Medieklynkeriet over statsministerens Israel-svar udstiller kløften mellem medier og politikere

Der er noget forstemmende over at høre journalister klynke, fordi de ikke lige kan lide statsministerens svar på et af standens repræsentanters spørgsmål om, hvem der skal lægges blomster til og hvornår i den nyopblussede konflikt mellem staten Israel og terroristerne fra Hamas. 

Journalister må naturligvis spørge om lige det, de vil. Det ligger i stillingsbetegnelsen og opgaven som journalist. Det ville så i øvrigt være rart, hvis flere journalister så spurgte noget mere, når diverse sager spidser til. Men lad det nu ligge for en stund.

Lige så åbenlys en ret, journalister i et frit samfund har til at spørge om hvad som helst på snart sagt alle mulige mere eller mindre smagfulde måder, lige så åbenlys og naturlig en ret har politikere og aktuelt statsminister Mette Frederiksen (S) til at svare, som hun vil.

Så kan man kritisere svaret, om man vil, men de der forurettede udtalelser fra journalister, redaktører og kommentatorer er uværdige.

Ingen som helst har pligt til at svare på noget som helst, en journalist får det indfald at spørge om. Svarer man, står man selvsagt selv inde for sit svar. Det gælder også Mette Frederiksen.

På samme måde skal enhver journalist, der vælger at stille sine spørgsmål – også på tider og steder, hvor det er indlysende, at selve indholdet af spørgsmålet og den eventuelle relativering, det måtte kunne give indtryk af – acceptere, at der enten ikke svares eller svares igen.

Der er sket en langsom erodering i politikeres opfattelse af journalister, der i større omfang end tidligere opfattes som modstandere.

Søren Søndergaard

Det er jo ikke sådan, at fordi en avis eller en tv-station på et redaktionsmøde beslutter sig for en særlig vinkel eller et givent spørgsmål – som selv en mindre tænksom sjæl godt kan regne ud, let kan afstedkomme en markant reaktion i situationen – så skal alle, statsministeren inklusive, stå ret og bare acceptere præmissen, selv om en nyhedschef synes, at spørgsmålet er "helt fair og legitimt". Det er jo netop bare en synsning. Statsministeren syntes åbenlyst noget andet.

Jeg blev uddannet journalist i 1987. Ok, old-timer og utidig boomer, kan man mene om mig og min alder. Ikke desto mindre: Der er sket en langsom erodering i politikeres opfattelse af journalister, der i større omfang end tidligere opfattes som modstandere.

De tilbagevendende interne diskussioner på Christiansborg politikere imellem på tværs af partierne om, hvordan man eventuelt kunne give medierne kontorer langt væk fra de centrale dele af Borgen, er et meget illustrativt vidnesbyrd om den tendens. Afspærringer, reb og sanktioner på Christiansborg supplerer det blot.

Men det kommer jo desværre ikke ud af det blå. Det er ikke kun – men i høj grad også – opstået som reaktion på tiltagende ryggesløshed på den anden side, i pressekorpset, hvor man godt kan få det indtryk, at den, der er mest flabet og respektløs, får stor street credit hos kollegerne.

Man behøver ikke at være parti-apparatnik eller folketingsmedlem for at synes, at journalister som en selvfølgelighed ikke bare skal vade ind på MF’ernes kontorer uden at spørge først, eller at fotografer ikke skal vælte hinanden eller trampe i møblerne for at få det bedste billede.

Det kommer også af, at politikere aktuelt oplever, at medierne i den nuværende konflikt insisterer på at kalde Hamas-terrorister for "militante palæstinensere" eller sågar "aktivister", og terrororganisationen Hamas for en "bevægelse".