløret sig i nogle vælgeres øjne som "klasseforræddere", og så får S sikkert mere held til med at fastholde de afgørende hjemvendte vælgere, som man har fået tilbage fra DF. 

Det er nemt at konstatere, at det går godt for S-regeringen og rød blok samlet set, der har nemt ved at forsvare valgets tiprocentsføring over de borgerlige.

Det må være svært at bevare pessimismen i regeringskontorerne.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

* Rettelse – 9. oktober 2019, klokken 15: Det fremgik tidligere, at Uffe Ellemann-Jensen (V) skulle have bemærket, at Svend Auken nok var på valium. Det var Lars Peter Gammelgaard (K), som havde den opfattelse. Altinget beklager fejlen.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Dansk politik står for stille efter folketingsvalget Martin Lidegaard: Dansk politik står for stille efter folketingsvalget Næste artikel Michael B. Klitgaard: Undervisnings­ministeren bør flirte forsigtigt med Danmarks Lærerforening Michael B. Klitgaard: Undervisnings­ministeren bør flirte forsigtigt med Danmarks Lærerforening
Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

Ugens EU-podcast: Danmark advarer briterne mod social dumping efter Brexit

PARLAMENTET#87: Hvis Storbritannien vil konkurrere med EU og Danmark på lavere standarder, så bliver det svært at lave en aftale om fremtiden, advarer udenrigsminister Jeppe Kofod i Altingets europæiske podcast. Vi runder også den ulmende budgetballade, udviklingspolitik og folkehøring om Unionens fremtid.