Joy Mogensen: Derfor forlader jeg politik

Jeg har meddelt Statsministeren, at jeg ønsker at forlade min post som Kulturminister og Kirkeminister.

Det har været den største ære at have haft Statsministerens tillid i tykt og tyndt. Der er ikke noget mere meningsfyldt end at få lov at tjene vores land i en socialdemokratisk regering. Det har været den største og vigtigste opgave at få Danmark igennem Corona-pandemien, og det har bestemt ikke været let.

Men i sidste ende var det godt, at det var Mette Frederiksen og et socialdemokratisk hold, der stod der, da den sværeste tid kom.

Corona-krisen bød på mange problemer, men også nye måder at få kultur-, forenings- og kirkelivet ud til alle - ikke mindst de allermest sårbare i vores samfund. De erfaringer er jeg overbevist om, at alle kan bruge fremover til at få endnu flere til at føle sig som mere end tilskuere i deres liv.

Jeg er stolt af dette års finanslov og satsningen på at give børn introduktion til alle kulturens genrer, og den ene milliard kroner vi har sat af til at rette op på manglende idrætsfaciliteter i hovedstaden. Rammerne for idræts- og foreningslivet har ikke kunne følge med mens byen er vokset. Så børn og unge – og deres forældre – har i dag dårlige vilkår for at dyrke idræt i byen. Det er et reelt problem denne regering er gået ind i, har afsat penge til, og sat sig for at løse.

Jeg tror, vores demokrati ville blive stærkere i en samtale med større gensidig respekt, hvor de uenigheder, der er i politik, ikke vokser fra os og ender i karikaturer og dæmonisering

Joy Mogensen

Samme grundlæggende mål om at styrke borgernes frihed er grunden til, at jeg har erklæret Tech-giganternes voksende indflydelse som en af de største kriser for vores demokrati, identitet og trivsel. Netop dette fokus betragter jeg som mit største bidrag til regeringens dagsorden. Det er, og forbliver, vores generations frihedskamp at få reguleret den digitale verden, så vi behandler hinanden med samme respekt der som i den håndgribelige verden. At vi forbliver et folk, der kan træffe beslutninger sammen. At vi bevarer kontrollen med vores fællesskab.

På kirkeområdet er jeg især glad for den nye måde til at rekruttere præster på, som skal sikre præster også i yderområderne, og det fælles fodslag om at få Folkekirken med på den grønne omstilling.

At styrke demokratiet og de mennesker, der ellers står uden for fællesskabet, uden udfoldelsesmuligheder, vil altid være en socialdemokrats primære opgave.

Min mission har været, at kultur- og kirkepolitikken skulle være drevet af de største og vigtigste problemer og i stedet for at være defineret af symboler og happenings.

I stedet for kommunikations- og debatprojekter, som fx kanoner - lister over hvem der er bedst eller finest, mener jeg kulturpolitikken skal være fokuseret på fællesskabets reelle udfordringer. At børn ikke kan komme til sport i København er et reelt problem. At mange af vores unge piger sidder mere end fire timer om dagen på sociale medier er et reelt problem. At vi bliver skilt ad i ekkokamre, og den offentlige samtale bliver vredere og vredere er et reelt problem. At de lokale medier ikke kan overleve, når tech-giganterne har taget hele reklamemarkedet er et reelt problem. Hvis kulturpolitikken skal indtage den position i velfærdssamfundet, Kampmann og Bomholt drømte om, skal kulturpolitikken være synligt optaget af mere end puljer og påfund.

Det er også derfor Kulturministeriet efter mange års udsultning er blevet styrket med nye afdelinger for analyse og økonomi og reguleringen af tech-giganterne. Jeg overlader roret og et stærkere ministerium, til den næste kultur- og kirkeminister til at føre denne regerings retning videre.

Jeg havde gerne gjort det selv. Men i løbet af de sidste to år er jeg blevet minister, jeg har mistet en datter, og jeg har stået med håndteringen af Corona i to ministerier, der blev overvældet af pandemien. Hver af de tre ting i sig selv er livsændrende udfordringer, og jeg er løbet tør for overskud. Og da jeg altid har været i politik med den tommelfingerregel, at man kun skal være der så længe, man kan give alt, hvad man har i sig, så giver næste skridt sig selv.

Mit sidste ord som minister skal kort og godt være: Tak!

Joy Mogensen

Det andet er, at jeg har været bedst i mit liv som politiker, når jeg kunne samle mine politiske kolleger og samfundets aktører omkring visioner og løsninger. Den måde at arbejde på, som virkede for mig som lokalpolitiker, har jeg ikke kunne tage med ind i landspolitik.

Så jeg skal finde et arbejdsliv, hvor det, jeg er god til, skaber resultater for andre. Det er løsningerne mere end debatterne, der har optaget mig som politiker. I den her tid diskuteres den politiske arbejdsform anført fx af Anders Langballe, Sigge Winther, Sofie Carsten Nielsen, Rasmus Jarlov m flere. Og det er vigtigt at tænke over, om der er den rigtige balance imellem konfrontation, debat og politiske løsninger. Jeg skal ikke udelukke, at jeg selv vil bidrage til den samtale, når jeg har mit politiske virke på afstand. Jeg tror, vores demokrati ville blive stærkere i en samtale med større gensidig respekt, hvor de uenigheder, der er i politik, ikke vokser fra os og ender i karikaturer og dæmonisering.

Men for nu vil jeg bare glæde mig til at blive mor, og bruge efteråret på at lægge planer for fremtiden. Jeg stiller ikke op til Folketinget næste gang, og jeg har det godt med denne beslutning om at forlade politik for nu.

Jeg kommer til at savne med- og modspillet og engagementet fra de mange dygtige og ansvarsfulde medarbejdere i statsadministrationen, der har arbejdet uendelige timer under et voldsomt pres. Jeg, regeringen og landet skylder Jer en dyb taknemlighed.

En særlig tak skal gå til min særlige rådgiver, Kasper Fogh, der har kæmpet utrætteligt for, at det hele ikke skulle blive krisehåndtering, og derfor fortjener kæmpe anerkendelse for, at jeg også har kunnet slå nogle slag for den modige og ambitiøse kulturpolitik, jeg og regeringen står for.

Efter 16 år som folkevalgt og 10 år i spidsen for en politisk styret organisation mener jeg, at jeg kan sige, at jeg har aftjent min ’værnepligt’. Min taknemmelighed overfor og lyst til at bidrage til det velfærdssamfund, der har givet så utrolig mange af os mange flere muligheder end vi ville have fået noget andet sted i verden, vil derimod vare for evigt.

Jeg voksede op et sted, hvor ikke mange af landets ledere kommer fra. Bøgerne gav mig eventyrlyst. Musikskolen byggede mit mod op, og i spejderbevægelsen fik jeg for første gang ansvar for andre. Jeg tror på alt, hvad kulturen og fællesskabet kan gøre for mennesket, og at vi sammen kan meget mere end vi hver især tør drømme om. Og jeg ved at det kun er i et socialdemokratisk velfærdssamfund, at gaven i den vished og den ambition omfatter alle børn.

Så mit sidste ord som minister skal kort og godt være: Tak!