Jens Chr. Grøndahl: Something is rotten in the state of Denmark

KOMMENTAR: Departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel må gå af, hvis vi skal bevare tilliden til, at ministerierne i sidste ende styres af den folkevalgte regering, skriver Jens Christian Grøndahl.

"Something is rotten in the state of Denmark."

Det berømte citat har sjældent været mere relevant. Handlingen i Shakespeares skuespil om Prins Hamlet er som bekendt en cocktail af liderlighed og magt med hovedpersonens far som offer.

Hæver man sig lidt op over det kulørte plot, kan man sige, at der er tale om et samspil mellem den personlige behovstilfredsstillelse og magtens tendens til at befæste sig selv. Dynamikken er i begge tilfælde, at mere vil have mere.

Statsminister Mette Frederiksen har ret i, hvad hun forleden sagde på tv om vores samfund. At det er baseret på tillid. Derfor kommer det som et chok, når tilliden bliver brudt.

Lad os dvæle lidt ved den tillid. Er vi danskere så tillidsfulde, fordi vi er mere naive end andre? Nogle af os er vel, men tilliden har også en historie. Mette Frederiksen er selv et produkt af den, både som politiker og som person.

Generelt har vi tillid til hinanden som danskere, fordi det danske samfund i snart hundrede år har defineret sig selv som et gensidigt forpligtende fællesskab.

Gensidigheden kaldes også solidaritet. Forpligtelsen er forankret i lovgivningen. Fællesskabet er ikke kun en følelse, det har sine institutioner og rammer. De går også under navnet Den Offentlige Sektor.

Det gode ved det danske velfærdssamfund er, at forudsætningerne for et godt liv ikke alene afhænger af, om vi som mennesker er gode ved hinanden. Dumme svin betaler også skat. De varme hænder gør deres arbejde, selv når hjertet er koldt.

Det magiske ved Danmark er så, at de fleste danskere møder deres landsmænd med et velvilligt smil. I tillid til, at vi vil hinanden det godt. Ud fra en personlig tilskyndelse til ikke bare at gøre en indsats, men også yde sit bidrag til den gode stemning.

Det dårlige eller i hvert fald betænkelige ved velfærdsstaten er til gengæld, at velfærdens forankring i skattefinansierede institutioner bliver et selvsupplerende, selvavlende system født med en iboende tendens til at vokse. Mere vil have mere.

Det er derfor, ingen social ordning kan revideres eller rulles tilbage, uden at de politiske initiativtagere til omprioriteringen mødes med skræmmebilleder af "den sociale massegrav". Alle vil jo gerne gøre noget for de svage, og ifølge et knæsat dogme kan det kun ske ved at lade de offentlige budgetter stige.

I sin bog "Historien om den danske utopi" skrev den nu afdøde redaktør og forfatter Henning Fonsmark, at velfærdssamfundet nærmest har karakter af vælgerbestikkelse.

Det er vel så krast igen. Måske er der bare tale om kontraktpolitik? Når man lytter til en dansk valgkamp, handler det i hvert fald mindre om idéer end om ydelser, normeringer og takster.

Hvis et borgerligt hoved kommer til at sige noget om, at de svage jo også kunne støttes i en bestræbelse på at blive stærkere, betragter man vedkommende med måbende forfærdelse, som var hun eller han en eksotisk gesandt udsendt af selveste Djengis Khan.

Sådan er det bare. Den daværende socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, udtrykte det mest rammende, da han engang udbrød: "Jeg elsker den offentlige sektor!"

Man kan godt komme i Folketinget uden at elske den offentlige sektor, men man kan ikke sidde i regering. Derom vidner partiet Venstres udvikling og Løkkes rivninger med LA.

Så stærkt er det følelsesmæssige bånd mellem danskerne og det offentlige, at de mange institutioner i vidt omfang får lov at leve deres eget liv. Ingen tør sige noget dårligt om systemet, for det er jo godt.

Vi er her fremme ved forskellen mellem Anker Jørgensen og Vladimir Iljitj Lenin, den russiske revolutions far, der ofte citeres for de bevingede ord, at tillid er godt, men kontrol er bedre.

I Anker Jørgensens Danmark gælder den omvendte devise. Kontrol er godt, men tillid er bedre. Derfor fik vi Britta Nielsen-sagen. Derfor har vi fået skandalen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Derfor popper der igen og igen historier op på forsiden af Ekstra Bladet og B.T. om, at en eller anden asocial egoist har taget os alle sammen i skægget.

For de fleste forbliver det et kors for tanken. At nogen i kongeriget ikke er besjælet af den samme altruistiske ånd som os andre. At de vil skide på gensidigheden, forpligtelsen og fællesskabet, hvis de kan få en smedejernslåge, der ligner noget fra tv-serien Dallas. Eller en hel masse heste på en ranch i Sydafrika.

Men sådan er det også bare. Nogle danskere har ikke nok i at leve det gode liv i de afmålte doser, som en almindelig, socialdemokratisk middelklassetilværelse foreskriver. Mere vil pludselig have meget, meget mere.

I et gennemtrygt samfund, hvor de fleste familier i løbet af et par generationer har oplevet nogle gevaldige ryk opad på samfundsstigen, svækkes hos nogle erindringen om, at prisen for velfærd og velstand består af lige dele solidaritet, respekt og knofedt.

Så er der kun egoismen tilbage, og hvis den ledsages af en kriminel tilbøjelighed, må Tillids-Danmark fremstå som én stor kagedåse uden låg.

Men citatet fra Hamlet har også en anden brod. Der er ikke kun gået råd i forbindelsen mellem mål og midler i enhver betydning af ordet, når det gælder vores personlige forhold til den offentlige sektor.

Der er også noget råddent ved måden, hvorpå magten i Danmark får lov til at forvalte sig selv. Vi er vant til at opfatte adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt som et balanceforhold mellem faktorer kendetegnet ved den samme transparens og ansvarlighed.

I lighed med tidligere "møgsager" giver skandalen i Forsvarsministeriet desværre anledning til at spørge, om vores opfattelse beror på en illusion.

Den dømmende magt fremstår uantastet. Ved enkelte lejligheder har Højesteret endda vist, at den kendte sin besøgelsestid, for eksempel da Tvind-loven blev kendt grundlovsstridig.

Også den lovgivende magt lever i bedste velgående, uanset hvad man mener om partidannelsernes aktuelle knopskydning eller de enkelte lovgiveres forvaltning af deres højtidelige mandat.

Men den udøvende magt?

Da Trine Bramsen forleden stod foran tv-kameraerne, lignede hun en trængt, lettere desperat minister, der gjorde alt, hvad hun kunne, for at virke skrap og handlekraftig. Det er heller ikke svært at leve sig ind i, hvor rasende hun må være blevet over, at sagen om Ejendomsstyrelsen fik lov at eksplodere op i hovedet på hende.

Hun var i eklatant grad blevet svigtet af sine embedsmænd. Noget måtte ske. Det blev til to fyringer og en forklaring om, at miseren med den manglende kommunikation skyldtes det store ministeriums tunge maskineri med en "koncernstyringsdirektør" skudt ind mellem afdelingscheferne og departementschefen.

Så styringsdirektøren blev sparket ned ad trappen sammen med direktøren for Ejendomsstyrelsen, hvorimod departementschefen beholdt sit job. Ifølge ministeren var det ikke nok til en fyring, at han havde forsømt at reagere på en e-mail om, at noget var rivende råddent.

Ifølge Altinget mener Thomas Ahrenkiel dog selv, at han i sidste ende har ansvaret for den manglende orientering af ministeren. Han mangler bare at drage konklusionen.

Mange undrer sig over, at Ahrenkiel indtil videre bliver skånet. Forundringen kan ikke blive mindre, når man betænker, at den forklaring, som Trine Bramsen gav os alle sammen, formentlig hidrører fra ham.

Departemenschefen er jo den nærmeste til at rådgive ministeren, og deri ligger den dybereliggende årsag til råddenskaben. Det handler ikke om e-mails eller smedejernslåger. Det handler om, at den udøvende magt, når den ikke holdes i ave, udvikler en selvtilfredshed, der gør den blind og døv.

Hverken Trine Bramsen eller hendes forgænger, Claus Hjort Frederiksen, har nogen sinde fremstået som orakler af indsigt i forsvarsspørgsmål. Det er heldigvis heller ikke meningen, at en minister skal vide alt om sit ressort. Sådan kan man blive erhvervsminister uden at have erfaring fra erhvervslivet, og fred være med det.

Hvad der forventes af en minister, er politisk lederskab. Et kompas og en beslutsomhed, der kan sætte apparatet i bevægelse. Men én ting er intentioner, noget andet er substansen. Den får som regel overtaget, når det bliver hverdag, og sagerne kommer på ministerbordet.

Enhver kan forstå, hvor afhængig en minister er af sit departement og sin departementschef. Faglig indsigt og uhildet analyse er nødvendige forudsætninger, når de politiske mål skal implementeres.

Det springende punkt er styrkeforholdet mellem faglighed og politik. Vi skal sikkert ikke være kede af, at embedsværket i Danmark er apolitisk, modsat USA, hvor en ny præsident indsætter sine folk overalt i systemet, og selv højesteretsdommere vælges ud fra politiske kriterier.

Til gengæld kan faglighedens indflydelse på politikken blive så stor, at den udarter i en departementschefs magt over ministeren. Hvor ofte har man ikke hørt en minister tale, som om hun eller han var en bugtalerdukke?

Det er de færreste ministre, der ligefrem tør fyre en departementschef. Mette Frederiksen turde. Derfor bør hun heller ikke tolerere, at Trine Bramsen fyrer sine officerer for at skåne generalen.

Hvis vi skal bevare tilliden til, at ministerierne i sidste ende styres af den folkevalgte regering, må det være sådan, at den øverste embedsmand tager konsekvensen af sit ansvar, når ministeriets troværdighed står på spil. Uanset om han personligt har gjort noget galt.

Ahrenkiel må gå.

Hvis han ikke går selv, må Trine Bramsen sende ham hjem. Gør hun ikke det, vil mistilliden kunne brede sig fra at gælde ministeriet til også at gælde ministeren. Ikke som et spørgsmål om snyd og bedrag, men som et spørgsmål om, hvem der bestemmer.

Ja, Mette Frederiksen. I bund og grund handler denne sag om tillid.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Adam Holm: Måske vi skal gentage, hvad Auschwitz står for Adam Holm: Måske vi skal gentage, hvad Auschwitz står for Næste artikel Benny Damsgaard: DF har sejret ad helvede til Benny Damsgaard: DF har sejret ad helvede til
Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

ÆLDREVELFÆRD: Ældreområdet har indtil nu ligget lavt prioriteret hos regeringen, men mediestorm om dårlige forhold på plejehjem giver støttepartier blod på tanden forud for efterårets finanslovsforhandlinger.