Professor: Jeg bliver angrebet, hver gang jeg går imod menneskeretsmiljøet

Af Mads Bryde Andersen
Professor, dr.jur., Københavns Universitet

Det er en speciel oplevelse at debattere menneskerettigheder med d'herrer Claus von Barnekow og Jacques Hartmann.

Inden de kommer til sagens kerne, som nu senest på Altinget 21. og 22. marts, skal man gennem en indledende runde om, hvem der nu er "ekspert" og dermed – må man forstå – værdig til at ytre sig.

Det er de to debattører selv, forstås.

Angrebene kommer typisk fra repræsentanter fra de menneskeretsorganisationer, ngo’er og forskningsmiljøer, der tydeligvis er bange for kritisk diskussion.

Mads Bryde Andersen
Professor, dr.jur., Københavns Universitet

Men en "professor i formueret", som Hartmann konsekvent kalder mig, er nok ikke.

Claus von Barnekow rejser utvetydigt spørgsmål ved mine "dybere forudsætninger" og "vidensmæssige erfaring". Til støtte for det har han så fundet en udtalelse fra 2005 – som jeg i øvrigt står ved – hvor jeg selv udtaler, at jeg ikke ser mig som "ekspert i menneskerettigheder".

Stort set hver gang, jeg har begivet mig ind i debatter om menneskerettigheder med synspunkter, der går imod mainstream-tænkning i det enorme menneskeretsmiljø, er jeg blevet angrebet på mine kvalifikationer.

Mads Bryde Andersen
Professor, dr.jur., Københavns Universitet

Mere end professor i formueret
Selv om jeg egentlig har mere lyst til at diskutere sagens kerne, må jeg af hensyn til Altingets læsere give følgende objektivt konstaterbare oplysninger:

Siden jeg i midten af 1980'erne begyndte at bedrive retsvidenskab, har jeg beskæftiget mig med og publiceret fagfællebedømte, videnskabelige arbejder inden for vidt forskellige retsområder – for eksempel immaterialret, strafferet, it-sikkerhed, persondatabeskyttelse, pensionsret, advokatret, menneskerettigheder og ja – formueret.

Andre må vurdere kvaliteten af disse arbejder. Jeg har aldrig ført mig frem som "ekspert" på noget område, men glædet mig over, at mine bidrag har gjort nytte.

Derimod har jeg gerne og ofte debatteret relevante emner og – hvis der var grundlag herfor – deltaget i den offentlige debat, selv om jeg vidste, at jeg ville komme i modvind.

Det har en skatteyderbetalt universitetsforsker efter min opfattelse pligt til. Ingen har glæde af forskning, der blot søger at indpasse sig flertallets synspunkter.

Med en enkelt undtagelse har jeg altid mødt interesserede fagfæller, som har deltaget i den slags debatter. Menneskerettighedsområdet markerer denne undtagelse.

Angreb på mine kvalifikationer
Stort set hver gang, jeg har begivet mig ind i debatter om menneskerettigheder med synspunkter, der går imod mainstream-tænkning i det enorme menneskeretsmiljø, er jeg blevet angrebet på mine kvalifikationer.

Angrebene kommer typisk fra repræsentanter fra de menneskeretsorganisationer, ngo'er og forskningsmiljøer, der tydeligvis er bange for kritisk diskussion.

For jo mindre menneskerettighederne fylder i samfundet, desto mindre er der jo at forske i og agitere ud fra. I stedet for at kæmpe om synspunkterne går man så efter personerne.

Kun undtagelsesvis går debattører imod mig med faktuelle oplysninger, som jeg påstås at have overset. I en artikel i Weekendavisen her i efteråret påstod von Barnekow (vendt mod en pointe, som jeg havde fremført herom), at der skulle gælde en "retligt bindende sædvane", som afskar Danmark fra at melde sig ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention uden også at forlade Europarådet.

Da jeg bad ham dokumentere denne opsigtsvækkende påstand, krøb han til korset og indrømmede, at der vist bare var tale om nogle interne tanker, der havde fundet udtryk i et "internt papir" om "Europarådet uden UK?".

Nå ja, så havde emnet vist været drøftet uformelt uden for mødelokalerne i Strasbourg. Men andet var der ikke.

Ingen faktuelle argumenter
I sin artikel den 22. marts mener von Barnekow nu, at vi i Danmark selv anvender dynamiske fortolkninger, når vi for eksempel læser grundlovens ord om "kongen" som "statsministeren".

Synspunktet er helt irrelevant, eftersom dette særlige sprogbrug jo var klart forudsat, da vi fik grundloven. Det forholder sig helt modsat med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkninger.

Vil man ikke forsøge at argumentere imod med fakta, kan man i stedet mislæse modpartens synspunkter.

I sit indlæg 21. marts får Hartmann for eksempel min pointe helt galt i halsen, når han med en analogi til Alice i Eventyrland får mig til at mene, at menneskeretlige regler altid skal forstås på min måde, ikke på EMD's.

Det har jeg aldrig sagt eller ment: Når man har sat en domstol til at fortolke en tekst, gælder dens fortolkninger selvfølgelig. Kunne man ignorere EMD's dynamiske fortolkninger, behøvede politikerne slet ikke debattere dem.

Men denne status gør ikke disse fortolkninger immune for kritik. Selvfølgelig må man både kritisere enkeltafgørelser og selve fortolkningsstilen.

Sådan er det i et retssamfund. Og det må navnlig demokratisk valgte regeringer, der ser disse fortolkninger som et problem.

Ingen stemmeret til ngo'er
Men hverken von Barnekow eller Hartmann ønsker tydeligvis at debattere de spørgsmål, erklæringen rejser. Bortset fra det synspunkt om uafhængighed, som jeg har gendrevet, er deres eneste argument, at Danmark står alene.

Hertil er at sige følgende:

For det første ved vi først efter afslutningen af konferencen i april, hvor alene Danmark står.

Regeringens udkast er ikke frihåndstegning. Det er blevet til gennem det seneste år, hvor danske embedsmænd har rejst rundt til Europarådets mange medlemsstater for at sikre opbakning. Og efter en ekspertkonference i Kokkedal i november afholdt i regi af Europarådet.

Dette forarbejde garanterer selvfølgelig ikke, at teksten blot vedtages. Men at den på forhånd hældes ned ad brættet forekommer helt usandsynligt.

For det andet er det ikke de ngo'er og andre menneskerettighedsorganisationer, som Hartmann og von Barnekow støtter sig til, der skal stemme om Københavnererklæringen.

Afgørelsen træffes af de regeringsrepræsentanter, der er til stede i København, og som er ansvarlige over for hele deres vælgerunderlag – ikke kun de mandater, som enkelte ngo'er sidder på.

Nogle lande, som eksempelvis Storbritannien, er på forhånd kritiske over for EMD's dynamiske fortolkninger.

Andre er måske netop i disse år ved at få øjnene op for problemerne, for eksempel når omkostningerne ved EMD's dynamiske regulering af retten til familiesammenføring skal betales.

Enhver menneskeret har sin pris
Problemet med de dynamiske fortolkninger ligger nemlig i, at enhver menneskeret har en pris.

Den ækvivalerer med en pligt, andre har, eller noget, andre må tåle.

Jo mere man distancerer sig fra den kerne af menneskerettigheder, som i 1950 fandt vej til EMRK, desto vanskeligere bliver det at balancere ret med pligt.

Men jo mere demokratisk et system, man kommer fra, desto mere vil man ønske disse spørgsmål afgjort politisk.

EMD har indtil videre stort set kunnet udvikle disse dynamiske fortolkninger uden politiske reaktioner.

En årsag hertil har været, at det i praksis er umuligt at ændre EMRK's materielle bestemmelser. Men mindre kan gøre det. Henstillinger kan i sagens natur også spille en rolle.

Derfor er det fuldt berettiget, at Europarådets medlemsstater sætter sig sammen i København i april og drøfter EMD's dynamiske fortolkninger.