Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Mette Frederiksens forfaldshistorie taler til DF-segmentet

KOMMENTAR: Mette Frederiksen talte sig direkte ind i det DF-segment af vælgere, der savner "tryghed og tillid", da hun tirsdag i sin åbningstale malede baggrundstæppet kulsort, skriver Jarl Cordua.

Ting tager tid, formanede Frederiksen, der endnu engang skruede sig selv ned i rollen som den, der ikke forsøger at oversælge sin egen politik, skriver Jarl Cordua.
Ting tager tid, formanede Frederiksen, der endnu engang skruede sig selv ned i rollen som den, der ikke forsøger at oversælge sin egen politik, skriver Jarl Cordua.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er nu blevet tydeligt, at Danmark fik en ny regering efter folketingsvalget i juni. Politikforslag om grøn omstilling ved hjælp af afgifter på fly og plastikposer flyver rundt i medierne sammen med kravene om flere pædagoger og sygeplejersker.

Pengene findes hos erhvervslivet i form af heftig forhøjelse af arveskatter ved generationsskifte og beskatning af fri telefon, hvis de altså ikke tages af det økonomiske råderum, som de borgerlige regeringer har bygget op over årene.

Hvor de borgerlige havde fokus på lavere skatter til borgere og erhvervsliv, øget vækst og konstante krav om effektivisering af den offentlige sektor, så er rød bloks fokus nu skiftet til fortsat udbygning af velfærdsstaten og hurtig grøn omstilling.

Skiftet er forventeligt. Folketingsvalget har skabt meget store forventninger hos de mange vælgere, der har stemt på partier, der har udstedt solide valgløfter for at støtte Mette Frederiksens socialdemokratiske mindretalsregering. Store forventninger, som statsministeren allerede tirsdag i sin åbningstale forsøgte at tale ned.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Ting tager tid, formanede Frederiksen, der endnu engang skruede sig selv ned i rollen som den, der ikke forsøger at oversælge sin egen politik i skarp modsætning til den forrige S-statsminister. Og så forsøgte Frederiksen at male hele sit baggrundstæppe kulsort.

Kan ske, at beskæftigelsen er rekordstor, de offentlige finanser bugnende, og væksten pæn, men ak. Danmark er et utrygt sted at være med bandekriminalitet, muskelbiler ude af kontrol og skyderi i gaderne. Her talte Frederiksen sig direkte ind i det DF-segment, som savner et Danmark med "tryghed og tillid", som var DF's slogan i 2015, hvor man kunne have sin jordbærbod med penge i fred og ro fra tyveknægte.

Det korte af det lange er, at Frederiksen talte sig ind i en forfaldshistorie, som lever i det DF-segment af vælgere, som hun erobrede tilbage ved valget i år.

Jarl Cordua

Faktisk kunne man ved at lytte til Frederiksens tale nærmest genkalde sig tonen fra en af DF's valgfilm med et pludseligt sceneskift, hvor store farer – udefra naturligvis – forstyrrede harmonien i det danske folkehjem. Hvis ikke det var flygtningene, så er der jo Brexit, frihandlen under pres og meget andet, hvis hovedoverskrift vel er "globalisering".

Men tilliden har åbenbart fået et knæk, nu hvor der er kommet videoovervågning af jordbærboden.

Det handler også om mindre tillid til velfærdsstaten, og der rinder 3F's valgfilm med skuespiller Jesper Christensen én i hu. Om dengang i 1992, hvor Danmark vandt EM i foldbold, og alle kunne være solidariske og sammen om velfærdsstaten og fodboldlandsholdet.

Det korte af det lange er, at Frederiksen talte sig ind i en forfaldshistorie, som lever i det DF-segment af vælgere, som hun erobrede tilbage ved valget i år – måske for første gang siden 1998. Det segment, som Mogens Lykketoft for 20 år siden kaldte for Taxa- og Bodegadanmark, og som også han fandt var en afgørende faktor for at bevare regeringsmagten.

Dem skal Frederiksen tale til og være hos altid, som Philip Gould for mange år siden anbefalede at gøre, når det handler om at nurse notorisk utro svingvælgere. Og det lyder som en klog strategi. Der er ingen grund til at overlade dem til Kristian Thulesen Dahl, der godt ved, at hans fremtid og indflydelse afhænger af hans evne til at vinde dem tilbage.

Frederiksens tale lød, ud over at den var henvendt til denne gruppe vælgere, også som et solidt håndslag om, at hun har tænkt sig at fortsætte dialogen. Beskeden lød nogenlunde sådan: Nu er det skidt. Det kommer til at gå langsomt. I vil ikke kunne mærke det, men der vil ske noget. På et tidspunkt. Hav tillid til mig, så skaffer jeg jer Danmark tilbage.

Hvordan det skal ske, fik man så ikke mere at høre om tirsdag i denne tale, der, som alle kunne høre, var kemisk renset for konkret politik. Paralleler til denne "noget vil ske"-forventningsafstemning kan man også genfinde hos Anders Fogh Rasmussen, som i god tid, og længe inden han handlede, gødede jorden hos vælgerne for sin politik.

Det er det, som kommunikationsfolkets professionelle kalder "priming", og en metode som Frederiksen åbenbart har tænkt sig at benytte sig af. Disse vigtige vælgergrupper skal vænne sig til Frederiksen og føle sig trygge ved den nye statsminister. Tryghed og tillid. Så DF'sk i sin retorik, som det næsten kan blive.

Selvfølgelig kommer der en dag, hvor Frederiksen ikke længere kan holde til at placere aben hos forgængerne, hvad angår manglende tryghed og tillid.

Men der er på den anden side ingen grund til ikke at gøre det, før man har leveret politik på området, og helst hvor det også er gået op for folk, at der faktisk sker noget. Til den tid skifter tonearten i Frederiksens taler nok igen fra mol til dur. Meget i politik handler om timing.

Læs også

Onsdag morgen kom de konkrete forslag så dryppende fra Finansministeriet, og de overrasker ikke i indhold, i forhold til hvad S tidligere har meldt ud og henset til det formulerede forståelsespapir, der indkredsede eller afgrænsede de krav og mål, som både Radikale og venstrefløjen stillede til Mette Frederiksens regering, før den kunne dannes umiddelbart efter valget i juni.

Det er i forståelsespapiret, man kan læse alt, hvad partierne er enige om med hensyn til mål, men det står heller ikke helt klart, hvordan man når frem til disse mål. Det kræver konkret politik, som siden valget er blevet udviklet i detaljer af embedsmændene. Her løftes lidt af sløret nu med offentliggørelsen af finanslovsforslaget onsdag klokken 12.00.

Den egentlige politiske proces begynder derfor i dag med finansministerens fremlæggelse af regeringens finanslov, der meget sigende for Socialdemokratiets egen prioritering hedder "Velfærd først". Den titel på forsiden af et finanslovsforslag ville aldrig være blevet accepteret af en borgerlig finansminister, så her er man helt klar i mælet.

Det handler først og fremmest om at bruge flere penge til velfærd, som man også har lovet vælgerne og regeringens parlamentariske grundlag. Og så er der bundne opgaver med flere penge til genoprettelse af Skat.

Hvad så med det grønne? Ja, det er nok her, slaget i virkeligheden skal slås.

Det ligner en tanke, at regeringen først sørger for at levere på sine egne løfter om velfærd, for så derefter at lade det være op til forligspartierne at komme med forslag og ikke mindst finansiering til de mere vidtgående ting, som de mener, der skal til for at nå op på 70 procent CO2-reduktion i 2030. En klog finansminister vil lade finansiering og opgave gå hånd i hånd.

Finansministeren har spillet ud med flere penge til forskning, men det er Radikale, der for eksempel selv skal foreslå flyskatter og finde finansiering til udtagning af særlig landbrugsjord, der kan bære meget CO2 og andre idéer til CO2-reduktion.

Det er i virkeligheden her, de store ubekendte gemmer sig. Hvad skal der yderligere ske, og hvem skal betale? Embedsmændene har sikkert masser af forslag i gemmerne, men de kommer først frem i forhandlingslokalet.

Fra i dag følger en længere periode med forhandlinger i Finansministeriet, der forventeligt vil munde ud i en aftale med partierne bag forståelsespapiret i løbet af november. Det vil faktisk være en kæmpe sensation, hvis det ikke sker.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00