Værdipolitikken fyldte mere end kulturpolitikken med Joy Mogensen som minister

Andre vil dog sige, at den vigtigste årsag var at finde i regeringstoppen, der ikke anså kulturområdet som specielt vigtigt. Og derfor ikke overlod meget manøvrerum til Joy Mogensen – hverken før, under eller efter coronapandemiens værste måneder – samtidig med, at ministeren især i begyndelsen gang på gang formåede at tale kulturlivet ned.

Selv om flere aktører hen imod årsskiftet pegede på, at kulturministeren siden havde forstået alvoren af krisen, voksede opbakningen til Joy Mogensen aldrig rigtig. Faktisk var hun den mest upopulære af regeringens ministre.

Politiske resultater

Men er manglen på en samlet strategi eller vision udpenslet i et medie det samme, som at intet er sket siden sommeren 2019?

Langtfra.

Så lad os svinge forbi listen over kulturpolitiske aftaler – der selvfølgelig ikke kun er Joy Mogensens egen bedrift – de seneste par år.

Den forhadte årlige toprocentsbesparelser på kulturområdet, som gik under det uigennemskuelige og komplet djøffede navn ”omfordelingsbidraget”, blev skrottet i regeringens første finanslov, der ellers ikke havde mange lunser til kulturlivet. Noget anderledes så det ud året efter, hvor aftalen for 2021 rummede en stor børne- og ungepakke og en annullering af kommende besparelser på DR.

Op til og undervejs blev der arbejdet på at få lukket hullerne i coronahjælpepakkerne, som ifølge en analyse fra Nordisk Råd indbragte os en slags førsteplads: Danmark er det land i Norden, der gav mest støtte til kulturen under coronakrisen i 2020.

Før jul landede også en bred flerårig aftale om Danmarks nationalscene, Det Kongelige Teater, hvor musicals nu skulle fylde mere på de skrå brædder, efter at vikaren Rasmus Prehn (S) måtte opgive at finde frem til en løsning året forinden.

Efter årsskiftet var det den såkaldte blankmedieordning, der trods utallige politiske forsøg i over et årti havde svævet som en lille ond ånd over skiftende kulturministres hoveder.

Tech og coronaefterdønninger

De sidste måneder af kulturministerembedet brugte Joy Mogensen på at blæse til kamp mod de store techvirksomheder.

Både ved ganske succesfuldt at spinne et stykke EU-lovgivning, hvor den danske regering dog foreslog at gå lidt længere end unionen, dygtigt under en konflikt mellem Australien og Facebook og ved at gøre opgøret med giganterne til en central del af et kommende (og blandt aktører og støttepartier længe ventet) medieudspil fra regeringen.

Samtidig venter et potentielt større arbejde med at forbedre de kunstneriske uddannelser oven på sager om identitetspolitik, manglende elevdemokrati og en række #MeToo-skandaler.

Og ikke mindst et samlet kulturliv, der stadig kæmper for at komme tilbage til den hverdag, der herskede før coronapandemien.

Det er her, Joy Mogensens efterfølger skal tage over. Og intet tyder på, at det værdipolitiske vil fylde mindre.