Jakob Engel-Schmidt: Mit projekt er hverken revolutionært eller ultrafeministisk

På baggrund af mediedækningen skulle man tro, at min kulturpolitiske vision var et revolutionært og gennemsyret ultrafeministisk kvoteprojekt. Men helt ærligt, jeg vil bare gøre opmærksom på nogle pilskæve tal, skriver kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Siden hvornår har vi som samfund
været imod viden? Tilsyneladende kun når det
tilfældigvis handler om at rette op på den flere hundrede år gamle skævhed, der
betyder, at mænd i privilegerede positioner fylder mere end deres ligeværdige
modstykke, skriver Jakob Engel-Schmidt (M). — Siden hvornår har vi som samfund været imod viden? Tilsyneladende kun når det tilfældigvis handler om at rette op på den flere hundrede år gamle skævhed, der betyder, at mænd i privilegerede positioner fylder mere end deres ligeværdige modstykke, skriver Jakob Engel-Schmidt (M).Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Jakob Engel-Schmidt

Kulturminister, MF (M)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er nu fire måneder siden, at jeg som nyslået kulturminister kastede mig ind i debatten om, hvordan det står til med diversiteten på kulturområdet. Det har været en vild oplevelse.

Både i pressen og på Twitter bliver jeg kaldt ”woke”, og jeg bliver også kaldt ”et fromt lam, der vil lefle for en larmende minoritet og diktere identitetspolitiske præmisser for kunsten”.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen mener, at det ser ud til, at jeg vil ”indføre et noget for noget-princip” i forhold til kunststøtten, og heller ikke kulturpolitikere har holdt sig tilbage med at forudsige, hvad jeg vil gøre.

Man bliver helt træt.

Temadebat

Kan og bør vi øge diversiteten i dansk kulturliv?

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har slået på tromme for tiltag, der skal øge diversiteten i dansk kulturliv.

Endnu er det uklart, hvilke tiltag der er på bedding, men ministerens trommelyd deler vandene.

Politiserer vi kunsten ved at sætte politisk krav om repræsentation, eller er vi forpligtet til at øge diversiteten?

Hos Altinget Kultur giver vi i de kommende uger kulturpolitiske aktører trommestikken i hånden for at give deres bud på, om vi bør og kan øge diversiteten i dansk kulturliv.

Om Altingets temadebatter:

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi bringer kun indlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.

Vil du deltage i debatten? Skriv til [email protected].

For på baggrund af dækningen skulle man tro, at min kulturpolitiske vision var et revolutionært og gennemsyret ultrafeministisk kvoteprojekt.

Pilskæve tal

Sandheden er imidlertid bare den, at jeg som kulturminister har tilladt mig at gøre opmærksom på nogle pilskæve tal, der står i vejen for, at kunsten kan fylde mere for flere.

Lad mig nævne nogle eksempler: I musikbranchen gik 10 procent af det samlede udbetalte beløb fra Koda sidste år til kvinder. Ifølge en undersøgelse fra Organisationen Danske Museer (ODM) var museernes erhvervelse af værker af kvindelige kunstnere på 36 procent i perioden 2015-2019.

I samme periode var kvindelige kunsternes andel af soloudstillingerne 34 procent. Og går man en tur i København, ja, så vil man møde flere fabeldyr støbt i bronze end navngivne kvinder.

Som kulturminister er jeg pinligt bevidst om, hvor fremtrædende en plads kulturlivet har. Ikke bare når man tænder for fjernsynet eller læser avisen – men helt fra barnsben spejler vi os alle i kulturens karakterer og personligheder.

Tænk bare på teenageværelsernes idolplakater eller de mange værker, vores børn og unge tæskes til at gennemanalysere i løbet af de ti års obligatoriske skolegang.

Derfor har jeg som ny minister først og fremmest italesat problemerne. For naturligvis bør halvdelen af Danmarks befolkning også regnes med, når kunsten og kulturen spejler det samfund, vi lever i. Alt andet er da tosset.

Læs også

Bertel Haarder: Diversitet må aldrig blive et mål i sig selv

Debat

Innovative ideer

Men det er som om et særligt segment af Twitter-krigere vågner op til dåd, hver gang man formaster sig til at gøre opmærksom på skævheden.

Går man en tur i København, ja så vil man møde flere fabeldyr støbt i bronze end navngivne kvinder.
Jakob Engel-Schmidt
Kulturminister (M)

Og det er, som om nogle journalister har vænnet sig til at starte trykpressen, hver gang en mindre uenighed om ligestilling kommer op til overfladen.

For nylig lancerede jeg sammen med et bredt flertal af folketingets partier eksempelvis en musikhandlingsplan, der med et historisk stort beløb løfter musiklivet i hele landet. Aldrig før har vi brugt så mange penge på en musikhandlingsplan – og tilmed på nogle af de ordninger, der giver musikere i hele landet brød på bordet.

67 millioner kroner ekstra for at være helt præcis.

Samtidig er der et væld af nye og spændende initiativer, der betyder, at hvis man kan samle 100 mennesker om en koncertoplevelse i det lokale forsamlingshus, ja,så vil staten og Det Danske Rockakademi støtte projektet, så musikken også får liv i små lokalsamfund rundt omkring i landet.

Nye, innovative ideer, der kan skabe musik og glæde der, hvor iderigdommen og foretagsomheden er størst.

Politikere i foragt

Men det, der især løb med overskrifterne, var den lillebitte del, der handlede om, at musikstederne skulle registrere køn blandt de indkøbte artister. Et par streger på et papir, der alene skulle give os viden om, hvordan kønsfordelingen ser ud på de spillesteder, der skaber jobs og indkomst til talentlaget i dansk musikliv.

Mens langt de fleste spillesteder tog positivt imod det - en større opgave var det jo trods alt heller ikke - væltede politikere fra højrefløjen over hinanden i foragt, mens de sociale medier skyllede over med ukvemsord og misfornøjede emojis.

Hvad går af os ved at udvide fællesskabet, så der bliver plads til flere?
Jakob Engel-Schmidt
Kulturminister (M)

Men helt ærligt. Siden hvornår har vi som samfund været imod viden?

Tilsyneladende kun når det tilfældigvis handler om at rette op på den flere hundrede år gamle skævhed, der betyder, at mænd i privilegerede positioner fylder mere end deres ligeværdige modstykke.

Så til jer ligestillingsforkæmpere: Jeg er imponeret over, at I holder fast år efter år og dag ud og dag ind. Selv om jeg er en hvid, skaldet mand, og ligestilling ikke ligger til højrebenet for mig, vil jeg meget gerne være med til at skubbe på for ændringer. For mulighederne skal være mere lige, og flere talenter skal kunne udfolde sig.

Og til den store offentlighed: Hvad går af os ved at udvide fællesskabet, så der bliver plads til flere?

Læs også