Lisbeth Knudsen: Kongehuset forener københavnere, jyder, unge og gamle

Stadig oftere får det gammeldags, nationale sammenhold dødsstødet i den offentlige debat og fremtoner et forvirrende, flimrende og fragmenteret billede af danskerne splittet op efter livsstil, interesser og alder, efter provinsen mod København, efter nationalromantikere mod globalister.

Selv hjemme hos familierne lurer opløsningen, fordi vi mere og mere er optaget af hver vores store eller små skærme med forskellige indholdstilbud i stedet for at tale med hinanden og høre sammen.

Den forløbne uge har vist, at der stadig er en enkelt og meget gammel institution i vores samfund, som mere end noget som helst andet stadig kan forene os og samle os på tværs af generationer, på tværs af provins og København, på tværs af en medialiseret og globaliseret verden. På tværs af alting.

I medieverdenen ville vi kalde det en segmentknuser. Noget vi alle kan have en mening om og samles om. Noget som på særdeles tydelig vis knytter vores nutid og vores historie sammen. Noget som forener os i sympati og medfølelse. Noget med gamle ritualer, der er til for at holde styr på et forløb med orden og respekt og rigtig rækkefølge på alting, men som samtidig også viser sig at kunne tåle en fornyelse uden at gå i stykker. Det handler selvfølgelig om Kongehuset.

Danskerne har vist, at Kongehuset også anno 2018 har et stærkt fundament i vores kultur og samfund.

Lisbeth Knudsen
Ans. chefredaktør og direktør Mandag Morgen

Ugen har stået i prins Henriks tegn, siden prinsen døde en sen aften 13. februar. Straks - eller en hel del for sent kunne man sige - satte kulturminister Mette Bock skub i diskussionen, om prinsen var blevet mobbet for sin franske facon, for sin kamp for ligestilling, for sin sproglige udtale og sin franske frihedstrang her i Jantelovens og den skødesløse satires hjemland.

Medierne svømmede over af stemmer, der roste prinsens alt for underkendte betydning for Danmark. Danskernes enorme og meget brede sympatidemonstration for en mand, der skilte sig ud og var sig selv, og som faktisk havde trukket sig tilbage på pension, kom bag på medierne og må have overrasket selv i Kongehuset.

Det (prins Henriks dødsfald) bragte familier på tværs af generationer og høj og lav i samfundet sammen om at stå i kø i timevis i bidende kulde for at være fælles om et stykke Danmarkshistorie.

Lisbeth Knudsen
Ans. chefredaktør og direktør Mandag Morgen

Prinsens død satte en interessant bevægelse i gang. Den folkelige trang til at udtrykke medfølelse med kongefamilien og respekt for den fremmede ”fugl”, der havde opholdt sig i vores land i mere end 50 år, og som havde ydet sit bidrag til at arbejde for Danmark og lære danskerne – ja selv vores humor - at kende.

Dødsfald i Kongehuset er heldigvis en sjælden begivenhed. Det var vinterferie og koldt. Det bragte familier på tværs af generationer og høj og lav i samfundet sammen om at stå i kø i timevis i bidende kulde for at være fælles om et stykke Danmarkshistorie.

For at opleve, hvordan vi tager afsked med de kongelige familiemedlemmer – også når de skiller sig ud ved at vælge noget andet end den traditionelle kongelige begravelse. For at sympatisere med dronningen og den kongelige familie, fordi almindelige mennesker nemt kan spejle sig i det tab, det er at miste en mand, en far eller en bedstefar.

Her er der ikke forskel på høj og lav, bortset fra at de kongelige er nødt til at stille deres sorg til skue for hele landet, mens vi andre kan være private i den situation.

Midt i sorgen må dronning Margrethe fundere på den helt enorme sympatitilkendegivelse, som blomsterhavet ved de kongelige slotte og folkehavet langs kortege-ruterne til prinsens sidste rejse er udtryk for. Et kongehus, der under hendes ledelse er lykkedes med fortsat at give mening som nationalt samlingssymbol. Et kongehus i tre generationer, som også viser de yngste frem i sådanne følsomme situationer, som det er at tage afsked med en elsket bedstefar.

Kongehuse i det 21. århundrede vil dagligt skulle balancere på en knivsæg i forhold til offentlig accept eller det modsatte. De går på en tynd line af offentlig sympati og er spundet ind i en tilværelse som nationale rollemodeller. Der skal ikke ret mange fejltagelser til, før end at sympatien og glansen forsvinder og med den respekten for institutionen som et samlingspunkt med høj national symbolværdi.

Hvis man hér efter prins Henriks smukke, særprægede og selvvalgte form for bisættelse vover et tilbageblik på, hvordan det hele forløb er håndteret i forhold til mediedækningen, og til det at række ud til almindelige danskere og lade dem dele sorgen med kongefamilien, så er der her tale om et overordentligt vellykket stykke planlægning og styring og stort nybrud med adskillige traditioner.

Hvem, der er lykkedes med den tilrettelægning, får vi aldrig at vide, men man må sige, at det var moderne, direkte og velkommunikeret tænkt - og målt på sympatibarometeret en positiv historie for monarkiet midt i den sørgelige.

Et par eksempler på det: At Dronningen allerede dagen efter Prinsens død på Fredensborg kom ud og mødte almindelige borgere, der havde lagt blomster ved gitterlågen, var en kæmpe overraskelse. Troværdigt, ægte og grænsebrydende i forhold til Dronningens position som statsoverhoved. Har alle kongehuse - efter prinsesse Dianas tragiske død – lært, at forbindelsen til folket skal plejes og passes, når det reagerer massivt, varmt og uforudsigeligt stærkt med sympatitilkendegivelser og empati?

At sønnerne og deres familier pludselig kom gående ud på Amalienborg Slotsplads sammen med deres otte børn for at hilse på og se de mange blomster, det var lige så meget en positiv, nærværende og sympatisk måde at sige tak til danskerne på. Alt i alt en iscenesættelse – og det er ikke ment negativt her – af en afsked med Prinsen, som på alle måder holdt balancen mellem det rørende og det officielle, det familienære og det symbolske.

Kongehusets hjemmeside og Facebook-side blev løbende fyldt med billeder, videoer, relevante oplysninger, små menneskelige detaljer om prins Henriks ønsker og Dronningens omhyggelige valg, der inkluderede hele landet og ikke kun københavnerne i sorgen. På nettet og på de sociale medier under Kongehusets egen krone kunne folk finde det hele, og det gav helt utvivlsomt Kongehusets tilstedeværelse på nettet og på de sociale medier et voldsomt skub i interesse.

Danskerne har vist, at Kongehuset også anno 2018 har et stærkt fundament i vores kultur og samfund. Vi har ikke for vane at hylde autoriteter, men vi kan godt lide tanken om, at vores kongehus repræsenteres af stærke, kloge personligheder. Også dem, der tillader sig at blande det fornemme med det folkelige, som afdøde prins Henrik gjorde det.

Uden tvivl må de senere dage også have givet anledning til eftertanke hos kronprinsparret i forhold til den opgave, de står med. Og som deres førstefødte Christian engang står med. Vil de kunne hente samme folkelige sympati og opbakning? Hvordan bringer de Kongehuset i stand til at fastholde både at være vores bånd til historien og samtidig i pagt med tiden?

Den forløbne uge viste, at vi gerne vil stå sammen om noget som nation. At vi er stolte af vores historie, og at et stort flertal af danskerne sympatiserer med kongefamilien som samlingspunkt. At vi gerne vil have nationale traditioner og ritualer, når de giver mening og omfatter mennesker, der som en del af vores historiske rødder er værdige repræsentanter for nutidens Danmark.

---------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.