Weiss røg ud på røv og albuer, men Papes deadline for succes er stadig kort og brutal

Stilheden har lagt sig over Det Konservative Folkeparti. Søren Pape Poulsen er stadig formand, Pernille Weiss røg ud på røv og albuer, og "fællesskabsfortællingen" reddede forholdet til baglandet.

Men selvom historien bliver skrevet af sejrherren, så viste weekendens strabadser, at deadline for succes er kort og brutal, hvis partiets top ikke leverer.

"We are family" lød det højt og tydeligt i de store højttalere i Herning Kongres Center, da lederen af Det Konservative Folkeparti trådte op på scenen. Alle, inklusive den udskældte Weiss, sprang op og klappede i takt, da Pape indtog scenen.

Og før kritikerne, kommentatorerne og journalisterne nåede at blinke, blev Pape konstitueret som formand på ny med stående bifald fra hele salen. Der var dog nervøse blikke og intens spænding, da der blev spurgt i salen om eventuelle udfordrere, men mere var der ikke i det.

Selvom sejren og konstitueringen på sin vis kom let, så viste afstemningsprocessen og "håndteringen" af Weiss på dagen et klart billede af, hvor Konservative står på nuværende tidspunkt.

Nemlig at der intet skal til, før tvivlen, skuffelsen eller trætheden af ledelsen kan overtage. Det skyldes ikke Weiss, en for højreorienteret linje eller en dårlig ny fortælling. Nej, det skyldes hovmod fra ledelsen, utallige års lukkethed og dårlig håndtering af svære situationer. 

Afstemningsprocessen i forhold til valg af kandidatlisten til Europaparlamentsvalget mindede mange om den hovmod og "enten er du med os eller imod os"-følelse, de har kæmpet med i længere tid.

Ali Aminali

Og den dag i Herning formåede ledelsen igen at stikke en kæp i hjulet på sig selv. Partiets dirigenter havde besluttet, at man først skulle afgøre, om den liste, ledelsen havde lavet, overhovedet skulle ændres. Hvis der var flere stemmer for et ja, ville Weiss være i en "fair" konkurrence med resten af kandidaterne. Lad mig sige det ærligt – den beslutning var ikke populær.

En kort samtale med diverse medlemmer gav et klart billede af den træthed og manglende tro på ledelsen, der havde bredt sig i baglandet siden valgnederlaget. Sandheden er, at der ikke var mange der den dag i Herning Kongrescenter, som var imod, at Søren Pape Poulsen (indtil videre) beholdt formandsposten.

Nej, den var på plads. Størstedelen af baglandet kunne lide den nye fortælling. Det er en, de kan identificere sig med, fordi den trækker på gode gamle konservative dyder og et stærkt fokus på familien og fællesskabet.

Men deres uforståenhed overfor ledelsens håndtering af Weiss gav et hint om, hvor hurtigt stemningen kan vende. Sagen er nemlig, at afstemningsprocessen i forhold til valg af kandidatlisten til Europaparlamentsvalget mindede mange om det hovmod og den "enten er du med os eller imod os"-følelse, de har kæmpet med i længere tid.

Og det gjorde ondt på de delegerede. Faktisk så ondt, at et par af dem under fire øjne indrømmede over for undertegnede, at de stemte for at åbne listen, fordi det ikke var "ordentligt" og signalerede en manglende tillid til medlemmerne.

Resultatet blev, som genfortalt de sidste par dage, at 25 procent stemte for at åbne listen op.

Kan det så tolkes som fuld støtte til Pernille Weiss? Nej, selvfølgelig ikke, selvom diverse medier, kommentatorer og Weiss selv forsøger at spinde det sådan. Og står partiet og Pape med en følelse af, at baglandet ikke er med dem? Nej, bestemt ikke.