Mette Frederiksen skal justere sin succesformel i 2022 

Hun styrede alt og var fuldstændig suveræn. Meningsmålingerne lå på den rigtige side af 30 procent, og blandt de blå partier var der en erkendelse af, at det næste valg var tabt. Og måske det næste igen. For hvem kunne for alvor udfordre statsminister Mette Frederiksen (S)? 

Sådan så det ud ved indgangen til 2021 – og sådan så det ud så sent som for et halvt år siden. Men det katastrofale kommunalvalg viste, at den socialdemokratiske leder er alt andet end usårlig – og i løbet af 2022 tvinges regeringen til at ændre såvel taktik som strategi. 

Socialdemokraternes helt store politiske problem er, at de ikke kan slå igennem i forhold til den voksende gruppe af – fortrinsvis yngre – veluddannede storbyvælgere. Det kunne gå så længe, man i stedet vandt mange vælgere blandt arbejdere og middelklasse i provinsen, men kommunalvalget viser, at det regnestykke ikke længere går op. Det er simpelthen alt for store vælgergrupper, landets største parti afskærer sig fra. 

Umiddelbart er de ting, regeringen har i pipelinen ikke noget, der bedrer den situation. Det gælder eksempelvis regeringens planer om en reform, der forbedrer dagpengeydelsen for de grupper, der har været længe på arbejdsmarkedet, men samtidig sænker dimittend-satsen. Forslaget er rasende populært i store dele af den klassiske fagbevægelse, men akkurat lige så upopulært blandt universiteternes unge. 

Samtidig er udflytningen af uddannelsespladser til provinsen i gang, og i hovedstaden er man netop i denne tid i gang med at nedlægge hundreder af uddannelsespladser. Igen et element, der provokerer byernes unge. 

En ny virkelighed
I regeringstoppen er man udmærket klar over problemet, men man står i en række dilemmaer: 

Hvis regeringen eksempelvis nøjes med at oprette nye studiepladser i provinsen, uden at nedlægge pladser i hovedstaden, viser prognoserne, at man ikke vil nå målet. For størstedelen af de unge vil alligevel søge mod de større byer, og så vil studiepladserne i provinsen stå halvtomme. 

Et andet dilemma består i den klassiske socialdemokratiske satsning på vækst og infrastrukturprojekter som nye broer og skabelse af nye boligområder som Amager Fælled og Lynetteholmen i København. 

Den slags projekter har tidligere givet bonus til socialdemokraterne, men her understregede kommunalvalget, at vælgernes prioriter er ændret. Både i København og Aalborg vender store vælgergrupper sig nu imod den slags projekter. Det skaber problemer for socialdemokraternes planer om udvikling af nye byområder og byggeri af billige boliger i storbyerne. 

Grønt gearskifte
Ikke desto mindre er det på felter som klima og miljø, Socialdemokratiet kommer til at ændre position. Regeringen kan bryste sig over at være den grønneste regering hidtil, men det tæller ikke rigtigt hos de grønne vælgere. For hidtil har det virket som om, at ministrene er blevet trukket hen til det grønne trug af støttepartierne. 

Her er man på vej til et gearskifte. Såvel Mette Frederiksens tale til den socialdemokratiske kongres som hendes åbningstale til Folketinget havde en grønnere – og mere hovedstadsvenlig – tone end tidligere. Men det var alt for sent til at ændre noget i forhold til kommunalvalget. 

Handling skal følge ord, og her bliver den store prøve, udfyldningen af rammerne for den grønne skattereform, som et flertal har lavet en principiel aftale om. I starten 2022 starter forhandlinger om de virkelig svære ting, såsom en CO2-afgift. 

Rossens frisprog
Regeringen har imidlertid også brug for taktiske og kommunikative ændringer. Som mink-sagen til fulde demonstrerer. Indtil videre er der ikke dukket nogen rygende pistoler frem, men statsministerens attitude har ikke ligefrem hjulpet på sagerne. 

Argumenter som ”I må stole på mig. Jeg er landets statsminister” har ikke været gangbare siden præsident Nixon udtalte de berømte ord: ”People have got to know wheater or not their President is a crook. Well, I am not a crook”. 

Den slags argumenter bider ligesom sig selv i halen. 

Mette Frederiksen har vist, at hun er rasende god i medvind, men betydelig dårligere til at håndtere den stride modvind, som mink-sagen har udviklet sig til. Spørgsmålet er, om der er nogen omkring hende, der i stand til at korrigere linjen i den slags kritiske situationer. Den tidligere rådgiver, den iltre Martin Rossen, havde et særligt frisprog med Mette Frederiksen, men det er tvivlsomt, om der i dag er ministre eller rådgivere, der kan agere djævelens advokat. 

Uanset hvem der bliver ny DF-formand, vil partiet blive stærkere forankret i den borgerlige lejr. Thulesens ambition om at gøre DF til et nyt midterparti er foreløbig droppet.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

DF går blåt
Det har ikke gjort det politiske manøvrerum lettere, at Mette Frederiksens tidligere nære alliancepartner, DF-formand Kristian Thulesen Dahl er på vej ud. Uanset om den nye formand hedder Inger Støjberg, Morten Messerschmidt, Merete Dea, Erik Høgh-Sørensen. Peter Kofod eller Martin Henriksen er det et dårligt bytte for statsministeren. 

Kandidaterne er alle langt mere borgerlige end Thulesen, der ønskede at gøre DF til det nye midterparti i stedet for Radikale. Thulesens mission var meget tæt på at lykkes, men nu vil en ny DF-formand helt anderledes bastant forankre Dansk Folkeparti i det blå Danmark. 

DF kan håbe, at man igen kan udfordre socialdemokraterne på udlændingepolitikken, hvis presset fra flygtninge og migranter som ventet tager til. Her kan regeringen trøste sig med, at udviklingen i EU siden krisen i 2015 afgørende har bevæget sig i retning af de danske positioner. Flere og flere bakker op om en kontant kontrol af EU’s ydre grænser, og al tale om tvungne kvoter internt i EU er forstummet. 

Papes gave
Der er heller ikke kun dårlige nyheder til regeringen på hjemmefronten. 

Forslaget om tidligere pension til den berømte Arne var et afgørende slagnummer for Socialdemokratiet i sidste valgkamp, og gennemførslen af forslaget står som regeringens mest ikoniske sejr. 

Problemet er bare, at vælgerne er nogle utaknemmelige bæster, der sjældent belønner politikerne for alle de gode ting, de har gjort. Derfor kunne socialdemokraterne ikke forvente bonus for den sag i næste valgkamp. 

Men nu har regeringen fået en hjælpende hånd af Konservative, der lægger op til at fjerne Arne-pensionen igen. Det samme gør Venstre. 

Konservative vil tilmed bruge midlerne fra ”Arne-pensionen” til at drastisk at hæve topskattegrænsen. Dermed har Søren Pape Poulsen (K) foræret Socialdemokratiet et drømmekryds, der kan bruges til at mobilisere store lønmodtagergrupper. Det var præcis krydset mellem pensionsalder og topskat, der blev en møllesten om VLAK-regeringens hals i 2016-17. 

Pape var så uforsigtig at udfordre Mette Frederiksen på Arne-pensionen i en spørgetime til statsministeren, en konfrontation han kom umådelig dårligt fra. Dermed fik han foræret Socialdemokratiet et uvurderligt klip til brug for næste valgkamp.

2022 ser ud til at blive et langt mere nervepirrende politisk år, end det så ud til for kort tid siden