Jarl Cordua: Støjberg vandt kampen om de blå vælgere, men tabte striden om Venstre

Tirsdag viste kalenderen, at vi var nået til Kyndelmisse eller Kjørmes Knud. Engang en festdag, men også en dag sædvanligvis med kulde, sne og frostgrader.

På Christiansborg var der ingenlunde tale om feststemning. Tværtimod var det politiske humørtermometer helt i bund, hvilket viste sig i debatten frem mod afstemningen, der forventeligt endte med, at et helt overvældende flertal i Folketinget stiller Venstres tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for en rigsret. 

De mener, at hun har beordret sine embedsmænd til en ulovlig adskillelse af flygtninge-ægtepar, hvor den ene part var mindreårig, uden at have givet parrene mulighed for en individuel vurdering, som de havde et retskrav på. En beslutning, som Folketingets Ombudsmand for flere år siden har fastslået, var ulovlig.

Støjberg afviser dog fortsat blankt, at hun nogensinde har beordret sine embedsmænd at udføre en ulovlig ordre, men udsendte en pressemeddelelse, der netop fastslog den ulovlige praksis, der så først ophørte efter ti måneder. Hun står oveni anklaget for at have vildledt Folketinget undervejs. Det kunne hun, fordi et blåt flertal beskyttede hende hele vejen frem til VLAK-regeringens fald i juni 2019.

Sagen har splittet det borgerlige Danmark i to lejre. I den ene lejr slår de to rivaliserende national-konservative partier ring om Støjberg, der er genstand for en nærmest hæmningsløs bejlen, der emmer af sjældent set utilsløret politisk opportunisme.

Både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti aner, at de kan opsuge løse Venstre-stemmer, der nu er på jagt efter et nyt ståsted, efter broderparten af Venstre med formand Jakob Ellemann-Jensen valgte at stemme for nedsættelse af rigsretten. Derfor er hele sagen om Støjbergs skyld både blevet en mærkesag for Nye Borgerlige, der iværksatte en indsamling til støtteannoncer bragt i dagbladene sidste år, og DF, der på det sidste har forsøgt sig med forslag om navneopråb og anden spektakulær parlamentarisk hurlumhej i Folketinget, som kunne sætte fokus på DF's støtte til Støjberg, men også samtidig kunne udskamme de borgerlige folketingsmedlemmer, der forsøgte at gå stille med dørene i deres opbakning til rigsretssagen.

Langt ind i Venstre oplever man Støjbergs angreb på Venstres ledelse som så hensynsløs og partiskadelig, at sympatien i gruppen og i det organisatoriske bagland hastigt svinder.

Jarl Cordua

Tirsdag kunne man eksempelvis opleve den ene DF’er efter den anden stille sig op på Folketingets talerstol som privatister og tordne mod flertallet. Desværre for DF ville kun få af tilhængerne blandt de borgerlige og socialdemokraterne lege med, og Folketinget havde i øvrigt også haft en debat om rigsretssagen allerede torsdag ved førstebehandlingen af forslaget.

Man kunne dog som tilhørere blive efterladt med det indtryk - målt på retorisk patos og de skingre toner - at DF ser sagen som det næringsstof, der kan redde det henfalmede parti og skabe ny, livsvigtig vælgerfremgang. Desværre for dem overgik Nye Borgerliges Pernille Vermund også her alle DF’erne med sin patetiske sluterklæring fra talerstolen om, at historien vil dømme hendes politiske modstandere hårdt i sagen. Mange Støjberg-sympatisører vil sikkert bakke hende op i det fromme håb.

I den anden halvdel ser man udover det meste af Venstre også Liberal Alliances Ole Birk Olesen, der har været den fremmeste og mest klare kritiker af Støjberg i sagen sammen med sin tidligere partifælle, nu løsgænger, Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Begge sad i regering med Støjberg, da sagen rullede, hvorfor deres modstand mod Støjberg er af nyere dato, hvad begge også erkendte.

Konservative forsøger at holde sig neddykket i hele sagen, selvom især Marcus Knuth er gentand for stor opmærksomhed, da han længe har været en af Støjbergs varmeste støtter. Imidlertid har prisen for at skifte parti også været, at han bakker entydigt op om gruppens beslutning om stemme samlet for en rigsretssag.

Overordnet er kanonerne både fra Støjberg og hendes forbundsfæller gået udenom de konservative og er i stedet vendt mod Venstre, der paradoksalt nok nu bløder vælgere til Søren Pape & Co.

For Støjberg har sagen udviklet sig til en regulær borgerkrig med sit eget parti, hvor grøfterne er gravet så dybe, at de er uoverstigelige, hvis nogen skulle leve i den vildfarelse, at en pludselig forbrødring kunne indfinde sig. Langt ind i Venstre oplever man Støjbergs angreb på Venstres ledelse som så hensynsløs og partiskadelig, at sympatien i gruppen og i det organisatoriske bagland hastigt svinder.

I nogen tid har gruppeformanden, Karsten Lauritzen, forsøgt at komme til en afklaring med Støjberg om hendes retsordførerskab, mens rigsretssagen står på. Selv Støjbergs egen lokalformand i Skive har udtalt, at det ikke går med denne ordførerpost, så længe Støjberg sidder på anklagebænken.

Med Politikens mellemkomst rykkede Lauritzen for et svar for at mødes, der så udløste en reaktion fra Støjberg, som slog tilbage med et effektfuldt kontraangreb i form af en mail til Venstre folketingsgruppe, der fandt vej til medierne. Den udstillede gruppeformanden som særlig ufølsom, da hun jo ikke kunne mødes på grund af akut indlæggelse på Aalborg sygehus. Det havde hun så ikke fortalt gruppeformanden, der i stedet havde fået en forklaring om, at hun ikke kunne mødes grundet "personlige omstændigheder". 

Torsdag i sidste uge, da der var debat i salen, hvor Støjberg også var til stede, havde hun dog ikke et svar til gruppeformanden, til trods for at han sad få meter fra hendes plads. Det burde være tydeligt for enhver, at sagen ikke længere handler om praktiske problemer med at mødes. Det handler om at udstille hinanden i pressen.

For Venstres ledelse er der nu truffet en formel beslutning om en rigsretssag, der gør, at man nu kan skride til handling. Folketingsgruppens ledelse vil mødes i løbet af de nærmeste dage. Den vil indstille til folketingsgruppen, at den vælger en ny retsordfører. Henset til Støjbergs ageren den seneste måned er det forventningen, at indstillingen vil blive fulgt. Derefter vil alle afvente Støjbergs reaktion. Vil hun melde sig ud? Ingen ved det, og det er formentlig også meningen.

Hvad er Støjbergs endemål i denne sag, altså ud over at blive frikendt? Den folkelige opinion i blå blok og i hendes eget parti synes vundet. Målinger viser, at vælgerne forlader Venstre på grund af sagen, og ingen ved, om eller hvornår bunden for udsivningen er nået. Der kendes ingen eksakte tal for konsekvenser for medlemstallet, men opinionsmålingerne taler deres tydelige sprog. Konservative er i flere målinger for første gang i 30 år større end Venstre, og det gør naturligvis ondt i partiets rystede bagland.

Her er det også interessant at se, hvordan Støjbergs gamle chef, forhenværende statsminister, tidligere partiformand, nu løsgænger, Lars Løkke Rasmussen agerer i sagen. Han endte med at stemme imod en rigsret. Ikke fordi han bifaldt Støjbergs ageren, men fordi det er hans vurdering, at sagen ender med en frifindelse eller en meget lille dom.

Man kan også se hans position i sagen i et mere opportunistisk lys, hvor han som leder af et bebudet nystartet parti, ser flest muligheder i at slå en klo i vælgere, der forlader Venstre på grund af Støjberg-sagen.  Det vil indebære, at man ser Løkke som en rigelig stor hykler, og netop den tanke ligger ikke mange af hans gamle partifæller særligt fjern.

Støjberg har undervejs i lidelseshistorien med sit gamle parti fulgt en slagplan, hvor hun konstant efter hver udtalelse efterlader en cliffhanger, der holder fuld opmærksomhed på hende og hendes situation. Men efterhånden er alle kort lagt i forhold til Venstre. Tilbage udestår kun, hvad hendes reaktion skal være på, at hun ikke længere er retsordfører. Det vil blive set som endnu en ydmygelse af hendes tilhængere og hende selv.

Den logiske reaktion vil være endnu et angreb på gruppens ledelse, Jakob Ellemann-Jensen selv og naturligvis hvert eneste gruppemedlem, som hun holder ansvarlig. Denne indædte personliggørelse af politik ligner noget, man kender fra republikanerne i USA, hvor Trump-bevægelsen vil straffe det enkelte kongresmedlem, der måtte gå op imod ham. Men Støjberg har intet greb om Venstres organisation. Den kamp blev tabt for længst. Og det nederlag er kun blevet større med tiden.

Et sted, hvor det blev tydeligt, at Støjberg har krydset en grænse, der gør det umuligt at forestille sig, at hun en dag kan generobre magten i Venstre, var, da hendes tro væbner, Mads Fuglede, i et interview med Jyllands Posten på den mest nænsomme og elegante måde, man kan forestille sig, fik fortalt avisens læsere – og blandt dem utvivlsomt Støjberg selv – at hendes kamp imod partiet og dets ledelse ikke på noget tidspunkt ville blive hans kamp.

Fuglede stemte i går imod rigsretssagen, men han har tydeligvis ikke tænkt sig at brænde partiet ned på grund af Støjbergs fejde med ledelsen. Det samme gør sig sikkert gældende for de øvrige nej-sigere, der heller ikke på noget tidspunkt i offentligheden har bakket Støjberg op i hendes udfald mod ledelsen. Problemet for dem ligner det, man ser hos republikanske politikere, der føler sig beklemte af Trumps ageren: Det er ubehageligt, som hun angriber partiet, men man vil for enhver pris fastholde Støjbergs mange støtter som vælgere, som de med selvsyn kan se forsvinde dag for dag.

Et mindre og noget overraskende tilbagefald for Støjbergs kampagne så man, da hendes uofficielle talsperson i medierne, Jesper Kraft, pludselig fik nyt arbejde i Udlændinge-og Integrationsministeriet. Han har som skrivende kommentator ved flere medier bidraget i offentligheden  med Støjbergs analyse og syn på sagerne. Det indebærer navnlig en tydelig og hård kritik af Jakob Ellemanns ledelse, som efter Krafts/Støjbergs mening bunder i en fejlslagen strategi, som man med stort held har forsøgt at udstille som "Radikale Venstre light", og som meningsfæller som Søren Gade med flere har bekræftet.

Det er dog også en opfattelse, som Hernings afgående borgmester, Lars Krarup, der dog tidligere har talt for moderation i udlændingepolitikken, bakker op om. Den seneste udvikling med Venstres kraftige deroute ovenpå Støjberg-striden, som hun selv har haft enorm indflydelse på, har nemt kunnet tages til indtægt og bekræfte makkerparrets syn på sagerne.

Spin-krigen blev også her vundet ganske overlegent. For Socialdemokratiets minister Mattias Tesfaye er det en ekstra fjer i hatten, at man kan byde Kraft velkommen i hans spin-maskine, der skal overbevise de vigtige marginalvælgere om, at de kan stole trygt på, at regeringen vil fastholde den stramme udlændingepolitik og endda udbygge den, hvor end det er muligt. Det følger af jobopslaget, hvor Kraft som ny souschef for en såkaldt værdipolitisk enhed skal håndtere de mange sager på området med henblik på at gennemføre regeringens politik.

Enheden skal endvidere koordinere, udvikle og udmønte værdipolitiske markører på udlændinge- og integrationsområdet og koordinere centrale udlændingepolitiske initiativer på tværs af ressortministerier. Det er endnu et signal til vælgerne om, at Ellemann er en blød flygtningeven, mens Tesfaye sagtens kan rumme en Støjberg-hardliner i en grad, at han simpelthen sætter ham i sving med det arbejde, som han ellers kunne have udført ovre i Venstre.

Den fortælling giver selvfølgelig kun mening, hvis man altså køber en forklaring om, at det alene var politiske forskelle, der i sin tid udløste en fyreseddel til Kraft fra Venstre. Hvorvidt det var tilfældet, vil Tesfaye med sikkerhed selv kunne danne sig en kvalificeret mening om. Med tiden. Her og nu ligner ansættelsen endnu en ydmygelse af Ellemann og en triumf for socialdemokraterne.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.