Jens Chr. Grøndahl: Antisemitismen taler også dansk

Hvad for et menneske er man, hvis man er i stand til at gå ind på en kirkegård og skænde 84 grave? Hvordan ser man ud indeni, hvis det er en tilstrækkelig grund, at gravstederne er jødiske? Mange i Randers og resten af Danmark må have spurgt sådan i den forgangne uge. Hvordan kunne det ske hos os?

Den jødiske menighed i Randers har været en af de største uden for København, og byen indskriver sig smukt i historien om, hvordan jøder slog rod i Danmark og blev en uadskillelig del af nationens liv.

Nu står byens borgere sammen for at forsvare "et rummeligt, mangfoldigt og festligt Randers", fortæller en repræsentant for Randers Mod Racisme til Randers Amtsavis. Det er et vigtigt signal. Det er vigtigt, at vi ikke tager mangfoldigheden for givet. De danske jøder gør det for længst ikke mere.

Hvis det overrasker os, er det, fordi vi har sovet i timen. Hvilet på laurbærrene, kan man også sige. At næsten samtlige danske jøder blev frelst i 1943 har været en del af vores nationale selvforståelse. Nazismens morderiske jødehad var os fremmed, men antisemitismen taler altså også dansk.

Dens hæslige budskab blev så sent som natten til tirsdag tværet ud på en gadedør i Aarhus. Hadet ulmer i vores midte. Også den danske befolkning rummer kældermennesker, der har det i sig at vælte gravsten og intimidere medborgere, der intet har gjort dem.

Foreløbig er to mistænkte anholdt, begge med tilknytning til den nynazistiske organisation Nordfront. Den ene udtalte sig før anholdelsen til TV2 Østjylland. Han ville ikke påtage sig ansvaret for hærværket, men han var positivt indstillet.

At stå op imod antisemitismen er ikke bare at solidarisere sig med en minoritet. Det er at stå op imod hadet og volden som politisk drivkraft, uanset hvem der er offer eller gerningsmand.

Jens Christian Grøndahl

Gerningsmændene vidste, hvad de gjorde. De valgte 9. november, hvor vi mindes Krystalnatten. Klistermærkerne i form af gule davidsstjerner påtrykt "Jude", som blev smækket på danske jøders postkasser, vidner helt ud i typografien om en høj grad af historisk bevidsthed.

Alt tyder på, at et netværk står bag. Er Midtjylland blevet Danmarks brune bælte? Jeg kan allerede høre protesterne. Nynazisterne udgør jo kun en forsvindende promille, og enhver landsby har sine tosser. Sådan plejer vi at bagatellisere højreekstreme manifestationer.

I vores højskolevisdom har vi været enige om, at højreradikale foreninger og ytringer endelig ikke skulle forbydes. Hellere møde deres had med argumenter, lød det. Men en diskussion forudsætter, at man har et fælles grundlag at diskutere på. Det grundlag mangler, når modparten har hadet som præmis.

Hvis vi fortsat bagatelliserer antisemitismen, bagatelliserer vi også de potentielle ofres begrundede frygt. Så lader vi dem være alene med frygten, overladt til sig selv. Indtil det bliver nødvendigt at yde dem politibeskyttelse. De bevæbnede betjente foran synagogen i København er en daglig skændsel for os alle.

Jeg vil gerne bede læseren overveje et spørgsmål. Tror du, det er overvejende sandsynligt eller overvejende usandsynligt, at sidste weekends antisemitiske hærgen kunne have fundet sted i Danmark for tyve, femten eller bare ti år siden?

Jeg spørger, fordi jøder overalt i Europa udsættes for et markant stigende antal angreb, der spænder fra hadefuld grafitti til drab. Men jeg spørger også, fordi gerningsmændene til weekendens hadforbrydelser ikke kommer fra en anden planet. De er danskere. De færdes blandt os. De agerer ikke i et tomrum.

De danske nazister lever i et miljø, hvor deres holdninger må formodes at være lidt mindre fremmede, end de er for flertallet af os. Og som ethvert andet miljø står også deres i forbindelse med resten af samfundet.

Det er nødvendigt, at vi ser nærmere på den glidende overgang mellem samfundets konsensus og den yderste højrefløjs ekstremisme. Selv om antisemitismen i sin ekstreme form er os fremmed, bør det måske ikke undre os, at en koordineret og veltilrettelagt kampagne af aktioner finder sted netop nu.

Gennem de sidste tyve år er der blevet flyttet hegnspæle i den politiske debat, når det gælder, hvordan man kan tale om mennesker med en anden etnisk baggrund. De reelle og alvorlige integrationsproblemer har givet anledning til en forråelse.

Det handler ikke om "tonen", for det er altid i orden at kritisere, også når det gælder andres religiøse normer og forestillinger. Helt grundlæggende drejer det sig om, hvordan vi betragter hinanden.

Det er i visse miljøer blevet legitimt at generalisere om en hel befolkningsgruppe frem for at holde sig til sagen. For mange danskere er ordet "muslimsk" blevet synonym for "problematisk" og betegner en person, man som udgangspunkt helst var foruden.

De fleste politikere forstår at holde balancen, men repræsentanter for Dansk Folkeparti har igen og igen overskredet anstændighedens grænse for at høste, som man har sået. Det virker derfor skinhelligt, når højrefløjspolitikere tager afstand fra antisemitiske ytringer, samtidig med at de tillader sig at sige næsten hvad som helst om muslimer.

Hvis man med sin retorik i to årtier har bidraget til at mistænkeliggøre muslimerne, alene fordi de er muslimer, har man også bidraget til et klima, hvor antisemitismen ikke møder den samme modstand som tidligere.