Jens Chr. Grøndahl: Antisemitismen taler også dansk

KOMMENTAR: Højrefløjspolitikere, der med deres retorik i to årtier har bidraget til at mistænkeliggøre muslimerne, alene fordi de er muslimer, har også bidraget til et klima, hvor antisemitismen ikke møder den samme modstand som tidligere, skriver Jens Christian Grøndahl.

Hvad for et menneske er man, hvis man er i stand til at gå ind på en kirkegård og skænde 84 grave? Hvordan ser man ud indeni, hvis det er en tilstrækkelig grund, at gravstederne er jødiske? Mange i Randers og resten af Danmark må have spurgt sådan i den forgangne uge. Hvordan kunne det ske hos os?

Den jødiske menighed i Randers har været en af de største uden for København, og byen indskriver sig smukt i historien om, hvordan jøder slog rod i Danmark og blev en uadskillelig del af nationens liv.

Nu står byens borgere sammen for at forsvare "et rummeligt, mangfoldigt og festligt Randers", fortæller en repræsentant for Randers Mod Racisme til Randers Amtsavis. Det er et vigtigt signal. Det er vigtigt, at vi ikke tager mangfoldigheden for givet. De danske jøder gør det for længst ikke mere.

Hvis det overrasker os, er det, fordi vi har sovet i timen. Hvilet på laurbærrene, kan man også sige. At næsten samtlige danske jøder blev frelst i 1943 har været en del af vores nationale selvforståelse. Nazismens morderiske jødehad var os fremmed, men antisemitismen taler altså også dansk.

Dens hæslige budskab blev så sent som natten til tirsdag tværet ud på en gadedør i Aarhus. Hadet ulmer i vores midte. Også den danske befolkning rummer kældermennesker, der har det i sig at vælte gravsten og intimidere medborgere, der intet har gjort dem.

Foreløbig er to mistænkte anholdt, begge med tilknytning til den nynazistiske organisation Nordfront. Den ene udtalte sig før anholdelsen til TV2 Østjylland. Han ville ikke påtage sig ansvaret for hærværket, men han var positivt indstillet.

Gerningsmændene vidste, hvad de gjorde. De valgte 9. november, hvor vi mindes Krystalnatten. Klistermærkerne i form af gule davidsstjerner påtrykt "Jude", som blev smækket på danske jøders postkasser, vidner helt ud i typografien om en høj grad af historisk bevidsthed.

Alt tyder på, at et netværk står bag. Er Midtjylland blevet Danmarks brune bælte? Jeg kan allerede høre protesterne. Nynazisterne udgør jo kun en forsvindende promille, og enhver landsby har sine tosser. Sådan plejer vi at bagatellisere højreekstreme manifestationer.

I vores højskolevisdom har vi været enige om, at højreradikale foreninger og ytringer endelig ikke skulle forbydes. Hellere møde deres had med argumenter, lød det. Men en diskussion forudsætter, at man har et fælles grundlag at diskutere på. Det grundlag mangler, når modparten har hadet som præmis.

Hvis vi fortsat bagatelliserer antisemitismen, bagatelliserer vi også de potentielle ofres begrundede frygt. Så lader vi dem være alene med frygten, overladt til sig selv. Indtil det bliver nødvendigt at yde dem politibeskyttelse. De bevæbnede betjente foran synagogen i København er en daglig skændsel for os alle.

Jeg vil gerne bede læseren overveje et spørgsmål. Tror du, det er overvejende sandsynligt eller overvejende usandsynligt, at sidste weekends antisemitiske hærgen kunne have fundet sted i Danmark for tyve, femten eller bare ti år siden?

Jeg spørger, fordi jøder overalt i Europa udsættes for et markant stigende antal angreb, der spænder fra hadefuld grafitti til drab. Men jeg spørger også, fordi gerningsmændene til weekendens hadforbrydelser ikke kommer fra en anden planet. De er danskere. De færdes blandt os. De agerer ikke i et tomrum.

De danske nazister lever i et miljø, hvor deres holdninger må formodes at være lidt mindre fremmede, end de er for flertallet af os. Og som ethvert andet miljø står også deres i forbindelse med resten af samfundet.

Det er nødvendigt, at vi ser nærmere på den glidende overgang mellem samfundets konsensus og den yderste højrefløjs ekstremisme. Selv om antisemitismen i sin ekstreme form er os fremmed, bør det måske ikke undre os, at en koordineret og veltilrettelagt kampagne af aktioner finder sted netop nu.

Gennem de sidste tyve år er der blevet flyttet hegnspæle i den politiske debat, når det gælder, hvordan man kan tale om mennesker med en anden etnisk baggrund. De reelle og alvorlige integrationsproblemer har givet anledning til en forråelse.

Det handler ikke om "tonen", for det er altid i orden at kritisere, også når det gælder andres religiøse normer og forestillinger. Helt grundlæggende drejer det sig om, hvordan vi betragter hinanden.

Det er i visse miljøer blevet legitimt at generalisere om en hel befolkningsgruppe frem for at holde sig til sagen. For mange danskere er ordet "muslimsk" blevet synonym for "problematisk" og betegner en person, man som udgangspunkt helst var foruden.

De fleste politikere forstår at holde balancen, men repræsentanter for Dansk Folkeparti har igen og igen overskredet anstændighedens grænse for at høste, som man har sået. Det virker derfor skinhelligt, når højrefløjspolitikere tager afstand fra antisemitiske ytringer, samtidig med at de tillader sig at sige næsten hvad som helst om muslimer.

Hvis man med sin retorik i to årtier har bidraget til at mistænkeliggøre muslimerne, alene fordi de er muslimer, har man også bidraget til et klima, hvor antisemitismen ikke møder den samme modstand som tidligere.

Antisemitismen er den samme i dag, som den var under nazismen. Hadet støtter sig til de samme myter, den samme udgrænsning. Den ene mistænkte i sagen om de skændede grave i Randers talte i interviewet med TV2 Østjylland om "magtjøder" og "jødisk infiltration".

Da Albert Camus' roman 'Pesten' udkom i 1947, var de fleste med på, hvad den i virkeligheden handlede om. De sidste linjer lyder sådan:

"Mens Rieux stod og lyttede til jubelen, der steg op fra byen, huskede han på, at denne jubel bestandig var i fare. For han vidste, hvad denne glade menneskemængde ikke vidste, men hvad man kan læse sig til i bøgerne, at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder, at den gennem årtier kan slumre i møbler og linned, at den venter tålmodigt i stuer, kældre, kufferter, lommetørklæder og gamle papirer, og at den dag måske kommer, da pesten til ulykke og belæring for menneskene på ny vækker sine rotter og sender dem ud for at dø i en lykkelig by."*

Danmark har i over 70 år været et lykkeligt land præget af lighed og velfærd, fremskridt og tillid. Og forleden fejrede vi 30-året for Tysklands genforening. En kort, lykkelig overgang så det ud til, at også Europa skulle forenes i fred, frihed og velstand.

Siden har globaliseringens negative konsekvenser øget den sociale ulighed og skabt grobund for højrenationalister, der i det europæiske samarbejde snarere ser en fjende end et håb.

Udviklingen har vist sig at være hurtigere end bestræbelserne på at skabe balance mellem liberalisering og tryghed. Det har bestemt heller ikke hjulpet, at de nationale politikere forbeholder sig æren for enhver succes og overlader ansvaret for alle gebrækkeligheder til de fælles institutioner i Bruxelles.

I mellemtiden har stadig flere europæere fået luft for deres frustrationer ved at stemme på de højrepopulistiske partier. For dem er den nationale identitet et værn mod samtidens uoverskuelige trusler i form af flygtningestrømme, grænseløs kapitalisme og voksende ulighed.

Vel giver det ikke mening at sammenligne Tyskland under Weimarrepublikken med nutidens Europa, men det giver mening at sammenligne de følelser, der får den sociale indignation til at slå ud i dæmonisering af den ene eller den anden minoritet.

Igen er jøderne syndebukke. Igen er jøden symbol på kosmopolitisk fremmedgørelse og kold kapitalisme. En usolidarisk fjende af folket. Dengang blev antisemitismen formidlet af den nazistiske propagandamaskine. I dag fremstår den som et oprør nedefra.

Tabuoverskridelsen og flertallets forargelse bekræfter kun de forsmåede i følelsen af at være blevet forrådt af samfundets elite. Men selv ikke den mest indlevede sociologiske forklaring på antisemitismens genkomst kan undskylde den. Had er altid bare had.

Jeg ville gerne have skrevet en helt anden klumme. Jeg havde tænkt mig at skrive om 30-året for Murens Fald og om det håb, der kom til at præge min generation. Den befriende tanke, at vi kan knytte et fællesskab på tværs af grænserne i pagt med det smukkeste i den europæiske tradition. Humanismens tanke om en fælles, universel menneskelighed.

Men antisemitismen er en uadskillelig del af den europæiske arv. Den har fulgt os gennem kontinentets historie, den er Europas grimme spejl. Det er derfor, den har så mange ansigter. Den er en mørk, underliggende tråd, der løber gennem historiens gobelin af rædsler, forfølgelse, intolerance, overgreb og fjendskab.

Kun et par årtier efter holocaust måtte jøder flygte fra det evigt antisemitiske Polen. Der findes også en socialistisk antisemitisme. Man møder den stadig langt ude på venstrefløjen, hvor solidaritet med palæstinenserne og kritik af Israels bosættelser på Vestbredden umærkeligt glider over i de samme gamle konspirationsteorier om jødisk dominans i medierne og finansverdenen.

Og så er der den muslimske antisemitisme. Den er lige så gammel som det panarabiske fatamorgana, der i kølvandet på afkoloniseringen af Mellemøsten førte til det ene brutale militærdiktatur efter det andet.

I 1930'erne var der tæt kontakt mellem ledende arabiske skikkelser og Hitlers regime i Berlin. Det Tredje Rige var et forbillede, og det er derfor misvisende, når man undskylder muslimers jødehad med, at de reagerer på Israels behandling af palæstinenserne.

Hvad angår Israel, må man skelne. Selvfølgelig skal Israel kunne kritiseres – og kritiseres hårdt – for sin fremfærd i de besatte områder, men det er en antisemitisk konklusion at forlange den jødiske stat slettet af landkortet.

Bemærk, at den israelsk-palæstinensiske hårknude ikke mindst skyldes presset fra den ekstreme jødiske højrefløj. Da den daværende premierminister, Yitzhak Rabin, efter at have indgået Osloaftalerne blev myrdet af en israelsk højreekstremist i november 1995, døde også håbet om en fredelig løsning inden for overskuelig fremtid.

At stå op imod antisemitismen er ikke bare at solidarisere sig med en minoritet. Det er at stå op imod hadet og volden som politisk drivkraft, uanset hvem der er offer eller gerningsmand.

-----

*): Citatet fra ’Pesten’ af Albert Camus bringes i Henning Pades oversættelse.

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Når højreekstremismen viser sit grimme fjæs Lisbeth Knudsen: Når højreekstremismen viser sit grimme fjæs Næste artikel Steen Gade: Klima og biodiversitet må ikke spænde ben for hinanden Steen Gade: Klima og biodiversitet må ikke spænde ben for hinanden
På få måneder blev alle politikere klimakrigere. Hvad var det egentlig, der skete?

På få måneder blev alle politikere klimakrigere. Hvad var det egentlig, der skete?

FEATURE: Først blev det grinet af og kaldt gætværk og en leg med tal. Nu er projektet om at reducere dansk udledning af drivhusgasser med 70 procent blevet et kriterium for at blive taget alvorligt som politisk parti. Skiftet skete under folketingsvalget 2019. Altinget er gået bag kulisserne og rekonstruerer forløbet, der har indledt en ny epoke i dansk politik.