Messerschmidt: Dommerne i Strasbourg er inhabile, men får alligevel lov at bestemme over Danmarks folkevalgte

KRONIK: Dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen er ukvalificerede, aktivistiske og ude af stand til at se, når de selv er inhabile. Det er til trods for, at domstolen har magt til at underkende højesteretter og parlamenter, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Af Morten Messerschmidt (DF)
Cand.jur, EU-ordfører og aktuel med debatbogen 'Farvel til folkestyret'

At være dommer over andre kræver stor myndighed. At være dommer over demokratiet kræver enorm myndighed.

Når således både EU og menneskerettighedsdommere er sat over demokratiet, må vi som de vælgere, der er sat til side, selvsagt kræve, at netop de, vores særligt udvalgte foresatte, er kvalificerede ud over det almindelige og træffer afgørelser i fuld uafhængighed.

I et studie fra 2020 har European Centre for Law & Justice (ECLJ) imidlertid sået alvorlig tvivl om menneskerettighedsdommernes uafhængighed og kvalitet. Man undersøgte afgørelser fra 2009 til 2019 og kunne i flere tilfælde påvise, hvordan NGO’er, der forfølger særlige politiske mærkesager, har haft endog ganske stor indflydelse på flere domme.

Mindst 22 af de 100 faste dommere, der har fungeret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mellem 2009 og 2019, er tidligere embedsmænd eller samarbejdspartnere i syv NGO’er, der er meget aktive for Domstolen.

Undersøgelsen viste således, hvordan menneskerettighedsdommerne ikke forvalter deres myndighed i uafhængighed og erklærer sig inhabile, når tidligere samarbejdspartnere repræsenterer en sag. Det harmonerer dårligt med at skulle være et korrektiv til demokratiet.

Når "demokratiet tager fejl"
Rapporten fra ECLJ påkaldte sig ingen opmærksomhed i dansk presse og kun meget begrænset i den europæiske. Men selve spørgsmålet om dommernes uafhængighed og kvalifikationer kalder naturligvis på en nøjere undersøgelse.

Menneskerettighedsdomstolen har som bekendt ved flere lejligheder både underkendt højesteretter – herunder den danske – og i mange tilfælde tvunget parlamenter og regeringer til at føre en anden politik, end de ønskede.

Dommerne har med åbne øjne sat demokratisk vedtagne love ud af kraft og har endda – som portugisiske Paulo Pinto de Albuquerque – erklæret sig som dem, der skal rette sagerne, når ”demokratiet tager fejl”.

En gennemgang af dommernes baggrund underbygger imidlertid ikke den autoritet, som dommerne nyder. 13 dommere har rigtigt nok tidligere fungeret enten i deres landes højesteret eller forfatningsdomstole.

De må med andre ord have en fornemmelse for, hvad det vil sige at have det endelige ord og forstå den alvor, som det indebærer at sætte en folkevalgt regering eller et parlament til vægs. Men langt hovedparten af dommerne i Strasbourg har aldrig arbejdet som dommer ved en højesteret eller forfatningsdomstol. Den største gruppe har faktisk aldrig arbejdet som dommer.

19 dommere uden dommererfaring
Mens lande som Danmark, Italien, Portugal og Holland har udpeget dommere med erfaring fra by- eller landsretter, så har 19 af 47 dommere ingen tidligere erfaring som dommer.

To af de 47, tyrkiske Isil Karakas og slovenske Marko Bosnjak, har endog slet ingen international erfaring. De har ifølge deres CV blot haft forskelligt akademisk arbejde i deres hjemlande.

At disse to kan afsige domme, som sætter både Højesteret og Folketing til side, synes oprørende. Men mindst lige så galt er det selvsagt i forhold til menneskerettighedsdommerne fra Tyskland, Grækenland, Sverige, Bulgarien og Spanien, der sammen med 14 andre kollegaer aldrig før har fungeret som dommer. For det afholder dem ikke fra at avancere i systemet.

Siden 2017 har græske Linos-Alexandre Sicilianos været præsident ved Menneskerettighedsdomstolen. Uden nogensinde at have været dommer ved en rigtig domstol. Et flot karrierespring må man indrømme! Men det siger selvsagt en del om kvaliteten af dette internationale retssystem.

Ej heller Domstolens vicepræsident, tyske Angelika Nußberger, havde nogensinde før været dommer, men havde derimod arbejdet for CERD, European Union Network of Independent Experts, Hague Academy of International Law og et Institute of International Law.

Dommer har hun aldrig været. Før nu, hvor hun altså er dommer over vores folkevalgte og Højesteret. Over 700 millioner europæere.

En abstrakt tekst på et par hundrede ord
Den tidligere slovenske menneskerettighedsdommer Bostjan Zupancic, der nu er tilsluttet European Centre for Law & Justice, har skrevet om sine erfaringer fra Domstolen og rettet et hårdt angreb imod Konventionen, som han kalder ”en abstrakt tekst på et par hundrede ord”, og dommene, som han beskriver som en ”kontinuerlig strøm i en mere og mere selvretfærdigende tilstand”.

Han uddyber videre, at ”menneskerettighederne er simpelthen, hvad Domstolen erklærer, at de er eller ikke er. Betydningen, omfanget og virkningen af Strasbourg-retspraksis, der forbinder 47 underskrivende stater fra den iberiske halvø til Sibirien, afhænger af den måde, hvorpå Domstolen har været eller er i øjeblikket – funktionel eller dysfunktionel”.

Om Domstolens arbejdsmåde skriver han, at den er ”fuldstændig fremmed for europæisk juridisk formalisme, baseret på rationel syllogisme”.

Som et konkret eksempel nævner han den italienske krucifiks-dom: ”I sagen tog et af de fem kamre føringen ved at ophæve den italienske lov, der krævede krucifikser på klasseværelsets vægge, idet det sås som i strid med Konventionen. Det førte til en betydelig skandale i den offentlige mening i Italien og i Europa. Sagen blev derefter anlagt for storkammeret, hvilket ændrede beslutningen”.

Men den italienske sag er på ingen måde enestående, og Zupancic nævner flere eksempler på således modstridende afgørelser. I 2001 afviste man i sagen ”Banković mod Belgien”, at Natos bombning af tv-stationen i Beograd var i strid med Konventionen, mens man i den samtidige sag ”Al Skeini mod Det Forenede Kongerige” udtalte sig til fordel for tilskadekomne britiske tropper i Irak.

I sagen ”Delfi A.A. v. Estland” fra 2015 forsvarede Domstolen stærkt ytringsfriheden, men erklærede få år efter, at blasfemi (vedrørende Muhammed) var en forbrydelse (”E.S. v. Østrig” fra 2019).

To retssystemer i kollision 
Det har længe været et ønske fra medlemslande, at Domstolen ville afstå fra at træffe afgørelser i den slags sager. Under det danske formandskab for Europarådet i 2017 fik man vedtaget en erklæring, der sigtede på at reducere Domstolens magt.

Man ønskede en højere grad af frihedsmargin, hvor landene selv kunne afgøre. Men ifølge Zupancic er Domstolen gennem årene blevet mere og mere enerådende og anser Konventionen som et ”levende instrument”, der skal fortolkes ”i lyset af aktuelle forhold”, hvilket gør det muligt at udvide dens anvendelsesområde.

Det er, hvad der ofte kaldes for Domstolens aktivisme – og som blandt andre Mads Bryde Andersen har advaret imod, ligesom altså Zupancic påpeger, hvordan to retssystemer synes at kollidere med hinanden: den angelsaksiske model baserer sin juridiske begrundelse på analogi, hvorimod det kontinentale system baserer det på formel syllogisme.

De kontinentale dommere har derfor flyttet sig fra den ene ekstrem til den anden – fra juridisk formalisme til analoge begrundelser, hvor domstolene ikke har nogen ydre grænser andre end dem, de selv lægger.

Konsekvensen er juridisk aktivisme: en regering af dommere frem for folkevalgte.

Zupancics kritik har ikke bredt sig til andet end enkelte juridiske tidsskrifter. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. For meget tyder på, at han har ret, og at hans kritik ikke bare er relevant for Menneskerettighedsdomstolen som sådan, men også for EU.

For hvad enten det gælder EU’s værdier og charter eller menneskeretten, er liberal-demokratiet kendetegnet ved generelle, individualistisk formulerede principper opløftet til internationalistiske principper, der fortolkes af dommere. Et styre for de få – uden folket.

Kronikken tager udgangspunkt i kapitel ti i Morten Messerschmidts nye bog 'Farvel til folkestyret. Hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre - og hvad vi kan gøre ved det', Forlaget Munch & Lorenzen, udkom 9. november.

Forrige artikel Pædagog: Samfundet anerkender ikke mit arbejde på lønsedlen Pædagog: Samfundet anerkender ikke mit arbejde på lønsedlen Næste artikel Steen Gade til klummeskribent: Biden er mere klimafremsynet, end du tror Steen Gade til klummeskribent: Biden er mere klimafremsynet, end du tror
Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

DEAL: Et flertal af partier har besluttet at fordele pengene fra resterne af satspuljen til en ny civilsamfundsstrategi, en udvidelse af hjemløseindsatsen og et videnscenter for anbragte unge. Aktører roser tiltagene, men savner en plan for fremtidig finansiering.