Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: USA forråder både kurderne og sin rolle i verden

KOMMENTAR: I årtierne efter kommunismen var USA alene om at bære titlen supermagt, men nu er et tomrum ved at opstå som konsekvens af Donald Trumps utidige isolationisme. Erdogans prompte reaktion er en forsmag på, hvad der kan vente i fremtiden, skriver Jens Christian Grøndahl.

Præsident Trumps i særklasse inkompetente håndtering har på få dage kostet liv, mange af dem kurdiske. 72 civile, heraf 21 børn, skriver Jens Christian Grøndahl.
Præsident Trumps i særklasse inkompetente håndtering har på få dage kostet liv, mange af dem kurdiske. 72 civile, heraf 21 børn, skriver Jens Christian Grøndahl.Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den skrøbelige våbenhvile i det nordøstlige Syrien stadfæster den tyrkiske oplevelse af at kunne slippe afsted med hvad som helst. På grund af Præsident Trumps i særklasse inkompetente håndtering er det på få dage lykkedes for den brutale sultan at skabe kendsgerninger på landjorden.

Det har kostet liv, mange af dem kurdiske. 72 civile, heraf 21 børn.

Endnu en gang er det kurdiske folk kommet i klemme i regionens komplicerede magtspil, men i dette tilfælde bærer USA et entydigt ansvar for at have muliggjort myrderierne.

Som ekstra posteringer på stupiditetens blodige saldo kan man notere, at tilfangetagne krigere fra Islamisk Stat nu er løs igen. Samt at USA med sin tilbagetrækning har styrket og opmuntret Iran.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Der må gøres den indrømmelse over for Donald Trump, at han ikke er den første amerikanske præsident, der trækker tropper tilbage. Eller i det hele taget udtrykker modvilje imod rollen som verdens politibetjent, i Mellemøsten og elsewhere.

Barack Obama, alle progressive europæeres darling, havde det som sin overordnede målsætning at afslutte de ulyksalige engagementer i Afghanistan og Irak, som hans forgænger havde forvildet sig ud i efter 9/11.

Man skal ikke være nogen stor analytiker for at kunne tænke sig til, at der altid vil opstå et tomrum, hvor en magtfuld spiller trækker sig ud. Det er selvfølgelig i alarmerende grad tilfældet, når spilleren er USA.

Jens Christian Grøndahl

Trumps ambivalens over for sine europæiske allierede er heller ikke nogen nyhed. Obama var udtrykkeligt optaget af at rette det amerikanske fokus mod Stillehavet, bort fra vores side af Atlanten.

Enhver, der ikke er hardcore tilhænger af USA's brug af militær magt, nu og til alle tider, må se sig tvunget til overveje situationens grusomme ironi.

Først var det galt, at amerikanerne gik ind i Irak, samt at de gentog russernes og før dem briternes håbløse forsøg på at styre udviklingen i Afghanistan. Nu er det galt, at USA trækker sig ud af Syrien.

I mellemtiden har vi været flere, der i vores kontrafaktiske efterrationaliseringer har beklaget, at USA fremtvang regime change i Irak frem for at gøre det i Syrien, mens tid var. Før Bashar al-Assad kom alt for godt i gang med at myrde sin egen befolkning.

Barack Obamas berømte røde linje, der alligevel ikke var så rød eller så lige, at det gjorde noget, vil gå over i historien som en skamplet på et præsidentskab, som man ellers har haft travlt med at mytologisere.

Hvor er sammenhængen i vores reaktioner?

Er de i virkeligheden lige så labile og inkonsekvente, som amerikansk udenrigspolitik har været i årtierne efter 1989? Efter at kommunismen som alternativt historisk paradigme ikke længere kunne yde kampen for demokrati den modstand, der åbenbart skulle til for, at den førte politik gav en slags mening?

Trods de enorme menneskelige ofre såvel i civilbefolkningerne som i egne rækker har USA's kamp mod terror og islamisme ikke været præget af den samme konsistens.

Man har bekæmpet salafismens voldsforherligende partisaner og samtidig været Saudi-Arabiens trofaste ven. Man har støttet Pakistan, mens man jagtede Osama bin Laden, skønt han umulig kan have skjult sig dér så længe, uden at systemet kendte hans koordinater.

I kampen mod Islamisk Stat allierede man sig med kurderne, der viste sig at have den militære disciplin og kampånd, der skulle til for at besejre kalifatets blodtørstige nihilister.

Man kan ikke fortænke det kurdiske folk i som anerkendelse for sin indsats og offervilje at have forventet sig større forståelse for ønsket om øget autonomi. Uanset om en statsdannelse foreløbig måtte forblive en drøm for de mest stålsatte separatister.

Det har hørt med til historien, at nogle af de tapreste kurdiske brigader har bestået af kvinder. De kæmpede for andet og mere end kurdisk selvstændighed. "Peshmerga" betyder noget i retning af at have stævnemøde med døden.

De modige unge kurdiske kvinder kæmpede også for at vise Mellemøsten og resten af verden en anden måde at være muslimer på. En emanciperet kultur, enestående for verdensdelen, hvor mænd og kvinder står skulder ved skulder.

Det hører også med, at kurderne nok er muslimer, men ikke arabere. De er et folk for sig med sin egen historie og sine egne forhåbninger. Et folk, der igen og igen er blevet til overs.

Det er ikke første gang i de senere år, at USA har svigtet sine kurdiske allierede. Da Iraks regionale selvstyre i september 2017 afholdt folkeafstemning om uafhængighed, erklærede man på forhånd, at man uanset resultatet ikke havde til hensigt at udråbe en selvstændig stat. Man ville derimod indlede forhandlinger med den føderale regering.

Svaret var blodigt. Heller ikke dengang kom USA kurderne til undsætning. Tværtimod så man passivt til, mens irakiske styrker invaderede, hjulpet af Iran, USA's fjende nr. 1. Så meget for den amerikanske vilje til at dæmme op for Teherans regionale ambitioner.

Ligesom palæstinenserne er det kurdiske folk tilsyneladende dømt til igen og igen at stå som spillets tabere.

Den tidligere israelske udenrigsminister Abba Eban skal engang have sagt om palæstinenserne, at de aldrig har forsømt en chance for at forsømme en chance. Om kurderne kan man til gengæld sige, at Vesten aldrig har forsømt en mulighed for at forråde deres legitime uafhængighedstrang.

Selv ud fra en kølig betragtning virker det urimeligt. Når man ser på kortet over Mellemøsten og følger grænsedragningerne, er det tydeligt, at mange af dem må være trukket med en lineal.

Grænserne er skrivebordsarbejde, og skrivebordene stod i London og Paris efter afslutningen af Første Verdenskrig. Lande som Syrien og Irak er kunstprodukter fra dengang, da Det Ottomanske Riges efterladte bo skulle gøres op.

Mellemøstens hårdt prøvede befolkninger lever stadig med konsekvenserne. Man har hundrede års erfaring med, at Vesten blander sig, men halvhjertet, hvorpå de lokale kan få lov at slås om resten.

Læs også

Hvad enten man har sympati eller ej for Recep Erdogans Mussolini-agtige greb om Tyrkiet, kan man ikke fortænke tyrkerne i at ønske sig sikkerhed, lige så lidt som man kan fortænke Israel i det samme.

Hvor meget man end sympatiserer med kurderne, er behovet for tyrkisk sikkerhed lige så legitimt som ønsket om kurdisk autonomi.

Derfor ville det være indlysende, at den buffer, som tyrkerne ønsker at oprette på den syriske side af grænsen, blev en demilitariseret zone under FN's ansvar og myndighed.

Men det ville have krævet en amerikansk tilstedeværelse som udgangspunkt for, at ansvaret efterfølgende blev overdraget til det internationale samfund. Krig og ikke fred er konsekvensen af Donald Trumps utidige isolationisme.

Man skal ikke være nogen stor analytiker for at kunne tænke sig til, at der altid vil opstå et tomrum, hvor en magtfuld spiller trækker sig ud.

Det er selvfølgelig i alarmerende grad tilfældet, når spilleren er USA.

I årtierne efter kommunismens sammenbrud var Amerika alene om at bære titlen supermagt. Når det er gået værst til, har rollen som global ordenshåndhæver været et skalkeskjul for kynisk interessepolitik. Opretholdelsen af Latinamerikas blodige diktaturer var ikke ligefrem nogen kamp for demokratiet, og Vietnamkrigen forbliver en monumental tragedie.

Men det bør ikke få os til at glemme den idealisme, der også har kendetegnet amerikansk udenrigspolitik. En oprigtig følelse af at være forpligtet til at fremme frihed og retfærdighed, også i egne af verden, hvor USA ikke har nogen indlysende interesse i at blande sig.

Recep Erdogans prompte og forhærdede reaktion på Trump-administrationens rådvildhed er kun en forsmag på, hvad der venter. Vladimir Putin rumsterer allerede. Kina venter i kulissen.

Der er mere end nogen sinde behov for, at Den Europæiske Union mobiliserer politisk vilje til at tage det ansvar, som Europas størrelse og økonomiske styrke tilsiger. Men det har vist lange udsigter.

Vi kan komme til at tælle mange døde og mange sejre for skrupelløse forbrydere af Erdogans og Putins type, før en ny amerikansk præsident forhåbentlig genfinder sit lands rolle i verden.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00