Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Vi kan ikke leve med et demokrati på pause, når krisen rammer

KOMMENTAR: Nedlukningen 11. marts var en panikhandling, hvor normal demokratisk debat og normale beslutningsprocesser blev sat på pause, og regeringen tog over. Næste gang skal de demokratiske spilleregler være på plads.

Mette Frederiksen til pressemøde i Spejlsalen 10. marts. Dagen før nedlukningen af Danmark.
Mette Frederiksen til pressemøde i Spejlsalen 10. marts. Dagen før nedlukningen af Danmark. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kriser skal vi bruge til at blive klogere på vores samfund. Til at kigge indad og finde ud af, hvad der kunne stå distancen, hvad der blæste omkuld, og hvor vi må bygge nye diger eller finde på nye løsninger til næste gang.

På et møde om det danske kriseberedskab hos IDA for nogle uger siden stillede professor i katastrofer ved Københavns Universitet, Kristian Lauta, det meget spændende spørgsmål: Når Danmark er i krise, hvad er det så for grundlæggende strukturer, vi anvender. Er det regeringen, der får overdraget al magten som politisk aktør, eller er det vores beredskabsmyndigheder med ekspertise og strukturer til at håndtere den slags proportionalt og afbalanceret, der skal styre det hele?

”Ser vi på lederen og siger: ”Du bestemmer alt de næste seks måneder. Eller tror vi på de demokratiske strukturer, vi har etableret i forvejen?” Man kunne spørge, siger Lauta, ”om vi har en demokratisk kultur for overdragelse af magten til regeringen i det omfang, vi har set det under coronapandemien.”

Efter hans mening er det første gang, den danske forfatning er blevet testet på den måde, det sker nu. Det er efter min mening interessante iagttagelser fra en mand, der forsker i håndteringen af katastrofer med udgangspunkt i juraen. Han har bl.a. skrevet bogen Disaster Law, som handler om, hvordan katastroferet er opstået over de seneste 30 år.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk

Kristian Lauta efterlyste på mødet, (som kan genses her) at vi både som samfund formår at adlyde og være loyale overfor fællesskabet i krisesituationer, og at vi samtidig er så demokratisk veludviklede, at vi kan have en kritisk samtale og en kritisk efterprøvning af beslutningerne.

På tirsdag åbner det nye folketingsår. Uden tvivl et ganske særligt år, der fortsat vil være præget af coronapandemien og dens lange hale af økonomiske konsekvenser og udfordringer. Vi kender en række dagsordener for efteråret og vinteren allerede. Klimaforhandlinger, tilbagetrækningsalder, finanslovsforhandlinger, politiforhandlinger, medieforhandlinger og meget mere. Og sikkert forhandlinger om fortsatte krisepakker til særligt udsatte brancher, der må lukke op og ned i takt med coronasmittens lokale udbredelse.

Det duer ikke med et demokrati, der kun fungerer i normale tider. Det skal også kunne fungere i massivt stormvejr og under kommende kriser.

Lisbeth Knudsen

Der er nok at tage fat på. Men der er også en anden vigtig ting at få på plads. Og det er de demokratiske spilleregler, når det gælder styringen af store sygdomsudbrud og nationale kriser. Hvad vi så ske 11. marts i Folketinget var mere eller mindre en panikhandling, hvor normal demokratisk debat og normale beslutningsprocesser blev sat på pause, og regeringen tog over. Ja, den tog endda over i forhold til at overtrumfe sundhedsmyndighedernes indstillinger, ved vi nu.

Den danske forfatning blev testet, som Kristian Lauta formulerer det. Vi blev taget på sengen af en uvelkommen gæst med coronaen, der kunne have sat det danske samfund skakmat, hvis der ikke blev grebet resolut ind. Men det gode spørgsmål er jo:

Skal vores demokrati ikke kunne fungere under så ekstreme forhold?

Skal det ikke kunne tåle en fri, transparent og åben fremlæggelse af argumenter og ekspertviden, selv når krisen rammer os?

Og skal demokratiet ikke kunne formå at træffe hurtige, effektive beslutninger, når det er helt afgørende for landets sundhedsmæssige sikkerhed?

Før covid-19- nedlukningen 11. marts fungerede epidemiloven i Danmark sådan, at sundhedsministeren skulle handle på baggrund af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen i tilfælde af store sygdomsudbrud. Ministerens politiske råderum var således afgrænset af en sundhedsfaglig vurdering. Men gennemførelsen af en hastelov i Folketinget 12. marts blev Sundhedsstyrelsens ret til indstilling reduceret til rådgivning, og sundhedsministeren fik en hidtil uset magt i et dansk demokrati.

22 timer efter at Folketinget havde modtaget lovforslaget om ændringen af epidemiloven, blev den vedtaget. På under et døgn var ”den mest vidtgående lov siden Anden Verdenskrig” hastet igennem, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udstyret med hidtil uset magt.

Hvad betyder det så? At de politiske indgreb reelt kan være baseret udelukkende på politiske antagelser. At regeringen frigjorde sig fra at følge sundhedsmyndighedernes rådgivning og traf politiske valg. Det kan jo være  ok, hvis de så blev politisk afprøvet i Folketinget. Hvad de ikke blev. Og hvis befolkningen var vidende om, at det netop var politiske valg. Det begynder vi først bagefter at forstå, at det for det meste var.

På overfladen blev partierne informeret og med lidt god vilje inddraget i forhandlinger om genoplukningen af Danmark men ikke i nedlukningen. Den tog regeringen selv ansvaret for.

De fleste kan acceptere endog meget stærke indgreb i den personlige frihed, hvis de er begrundet i hensynet til vores folkesundhed, styringen af hospitalskapacitet, beskyttelse af de aller svageste og den slags argumenter. Vi giver afkald på vores frihed, fordi fællesskabet kræver det, og vi accepterer det, fordi det handler om at bekæmpe en sygdom.

Men hvis man ikke længere kan være sikker på, at de politiske valg bliver truffet af regeringen inden for rammerne af sundhedsfaglige anbefalinger og efter en demokratisk efterprøvelse blandt partierne i Folketinget, så begynder hele præmissen for at acceptere frihedsindskrænkninger at skride.

Det har hele tiden været meningen, at der skulle findes og vedtages en ny epidemilov. En af forudsætningerne for, at Folketinget vedtog ændringerne i epidemiloven i marts var, at der blev indført en såkaldt solnedgangsklausul. Altså et tidspunkt hvor ændringerne forsvinder igen. Regeringen har efter massiv kritik af den hastebehandlede epidemilov nu fremlagt et udkast for Folketingets partier til en ny og langtidsholdbar lov. Men det ser ikke ud til, at tingene føres tilbage til situationen før coronaen.

Regeringen ønsker at indføre en helt ny kategori for sygdomme, der vil give sundhedsministeren mulighed for at udstyre sig selv med en række vidtgående beføjelser. I dag kan epidemier være kategoriseret som enten smitsomme sygdomme eller alment farlige sygdomme, men nu vil sundhedsministeren tilføje en tredje kategori kaldet en ”samfundskritisk sygdom”, hvis en udbredelse ”medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner”.

Med regeringens udspil vil den siddende sundheds- og ældreminister uden et flertal i Folketinget og uden en indstilling fra en sundhedsmyndighed på eget initiativ kunne placere en ny sygdom i kategorien ”samfundskritisk sygdom”. Ministeren fastsætter ifølge udspillet selv de nærmere regler om, hvilke sygdomme der rent faktisk er samfundskritisk sygdom.

Samtidig lægger regeringen op til, at en fremtidig epidemikommission skal have en rådgivende funktion men ikke en indstillingsret, sådan som andre partier foreslår. På rigtigt mange punkter ser det ikke ud til, at regeringen vil slippe magten igen og sende den tilbage til sundhedsmyndighederne og Folketinget.

Derfor har vi brug for en mere grundlæggende samtale om, hvordan vores demokratiske strukturer kan gøres mere robuste og i stand til at håndtere en krise i fremtiden, som kræver lynhurtige, modige og konsistente beslutninger.

Vi burde ikke kunne leve med et demokrati sat på pause selv i en uhyggelig svær krisesituation. Vi har brug for en samtale om, hvad der skal til at strukturer for at kunne foretage kritisk, saglig efterprøvning af beslutningerne både i medierne og blandt eksperterne. Her var adgangen til informationer og data på ingen måde tilfredsstillende.

Det duer ikke med et demokrati, der kun fungerer i normale tider. Det skal også kunne fungere i massivt stormvejr og under kommende kriser.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen og VL-grupperne samt forhenværende formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter
journalist (DJH 1975)