Jarl Cordua: Nu bliver det Ellemanns opgave at samle blå blok

KOMMENTAR: Jakob Ellemann-Jensen holdt en næsten fejlfri tale i weekenden, hvor han som forventet blev valgt til Venstres formand på partiets ekstraordinære landsmøde. Det vigtigste budskab var hans håndsrækning til de øvrige blå partier, skriver Jarl Cordua.

Lørdag valgte Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning helt som ventet Jakob Ellemann-Jensen som partiets nye formand. Dermed har det store oppositionsparti genstartet processen mod at sikre partiet statsministerposten en gang i fremtiden. Spørgsmålet bliver, hvor stenet den vej bliver herfra.

Landsmødet var tilsyneladende tænkt som en ny begyndelse med en indledningsvis renselsesproces, hvor partisekretær Claus Richter fik holdt en ret god tale eller indgangsbøn, der var befriende renset for floromvunden eufemisme. Tingene blev sagt ligeud.

Partiet havde ligget i åben borgerkrig, og formandskabet var gået. Folk var sure og skuffede rundtomkring. Med rette. Men nu begynder samlings- og helingsprocessen. Kloge ord fra en partisekretær, der sikkert har konstateret, at trofaste partimedlemmer har smækket med dørene og i vrede forladt partiet, efter at man skilte sig af med Lars Løkke Rasmussen.

Partisekretæren beskrev partiet som en krigszone og gjorde ansatser til, at man nu får ryddet murbrokkerne af vejene, så folk kan finde hjem til den ruinhob, som Venstre nogle steder ligner.

Ind på scenen kom så frelseren og forsoneren Jakob Ellemann-Jensen, der holdt en næsten fejlfri tale. Stærk var især afsnittene om, at fløjkrigenes tid var slut, og Ellemanns garanti om, at han var manden, der nok forstod at rydde op. Der blev givet håndslag på, at nu så man fremad, og Venstre snart vil få en ny høvding ligesom i gamle dage, hvor der var bedre styr på butikken.

Eneste mærkværdige udfald var da den Ellemannske hang til provokation fik ham til at sammenligne Socialdemokratiet med Nordkorea.

Her må man vist råde Ellemann til at finde en bedre taleskriver end hans tidligere særlige rådgiver, som kan hjælpe ham med at rydde ud i den slags unoder, der mere sømmer sig for en taler i VU end Venstres landsformand og statsministerkandidat.

Da de tre tidligere formænd med diverse videoer på storskærm med Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og mest rørende hans egen far, 77-årige Uffe Ellemann-Jensen, bakkede op om Ellemann og fik udtrykt deres håb og fortrøstning, om at partiet var i gode hænder hos den nye formand, var der ikke et øje tørt. Heller ikke hos den nye formand.

Hele denne godt tænkte videokavalkade viste kontinuitet trods de seneste års trængsler. Det skulle forsikre Venstres potentielle vælgere, at partiet med den nye leder har fundet noget solid klippe, som man nu kan bygge på.

Kampvalget til næstformandsposten rummede dog en mulighed for splittelse af partiet, men her blev Inger Støjbergs sejr så overbevisende med tre fjerdedele af stemmerne, at det ingen tvivl om opbakningen efterlod.

Fortolkningen af udfaldet kan man diskutere. Er partiet enig i Støjberg og hendes støtters politik, så de mener, at den skal være mere fremtrædende? Eller er de enig i, at den skal sikres en plads ved bordet, dog uden at dominere?

Eller stemte man på Støjberg, fordi det var nødvendigt for at samle partiet? Eller en blanding af det hele ud fra den formodning, at det vil gavne partiet med henblik på at samle stemmer på højrefløjen?

Det er i al fald nemt at konstatere, at en del mere moderate Venstrefolk valgte at stemme på Støjberg ud fra et ønske om samling af partiet efter så mange år med splid i partiet.

I en tid, hvor der tales en del om ideologiske strømninger i Venstre, så er strømningen, der vil samle partiet, nok den største. Venstres organisationsfolk er grundlæggende mennesker, der vil have ro, hvorfor den seneste tids begivenheder, hvor næstformanden og FU vælter formanden, også er meget usædvanlige. Noget lignende sker næppe igen de næste 25 år.

Selve valgkampen på landsmødet flyttede næppe mange stemmer i salen, selv om blandt andet et trænet øre, Søren Pinds, mente at kunne høre, at begge næstformandskandidater mere end sædvanligt havde skruet op for den jyske accent. Det understreger bare, hvilken landsdel der har flest delegerede på partiets landsmøde.

Undervejs i valgkampen havde både Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg til gengæld skruet ned for de store kritikpunkter, selvom der dog var både stikpiller fra hver til modstanderens sårbare flanker.

Nørby talte meget om, hvem der var bedst til at samle partiet og forsøgte at udstille Støjberg som en splittende person, mens sidstnævnte gerne talte om, at partiet ikke havde lyttet til baglandet og nævnte gerne i den forbindelse sundhedsreformen, hvis velsignelser Nørby som sundhedsminister forgæves havde forsøgt at overbevist baglandet om.

Støjberg, der i sin tale betonede, at hun var "værdikriger" og ikke "fløjkriger", bekræftede dog kritikernes billede, da hun straks efter sejren gentog og fremhævede netop sundhedsreformen som et eksempel, som et punkt, hvor partiet ikke havde lyttet til baglandet.

Selv i sejrens stund fortsatte Støjberg valgkampen, hvilket blot understreger spørgsmålet om, hvor god eller hvor hurtig den nye næstformand er til at skifte strategi, når det er nødvendigt. Eller vil hun fortsætte den strategi, hvor der ikke gives ved dørene og kæmpes fra tue til tue internt om Venstres linje, men hvor man også gerne koordinerer med DF med henblik på at presse både Venstre og sin egen regering længere mod højre i udlændingepolitikken, hvis det bliver nødvendigt.

Det var i al fald den adfærd, nogle observerede, mens Støjberg sad med i regeringen. Støjberg har dog samtidig ikke villet frasige sig sit image som værdikriger (det vil sige hård i udlændingepolitikken, og hvad angår islam) og afviser også tanken om, at hun skulle lægge bånd på sig selv eller lave sig selv om. Det ville også være mærkeligt i forhold til de mange vælgere, der støtter hende.

Indtil videre gør Støjberg et nummer ud af at afvise enhver tanke om, at hun nogensinde kunne finde på at optræde som illoyal solorytter. Hun blæste til samling på landsmødet, så meget hun kunne, og på Venstres gruppemøde tirsdag fik folketingsmedlemmerne endnu en forsikring om, at Støjberg kun arbejder loyalt som en del af ledelsen og dermed også vil respektere alle kompromiser, der vil blive indgået.

Man kan også sige, at Støjberg selv er blevet ansvarliggjort for den ledelse, som hun nu er en del af. Venstres triumf i kommende meningsmålinger vil også være hendes. Det modsatte vil også være tilfældet.

Kun tiden kan vise, om Støjberg evner at forblive i loyalitetens skab eller om behovet for at udtrykke sig markant kommer over hende, næste gang kompromiserne om Venstres udlændingepolitik bliver udfordret.

Det sidste ville Kristian Thulesen Dahl i al fald gerne medvirke til. DF's formand har sammen med NB's Pernille Vermund højst usædvanligt for de politiske partier generelt anlagt den strategi at blande sig i Venstres valg af næstformand ved at udtrykke deres egne præferencer med hensyn til at gøre Støjberg til næstformand.

Thulesen Dahl var på lige fod med alle andre partiledere af Venstre inviteret til at give en videohilsen i anledning af valget af Jakob Ellemann-Jensen til ny V-formand. Det brugte Thulesen Dahl til at komme med en kæk og kåd stikpille til Støjbergs kagefejring, der også i Venstre er kontroversiel. Venstrefolkene klippede provokationen ud af valgfilmen, hvilket så gav anledning til, at Thulesen Dahl kunne ømme sig over at være blevet censureret.

For Venstrefolkene må intermezzoet give anledning til store hovedbrud. For hvordan kan man nogensinde komme i regering med støtte fra DF, når dets leder går mere op i at lave narrestreger på det plan i håb om at score et par billige point, i anledningen af at Venstre vælger ny formand?

Er det en reaktion, der rimer på, at DF er enig i målsætningen om at vinde statsministerposten til blå blok, eller er det en opførsel, der kan forklares ved, at DF befinder sig i en akut identitetskrise, hvor alt handler om at få nogle af de 21 mandater tilbage, koste hvad det vil?

Ellemanns vigtigste melding på landsmødet var hans invitation til alle de blå partier, at han nu vil drikke kaffe med alle de øvrige partiledere, der næsten var en Gevalia-reklame værdig. Hensigten er at samle partierne i blå blok bag ham som partileder.

Spørgsmålet er, om det er en grundlæggende præmis for et samarbejde, der bliver delt af Nye Borgerlige og Kristian Thulesen Dahl? Nye Borgerlige har længe befundet sig i de træklatrende luftlag: Hvad skal deres eksistensberettigelse være, hvis ikke de igen stiller ultimative krav om udlændingepolitikken til en ny borgerlig partileder?

Thulesen Dahl har netop været igennem en proces med sit eget bagland, hvor en af konklusionerne blev, at man var alt for bløde ved Lars Løkke Rasmussens regering, selvom DF selv skulle være gået med i den.

Så længe Thulesen Dahl føler sig bare en smule udsat, så befinder han sig i opposition til Venstre i håb om at få nogle stemmer tilbage. Det bliver et stort arbejde at få etableret en forståelse og en tillid til især de to partier.

Den nye formand har sat sig på mere end en måde i formandsstolen. I går overraskede Ellemann ved selv at sætte sig i den gruppeformandsstol, som ellers var spået at skulle gå til Karsten Lauritzen, der dog blev gruppenæstformand.

Det er et snusfornuftigt træk at konsolidere sin magt over partiet ved at lede de daglige møder i gruppen og skaffe sig overblik over de politiske dagsordner. Det samme gjorde eksempelvis Anders Fogh Rasmussen tilbage i 1998, på et tidspunkt hvor han faktisk havde en lille, men ikke ubetydelig intern opposition, som Fogh – karakteristisk for ham – tog meget alvorlig.

Der blev ikke overladt noget til tilfældighederne, og meget hurtigt havde den nye gruppeformand udmanøvreret sin eneste rival Peter Brixtofte, første gang en lejlighed viste sig, og det skete netop fra denne position, hvor det kunne effektueres.

Det bliver der næppe brug for i denne omgang, men Ellemann kan bruge posten til at bygge en myndighed og ledelse op, som nu får mulighed for at tage form. Det er også nødvendigt, hvis han senere om et par år skal overlade posten til for eksempel Karsten Lauritzen for at overgå til rollen som frit svævende partileder og statsministerkandidat.

Det var også tydeligt for alle, at Lauritzen var indforstået med rollefordelingen. Han får masser af lejlighed til at øve sig som gruppeformand, når han vikarierer for formanden, der allerede har annonceret, at han skal bruge tid på at rejse rundt i baglandet eller føre valgkampagne.

Ny politisk ordfører bliver Sophie Løhde, som nu træder et skridt op i ledelsen fra posten som gruppenæstformand. Hun bliver i den grad partiets ansigt udadtil i formandens fravær. Det kræver megen tid og energi. Både hun og Ellemann bliver sammen med Støjberg og Lauritzen topfigurerne i det nye Venstre, som Ellemann er ved at bygge op.

Interessant er de to førstnævnte profiler fra byerne og hovedstaden, mens de to sidstnævnte er fra partiets stærke bastioner i det vestjyske og nordjyske. To mænd og to kvinder. Tre tidligere Løkke-folk og en gammel Jensen-mand, hvis man ser tingene gennem 2014-briller.

Løhde kan, hvis hun vil, være skarp og hurtig i hovedet, men har også ry for at være detaljerytter, der henset til det politiske niveau, hun befinder sig på, stiller bemærkelsesværdigt store krav for at medvirke i selv de mest banale interview. Desuden mestrer hun kunsten at tale sort og har ry for at slide sine medarbejdere op.

Det bliver spændende at se, hvordan hun passer ind som tandhjul i kaptajn Ellemanns partimaskine. Venstre skal passe på med at de ikke ender som De Konservative for nogle år tilbage, hvor det blev meget vanskeligt for alle primadonnaerne og tidligere ministre at tage telefonen, når pressen ringede om et interview. Det endte så med, at pressen fandt nogle andre at tale med.

Ellemann har mulighed for at bytte ud et par steder i forhold til den oprindelige konstituering, der blot er et par uger gammel. Det bliver næppe den store revolution. Spørgsmålet er, om der bliver plads til mere til taberen i næstformandsdysten Ellen Trane Nørby, der tydeligt for alle har signaleret, at hun har en forventning om at få et eller andet ud at have været næstformandskandidat.

Det er spørgsmålet, om Ellemann vil overlade hende sundhedsordførerposten, som muligvis er blevet ledig, efter Løhde er blevet politisk ordfører. Det var nemlig ikke alle, der indledningsvis synes, at Trane Nørby var det oplagte valg til den post henset til baglandets protester mod sundhedsreformen. Og baglandet er som bekendt lige for tiden konge i Venstre.

I dag fik den nye formand mulighed for at besætte endnu en plads i den fremtidig ledelse, da partisekretær Claus Richter meddelte, at han fratræder efter otte hårde år i jobbet.

Richter bedyrer, at han selv har truffet beslutningen, fordi han vil prøve noget andet. Det skal nok passe, men der er heller ingen hemmelighed, at han ikke har været populær alle steder.

Henset til at de seneste otte år har været temmelig turbulente i Venstres historie og har slidt både på Richter og hans omgivelser, og at en ny formand skal have lov at sætte sit eget hold og vaske tavlen helt ren i forhold til alle i bagland og organisationen, så er det nok en klog beslutning.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Martin Lidegaard: Sådan fornyer vi vores forhold til verdens førende supermagt Martin Lidegaard: Sådan fornyer vi vores forhold til verdens førende supermagt Næste artikel Benny Damsgaard: Er Papes parti på vej ud i oppositionsmørket igen? Benny Damsgaard: Er Papes parti på vej ud i oppositionsmørket igen?