Om  
Per Fergo

Mindeord: Ambassadør Per Fergo (95)

Tidligere ambassadør Per Fergo er gået bort i en alder af 95 år. Tidligere presseråd Flemming Axmark skriver mindeord om ham i Politiken.

Redaktionen

Per Fergo blev i sin karriere i udenrigstjenesten sat på mange prøver. Han sluttede således ikke af med at sidde til rådighed på et afsides kontor i Udenrigsministeriet, men blev kastet ud på dybt vand, nærmere betegnet Storebælt.

Over dette internationale farvand var Danmark ved at bygge bro, men finnerne mente, at de ville få problemer med at sejle under broen. Derfor anlagde de sag ved Den Internationale Domstol i Haag, og den juridiske diplomat Per Fergo blev sat til at forsvare de danske interesser.

Men inden Danmark fik dom for, om vore juridiske argumenter holdt, valgte daværende statsminister Poul Schlüter at indgå forlig. Dette kunne juristen Per Fergo godt ærgre sig over.

Dog slog han sig til tåls med, at man måtte tage, hvad der kom, uden at beklage sig. For lige fra begyndelsen var udenrigstjenesten noget helt andet, end han havde forestillet sig.

Han havde troet, at diplomati var en stille syssel, hvor man ophøjet og på afstand tog stilling til verdens gang, men straks han var kommet indenfor, blev han klogere.

Først blev han sat til at administrere Marshall-hjælpen og derefter sendt til Göteborg, hvor 25.000 danskere var i gang med at søge arbejde.

Næste opgave stod der Sydrhodesia (nu Zimbabwe) på, og efter en tur hjemme gik rejsen igen til Afrika, nu det krigshærgede Congo, hvor Danmark forsøgte at etablere et undervisningshospital, men i krigens ragnarok gik projektet under.

Som ambassaderåd i Washington, D.C., fik Per Fergo det noget fredeligere, men kun indtil B52-bombeflyet faldt ned i Thule. Så var der igen gang i den med utallige møder med den amerikanske regering, ikke mindst udenrigsminister Dean Rusk, som ikke overraskende mente, at Grønland var legitimt amerikansk interesseområde.

Hjemme igen kom Per Fergo til retsafdelingen, hvis øverste chef han blev nogle år senere, og her faldt det i hans lod at opbygge hele det nye juridiske felt havretten, som bragte ham ud i månedlange maratonkonferencer, hvortil kom beskæftigelsen med mange andre internationale spørgsmål såsom menneskerettigheder.

Derimod faldt der mere ro over sagerne, da han rundede udlandskarrieren af som ambassadør først i Lissabon og så i Ottawa. Inden han stod til søs som Storebæltsbro-procedør, men hvor statsministeren altså valgte at trække ham i land i utide.

Mindeordet var første gang bragt i Politiken 12. november 2021.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Fergo

Fhv. ambassadør (Portugal og Canada), fhv. chef for Udenrigsministeriets juridiske afdeling
cand.jur. (Københavns Uni.1949)

0:000:00