Jarl Cordua: Nu bliver det Ellemanns opgave at samle blå blok

Lørdag valgte Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning helt som ventet Jakob Ellemann-Jensen som partiets nye formand. Dermed har det store oppositionsparti genstartet processen mod at sikre partiet statsministerposten en gang i fremtiden. Spørgsmålet bliver, hvor stenet den vej bliver herfra.

Landsmødet var tilsyneladende tænkt som en ny begyndelse med en indledningsvis renselsesproces, hvor partisekretær Claus Richter fik holdt en ret god tale eller indgangsbøn, der var befriende renset for floromvunden eufemisme. Tingene blev sagt ligeud.

Partiet havde ligget i åben borgerkrig, og formandskabet var gået. Folk var sure og skuffede rundtomkring. Med rette. Men nu begynder samlings- og helingsprocessen. Kloge ord fra en partisekretær, der sikkert har konstateret, at trofaste partimedlemmer har smækket med dørene og i vrede forladt partiet, efter at man skilte sig af med Lars Løkke Rasmussen.

Partisekretæren beskrev partiet som en krigszone og gjorde ansatser til, at man nu får ryddet murbrokkerne af vejene, så folk kan finde hjem til den ruinhob, som Venstre nogle steder ligner.

Ind på scenen kom så frelseren og forsoneren Jakob Ellemann-Jensen, der holdt en næsten fejlfri tale. Stærk var især afsnittene om, at fløjkrigenes tid var slut, og Ellemanns garanti om, at han var manden, der nok forstod at rydde op. Der blev givet håndslag på, at nu så man fremad, og Venstre snart vil få en ny høvding ligesom i gamle dage, hvor der var bedre styr på butikken.

Eneste mærkværdige udfald var da den Ellemannske hang til provokation fik ham til at sammenligne Socialdemokratiet med Nordkorea.

Så længe Thulesen Dahl føler sig bare en smule udsat, så befinder han sig i opposition til Venstre i håb om at få nogle stemmer tilbage. 

Jarl Cordua

Her må man vist råde Ellemann til at finde en bedre taleskriver end hans tidligere særlige rådgiver, som kan hjælpe ham med at rydde ud i den slags unoder, der mere sømmer sig for en taler i VU end Venstres landsformand og statsministerkandidat.

Da de tre tidligere formænd med diverse videoer på storskærm med Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og mest rørende hans egen far, 77-årige Uffe Ellemann-Jensen, bakkede op om Ellemann og fik udtrykt deres håb og fortrøstning, om at partiet var i gode hænder hos den nye formand, var der ikke et øje tørt. Heller ikke hos den nye formand.

Hele denne godt tænkte videokavalkade viste kontinuitet trods de seneste års trængsler. Det skulle forsikre Venstres potentielle vælgere, at partiet med den nye leder har fundet noget solid klippe, som man nu kan bygge på.

Kampvalget til næstformandsposten rummede dog en mulighed for splittelse af partiet, men her blev Inger Støjbergs sejr så overbevisende med tre fjerdedele af stemmerne, at det ingen tvivl om opbakningen efterlod.

Fortolkningen af udfaldet kan man diskutere. Er partiet enig i Støjberg og hendes støtters politik, så de mener, at den skal være mere fremtrædende? Eller er de enig i, at den skal sikres en plads ved bordet, dog uden at dominere?

Eller stemte man på Støjberg, fordi det var nødvendigt for at samle partiet? Eller en blanding af det hele ud fra den formodning, at det vil gavne partiet med henblik på at samle stemmer på højrefløjen?

Det er i al fald nemt at konstatere, at en del mere moderate Venstrefolk valgte at stemme på Støjberg ud fra et ønske om samling af partiet efter så mange år med splid i partiet.

I en tid, hvor der tales en del om ideologiske strømninger i Venstre, så er strømningen, der vil samle partiet, nok den største. Venstres organisationsfolk er grundlæggende mennesker, der vil have ro, hvorfor den seneste tids begivenheder, hvor næstformanden og FU vælter formanden, også er meget usædvanlige. Noget lignende sker næppe igen de næste 25 år.

Selve valgkampen på landsmødet flyttede næppe mange stemmer i salen, selv om blandt andet et trænet øre, Søren Pinds, mente at kunne høre, at begge næstformandskandidater mere end sædvanligt havde skruet op for den jyske accent. Det understreger bare, hvilken landsdel der har flest delegerede på partiets landsmøde.

Undervejs i valgkampen havde både Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg til gengæld skruet ned for de store kritikpunkter, selvom der dog var både stikpiller fra hver til modstanderens sårbare flanker.

Nørby talte meget om, hvem der var bedst til at samle partiet og forsøgte at udstille Støjberg som en splittende person, mens sidstnævnte gerne talte om, at partiet ikke havde lyttet til baglandet og nævnte gerne i den forbindelse sundhedsreformen, hvis velsignelser Nørby som sundhedsminister forgæves havde forsøgt at overbevist baglandet om.

Støjberg, der i sin tale betonede, at hun var "værdikriger" og ikke "fløjkriger", bekræftede dog kritikernes billede, da hun straks efter sejren gentog og fremhævede netop sundhedsreformen som et eksempel, som et punkt, hvor partiet ikke havde lyttet til baglandet.

Selv i sejrens stund fortsatte Støjberg valgkampen, hvilket blot understreger spørgsmålet om, hvor god eller hvor hurtig den nye næstformand er til at skifte strategi, når det er nødvendigt. Eller vil hun fortsætte den strategi, hvor der ikke gives ved dørene og kæmpes fra tue til tue internt om Venstres linje, men hvor man også gerne koordinerer med DF med henblik på at presse både Venstre og sin egen regering længere mod højre i udlændingepolitikken, hvis det bliver nødvendigt.

Det var i al fald den adfærd, nogle observerede, mens Støjberg sad med i regeringen. Støjberg har dog samtidig ikke villet frasige sig sit image som værdikriger (det vil sige hård i udlændingepolitikken, og hvad angår islam) og afviser også tanken om, at hun skulle lægge bånd på sig selv eller lave sig selv om. Det ville også være mærkeligt i forhold til de mange vælgere, der støtter hende.

Indtil videre gør Støjberg et nummer ud af at afvise enhver tanke om, at hun nogensinde kunne finde på at optræde som illoyal solorytter. Hun blæste til samling på landsmødet, så meget hun kunne, og på Venstres gruppemøde tirsdag fik folketingsmedlemmerne endnu en forsikring om, at Støjberg kun arbejder loyalt som en del af ledelsen og dermed også vil respektere alle kompromiser, der vil blive indgået.

Man kan også sige, at Støjberg selv er blevet ansvarliggjort for den ledelse, som hun nu er en del af. Venstres triumf i kommende meningsmålinger vil også være hendes. Det modsatte vil også være tilfældet.

Kun tiden kan vise, om Støjberg evner at forblive i loyalitetens skab eller om behovet for at udtrykke sig markant kommer over hende, næste gang kompromiserne om Venstres udlændingepolitik bliver udfordret.

Det sidste ville Kristian Thulesen Dahl i al fald gerne medvirke til. DF's formand har sammen med NB's Pernille Vermund højst usædvanligt for de politiske partier generelt anlagt den strategi at blande sig i Venstres valg af næstformand ved at udtrykke deres egne præferencer med hensyn til at gøre Støjberg til næstformand.

Thulesen Dahl var på lige fod med alle andre partiledere af Venstre inviteret til at give en videohilsen i anledning af valget af Jakob Ellemann-Jensen til ny V-formand. Det brugte Thulesen Dahl til at komme med en kæk og kåd stikpille til Støjbergs kagefejring, der også i Venstre er kontroversiel. Venstrefolkene klippede provokationen ud af valgfilmen, hvilket så gav anledning til, at Thulesen Dahl kunne ømme sig over at være blevet censureret.

For Venstrefolkene må intermezzoet give anledning til store hovedbrud. For hvordan kan man nogensinde komme i regering med støtte fra DF, når dets leder går mere op i at lave narrestreger på det plan i håb om at score et par billige point, i anledningen af at Venstre vælger ny formand?

Er det en reaktion, der rimer på, at DF er enig i målsætningen om at vinde statsministerposten til blå blok, eller er det en opførsel, der kan forklares ved, at DF befinder sig i en akut identitetskrise, hvor alt handler om at få nogle af de 21 mandater tilbage, koste hvad det vil?