Johanne Dalgaard: Sundhedsreformen byder på mere bureaukratisering

KOMMENTAR: Det er mildt sagt en tilsnigelse at kalde en reform, der fjerner et demokratisk lag for "afbureaukratisering". Tværtimod er der ikke meget i reformudspillet, der letter administrative byrder på et i forvejen presset personale, skriver Johanne Dalgaard.

I august fortalte jeg her på stedet om det fortvivlende forløb, min familie var igennem med det danske sundhedsvæsen, efter at min far i foråret faldt og pådrog sig et brud på ryggen.

Det er bare en ud af efterhånden en håndfuld mindre-end-optimale oplevelser, jeg har haft primært som både pårørende, men også som patient i de seneste år. Og nærmest alle, jeg taler med, har efterhånden sådan nogle historier om sig selv eller nogen, de holder af.

Følelsen af at være overladt til sig selv i et system, der ikke har blik for ens situation. At skulle kæmpe for sin egen eller sin pårørendes basale værdighed. Følelsen af, at alle, man møder, er gatekeepers, der skal holde en hen, til der engang kan blive tid til én, eller til man opgiver. At være opfyldt af knugende angst og ikke kunne få nogen i tale, der faktisk ved noget om patientens tilstand og prognose.

Søde, samvittighedsfulde sygeplejersker, der gør, hvad de kan, men bare ikke har tid til at holde et vågent øje med den enkelte patient. Mangelfuld koordination og mangelfuld kommunikation, instanser, der ikke snakker med hinanden, eller instanser, som kun snakker med hinanden og ikke giver patienten besked. Al den uvished, al den utryghed.

Det er de her følelser, Lars Løkke Rasmussen (V) vil gå til folketingsvalg på. Læser man det borgerlige kommentariats udlægninger, er det, fordi Løkke er "stærk på sundhed". En eller anden Venstre-mand har sagt, at han hellere vil konkurrere med Joachim B. Olsen (LA) i dødløft end debattere sundhed med statsministeren.

Sådan bygges han op, som de nu bygger ham op, kræftbehandlingens frelser, den store politiske håndværker. Hvad, der tilsyneladende ikke spiller nogen væsentlig rolle, er, at han er selve arkitekten bag det nuværende system og dets mange, iøjnefaldende dysfunktionaliteter.

Nu står han her igen, ridderen i skinnende rustning, med et landsfaderligt smil og en omfattende plan, der skal disrupte the shit ud af sundhedssektoren. Den sidste rest af det regionale demokrati, der blev kraftigt stækket med nedlæggelsen af amterne og dannelsen af regionerne, skal udryddes.

Det kan man angiveligt spare en hel masse penge på, også selvom man naturligvis stadig skal betale en ekstra årsløn i holdkæftbolsje til de regionale politikere, som bliver arbejdsløse før tid. Prangende vilkår for en gruppe offentligt ansatte i en fyringsrunde, alligevel.

Samtidig skal økonomien i den nye struktur være underlagt 11 politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer i en myndighed kaldet "Sundhedsvæsen Danmark". Måske kan det endda lykkes at få overbevist offentligheden om, at denne centraliseringsøvelse har et eller andet med "afbureaukratisering" at gøre.

Enhver kan være enig i, at det ikke er administrationen, der skal veje tungest i sundhedssektoren. Og ja, der vil altid være et modsætningsforhold mellem ønsket om størst mulig demokratisk legitimitet og ønsket om mindst mulig administration/størst mulig effektivitet i den offentlige sektor, og det er et politisk og ideologisk spørgsmål, hvad den rette balance er.

Men det er altså mildt sagt en tilsnigelse at kalde udryddelsen af et helt demokratisk valgt niveau for en "afbureaukratisering". Regionernes opgaver forsvinder jo ikke ud i den blå luft. De vil skulle varetages andre steder, primært i kommunerne, og hvordan dét skal finansieres, står i øvrigt aldeles uklart, ligesom regeringen i det hele taget holder kortene tæt ind til kroppen med sine konkrete tanker om, hvor finansieringen af dens reform skal komme fra.

Hvad man skal lægge i det, kan der jo indtil videre kun gisnes om. Men hvad det formodentlig i hvert fald ikke betyder, er, at regeringen vil foretage en nettoinvestering i sundhedsvæsenet; det ville vi have fået at vide højt og tydeligt.

Og det lyder jo dejligt med styrkede patientrettigheder, men man må gå ud fra, at det kræver andet og mere end en ordre oppefra, hvis det for eksempel skal være lettere at blive henvist til speciallæge, og hvis sygehusene skal pålægges en ny vejledningsfunktion.

At regnestykket ikke lægges frem, kan for eksempel betyde, at den kroniske underfinansiering og -bemanding, der giver sundhedspersonalet urimelige arbejdsvilkår, blot vil fortsætte eller blive værre.

Det kan også betyde, at der er lagt op til flere voldsomme overenskomstsammenstød på det offentlige område i den nære fremtid. Regeringens modus operandi, som senest illustreret ved Sophie Løhdes (V) mindre-end-oprigtige forargelse over det "uforklarlige" sygefravær blandt offentligt ansatte, er at skubbe skylden for deres egen vanrøgt af velfærdsområdet over på de menige medarbejdere.

Hvad angår afbureaukratisering er der i øvrigt intet i det nuværende reformforslag, der lægger op til opgør med de administrative byrder, man har pålagt sundhedspersonalet i form af registrering og kontrol, klarest symboliseret ved sundhedsvæsenets svar på IC4-toget, Sundhedsplatformen, der stjæler tid, som skulle være gået til patienterne, med byger af kontrolspørgsmål.

Jeg synes umiddelbart ikke, der er meget, der taler for at denne reform vil betyde et kvalitetsløft på sundhedsområdet. Så store forvaltningsmæssige omvæltninger vil, som vi blandt andet har set det med udflytningen af statslige institutioner, i første omgang betyde kaos i forvaltningen.

I anden omgang spår regeringen så, at der vil være kvalitetsmæssige gevinster at hente ved, at dem, der træffer beslutninger i systemet, sidder et sted i toppen af forvaltningen og ikke er på valg, mens dem, der varetager driften af systemet, i højere grad sidder ude i kommunerne. Jeg føler mig ikke overbevist.

---

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. 

Forrige artikel Radikal: Bare rolig, din privilegerede position som hvid og heteroseksuel er ikke truet Radikal: Bare rolig, din privilegerede position som hvid og heteroseksuel er ikke truet Næste artikel Kraka: Fungerer den aktive arbejdsmarkedspolitik for prekariatet? Kraka: Fungerer den aktive arbejdsmarkedspolitik for prekariatet?
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.