Løsgængeren Theresa Scavenius er en del af en voksende trend på Christiansborg: "Du befinder dig i et goldt ingenmandsland"

De senere år har en lang række folkevalgte – som Krarup – pillet det politiske rygmærke af og forladt det parti, de blev valgt ind i Folketinget for.

Den seneste er Theresa Scavenius. Efter et turbulent forløb med en konfliktmægler, hvis formål var at rette op på samarbejdsvanskeligheder mellem hende og de fem andre folketingsmedlemmer i Alternativet, besluttede hun sig for godt en uge siden for at melde sig ud af partiet. 

Hun er dermed den tredje løsgænger i Folketinget siden valget i 2022. De to andre medlemmer i trioen er Lars Boje Mathiesen, der sagde farvel til Nye Borgerlige, og Jon Stephensen, som smuttede fra Moderaterne.

Som løsgænger er det en ny politisk virkelighed, man møder ind til på Christiansborg.

Man har ikke længere sit parti bag sig, men står i stedet på et enmandshold. Løsgængerne oplever derfor ikke den samme politiske gennemslagskraft. Men der er muligheder for at skaffe sig selv indflydelse.

Hvis man tænker meget på at komme igennem det traditionelle parlamentariske spil, står man utroligt svagt.

Eva Sørensen
Professor, Institut for Samfundsvidenskab, RUC

Det er på med arbejdstøjet for at få indflydelse

Hvor meget indflydelse, man kan få som løsgænger, afhænger af, hvor meget man kan skaffe uden om de traditionelle politiske metoder som for eksempel forhandlinger, hvor mængden af mandater vejer tungt. Det forklarer Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

"Hvis man tænker meget på at komme igennem det traditionelle parlamentariske spil, står man utroligt svagt."

Man skal i stedet søge indflydelse gennem offentlige debatter og være med til at sætte dagsordener.

"Hvis de tager arbejdstøjet på, kan de være med til at påvirke den politiske debat. På den måde kan de påvirke det, der bliver diskuteret i medierne og udfordre partierne," siger hun.

For Marie Krarup var det netop gennem debatterne og ved at tage ordet i Folketingssalen, at hun kunne udnytte sit mandat politisk.

"Jeg gik på talerstolen på et tidspunkt, hvor jeg var den eneste, der stemte imod en lov, og det blev jo omtalt. Det gjorde, at folk lagde mærke til det, og på den måde kom der en indflydelse," siger hun. 

Et goldt ingenmandsland

Den tidligere løsgænger Jens Rohde, der har været det ad to omgange, ser anderledes på løsgængernes muligheder.

"Der er kun én ting, der tæller i Folketinget, og det er mandaternes logik. Man går jo heller ikke sådan på talerstolen, for det er jo at spilde deres tid. Alle de andre vil sige: ej skal du nu op og tage taletid her midt i det hele for ingenting."

Det er bare at smide fødderne op, tage 3D-briller på, spise nogle popcorn og kigge på, hvad de andre laver.

Jens Rohde
Tidligere folketingsmedlem for Radikale og Kristendemokraterne

Når man ikke har et parti, tilhører man ikke en fortælling, mener han.

"Du befinder dig i et goldt ingenmandsland som løsgænger," siger den forhenværende politiker og fortsætter:

"Det er bare at smide fødderne op, tage 3D-briller på, spise nogle popcorn og kigge på, hvad de andre laver." 

Det er i højere grad person-problemer end politik 

De seneste år har der været et boom i antallet af løsgængere i Folketinget.

Mens Helle Thorning-Schmidt var socialdemokratisk statsminister fra 2011-2015, meldte fire folketingspolitikere sig ud af et parti og var løsgængere. Under Lars Løkke Rasmussen, der havde nøglerne til Statsministeriet fra 2015-2019, var det én. Og i den forrige valgperiode fra 2019 og frem til valget 1. november sidste år meldte i alt 21 sig ud af deres partier.

En stor del fandt dog et andet politisk hjem undervejs: Den største gruppe løsgængere på én gang lød på ni. Det var i 2022. Og det var rekordmange.

"Det handler om personer, og det kan også handle om strategier. Men det er ikke politisk uenighed," siger Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. 

Flere partier i Folketinget gør det nemmere

De tre nuværende løsgængere er eksempler på, at personsager kan være årsagen til, at man forlader partihulen.

Theresa Scavenius og Alternativet, der havde samarbejdsvanskeligheder. Lars Boje Mathiesen, der blev ekskluderet fra Nye Borgerlige på grund af "abnorme krav" som nyvalgt formand.

Det sidste medlem af løsgænger-klubben, Jon Stephensen, trak en række negative overskrifter for blandt andet at skrive upassende beskeder til en yngre partifælle og forlod efterfølgende Moderaterne.

Karina Kosiara-Pedersen peger også på, at stigningen kan skyldes, at der er kommet flere partier i Folketinget. 

"Det vil sige, at selvom du forlader et parti, skal du ikke bøje dig selv ret langt for at kunne melde dig ind i et andet," forklarer hun. 

Der er ikke meget at putte i vægtskålen

Når et partimedlem går eller bliver smidt ud af partiets port, får personen frataget ordførerskaber men beholder udvalgsposter.

Det var afgørende for Marie Krarup, da hun valgte at forlade Dansk Folkeparti.

"Jeg syntes, at jeg skulle føre mit politiske projekt til ende og gøre mit arbejde. Hvis jeg havde mistet posterne, havde jeg måske ikke gjort det," siger hun. 

Udvalgene er blandt andet med til at kontrollere regeringen ved at kalde ministeren i samråd og stille skriftlige spørgsmål til ministeren.

Pladserne i udvalgene bliver genforhandlet, når et nyt folketingsår starter. Løsgængeren skal derfor have sit snakketøj og sine forhandlingsmetoder klar, hvis vedkommende vil gøre sig forhåbninger om at beholde flere poster i udvalgene. 

For som politiker vinker man farvel til vigtig indflydelse, hvis man ikke har en plads i et udvalg, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Det er hendes forskerkollega Eva Sørensen enig i. Men det kan være noget sværere for en løsgænger at trænge igennem i udvalgene, påpeger hun.

"Du har meget lidt, du kan putte i vægtskålen."

Jens Rohde oplevede da heller ikke, at udvalgsposterne gjorde den store politiske forskel for en løsgænger.

"Du kan sætte dig ned og lytte til regeringens fremlæggelse af mandaterne, men du gør ikke nogen forskel, du betyder ingenting. Som i ingenting," siger han.

De kan ikke sidde og vente på næste valgperiode 

Det er i sig selv ikke et problem for demokratiet, at der vandrer flere løsgængere rundt på Christiansborgs gange end tidligere, mener professor Eva Sørensen. Men det kan blive et problem, hvis de ikke løfter løsgængerens opgave.

Det er problematisk, hvis vi får politikere ind, der sætter sig over i et hjørne.

Eva Sørensen
Professor, Institut for Samfundsvidenskab, RUC

"Det er problematisk, hvis vi får politikere ind, som nogen har stemt på, der sætter sig over i et hjørne og venter, til valgperioden er overstået," siger hun.

Løsgængerne opererer forskelligt, og nogle af dem ikke slår igennem, mener Eva Sørensen.

"Der er nogle af dem, der måske ikke formår at bruge deres platform til rent faktisk at være dagsordensættende, fordi de måske prøver at fortsætte med at agere inden for det traditionelle parlamentariske spil, og kommer derfor ingen vegne."

"Mandatet tilhører dig"  

Når et partimedlem går eller bliver ekskluderet fra sit parti og påtager sig rollen som løsgænger, har vedkommende valgt at beholde sit mandat.

Det kan være en udfordring, mener Karina Kosiara-Pedersen, fordi de færreste politikere er valgt udelukkende med personlige stemmer, og derfor har "en brøkdel af partiets image". 

"Det betyder jo sådan set, at vælgerne giver partiet mandatet, og når den pågældende smutter, så er partiet jo ikke repræsenteret i lige så stor grad," mener hun.

Det er en grundlæggende del i vores folkestyre, siger Jens Rohde. 

"Mandatet tilhører dig. Du er valgt." 

Som løsgænger har man forladt sit parti af en grund, og man ønsker derfor ikke at forære sit mandat til dem, siger Jens Rohde.

Han mener bestemt heller ikke, at man skal have dårlig samvittighed for at beholde mandatet.

"Det skal man ikke, fordi det er dit mandat, og du har jo muligheden for at gå eller melde dig ind i et andet parti."