Jarl Cordua: Østergaard udskriver folkeafstemning om udlændingepolitik

KOMMENTAR: Morten Østergaards seneste udmelding risikerer at gøre dansk politik til endnu en uofficiel folkeafstemning, hvor spørgsmålet er, om det er Radikale eller Dansk Folkeparti, der skal have sidste ord i udlændingepolitikken, skriver Jarl Cordua.

Dansk politik er igen ved at udvikle sig til en folkeafstemning, hvor hovedspørgsmålet er, om udlændingepolitikken skal deponeres hos enten DF eller hos De Radikale.

I midten står Socialdemokraterne, der er under angreb fra begge partier. Intensiteten i slagduellerne mellem politikerne er steget siden duellen i DR søndag aften og med De Radikales Morten Østergaards interview i Berlingske, hvor det, vi er vidne til, kun kan betegnes som den længste folketingsvalgkamp i moderne tid.

Da de sidste martsmålinger tøffede ind, må panikken have stået i fuldt flor hos de borgerlige. Målingerne viser, at anti-Løkke-blokken (i gamle dage rød blok) fører med op til 10 procentpoint, og det ene målingsinstitut efter det andet melder om rekord-føringer til Mette Frederiksen.

Konklusionen er krystalklar: Hvis ikke der snart sker dramatiske ting i dansk politik, så er valget afgjort, allerede inden Løkke udskriver det.

Men så kom duellen søndag aften, hvor det stod klart, at S-formanden har mere end svært ved at forklare sit forslag om nedslidtes tidligere tilbagetrækning på folkepension. I al fald når det handler om, hvilke erhvervsgrupper der er omfattet, og især hvem der ikke er det.

Børsen har siden beskrevet, at fem gange så mange vælgere tror, at de er omfattet af pensionsforslaget, end det, der ud fra det beskrevne, er dækning for. Dermed har avisen sandsynliggjort de borgerliges pointe om, at Socialdemokratiet kynisk spiller på, at vælgerne tror, at forslaget gavner dem, selvom det ikke er tilfældet.

Mette Frederiksen har sat en grænse på tre milliarder kroner for, hvad S vil bruge af penge på pensionsforslaget. Imidlertid nedbryder hun samtidig denne brandmur, der ellers skulle værne om Socialdemokraternes økonomiske troværdighed, ved samtidig at påpege, at de tre milliarder kroner til pension kun er en start på partiets pensionsreform.

S er altså villige til at bruge endnu flere penge, hvorfor det bliver nemt for Lars Løkke at udstille Frederiksen som en, der er parat til at slå et solidt hul i statskassen. Ingen, der fulgte de sociale medier efterfølgende, kunne være i tvivl om, at især Venstrefolkene synes, at Lars Løkke havde haft en god aften.

Det var omvendt svært at opdrive en nogenlunde neutral politisk iagttager, der syntes, at Mette Frederiksen imponerede, når det kom til at give klare svar på S-pensionsforslaget, der kun kendes i overskrifter.

Én god tv-optræden gør dog ingen sommer for Løkke, og spørgsmålet er, om Mette Frederiksens halvsløje præstation overhovedet flytter vælgere tilbage i blå blok.

Her sætter de blå partier nok mere deres lid til meldingen tirsdag fra De Radikales Morten Østergaard, der havde bestilt tid hos Berlingske, hvor han gentog sit krav om at stille krav til Mette Frederiksen om politisk indflydelse, også på udlændingepolitikken, for til gengæld at støtte en mulig S-mindretalsregering.

I selve interviewet, der, før det gik i trykken, havde været til grundig gennemlæsning for eventuelt manglende præcisering eller potentielle misforståelser hos den radikale top, skærper Østergaard kravet.

Og det sker med sætningen, der nærmest lyder som et kirkeligt ritual: "Vil du (Frederiksen) være statsminister med vores mandater i ryggen, skal du skriftligt forpligte dig til at øge integrationen af flygtninge i det danske samfund. Vil du ikke det, vil vi aktivt bekæmpe, at du kan sætte dig i spidsen for landet."

Det skriftlige kan sikkert hurtigt klares, hvis det fremgår af regeringsgrundlaget, at en ny S-regering vil øge integrationen. Men Østergaard nævner senere i interviewet specifikt "paradigmeskiftet" som det, han vil til livs, og som er den seneste indrømmelse til DF fra regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, og som S tilsluttede sig efter nogen diskussion.

Paradigmeskiftet handler kort sagt om, at indsatsen i udlændingepolitikken går fra integration af flygtninge til i stedet at fokusere på hjemsendelse. Holdningen til de to værktøjer udgjorde længe frontlinjen mellem VLAK-partierne og DF.

S var også på integrationsholdet sammen med danske erhvervsorganisationer og fagbevægelsen. Men nu trumfede DF sin vilje igennem, og nu er frontlinjen flyttet til pludselig at stå mellem De Radikale og de røde partier på den ene side og på den anden side VLAK-partierne og S, der alle har ladet sig indlemme af DF's paradigmeskifte.

Især Lindholm står som symbol på paradigmeskiftet, og derfor gav det på sin vis mening, at Morten Østergaard svømmede "mod strømmen" ved Lindholm. Det fik dog et komikkens skær, at Radikales leder deltog i en symbolsk markering mod symbolpolitik.

Østergaards pointe med, at han nu vil stoppe trafikken med at flytte grænsepælene i udlændingepolitikken er druknet i det forhold, at han samtidig knytter det sammen med et krav, der af politiske iagttagere og ikke mindst af blå bloks partier ses som et direkte ultimatum til Frederiksen.

Det følger af sætningen i interviewet, at De Radikale "aktivt vil bekæmpe", at Mette Frederiksen vil sætte sig i spidsen for landet. Det vil sige aktivt forhindre S-formanden i at sætte sig i statsministerstolen. Hvordan kan man "aktivt" gøre det? Det fortolkes som, at Radikale vil stemme ja til en mistillidsdagsorden (der dog aldrig vil materialisere sig).

I realiteten er det en besked til dronningen – og alle andre. For dronningen vil efter valget aldrig kunne give Mette Frederiksen besked på at danne regering, når hun kender De Radikales melding, fordi den kan kun tolkes som, at Radikale er imod en S-regering, der vil videreføre DF's udlændingepolitik.

Så hvis ikke DF springer til i stedet med mandater på radikalt og Alternativets afbud, så kan denne regering simpelthen ikke dannes, da den risikerer at blive mødt af et flertal i folketingssalen. Det hele kan ende i nyvalg.

Radikale har længe cirklet omkring denne position. I øvrigt sammen med Alternativets Uffe Elbæk. Ordvalget gør det dog mere skærpende, så medmindre Østergaard bløder det op, kan der ikke dannes en regering, medmindre S giver indrømmelser i udlændingepolitikken.

I hvert fald når det kommer til den relativt nye knopskydning, der handler om "paradigmeskiftet", og hele spørgsmålet om integrationspolitik fremfor hjemsendelsespolitik.

De Radikale har efter alt at dømme set, at der eksisterer et skisma i holdningerne et sted midt i den blå lejr, der bebos af hidtidige borgerlige vælgere fra VLAK, der går ind for en stram udlændingepolitik, men som ikke helt kan følge paradigmeskiftet, når det kommer til initiativer som ”den øde ø” Lindholm, og at man skal droppe eller i al fald nedtone flygtninges integration i det danske samfund.

Det er måske ikke den største blå vælgergruppe, men De Radikale har formentlig identificeret den som tilstrækkelig stor til, at de går benhårdt efter den.

For at få målgruppen i bevægelse over midten kræver det som sædvanlig en direkte konfrontation med DF, som i øvrigt også gavner Thulesen Dahl i hans bestræbelser på at få samlet flere vælgere bag sig. Hvis De Radikale er sure, så står DF's politiske resultater meget klarere blandt indvandringsskeptiske vælgere.

De Radikale får dog samtidig sat især Socialdemokraterne under et voldsomt pres. For flytter de mange nye vælgere, der er tilløbet S de seneste år og måneder nu "hjem" til V og DF i skræk over, at den stramme udlændingepolitik risikerer at blive undermineret af De Radikale?

Socialdemokraterne risikerer også at tabe flere vælgere til venstrefløjen og De Radikale ved blankt at nægte at afmontere paradigmeskiftet og solidarisere sig med DF's seneste politiske sejr, som indtil for nylig altså heller ikke var VLAK-regeringens politik.

De Radikale kræver dog på intet tidspunkt hele udlændingepolitikken rullet tilbage, men kun "dele af den", og den seneste skærpende melding omfatter – taget for pålydende – altså kun den del, der omhandler paradigmeskiftet.

Frygten i den såkaldte rød blok er naturligvis, at den radikale melding bliver opfattet af midtervælgerne som en folkeafstemning mellem De Radikales og DF's udlændingepolitik.

I gamle dage ville DF vinde den afstemning klart. Men måske er tiden nu en anden, hvor de afgørende midtervælgere – trods støjen eller skræmmekampagnerne fra en pludselig samlet blå blok – har gennemskuet, at De Radikale ikke bliver alene om at bestemme udlændingepolitikken, omend at Østergaard insisterer på at ville afvikle dele af DF's seneste politiske påfund.

Det er nærliggende at tro, at de radikale strateger et sted i deres vælgerundersøgelser har set, at tilpas mange borgerlige vælgere simpelthen mener, at bægeret er rigeligt fyldt, hvis DF i endnu en valgperiode skal diktere dansk udlændingepolitik med endnu flere stramninger.

Det er en satsning, der alt andet lige vil gavne De Radikale i stemmeboksen, mens et valg, der risikerer at blive en uofficiel folkeafstemning om, hvorvidt det skal være DF eller De Radikale, der fremover skal have indflydelse på udlændingepolitikken, naturligvis vil udfordre Socialdemokraterne resten af valgkampen.

Valgkampen er dermed trådt ind i den forudsigelige fase, hvor målingerne har været præget af S-pensionsforslaget. Det, som nu bliver interessant, er, om De Radikales melding i målingerne nu vil gavne blå blok. Udebliver vælgerreaktionen, så bliver det svært at finde en vej til en sensationel blå valgsejr.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Nikolaj Saadat: Regeringens strammer-kurs saboterer beskæftigelsespolitikken Nikolaj Saadat: Regeringens strammer-kurs saboterer beskæftigelsespolitikken Næste artikel Flemming Chr. Nielsen: Ansøgning til den ledige chefstilling på øen Lindholm Flemming Chr. Nielsen: Ansøgning til den ledige chefstilling på øen Lindholm
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.