John Wagner: Opret et nimandsudvalg som under Anden Verdenskrig

DEBAT: Mette Frederiksen bør etablere et formaliseret samarbejde med de andre partiledere for at sikre bred opbakning bag de store beslutninger, som skal træffes nu og i kølvandet på coronakrisen, skriver John Wagner fra De Samvirkende Købmænd.

Af John Wagner
Administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd

"Partierne lægger alle parti-uoverensstemmelser til side og samles til sikring af den uafhængighed og integritet, som er tilsagt vort land, og som er folkets fornemste ønske."

Det var ordene, da samlingsregeringen under Anden Verdenskrig 2. juli 1940 nedsatte det såkaldte "Nimandsudvalg", hvis officielle navn var Rigsdagens Samarbejdsudvalg, og som bestod af to ledende repræsentanter for hver af regeringspartierne – Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – samt en fra Retsforbundet.

Formålet var at styrke og effektivisere det parlamentariske arbejde under de forhold, som besættelsen bød. Ikke-parlamentarisk sindede partier, det vil sige partier, der ikke ønskede "den bestående forfatning bevaret som grundlag for det politiske liv" – altså Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, det agrarfascistiske Bondepartiet og Danmarks Kommunistiske Parti – blev ikke indbudt.

Indtil 29. august 1943 fungerede udvalget som et mini-folketing. Efter samarbejdspolitikkens ophør og frem til befrielsen blev udvalget udvidet til 13 repræsentanter for de fem partier, og formålet var i den periode at støtte og kontrollere det såkaldte departementschefstyre.

Nimandsudvalget var altså for nu 80 år siden i krigstid en helt særegen "institution", som på én gang havde til formål at sikre regeringen parlamentarisk rygdækning bag den førte politik – og vel også i en vis grad inspirere til de nødvendige politiske tiltag – og føre kontrol med regeringen.

Krigstid og krisetid
Og så er spørgsmålet, om man kan sammenligne krigstid og en krisetid som disse uger med coronavirussens spredning og måneder, måske år med efterfølgende økonomisk ragnanok?

Og om corona-krisen burde have fået/bør få statsministeren til som sin salige forgænger Thorvald Stauning at etablere et udvalg af partilederne med hende selv for bordenden.

Ikke en samlingsregering. Ikke – som nu – nogle tilfældige møder med mere (eller måske snarere mindre) inddragelse af øvrige partier i politikudviklingen. Ikke bare take-it-or-leave-it. Nej, ægte inddragelse i politikudviklingen med henblik på at bære et fælles ansvar og stå ved det, når krisen er omme.

Mit svar er, at statsministeren straks efter påske bør træffe en sådan beslutning, når hun nu ikke allerede har gjort det. Nu står hun nærmest med eneansvaret for rigtigt mange pt. gode beslutninger og en imponerende performance, men lur mig, om den brede politiske opbakning til det meste ikke forsvinder som dug for solen, når sundhedskrisen erstattes af en økonomisk krise med tusindvis af konkurser, stærkt stigende ledighed og massive underskud på de offentlige finanser.

Alene udsigten til den regning, som på et eller andet tidspunkt skal betales for nedlukningen (rædselsfuldt ord) af det danske samfund, burde få statsministeren til meget mere aktivt, meget mere synligt, mere officielt at inddrage de øvrige partiledere i den politiske beslutningsproces.

Ikke for at tage dem som gidsler, men for at mobilisere hele Folketinget i at gøre så meget godt som muligt for at bringe Danmark igennem krisen – præcis som Stauning gjorde det med Nimandsudvalget i 1940.

Stå sammen om at åbne Danmark
Men ikke nok med det. På et eller andet tidspunkt – sidst i april, i maj eller juni – kan man formentlig åbne (for nu at leve med disse udtryk) Danmark igen.

Men hvem skal bære ansvaret for at træffe denne beslutning, som vel heller ikke kan tages uden koordination med vores nærmeste naboer: Statsministeren? Sundhedsstyrelsen? Og hvad hvis de også denne gang er uenige? Her får statsministeren måske for alvor brug for at fordele ansvaret bredt politisk.

Det kan meget vel vise sig, at det var lettere at lukke Danmark end at åbne det igen – for tænk, hvis det ud fra en sundhedsmæssig synsvinkel sker for tidligt, men hensynet til den økonomiske udvikling og dermed velfærdssamfundet viste sig at få forrang. Så vil alle partier uden for regeringen formentlig være forrygende bagkloge. Derfor behovet for et formaliseret samarbejde med de øvrige partiledere.

Det samme gælder de beslutninger, som skal træffes for at reetablere normal økonomisk aktivitet i samfundet og få flest muligt virksomheder ud af diverse hjælpepakker og dermed fuld beskæftigelse igen.

Her skal der træffes rigtigt mange beslutninger på forventet efterbevilling. Men det er også beslutninger, som kun får fuld effekt, hvis de vedtages og fastholdes af et bredt politisk flertal, og virksomhederne dermed kan planlægge, investere og ansætte ud fra sikker viden om, hvad der er de politisk givne erhvervsøkonomiske vilkår en række år frem, langt ind i næste valgperiode.

Konsensus om klimapolitikken
Tag bare klimapolitikken som eksempel. De første sprækker ses mellem partier, der nærmest opfatter coronakrisen som en bekræftelse på, at der i fremtiden skal tages endnu mere hensyn til klimaet ved enhver politisk beslutning, og partier, der mener at have fundet en undskyldning for at udskyde dyre tiltag af hensyn til klimaet og erstatte dem af generelt forbrugsstimulerende initiativer.

Her kan hurtigt gå konkurrence i den politiske gavebod – med katastrofale følger for den kommende generations velfærd og forbrugsmuligheder. 1970'erne med udsigt til en økonomisk afgrund bør blinke faretruende! Også det taler for politisk konsensus.

Det gør den politiske hverdag, som truer, også. Genopstart af forhandlingerne om en reform af udligningen mellem kommunerne og Arnes førtidspension nærmest råber på evne og vilje til samarbejde hen over midten.

Det samme gør Danmarks forhåbentlig fortsat aktive udenrigspolitik i en noget ustabil verden med uforudsigelige, oppustede statsledere både her og der, anti-demokratiske tiltag i Østeuropa og i et par generationer uset usympatiske vælgervandringer i Tyskland.

Vi har aldrig før haft så meget brug for et stærkt EU-samarbejde som nu, hvor EU måske aldrig har været svagere. Hvilket også i den grad er en udfordring for Danmark og kræver samarbejde – og ikke flere forsøg på at score billige point på fællesskabets bekostning.

Nedsæt en coronakommission nu
Sidst, men ikke mindst, kommer der en dag efter corona-krisen, hvor håndteringen af denne krise skal evalueres. Forhåbentlig med det formål at gøre det endnu bedre næste gang.

At drage lære af manglende forudseenhed, fejl og mangler med henblik på at opbygge et bedre beredskab – også politisk. Hvis ikke andet er tilstrækkeligt overbevisende i forhold til etableringen af et nimandsudvalg, så bør det alene være det.

Hvis ikke statsministeren her i overgangen mellem at lukke Danmark ned og åbne det igen indser nødvendigheden af et meget mere inddragende og synligt samarbejdende folkestyre, risikerer hun at komme i gevaldig krydsild, når det igen bliver hverdag i dansk politik, og ingen risikerer at blive beskyldt for at ikke bakke landets politiske leder op i en for landet vanskelig situation. Det fortjener hun ikke.

Derfor bør statsministeren allerede nu – i enighed med Folketingets øvrige partier – nedsætte en kommission til at evaluere processen. Ikke for at finde syndebukke. Ikke for at drage den ene eller anden minister til ansvar. Hovedformålet må være at blive endnu bedre til at håndtere den slags kriser, som desværre nok ikke bliver den sidste af den slags.

Og hvem ved, hvem der sidder i regering, og hvem der er i opposition, næste gang? Også derfor kan Nimandsudvalget tjene til efterfølgelse – jo før, desto bedre for at styrke det samarbejdende folkestyre i en krisetid.

Det nytter ikke at holde afstand mellem regering og opposition, hvis man sammen skal tjene Danmarks interesser bedst muligt i overensstemmelse med "folkets fornemmeste ønske" – apropos Nimandsudvalget.

Forrige artikel Pernille Vermund: Borgerlig genopret­ningspolitik får os ud af krisen Pernille Vermund: Borgerlig genopret­ningspolitik får os ud af krisen Næste artikel Læge: Coronaindsatsen sætter os mange år tilbage på sundhedsområdet Læge: Coronaindsatsen sætter os mange år tilbage på sundhedsområdet
Et halvt år efter finansloven fremlægger regeringen klimaberegningerne

Et halvt år efter finansloven fremlægger regeringen klimaberegningerne

SAMRÅD: Regeringen løfter nu sløret for beregningerne bag finanslovens klimaeffekt. Det sker et halvt år efter, at aftalen blev indgået med politisk pres på for at få konkrete tal på bordet. Regeringen anerkender, at svaret har været usædvanligt længe undervejs.