Kraka: Trods små ændringer er regeringens skattepolitik et klart retningsskift

Vækst og lighed

Regeringen annullerer også en planlagt skatteforhøjelse på en milliarder kroner i af selskabers ejendomsavancer. Det er næppe noget, som er relevant for personer i lav- og mellemindkomstgruppen, og må derfor også forventeligt have en ulighedsskabende effekt. Endelig er der nedsættelsen af bo- og arveafgiften fra 15 til 10 procent for familieejede virksomheder, som koster ½ milliarder kroner årligt – en meget målrettet skattelempelse, som især vil komme nogle få, velstillede familier til gode.

Samlet set går den nye regerings skattepolitik altså ud ad en anden sti end den tidligere S-regering. Men den går ikke særligt langt ned ad stien.

Ulrik Beck og Niels Storm Knigge
Hhv. cheføkonom og seniorøkonom, Kraka

Skattelettelserne giver en forøgelse af arbejdskraftudbuddet, og bidrager dermed til økonomisk vækst og beskæftigelse. Ud af regeringens ret ambitiøse mål om at øge arbejdskraftudbuddet med 45.000, er det dog mindre end 1/10, som kan henføres til skattetiltagene.

Samtidig forventer vi, at tiltagene vil øge uligheden. Men der er tale om en begrænset forøgelse fordi nettolettelsen i toppen er lille, og hovedparten af skattelettelsen er bred i form af beskæftigelsesfradraget, som de fleste i beskæftigelse får glæde af. Samtidig indeholder regeringsgrundlaget også andre tiltag, der sænker uligheden, som for eksempel at øge ældrechecken med 4.700 kroner årligt.

Regeringsgrundlaget viser den afvejning mellem vækst og lighed, der ofte gælder, ikke mindst på skatteområdet. Hvor det rigtige snit skal ligge, er til stadighed en politisk afvejning, som skal holdes op mod alle de andre prioriteringer, som politikerne står overfor, herunder afvejningen mellem offentligt og privat – velfærd overfor velstand. Penge kan kun bruges én gang, så når man giver skattelettelser, reducerer man muligheden for at øge det offentlige forbrug. Målt på dén afvejning peger regeringsgrundlaget i en noget anden retning end den vedtagne politik i den tidligere S-regerings levetid gjorde.

En anden sti end S-regeringen

Regeringsgrundlaget lægger op til, at der skal sættes penge af til flere ældre og børn, det såkaldte demografiske træk, som både Socialdemokratiet og Venstre gik til valg på. Men derudover lægger det ikke op til at bruge flere penge på velfærd – medmindre man tæller løftet af forsvarsudgifter til to procent af BNP i 2030 som velfærd. Denne vækst i de offentlige udgifter, svarende til demografisk træk, giver ifølge Finansministeriet færre offentligt ansatte. Og det er en væsentligt lavere vækst i de offentlige udgifter og offentligt ansatte, end S-regeringen fra 2019 til 2022 stod for.

En del af stigningen fra 2019 til 2022 skyldes coronarelaterede udgifter, som forhåbentligt aldrig bliver nødvendige igen. Men det ændrer ikke på, at hvis der skal leveres mere velfærd til den enkelte på udvalgte områder, står det offentlige overfor en prioriteringsopgave. Opgaven, som vi har dokumenteret i den seneste Small Great Nation Rapport fra Kraka og Deloitte, bliver vigtig, da borgerne over tid oplever en stigning i private forbrugsmuligheder, mens der i regeringsgrundlaget lægges op til en status quo på omkostningssiden, når det kommer til den enkeltes oplevelse af offentlige ydelser som for eksempel sundhed, børnepasning og ældrepleje.

Samlet set går den nye regerings skattepolitik altså ud ad en anden sti end den tidligere S-regering. Men den går ikke særligt langt ned ad stien. Når vi om ti eller tyve år kigger tilbage på udviklingen i for eksempel skattetryk, BNP og ulighed i Danmark kommer regeringens skattepolitik – hvis den bliver gennemført som planlagt – næppe til at kunne ses i kurverne som mere end minimale forskydninger i forhold til den generelle udvikling, som drives af en lang række underliggende faktorer som teknologisk vækst, den demografiske udvikling og globaliseringen.