Trads: Mette Frederiksen er symbol på karrierepolitikere

Det ligner nærmest en kroning, når Socialdemokratiet vælger Mette Frederiksen som dets nye formand – men hvem er denne 37-årige kvinde egentlig, som alle tilsyneladende elsker?

Vi ved, at hun er født og opvokset i Aalborg, var rigtigt mange år om at færdiggøre en beskeden bacheloruddannelse i administration, kortvarigt var ansat som ungdomskonsulent i LO og blev valgt ind i Folketinget allerede som 23-årig.

Med andre ord:
En typisk levebrødspolitiker.

Der er ingen fortælling – ingen stor narrativ – om Mette Frederiksen. Hun har aldrig skrevet en samlende bog, der redegør for hendes tanker, drømme og mål. Tværtimod har hun ofte dramatisk skiftet holdning på store værdipolitiske dagsordner, så hun synes svær at placere:

Der er ingen fortælling – ingen stor narrativ – om Mette Frederiksen. Hun har aldrig skrevet en samlende bog, der redegør for hendes tanker, drømme og mål. Tværtimod har hun ofte dramatisk skiftet holdning på store værdipolitiske dagsordner.

David Trads
Klummeskribent

Engang var hun moralens vogter, som belærte alle andre om, at de skulle vælge folkeskolen. Især ’overskudsforældre’ kunne ikke være bekendt at ’vælge fællesskabet fra’, tordnede hun. Så satte hun sit eget barn i privatskole. Engang var hun arg modstander af købesex og krævede en lov, der kriminaliserede folk, der betalte for sex. Så fik hun magt og gjorde ingenting.

Den venstrefløjs-socialdemokrat, som hun var i 2000'erne, da partiet var i opposition, har været svær at finde i regering. I dag er hun vel mest eksponent for den ’sådan-er-det-jo’-politik, der har været SR-regeringens største hindring mod at erobre folks hjerter.

Partier med drømme
Det valg, vi netop har været igennem, var i udstrakt grad et oprør med den ’nødvendighedens politik’, som de gamle partier abonnerer på. De partier, der tør drømme – Alternativet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance – fik fremragende valg. Uffe Elbæk, Johanne Schmidt-Nielsen, Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen er alle dybt autentiske mennesker, som man kan mærke.

Vælgerne orker ikke længere at høre på talende regneark, som udelukkende taler til folks hjerner og fornuft. Kigger vi ud i verden har de ledere, som vi alle kender, et fælles karaktertræk – nemlig at deres egen personlige fortælling og erfaring er vævet tæt ind i deres politiske handlinger. Obama, Merkel, Hillary og svenske Stefan Löfven er gode eksempler. Folk med en fortid. En fortælling.

Danmarks store partier er befolket med folk, der ligner Mette Frederiksen – en kort, ofte end ikke færdiggjort uddannelse; stort set ingen erhvervserfaring, umådeligt sjældent i det private; en opvækst i den intrigante politiske ungdomskultur; og i reglen uden nogensinde at have så meget som forsøgt at samle sine tanker til en vision om en bedre verden.

Ét af de kritikpunkter, der gik igen af Helle Thorning-Schmidt, var, at man aldrig rigtigt vidste, hvem hun var. Brændte hun for noget – eller var det bare ’Helle for magten’, som Politiken-journalisten Jakob Nielsen skrev i sin fremragende biografi om hende. Thorning-Schmidt var en dygtig leder – for hun samlede partiet og leverede fine resultater – men hun var ikke visionær.

Partiet må gentænke sig selv
Mette Frederiksen, der nu tager over som ny partiformand, ligner på den måde sin forgænger. I det omfang, hun har drømme om for alvor at ændre samfundet, kender vi dem ikke – og hun har da også allerede ladet forstå, at hun agter at videreføre Thorning-Schmidts politisk linje. Det lyder næsten som den forkætrede sætning i regeringsgrundlaget fra 2011 om, at den nye regering ville videreføre ’VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.’

Har partiet virkelig ikke brug for at gentænke sig selv? Gennemanalysere, hvordan det kunne gå til, at regeringen trods fine økonomiske resultater alligevel ikke kunne fastholde magten? Overveje, hvad årsagen er til, at Dansk Folkeparti vokser så meget, at det nu kun er få procentpoint fra også at overhale Socialdemokratiet? Tænke nøje over, hvorfor partiet massivt taber terræn uden for de store byer – og i den grad i udkantsdanmark?

Hvis Socialdemokratiet har ambitioner om at blive en folkebevægelse igen, er der brug for drømmere. Ikke bare administratorer. Partiet skal lære at lytte til andre end de halvstuderede DJØF’ere, som har kapret partiet – og række ud efter de folketingsmedlemmer, der kender virkeligheden, og de tillidsfolk i fagbevægelsen, der fortsat lever i den.

Mette Frederiksen overtager et parti, der efter konstant at have tabt valg i næsten to årtier, endelig er gået frem. Der er en lille smule medvind, som hun skal udnytte klogt, hvis hun vil række ud efter magten ved næste valg.

David Trads skriver klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.