Loyal, lyttende og en driftssikker partifælle: Her er ministeren, der skal kæmpe kulturpolitikkens kamp

Der er skiftedag i Kulturministeriet, hvor Ane Halsboe-Jørgensen overtager fra Joy Mogensen. Forvent ingen store visioner fra dag ét, men en erfaren minister og partisoldat fra Mette Frederiksens inderkreds, der lytter, inden hun løser opgaverne.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Maja HagedornMarie Møller Munksgaard

Driftssikker, lyttende, grundig. Og en loyal socialdemokrat.

Det er ordene, der går igen, når kilder skal beskrive Ane Halsboe-Jørgensen (S), der overtager posten som kulturminister fra Joy Mogensen (S), der trækker sig efter to år i regeringen.

Rokaden betyder et farvel til Uddannelses- og Forskningsministeriet og et goddag til en ny hverdag i Kulturministeriet, hvor opgaverne står i kø: 

Blå bog
  • Fulde navn: Ane Halsboe-Jørgensen
  • Alder: 38 år.
  • Uddannelse: Cand.scient.pol fra Københavns Universitet.
  • Karriere: Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 2011, formand for Udenrigsudvalget fra 2016-2019, uddannelses- og forskningsminister fra 2019-2021, kulturminister fra 2021.

Et fortsat coronaramt kulturliv skal genoprettes, forhandlingerne om en medieaftale skal i gang, efter gang på gang at være blevet udskudt, og ikke mindst et opgør med de store techvirksomheder venter hende. 

Forgængeren blev kritiseret for at være usynlig og ikke formå at præsentere hverken en samlet vision eller tale kulturlivet op.

Men hvad kan vi så forvente os af Ane Halsboe-Jørgensen? Kan hun gøre det bedre end Joy Mogensen?

Flere kilder med kendskab til den nye kulturminister tvivler på, at hun møder ind med en helstøbt strategi for kulturområdet på første arbejdsdag. 

Læs også

”Mest af alt er hun en lytteminister. Hun tager mange input ind, og så finder hun ud af, hvad der giver mening. Og så kan det godt være, at man ikke helt får det, som man vil have det, men sådan er det jo,” siger Mette Fjord, der er underdirektør og chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed, Dansk Industri. 

”Interessenterne på kulturområdet skal forberede sig på at kunne fortælle, hvad det er for nogle udfordringer, de står overfor. Og så bliver inputtene taget ind, før der bliver lagt en plan.”

Tæt på S-toppen

Selv om vi altså næppe skal forvente præsentationen af en samlet socialdemokratisk kulturpolitik fra dag ét, har Ane Halsboe-Jørgensen dog den klare fordel, at hun har mange års parlamentarisk erfaring, som en række kilder fremhæver.

Mens Joy Mogensen, der forlod et liv som ubestridt bydronning af Roskilde, kæmpede med sin gennemslagskraft over for regeringstoppen, er efterfølgeren, der blev valgt til Folketinget første gang i 2011, allerede tættere på magten i Socialdemokratiet.

Hun har siddet i partiets gruppeledelse, har udfoldet sig ideologisk gennem en debatbog skrevet med partifællen Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor de tager et opgør med Finansministeriets regnemodeller, og så er hun en del af det netværk af yngre socialdemokrater, som ifølge en omfattende kortlægning i Altinget har indtaget regeringskontorerne oven på en række ydmygende år i nullerne:

Helt fra sine unge dage har Ane Halsboe-Jørgensen fulgt statsminister Mette Frederiksen (S), da de begge var medlem af DSU Nordjylland, hun er gift med klimaminister Dan Jørgensens (S) særlige rådgiver, og så er hun nære venner med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og dennes kone, der er særlig rådgiver for statsministeren.

Det var da også i selskab med netop de tre, at hun for knap et år siden var i Operaen for at se Tryllefløjten og siden måtte beklage, at de ikke havde overholdt de gældende retningslinjer for corona i salen. Sagen voksede sig dog aldrig rigtigt til en decideret shitstorm.

Værdipolitisk balancegang

Når Ane Halsboe-Jørgensen flytter over til Kulturministeriet, vejer bagagen også lidt tungere end for to år siden, da hun første gang blev udnævnt som minister. 

Blå bog
  • Fulde navn: Joy Mogensen.
  • Alder: 41 år.
  • Uddannelse: Bachelor i kultur- og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet.
  • Karriere: Borgmester i Roskilde Kommune 2011-2019, kulturminister 2019-2021.

I toppen af listen over hendes resultater som uddannelses- og forskningsminister står den politiske aftale om udflytning af videregående uddannelser, der blev vedtaget i starten af sommeren.

Her lykkedes det Ane Halsboe-Jørgensen at få et bredt flertal bag aftalen, der har til formål at skabe flere uddannelsesmuligheder uden for de store byer.

Et af de rødglødende emner, der blev diskuteret omkring aftalen, var kravet om, at universiteterne i de store byer skulle nedlægge ti procent af deres studiepladser og rykke dem ud af byen. I den endelige aftale blev det ændret til at være en målsætning frem for et krav.

Samtidig gik bølgerne højt, da debatten om forskningsfrihed blev bragt på banen i løbet af foråret. Her fik ministeren hug for ikke at forsvare forskerfriheden tilstrækkeligt, efter at kritiske røster fra højrefløjen kaldte visse forskningsområdet for “venstredrejet aktivisme”.

Den værdipolitiske balancegang vil Ane Halsboe-Jørgensen fortsat skulle gå som kulturminister, hvor hun kan trække på sin erfaring fra Uddannelses- og Forskningsministeriet blandt andet kan se ind i et efterår, hvor de betændte miljøer på landets stormomsuste kunstneriske uddannelser igen bliver et samtaleemne, når en ny rapport lander i slut-oktober

"Virkelig dygtig og grundig"

Den ny kulturminister skal også færdiggøre det, der blev konturerne af et større projekt for Joy Mogensen og regeringen: Kampen mod techgiganterne. 

Mest af alt er hun en lytteminister. Hun tager mange input ind, og så finder hun ud af, hvad der giver mening. 

Mette Fjord Sørensen
Underdirektør i DI

Og så ligger forhandlingerne om en medieaftale fortsat og venter. De er blevet skubbet igen og igen, selv om det har stået sort på hvidt i den forståelse, som regeringen og støttepartierne for mere end to år siden nåede til enighed om, at der ikke længere var et flertal bag den eksisterende aftale. 

Det er en bunden opgave at lande en bred aftale, som skaber ro omkring medieområdet. Men det bliver ikke en nem opgave, for der er stærke holdninger på alle sider og de tekniske detaljer kringlede.

Omkring forhandlingsbordet kan kulturordførerne ifølge SF’eren Astrid Carøe forvente en ”virkelig dygtig og grundig” minister, der ”altid er meget forberedt og har styr på sine ting”.

Styrket ministerium og et hop opad

Som en hjælp overtager Ane Halsboe-Jørgensens nye ministerium – for nu at låne en vending fra erhvervslivet – i vækst oven på flere år med dårligt arbejdsmiljø og højt arbejdspres, som også Altinget har beskrevet, sammen med medarbejderflugt i de øvre cheflag. 

Inden for det seneste år har Kulturministeriet nemlig ændret sin organisering og lavet en ny strategi med en række indsatsområder. De udstikker rammerne for, hvordan ministeriet fremover skal arbejde.

Også på medarbejderfronten bliver der inden længe flere at trække på: Planen er, at ministeriet i 2022 skal ende på 110 ansatte mod traditionelt 85.

Det bliver altså et styrket departement, som skal hjælpe den nye minister med at vinde opgøret med techgiganterne og bane vejen for den nye guldalder for det hårdt prøvede kulturliv, som statsminister Mette Frederiksen mandag lagde vægt på under præsentationen ved Amalienborg Slotsplads.

Statsministerens udtalelser kan være et signal om, at kulturpolitikken tager et hop opad på ranglisten i regeringen, hvor det hidtil har ligget i bunden.

Mange af forudsætningerne for at blive en større succes end forgængeren er altså på plads. Tiden må vise, om det lykkes for Ane Halsboe-Jørgensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

Astrid Carøe

MF (SF)
ba. i statskundskab

0:000:00