Juraprofessor: Statsministerens nytårstale overdrev europæiske landes ønske om at udfordre konventioner

Dette skyldes den måde, hvorpå hun præsenterede resultatet af den uformelle ministerkonference 10. december 2025.

Under konferencen afgav Danmark og 26 andre medlemsstater en fællesudtalelse om de aktuelle udfordringer, der ligger i forholdet mellem migration og menneskerettighedskonventionen.

Her præsenterede staterne de principper, som de mener er vigtige, når sager om migrationsspørgsmål skal behandles ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Men statsministeren ’oversolgte’ denne udtalelse i sin nytårstale.

Da hun sagde, at det var lykkedes Danmark sammen med Italien at ”samle opbakning fra 27 lande til en ny fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”, var det udtryk for en overdrevet og fordrejet fremstilling af fællesudtalelsens indhold og betydning.

For selvom den kan ses som resultat af en dygtig indsats fra blandt andet danske diplomaters side, blev udtalelsen hverken officielt vedtaget af ministerkonferencen eller politisk godkendt af de øvrige deltagerstater på konferencen.

Selv hvis dette havde været tilfældet, ville det naturligvis ikke i sig selv udgøre nogen formel ændring af menneskerettighedskonventionen. Det ville heller ikke have været udtryk for nogen bindende aftale om ændret fortolkning eller anvendelse af konventionen.

Politisk udtalelse er langt fra nok

Sådanne aftaler er faktisk en mulig vej frem for stater, der ønsker at påvirke Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Men der skal langt mere til end en rent politisk udtalelse i generelle vendinger fra en gruppe medlemsstater, for at der kan blive tale om bindende virkning for domstolen i fremtidige sager.

Udtalelsen fra de 27 medlemsstater blev heller ikke accepteret af generalsekretæren på Europarådets vegne.

Statsministeren ’oversolgte’ den europæiske fællesudtalelse i sin nytårstale

Jens Vedsted-Hansen
Professor emeritus, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Ministerkonferencen mundede alene ud i, at deltagerne har givet retningslinjer for, hvordan en formel politisk erklæring om menneskerettighedskonventionen og de aktuelle udfordringer som følge af irregulær migration og udlændinge, der er dømt for alvorlige forbrydelser, skal udarbejdes.

Efter planen skal Europarådets Ministerkomité forberede en sådan erklæring med henblik på, at den fremlægges og vedtages på Europarådets topmøde i maj 2026.

Med den bebudede ’udvisningsreform’ lægger den danske regering i realiteten op til at foregribe udfaldet af denne deklarationsproces.

Man forudsætter tilsyneladende, at samtlige 46 medlemsstater i den formelle erklæring vil tilslutte sig de synspunkter, der indgår i udtalelsen fra de 27 stater på konferencen i december.

Dette er imidlertid ret usandsynligt, eftersom det allerede er offentligt kendt, at flere af Europarådets medlemsstater afviste at tilslutte sig de 27’s fællesudtalelse.

Et problematisk kompromis

Udover at udtalelsen fra de 27 medlemsstater ikke har nogen officiel status i Europarådet, ville udtalelsen også være ganske uegnet som rettesnor for den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i sager om migrationsrelaterede spørgsmål.

Dele af fællesudtalelsen lægger således op til ændringer af domstolens fortolkning og anvendelse af konventionen, som efter alt at dømme simpelthen ikke lader sig gennemføre i praksis.

Som følge af staternes øvrige internationale forpligtelser ville det end ikke gennem en formel deklaration eller aftale, der var énstemmigt vedtaget af alle Europarådets medlemsstater, være holdbart at imødekomme samtlige af de synspunkter, de 27 stater giver udtryk for.

Dette gælder i særdeleshed det selvmodsigende og yderst problematiske forslag om at relativere – det vil sige svække – konventionens artikel 3, der beskytter personer, som risikerer at blive udsendt til tortur og anden mishandling.  

Uanset at dette forslag næppe er medtaget i fællesudtalelsen på dansk initiativ, illustrerer det i sig selv den risiko, man løber ved at forhandle restriktive ændringer af menneskerettighedskonventionen i en kontekst som den aktuelle, hvor der vel nærmest uundgåeligt kan opstå ’give and take’-mekanismer under forhandlingsprocessen.

Udtalelsen må således formentlig ses som resultat af et temmelig delikat kompromis mellem så forskellige medlemsstater som Norge og Island på den ene side og Italien, Storbritannien, Ungarn og Slovakiet på den anden.

Politikerne må tone rent flag

Indtil videre forekommer det nok så uklart, hvordan den bebudede ’udvisningsreform’ skal gennemføres rent lovteknisk.

Statsministerens nytårstale må dog tydeligvis forstås på den måde, at regeringen vil gå længere, end hvad menneskerettighedskonventionens artikel 8 i dag tillader.

Strategien synes at være, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nok alligevel vil ændre sin praksis på linje med de politiske ønsker, de 27 medlemsstater gav udtryk for i fællesudtalelsen.

Danmark tager altså forskud på en sådan praksisændring i håb om, at domstolen vil give efter for presset og undlade at dømme Danmark for at krænke artikel 8 i de sager, der måtte blive indbragt for Domstolen.

Danmark tager altså forskud på en sådan praksisændring i håb om, at domstolen vil give efter for presset 

Jens Vedsted-Hansen
Professor emeritus, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Et sådant brud med konventionen kan man for så vidt godt beslutte gennem national lovgivning, og danske domstole vil formentlig se sig nødsaget til at følge sådanne lovbestemmelser.

Det skal blot fremgå udtrykkeligt og éntydigt, at domstolene fremover skal følge danske regler – uanset om det indebærer brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Regeringen og Folketinget må med andre ord påtage sig ansvaret for konventionsbrud, hvis man vil sikre sig, at domstolene spiller med på det.

Det bliver i den forbindelse også væsentligt, at politikerne toner rent flag og undlader at foregive, at danske domstole – på trods af nye, afvigende danske regler – holder sig inden for konventionens rammer.

Kun på den måde vil der være klarhed over indholdet af dansk lovgivning og ansvaret for det.

Det vil være en afgørende forudsætning for, at retstilstanden bliver tålelig for de berørte – herunder domstolene, som bliver pålagt at anvende regler, der åbenlyst har til hensigt at bryde med konventionens artikel 8.

Med den skitserede straflængde på mindst et års fængsel vil der måske i praksis ikke blive tale om særlig mange danske udvisningsdomme, der i givet fald vil komme i strid med konventionen.

Men dette spørgsmål må forventes at blive nærmere belyst i forbindelse med det kommende lovforslag.

Ligeledes savnes der klarhed over, om det alene er tilknytningen til Danmark, der fremover skal ses helt bort fra ved idømmelse af straf på mere end et års fængsel. Eller om domstolene tillige bliver afskåret fra at tage hensyn til manglende tilknytning til den dømtes oprindelsesland og eventuelt til situationen for mennesker, der udvises dertil.

Vil Danmark gå enegang?

Uanset at der som sagt er særdeles problematiske elementer i de 27 medlemsstaters fællesudtalelse fra december 2025, må det danske initiativ bag udtalelsen i sig selv ses som udtryk for, at regeringen ville føre kritikken af Menneskerettighedsdomstolen ind i Europarådets officielle rammer.

Derved adskiller udtalelsen sig fra det åbne brev, den danske statsminister sammen med otte andre regeringsledere offentliggjorde 22. maj 2025 uden egentlig adressat, men med slet skjult miskreditering af domstolen og med det tydelige sigte at påvirke Domstolens fremtidige praksis.

Initiativet til fællesudtalelsen var samtidig udtryk for, at regeringen har fravalgt et énsidigt dansk brud med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og konventionssystemet.

Det var et positivt træk, at man således afstod fra at følge Mads Bryde Andersens gentagne forslag om at opsige konventionen for straks efter at gentiltræde den med forbehold overfor udvalgte dele heraf.

Regeringen og Folketinget må påtage sig ansvaret for konventionsbrud, hvis man vil sikre sig, at domstolene spiller med på det

Jens Vedsted-Hansen
Professor emeritus, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Som påvist af en række fagfolk, blandt andet i mit indlæg i Altinget, ville en sådan fremgangsmåde være uforenelig både med konventionen og med almindelige traktatretlige principper.

Af den grund er det i øvrigt misvisende, når Frederik Waage i magasinet Ræson 2. januar 2026 skriver, at Mads Bryde Andersens forslag tog udgangspunkt i menneskerettighedskonventionens folkeretlige rammer og i nødvendigheden af at handle inden for bestående traktatretlige forpligtelser.

Dét gjorde forslaget netop ikke.

Efter statsministerens nytårstale trænger den konklusion sig dog på, at den danske regering nu ikke længere synes at føle sig bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og af Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Det må betegnes som ganske opsigtsvækkende – både juridisk og geopolitisk – hvis regeringen virkelig er parat til at foretage et åbent brud med Danmarks folkeretlige forpligtelser.

I betragtning af det initiativ, Danmark har været med til at tage inden for Europarådets rammer, måtte man have forventet det modsatte.

Hvis regeringen gør alvor af énsidigt at gennemføre den bebudede reform med tilsigtet konventionsbrud, kunne nogle af de øvrige 26 medlemsstater bag fællesudtalelsen måske tænkes at få kolde fødder over at se sig i et sådant selskab, hvor der i forvejen findes stater med et ganske blakket ry, hvad angår overholdelse af international ret.