Jens Chr. Grøndahl: Aarhus i det røde felt

På sin egen cool måde fik Dronning Margrethe egentlig sagt, hvad der er at sige om den tyske kunstner Katharina Grosses meget omtalte værk ”The Garden” i Mindeparken i Aarhus, hvor græs og træer blev malet røde med akrylmaling. Værket vakte som bekendt en storm af protester fra århusianere, der ikke kunne se andet i det end vandalisme.

”Det er ærgerligt, når noget kun bliver provokerende,” sagde Dronningen for nylig til TV2 Østjylland og fortsatte: ”Jeg kan godt se, hvad de synes, de tror, de gør, men ligefrem at male græsset og træerne, som nu skal fældes, det er jeg ikke sikker på, er den mest fikse løsning, jeg har hørt om.”

Ingen kan beskylde Dronningen for at være rindalist. Som kunstner og engageret kunstelsker er hun tværtimod ret indsigtsfuld, og hun er tilmed protektor for Aros, der stod bag Katharina Grosses store armbevægelser med malerkosten.

Men hvad er det så, de synes, de tror, de gør?

Erlend Høyersten skal jo ikke komme og fortælle århusianerne, at de er fordomsfulde, bare fordi de ikke bryder sig om at få skamferet deres mindepark. Hans højrøvede attitude er en god anledning til at se nærmere på samtidskunstens metoder og selvforståelse.

Jens Chr. Grøndahl

Aros’ direktør Erlend Høyersten svarede sådan: ”Vores samfund er fuld af fordomme mod det, der er anderledes. Og kunst mødes ofte med fordomme. Når det modtages som en provokation, så spejler det en fordomsfuldhed … Det er en klassisk fejlslutning, at dersom jeg bliver provokeret, så antager jeg, at kunstneren har ønsket at provokere.” (Politiken, 26.8.)

Det er ikke Aros-direktørens lille ansats til majestætsfornærmelse, jeg vil kigge nærmere på her. Det er det med fejlslutningen og kunstnerens intentioner. Århusianerne blev jo ikke sure, fordi de troede, at Katharina Grosse var ude på at provokere dem. De blev kede af det, fordi hun gav sig til at male byen rød.

Med sit kynisk-nihilistiske bravournummer trak VVS-installationskunstneren i snoren og skyllede to tusind års metafysik ud sammen med forargelsen.

Jens Chr. Grøndahl

Erlend Høyersten viser sig som den fordomsfulde her, når han går ud fra, at samfundet er fuld af fordomme mod det anderledes. Passer det? Man kan med samme ret sige, at samfundet tværtimod er fuldt af søde og flinke borgere, der gerne vil vise sig tolerante og forstående over for vores minoriteter. Tænk bare på Venligboerne og alle de regnbueflagende virksomhedsdomiciler under Copenhagen Pride – for ikke at tale om DRs mangfoldighedsstrateger.

Aros-direktøren slår sig selv for munden. Det flatterende martyrium, han tiltænker kunsten som skydeskive for samfundets fordomme, giver kun mening, hvis kunstneren ser en belærende opgave i at pirke til de fordomsfulde og få dem til at tage deres fordomme op til revision.

Og så er vi fremme ved Dronningens afkodning af sin tyske kollegas totalmaleri.

Fortolkningen af en kunstners intentioner er gerne en del af tilegnelsen, når vi ser på kunst, og mange kunstnere foretrækker at overlade det til publikum at udgranske, hvad de eventuelt har villet sige. Nogle vil slet ikke ”sige” noget, men bare vise os verden set med deres øjne, når de da ikke foretrækker at lade det maleriske eller skulpturelle sprog tale for sig selv.

Anskuet som abstrakt, rent æstetisk gestus fremstår ”The Garden” mildt sagt noget ubeskeden i sit anslag. Så meget maling! Når låget nu i den grad har været af bøtten, vil man gerne have lidt mere med hjem end farven rød. Om ikke ligefrem et budskab så dog en fortælling, et blik på verden. Noget andet og mere end et anmassende brud på vores forudfattede mening om farven på græs og træer.

En af de indignerede århusianere viste sig i et interview med Politiken særdeles imødekommende over for kunstnerens eventuelle hensigter, om end hun stadig var forarget: ”Må man ødelægge natur for at vise, at naturen ødelægges?” spurgte Tine Høigaard Jørgensen og signalerede med sit spørgsmål alt andet end fordomsfuldhed over for, hvad kunstneren eventuelt havde villet udtrykke. (Politiken, 18.5.)

Uden at have sikre forlydender om Katharina Grosses intentioner, fornemmer jeg - ligesom Tine Høigaard Jørgensen, at det nok er noget i dén dur. Vise, at naturen ødelægges. Ligesom Dronningen har jeg desuden på fornemmelsen, hvad det er, Katharina Grosse synes, hun tror, hun gør, rent kunstnerisk. Men lad os tage budskabet først.

Hvis budskabet er, at naturen ødelægges, kan man allerede slutte sig til Katharina Grosses ”strategi”: Med ondt skal ondt fordrives. Og hvis dét er strategien, kan man desuden konkludere, at vi har at gøre med et didaktisk værk. Et ønske hos kunstneren om at bibringe os en særlig forståelse, i dette tilfælde af den menneskelige civilisations naturødelæggende aspekter.

Fortolkningen flugter meget godt med Aros’ egen kommunikation omkring Katharina Grosses værk, der ifølge museet ”tematiserer menneskets sameksistens med og syn på naturen.” Alene snakken om at ”tematisere” vidner om, at den røde park ikke bare skal opfattes som friluftsmaleri.

Det kan godt være, at Katharina Grosse med Aros-direktørens ord ikke har ønsket at provokere, men hun har i hvert fald sat hårdt mod hårdt.

Samme strategiske greb finder man hos den endnu mere omdiskuterede kunstner Dan Park, der i Sverige blev idømt fængsel for sine stærkt racistiske tegninger. Selvfølgelig var Dan Park ikke racist. Ideen med de fæle tegninger var tværtimod at få os til at reflektere over racismen som fænomen.

Flere af Dan Parks forsvarere gjorde dengang gældende, at man må tage højde for konteksten, når man betragter et kunstværk. Underforstået, at fordi tegningerne var kunst, var de ikke racistiske. Kunsten sætter citationstegn omkring sine referencer. Den er ironisk. Den inviterer os til at træde tre skridt tilbage og med dén distance erkende mekanismer, som vi ellers er ubevidste om.

Så vidt så godt. Men når der nu er tale om didaktisk kunst – altså kunst med et politisk eller moralsk budskab – må man have lov at spørge, om strategien er velvalgt. Om ondt nu også fordrives bedst med det onde.

I Dan Parks tilfælde havde selv en veluddannet byretsdommer ikke sans for ironien. Og i Katharina Grosses tilfælde må værket ud fra en didaktisk betragtning siges at have været en lige så stor fiasko. Vi fik ikke en debat om miljøødelæggelse. Vi fik i stedet endnu en debat om kunstnernes og kunstinstitutionens arrogance.

Erlend Høyersten skal jo ikke komme og fortælle århusianerne, at de er fordomsfulde, bare fordi de ikke bryder sig om at få skamferet deres mindepark. Hans højrøvede attitude er en god anledning til at se nærmere på samtidskunstens metoder og selvforståelse.

Det er præcis hundrede år siden, at den franske kunstner Marcel Duchamp udstillede en pissoirkumme og med et slag ændrede billedkunsten for altid. Ikke så meget fordi urinalet i sig selv virkede grænseoverskridende, men fordi hans ”readymade” blotlagde, at kunsten er, hvad vi gør den til. På herretoilettet havde kummen bare været en kumme, på kunstudstillingen var den pludselig kunst.

Med sit kynisk-nihilistiske bravournummer trak VVS-installationskunstneren i snoren og skyllede to tusind års metafysik ud sammen med forargelsen. ”Kunst” er bare et ord, og der findes intet gyldigt hierarki mellem højt og lavt, betydningsfuldt og meningsløst. Hvad de europæiske hære udrettede i Første Verdenskrigs skyttegrave, blev fuldbragt i kunstinstitutionen, der herefter fremstod som en tom skal. Ingen mening, ingen værdier, kun en vilkårlig gestus var tilbage.

Ironien viste sig imidlertid at være en boomerang, for den oprørske vits giver kun mening mellem museets eller galleriets hvide vægge. Selv i en skurvogn forbliver en Matisse en Matisse, hvorimod Duchamps ”værk” er lige til genbrugspladsens container for brugt sanitet. Til trods for at de stillede sig an som oprørere, var den nye tids kunstnere dybt og inderligt afhængige af den institution, de vrængede ad. Og sådan har det været lige siden.

I stigende grad er kunsten kommet til at handle om sig selv. Det hedder, at den ”problematiserer værkbegrebet” og sætter kunstinstitutionen under kritisk belysning. Det har den nu gjort i hundrede år. Somme tider er det sket i form af industrielle metalkasser på række eller små bunker grus på gulvet. I nyere tid som en bestræbelse på at opløse grænsen mellem æstetisk praksis og politisk kommentar.

Endnu et aktuelt eksempel er en installation på Kunsthal Charlottenborg af den kinesiske kunststjerne Ai Weiwei. Værket – det kalder man jo løjerne, med sært anakronistisk højtidelighed – består af et større antal redningsveste, tæt sammenpakket på rad og række i Charlottenborgs store vinduesåbninger. Referencen er ikke til at tage fejl af.

Værket bærer titlen ”Soleil levant”, lånt af Claude Monet, der i 1872 malede et billede med samme titel af en solopgang over havnen i Le Havre. ”Opgående sol”, betyder det, men Ai Weiweis version rummer en dobbelt reference. Levanten er jo også navnet på den del af Nærøsten, som afgrænses mod vest af Middelhavet, og hvor bl.a. Syrien ligger.

Redningsvestene har til overflod den blodrøde solopgangs nuancer, og de har alle tilhørt flygtninge, der gennemførte den farlige rejse over havet. Denne dokumentariske information spiller med i bevidstheden. Det ser bogstavelig talt ud, som om den aktuelle virkelighed er i færd med at bryde ind gennem den fornemme institutions vinduer. Overskride og udslette grænsen mellem virkelighed og kunst.

Og hvad får vi så ud af dét?

Set inde fra kunstinstitutionen er Ai Weiweis værk et frapperende spørgsmålstegn ved det traditionelle kunstbegreb. Endnu ét i den nu hundredårige tradition for at bryde med traditionerne. Men set udefra?

Som kunstens bud på en samtidskommentar virker kineserens redningsveste underligt fattige. Titlens subtile leg med flere betydninger formår ikke at skjule udsagnets intellektuelle magerhed. At konstatere flygtningekatastrofens realitet bliver jo ikke dybere af, at det er en såkaldt kunstner, der gør det.

Jeg skriver ”såkaldt”, fordi man snart ikke ved, om kunstnerne vil være kunstnere. Jo, de vil stadig gerne feteres og gøre karriere i institutionen. Men hvad har de egentlig at byde på? Er Monets solopgang over Le Havre ikke den dag i dag et mere gribende udsagn om, hvad det vil sige at være til som menneske og møde verden med vidtåbne sanser?

Hvad enten kunstnerne ligesom Katharina Grosse bryder ud af museet for at sætte deres spor på verden, eller de som Ai Weiwei inviterer verden indenfor, fanges de af den samme afmægtighed. Et nyhedsbrev fra Greenpeace eller FNs Flygtningehøjkommisariat har mere indhold og mere på hjerte, men også som æstetiske oplevelser er de to værker hurtigt overstået.

Jeg kommer til at tænke på Philip Roths lille roman ”Det døende dyr”, hvor en aldrende professor tager sin unge elskerinde med på museum. Han vil gerne lære hende at sætte pris på kunsten, og hun står længe og rynker panden foran en lille, gnidret komposition af Picasso. En af dem fra hans allermest ekstreme, kubistiske periode. Hun prøver og prøver, men som Roth konkluderer: ”Hun gav Picasso mere, end han gav hende.”

--------

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.