Jens Chr. Grøndahl: De fjerne øer venter på hans belæring

Så blev det første søndag i advent og første dag i det nye kirkeår. Et mindre larmende vendepunkt end det nytår, der nærmer sig med sine champagnepropper, raketter og øjenskader.

Hvad enten man er troende eller bare tror, at man tror, udgør søndagene forude lige så mange knuder på tidens lange tov. Noget at holde sig til, når man famler sig frem som en blind. Snublende ind i fremtiden.

I det nye kirkeår vil Folkekirkens præster prædike over teksterne i anden række. Selvom man bliver hjemme under dynen, har enhver med netadgang takket være Bibelselskabets hjemmeside mulighed for at læse med.

Det starter som sædvanlig med en krasbørstig soundbite fra Det Gamle Testamente. Jeg føler mig altid slået af banen på den gode måde, når profeterne taler. Der er bid og modstand i det sprog. Man kan nemt knække en tand på den arkaiske gud, for han er hverken specielt flink eller forstående.

Som så mange andre steder i Bibelen er teksterne arrangeret sådan, at evangeliet kan spejle sig i den jødiske urgrund. Her er det profeten Esajas, der introducerer Guds udvalgte tjener, og vi er allerede med på, hvem det er, der skal komme og "bringe ret til folkene":

Han skriger ikke, han råber ikke,
han løfter ikke sin røst i gaderne.
Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
den osende væge slukker han ikke …

Det kristne ved kristendommen forbliver en vild, genstridig og anarkistisk konfrontation, som vi aldrig helt vil kunne massere ind i fællesskabets trang til orden, retfærdighed og grænser

Jens Christian Grøndahl

Forfatteren i mig falder i staver over de præcise og alligevel dunkle billeder. Det knækkede rør, den osende væge. Hvordan skal det tolkes? Jeg fornemmer portrættet af en person udrustet med stor og nænsom tålmodighed. Det minder mig om, hvad en japansk kollega svarede, da jeg spurgte ind til hans kulturs blanding af hyperæstetik og parathed til at absorbere alt nyt: "Vi elsker det smukke," sagde han, "men vi hader ikke det grimme."

Guds udsending behøver ikke hæve stemmen, og han ødelægger ikke det, der alligevel er i stykker eller på retur. Lær lige lidt af dét. Og så kommer til slut den for danske ører så mærkeligt profetiske linje: "De fjerne øer venter på hans belæring."

Set fra Mellemøsten, hvor de store monoteistiske religioner udsprang, er vi virkelig de fjerne øer. Tågede og perifere, barbariets uciviliserede nærområde. Med små tusind års forsinkelse nåede civilisationen også frem til os, og i dag er selv den argeste socialdemokrat inderst inde kulturkristen. Fordelingspolitik er ikke andet end næstekærlighed per excelark.

Derpå følger Lukas' fortælling om engang, da Jesus kom hjem til Nazaret. Det er fra den tekst, vi har den berømte vending om, at "ingen profet er anerkendt i sin hjemby". En selvopfyldende profeti, skal det vise sig.

Det er sabbat, Jesus er i synagogen, og som det er skik og brug, læser han et stykke. Det er – selvfølgelig – Esajas' manende profeti om én, der skal komme med håb til de fattige, få de blinde til at se, slippe fangerne ud af fængslerne og frigøre de undertrykte.

Jesus lukker bogen og fortæller de andre synagogegængere, at Esajas' profeti er gået i opfyldelse. Underforstået: Her har I mig.

Budskabet falder sådan set i god jord. Folk er ret fascinerede af Josefs søn og "de nådefulde ord, som udgik af hans mund". Alt er godt, men straks ødelægger Jesus den gode stemning.

Han ved, at hans berømmelse er løbet i forvejen, og at folk i Nazaret gerne vil have deres andel af miraklerne. Han er endda flabet nok til at fortælle de forsamlede, at han er på det rene med, hvad de forventer sig, og han sætter trumf på med en provokation:

"Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elias' tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman."

Nazaræerne bliver stiktossede og vil lynche ham ved at kaste ham ud over klippekanten. "Men han banede sig vej imellem dem og gik."

På få linjer har evangelisten skrevet synopsis til et helaftensdrama om den tvetydige forbindelse mellem popularitet og forstødelse. Med en sortie så nonchalant efterlader han os desuden med en gåde. Hvad skete der lige dér?

Det handler vel ikke kun om, at Guds nåde rammer i flæng, uransagelig som den er, hinsides menneskenes begreber om, hvem der har fortjent hvad. Geografien spiller nok også en rolle. Hos en fortæller, der er så økonomisk som Lukas, bliver alle detaljer vejet på en narrativ guldvægt, og enhver geografisk reference må ransages for symbolværdi.

Sidons land befandt sig, hvor Libanon ligger i dag. Syrien ved enhver, hvor er. Man behøver ikke være historiker for at registrere, at nutidens fremmedgørelse mellem Israel på den ene side og Syrien respektive Libanon på den anden i et eller andet anderledes omfang må være blevet matchet af en tilsvarende fremmedfølelse dengang.

Det stråler ud af teksten. Retorisk fungerer henvisningerne til den fremmede enke og den fremmede spedalske kun, fordi de netop er fremmede. Til forskel fra "vores egne" enker og spedalske. Deraf provokationen.

Man kan sige, at Jesus ifølge Lukas i hvert fald ikke er lokalpatriot. Nazaræerne mente sikkert, at han sked i egen rede. Han fortæller dem, at Guds nåde hverken kender til stammeloyalitet eller grænsebomme, bortset fra, at den altså aldrig som i aldrig er demokratisk og ligeligt fordelt.

Man kan deri læse en opfordring til at påskønne nåden så meget desto mere, fordi den er en både lunefuld og knap ressource. Man kan også læse en opfordring til noget andet.

Det er så enkelt, at man rødmer ved at sige det. Enken i Sarepta og syreren Na'aman er bare mennesker, men som Lukas og Jesus udtrykker sig, kommer fremmedheden til at fremhæve deres menneskelighed.

Tekstens erkendelse består i at gå fra at sige: "Selv de har fortjent Guds nåde" til at sige: "Netop de har fortjent den."