Jens Chr. Grøndahl: Man kan ikke lovgive sig til inklusion

Jeg hører ikke til dem, der går bagover af forargelse, hver gang medierne kan underholde med endnu et udslag af den nye følsomhed. Jeg synes også, at det udtryk er mere fremmende for samtalen end det vrængende "politisk korrekthed".

Der er grund til at glæde sig over, at vi lever i en mere følsom tid. At man generelt i offentligheden er blevet mere opmærksom over for, hvordan det er at tilhøre et mindretal. Om flertallets adfærd eller tale kan virke stødende, måske ligefrem fjendtlig og ekskluderende, på dem, der er anderledes.

Hvis jeg var af mexicansk oprindelse, ville jeg også godt kunne blive træt af klichéen om evig middagssøvn under en sombrero på størrelse med et møllehjul.

Betyder det, at mine studiekammerater bør afholde sig fra udklædningsfester med mit oprindelsesland som tema? Må jeg som barn af indiske forældre nødvendigvis føle mig trådt over snabelskoene – undskyld! – hvis Karen til rusfesten møder op iført sari og med rød plet i panden?

Da historien om de studerendes temafest på Københavns Universitet ramte aviserne, forlød der mig bekendt ikke noget om, hvorvidt nogen reelt havde følt sig krænket. Man kan sige, at sorgerne blev taget på forskud.

Diskussionen gakker hurtigt ud. Det kan ende med, at man som flertalsdansker må holde sig til Rød Aalborg, fordi det vil blive opfattet som kulturel appropriation at drikke tequila eller grappa i fredagsbaren.

Vi vælger i udgangspunktet ikke, hvordan vi ser ud, hvad for et køn vi har, eller hvad for nogle normer og forestillinger om identitet, vi vokser op med. Men vi er stadig frie til at vælge hinanden på tværs af forskellene mellem os.

Jens Christian Grøndahl

Morskaben overdøver diskussionens realniveau. At vi ikke bare er blevet mere forskellige, men også mere opmærksomme på at respektere forskellene.

Den danske sang er også en ung, blond pige. Og en mørkhåret pige med tørklæde og brune øjne. Og en LGBT-person, der selv vælger sit køn og sin hårfarve. Og fred være med det.

Var det ikke, fordi der ville gå skuddermudder i versefødderne, kunne vi for min skyld godt indføre det lille 'også' i første linje af Kai Hoffmanns og Carl Nielsens dejlige sang.

I stedet bærer de fleste af os det inkluderende 'også' i hjertet. Det taler, mens vi synger sammen, lyse og mørke danskere. Musikken er heldigvis farveblind, og versene er generøse ligesom al poesi. Når bare man ikke kværker poesien med bogstavelighed.

Vi kan lægge i ordene, hvad vi vil, og hvem ønsker at småliggøre deres tilbud om fællesskab?

Min klumme ville slutte her, hvis det ikke var, fordi et nyt eksempel på hensyn og respekt forleden fik følsomheden til at slå krøller på sig selv.

Dr.dk kunne fra den britiske avis Metro – so ein Ding haben sie auch – citere historien om, at de studerendes fællesråd på selveste Oxford University havde truffet en historisk beslutning.

Det er ikke længere tilladt, at publikum klapper ved universitetets 'demokratiske begivenheder', som de studerendes talskvinde kalder arrangementer, hvor der kan forventes bifald.

Klapsalverne vil nemlig kunne skræmme handicappede studerende med angstlidelser, sensorisk følsomhed eller høreapparat. I stedet tilskynder man i inklusionens navn til at bruge jazzhænder.

Jazzhænder.

Der er her slet ikke tid til fordomsfuldt og flertalsagtigt at spørge ind til, om det ikke især er universitetets professorer – altså magtfulde og derfor per se dubiøse personer – der må formodes eventuelt at bruge høreapparat.

Der er ikke engang tid til at dvæle ved den ellers relevante omstændighed, at artiklen på dr.dk ikke meldte noget om, hvorvidt konkrete personer med angstlidelser eller sensorisk følsomhed skulle have klaget over, at der blev klappet ved en konkret, demokratisk begivenhed.

Anbefalingen om at bruge jazzhænder må feje alle andre spørgsmål af banen. Er de studerende på universitetet over alle universiteter virkelig uvidende om, hvad det er, de foreslår?

Skal følsomheden nu eksekveres med ufølsomhed?

Lad mig lige forklare. Jeg undskylder på forhånd over for dem, der udmærket godt ved, hvad jazzhænder er, at jeg med det følgende løber risikoen for at virke bedrevidende eller, endnu værre, belærende. På den anden side kunne det blive opfattet som arrogant, for ikke at sige ekskluderende, hvis jeg uden videre gik ud fra, at alle var på det rene.

Så her kommer det: Jazzhænder er en gestus, hvor man breder hænderne ud til siderne med spredte fingre og ligesom vibrerer med dem. Gerne samtidig med, at man spærrer øjnene op. Der er i gængs brug tale om tegnsprog for begejstring, men jazzhænderne har en historie.

Almindeligvis tilskrives omtalte håndtegn skuespilleren Al Jolson, der i 1927 blev verdensberømt med filmen 'The Jazz Singer'. Det var med den film, han også var med til at introducere fænomenet 'blackface'. Altså når en hvid person maler sig sort i hovedet for at ligne en person af afrikansk oprindelse.

Filmen var vokset ud af den amerikanske revytradition 'minstrel shows', hvor hvide skuespillere i slutningen af 1800-tallet gjorde grin med afroamerikanere. Der var tale om det, der siden er kommet til at gå under betegnelsen kulturelle stereotyper.

Som for eksempel plantagens glade neger, der rullede med øjnene og lavede jazzhænder. Rytmesans har de alle, og den dér, De ved nok, skulle jo også være større. Sanselighed og junglerytmer, vist så.

Hvad har de gang i på Oxford?