Martin Rossen er ingen ny Struensee i dansk politik

ANALYSE: Har Danmark fået en ny vicestatsminister – eller er Martin Rossen bare endnu en særlig rådgiver? Politisk er han bomstærk, men juridisk er hans position ikke noget stort nybrud, mener Altingets chefredaktør.

Der er sat mange ord på ansættelsen af Martin Rossen som stabschef i Statsministeriet: Et digebrud, en demokratisk glidebane og et angreb på den danske forvaltningstradition. Nogle kalder Rossen for vicestatsminister, andre sammenligner med ham ligefrem med Struensee – kongens livlæge, der tilranede sig magten og forandrede Danmark.

Ikke siden dengang, Anders Fogh Rasmussen i 2001 ansatte Michael Kristiansen og en stribe markante pressefolk som spindoktorer, har en særlig rådgiver givet anledning til så megen offentlig debat.

Men lige som dengang er der grund til at holde hovedet koldt og se på, hvad der reelt er ændret med oprettelsen af et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet.

En lang og global tendens
Der er intet nyt i, at en ny regering ønsker mere politisk styring. Den sang har lydt fra samtlige regeringer i hvert fald siden 2001 – og stort set hver gang med inspiration fra Tony Blairs tid i Downing Street.

Anders Fogh Rasmussen var stærkt inspireret af Blair, og det samme var Helle Thorning-Schmidt. Hun havde faktisk på forhånd erklæret, at hun ville oprette præcis det politiske sekretariat, som nu bliver til virkelighed under Mette Frederiksen.

Det handlede om at sikre, at ministrene bliver ved at med at tænke på den samlede regerings ambitioner – og ikke kun på at forsvare det kongedømme, de hver især har fået tildelt.

På den måde skal man huske, at opgraderingen af folk som Michael Kristiansen i 2001 og Martin Rossen i 2019 i høj grad afspejler en fornemmelse af afmagt hos politikerne – en frygt for, at de slet ikke kan komme igennem med de forandringer, de har lovet vælgerne.

Samt et håb om, at de kan holde sammen på tropperne, efterhånden som interne uenigheder begynder at pible frem i enhver regering.

Derfor er det lidt paradoksalt, at ansættelsen af særlige rådgivere ofte bliver beskrevet som et forsøg på at skabe hemmelige magtrum. Virkeligheden er ofte den modsatte: de særlige rådgivere er vant til at tale med pressen og vil gerne have deres version frem. Det giver journalisterne et dybere indblik i centraladministrationen, end hvis der kun sad klassiske embedsmænd, som ofte er langt mere forsigtige. 

Tendensen med nære, politiske rådgivere er i øvrigt global. Det fremgår af den seneste betænkning om ministrenes særlige rådgivere, som blev udgivet i 2013, og som havde den nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen for bordenden.

I betænkningen blev der refereret til undersøgelser fra OECD, der viser, at ministre i de fleste vestlige lande føler et behov for medarbejdere, der er knyttet til dem personligt og kan hjælpe med de mange opgaver, der påhviler en moderne minister.

”Den almindelige udbredelse af særlige rådgivere i så godt som alle vestlige demokratier understreger eksistensen af dette behov uanset forskelle i indretningen af de enkelte landes ministerielle forvaltninger”, står der i betænkningen.

Er det noget nyt?

Dykker man længere ned i betænkningen, viser det sig, at stort set alt, hvad der ligger i Martin Rossens nye funktion, allerede er grundigt beskrevet.

Alligevel hersker der en stemning af, at der er noget helt nyt på spil. Især tre ting bliver fremhævet i debatten:

·      At Martin Rossen får plads i regeringens to centrale udvalg

·      At Martin Rossen skal være leder for almindelige embedsmænd

·      At Martin Rossen trods sin magt er undtaget for den kontrol, der gælder ministre og embedsmænd

Lad os se på de tre punkter et for et.

Medlem af de centrale udvalg
Martin Rossens funktion som stabschef bliver i høj grad at presse på for at regeringens politik bliver gennemført. Derfor får han plads i regeringens to centrale udvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget.

Den slags udvalg er noget, regeringen selv vælger at nedsætte. Deres formål er typisk at koordinere politik i regeringer, hvor der deltager mere end et parti. Det er selvsagt mindre nødvendigt i en etparti-regering, og alene af den grund kan man forvente, at de to udvalg kommer til at spille en mindre central rolle under Mette Frederiksen.

Men hvordan, statsministeren og de øvrige ministre forbereder deres politiske indsats, er selvsagt deres egen sag. I princippet kunne Mette Frederiksen vælge at holde møde hver lørdag i Socialdemokratiets partikontor eller hjemme i sit køkken. Det kan hverken Folketinget eller de øvrige partier blande sig i. 

Ved at opretholde de to udvalg, hvor de centrale departementschefer også deltager, fastholder hun traditionen for, at den politiske planlægning foregår i det system, hvor embedsværket spiller en central rolle og ved, hvad der foregår.

Regeringens faste udvalg er steder, hvor den politiske substans og den parlamentariske situation bliver vejet op mod hinanden, så regeringen kan beslutte, hvordan den skal håndtere aktuelle sager. Det er i sagens natur lukkede møder, og derfor debatten om demokratisk kontrol lidt ved siden af.

Tværtimod er deltagelse i den slags møder kernen af, hvad særlige rådgiver bør anvendes til, hvis man læser betænkningen fra 2013:

”Det er ifølge såvel ministrene som departementscheferne en væsentlig opgave for de særlige rådgivere at bistå ministeren med politisk-taktisk rådgivning. I relation hertil vurderer næsten alle ministre de særlige rådgiveres indsats positivt, hvilket er en vurdering, som departementscheferne altovervejende deler”, hed det i betænkningen.

Her slås det også fast, at lige præcis koordination er en oplagt opgave for særlige rådgivere:

”I forhold til den del af koordinationen, som påhviler ministeren, herunder koordinationen med ministre fra eget parti, vil de særlige rådgivere kunne assistere og i et vist omfang kunne udfylde en funktion”, hedder det.

I debatten er det også blevet fremhævet som problematisk, at Martin Rossen med sin plads i de to udvalg bliver mere magtfuld end de ministre, der ikke sidder med. Det er korrekt, men der står ingen steder, at statsministeren skal lytte mere til sin kirkeminister end til sin betroede rådgiver – og det er der heller ingen statsministre, der gør.

Leder almindelige embedsmænd
Da Anders Fogh Rasmussens VK-regering begyndte at ansætte særlige rådgivere – eller spindoktorer – i 2001, var det i høj grad professionelle journalister eller kommunikationsfolk, der blev hentet ind.

Socialdemokratiet har en tradition for i højere grad at ansætte trofaste partisoldater i den slags job – selv om nogle dog også har en baggrund i pressen.

Fælles for alle regeringer siden 2001 har været, at de særlige rådgivere har spillet en væsentlig rolle, især hvis de har haft deres ministres tillid. Derfor har realiteten længe været den, at særlige rådgivere i nogle situationer har fungeret som chefer for ministeriets egne embedsmænd, f.eks. i presseafdelingerne.

Det forhold blev allerede beskrevet – og blåstemplet – i betænkningen fra 2013:

”Udvalget finder endvidere, at det kan være velbegrundet, at særlige rådgivere i et vist omfang kan tildeles et fagligt ledelsesansvar i for hold til almindelige embedsmænd, der er ansat i ministersekretariatet eller dertil knyttede stabsfunktioner til varetagelsen af opgaver inden for samme område som den særlige rådgiver”, hedder det.

Her det værd at diskutere, hvad embedsmændenes rolle egentlig er. For når vi taler om neutrale embedsmænd i Danmark, betyder det jo ikke, at embedsmændene skal agere upolitisk; tværtimod. Deres opgave er hver eneste dag at arbejde på at gennemføre så meget af regeringens politik som muligt – selvsagt inden for lovens rammer.

Det neutrale består i, at embedsmændene skal være klar til at gennemføre den stik modsatte politik, når magten skifter. Samt i, at embedsmændene med departementschefen i spidsen skal sørge for, at regler, love og konventioner overholdes.

Selvfølgelig kan der være problemer i konstruktionen. Som hvis almindelige embedsmænd opnår forfremmelse eller risikerer degradering på baggrund af arbejde i et politisk sekretariat. Eller hvis de bliver bedt om at udføre opgaver, som egentlig hører hjemme i partiorganisationen. Men som Statsministeriets nye sekretariat er skruet sammen, er der intet, der tyder på, at de problemer vil opstå. Skulle det ske, må departementschefen gribe ind.

Er Rossen undtaget kontrol?
Debatten om det nye politiske sekretariat er hurtigt blevet en stor sammenblanding af moral, jura og politik.

Man kan næsten få det indtryk, at magt, der ikke udøves af folkevalgte er umoralsk, og at embedsmænd er gennemsigtige skabninger. Men embedsmænd udøver også magt. Og folkevalgte kan ikke fungere uden at rådføre sig med en skare af nære og mere løst tilknyttede fortrolige.

Med ansættelsen af Martin Rossen som stabschef tones der for så vidt rent flag: Den indflydelse, der før blev bedrevet i det skjulte, bliver nu langt mere transparent.

Martin Rossen kan ganske vist ikke kaldes i samråd, men han skal lige som alle andre embedsmænd og alle andre særlige rådgivere holde sig inden for de almindelige krav om lovlighed, sandhed og faglighed. Det er fortsat departementschefen, der er øverste chef for ministeriets ansatte. Og det er fortsat statsministeren, der er politisk ansvarlig i forhold til Folketinget.

Pointen er, at Martin Rossen i sin nye rolle også er en embedsmand - blot ansat midlertidigt på særlige vilkår.

Han har samme pligt som de faste embedsmænd til at skrive notater, journalisere sine dokumenter og så videre. Og når det sker, vil hans dokumenter være omfattet af samme (desværre alt for begrænsede) adgang til aktindsigt som de dokumenter, alle andre embedsmænd skriver.

Frederiksen har ansvaret
Bundlinjen er, at det fortsat er statsministeren, der bærer det politiske ansvar for, hvad der sker i Statsministeriet. Hvis Martin Rossen – eller en anden embedsmand eller særlig rådgiver ­– kvajer sig, kan Mette Frederiksen kaldes i samråd, og  eftersom han fungerer på hendes vegne, må hun i sidste ende bære konsekvensen.

Gennem de senere år har mange politikere og kommentatorer kritiseret Finansministeriet for at være blevet alt for magtfuldt og for at blokere for den politik, ministre eller regeringer gerne vil gennemføre.

Der er ingen tvivl om, at oprettelsen af et politisk sekretariat i Statsministeriet er Mette Frederiksens forsøg på at bevare overhånden i samspillet med hele embedsapparatet, ikke mindst Finansministeriet.

Det kan man være enig eller uenig i – men det er svært at se, at det skulle være et demokratisk problem, at en statsminister forsøger at få sin politik igennem. Og ansættelsen af Martin Rossen ændrer ikke ved, at love vedtages ved afstemning i Folketinget.

I fuld åbenhed.  

Forrige artikel Mette Frederiksen har et stærkt udgangspunkt Mette Frederiksen har et stærkt udgangspunkt