Kamp om konventionerne: Det er dig, der er skævt på den, Mads Bryde

Af Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder.

Tak til professor Mads Bryde Andersens venlige og beroligende bemærkninger i Altinget til mit "helt skæve" synspunkt om regeringens hovedprioritet under formandskabet for Europarådets Ministerkomité.

Hvilke dybere forudsætninger Mads Bryde Andersens bemærkninger hviler på, ved jeg ikke, men "man maa vel (med Ludvig Holberg) tilstaae, at den Lærdom, som grunder sig paa Erfarenhed, er den sikkerste Rette-snoer.” 

Og når vi taler om menneskerettigheder, så har Mads Bryde Andersen vist ikke på dette område en videnmæssig erfaring, der i lyset af mange andre tilkendegivelser om det emne, vi berører, burde berolige nogen.  

Det ensomme synspunkt
Mads Bryde Andersens vurderer blandt andet, at det danske udkast er "både konstruktivt og respektfuldt." Det bør vedtages, må det forstås, og derved vil Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) kunne bevare den respekt, der hersker om den.

Mads Bryde Andersen har aldeles ret i, at det blandt andet drejer sig om at bevare denne respekt om EMD.

Regeringen og Justitsministeriet har anlagt en art kollisionskurs, som gør sig godt i nogle danske politiske miljøer og medier, men som forunderligt nok ikke vinder samme forståelse uden for landets grænser.

Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder.

Problemet er blot, at det oprindelige udkast til København-erklæring slet ikke var instrumentet dertil. Tværtimod ville en vedtagelse af dette udkast underminere domstolen.

Mads Bryde Andersens synspunkt er naturligvis legitimt. - Men det er også et synspunkt, han står meget alene med.

Kritikken, der bliver set bort fra
Det er derfor relevant at spørge, om Mads Bryde Andersen ser bort fra, hvorledes udkastet er blevet modtaget af et større antal civilsamfundsorganisationer fra en række medlemslande (omkring 30), blandt andet Amnesty International og Den Danske Helsinkikomité for Menneskerettigheder?

Ser han bort fra den debat, der er foregået, eksempelvis på den juridiske blog EJIL talk og andre?

Ser han bort fra den stærkt kritiske erklæring fra Det franske Institut for Menneskerettigheder?

Ser han bort fra den ligeledes kritiske erklæring fra European Network of National Human Rights Institutions (ENNHRI), der har 42 medlemmer, herunder Institut for Menneskerettigheder: “ENNHRI warns against the weakening of the Convention system
in its submission on the draft Declaration of Copenhagen.”

Ser han bort fra, at et flertal af medlemsstater har været meget kritiske blandt andet vedrørende tonen over for domstolen og den magtforskydning mellem medlemsstaterne og domstolen, som en vedtagelse af udkastet efter deres analyse ville resultere i?

Ser han også bort fra, at i konsekvens heraf forventes et nyt udkast udarbejdet til genoptagelse af drøftelserne i Ministerkomitéens redaktionsarbejdsgruppe 22. marts?

Endelig henvises til den stærkt kritiske erklæring som Den Parlamentariske Forsamling (Standing Committee) vedtog for nogle dage siden: "The ‘negative tenor’ of the Copenhagen draft declaration risks undermining human rights protection".

Her er det således politikere, der udtaler sig. Ikke gudløse embedsmænd eller menneskerettighedsagkyndige!

”Jeg er jo ikke menneskeretsekspert, men...”
Mads Bryde Andersen har i det mindste siden 2005 næret bekymring for menneskerettighedernes indflydelse.

Selv udtalte han i 2005 under en debat med professor og sagkyndig i menneskerettigheder Henning Koch: "Jeg er jo ikke menneskeretsekspert (egen fremhævelse), og jeg har kun mødt menneskerettigheder fordi jeg som aktiv forsker inden for andre discipliner ser, at der nu er menneskeretsproblemer her og der, ligesom man møder EU-retten alle vegne."

Richard Bisgaard fra Uniavisen spurgte: “Er formålet med at rejse diskussionen [om menneskerettigheder] at gøre det lettere for regering og folketingsflertal at foretage stramninger over for flygtninge og indvandrere, uden at der sidder nogle jurister på Københavns Universitet og Institut for Menneskerettigheder og råber op om konventioner? 

Mads Bryde Andersen svarede: "Ikke stramninger, men du har ret i at mit ærinde er at give magten tilbage til danske politikere (egen fremhævelse). Men den magt som danske politikere dermed får, behøver de jo ikke bruge til det, du kalder stramninger, som jo altid vil være stramninger for nogle og lettelser for andre."

Denne provinsielle disput finder således sted mellem to personer med forskelligt udgangspunkt.

Ikke Palle alene i verden
Det er et grundvilkår for alle verdens stater, herunder Danmark, at visse typer af nationale beslutninger træffes under nøje stillingtagen til statens ydre relationer og de mulige afledte konsekvenser.

Mads Bryde Andersens hensigt om at ”give magten tilbage til danske politikere”, må jo i sidste ende afhænge af, hvorvidt Danmark vitterligt har mistet magt uden samtidig at få indflydelse.

Mads Bryde Andersen overser at Danmark ikke er ‘Palle alene i verden’, men med forskellige relationer indgår i flere internationale, også værdiprægede systemer, eksempelvis Europarådet, som vi har gode muligheder for at præge, hvis arbejdet fra politisk side prioriteres, og der i øvrigt afsættes de fornødne ressourcer. 

Europa er større end Norden
I modsætning til hvad Mads Bryde Andersen forstås at mene, så har jeg på ingen måde gjort gældende, at EMD og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke bør drøftes.

I næsten 13 år har sådanne drøftelser blandt mange andre opgaver været på min dagsorden.

Min anke er, at regeringen og Justitsministeriet har anlagt en art kollisionskurs, som gør sig godt i nogle danske politiske miljøer og medier, men som forunderligt nok ikke vinder samme forståelse uden for landets grænser.

Justitsministeriets linje har været indadskuende, nogle ville sige tillidsfuld og præget af en underlig mangel på tilkendegivet relevant international indsigt og udsyn.

Hvordan Danmarks formandskab - om overhovedet – i øvrigt søger at håndtere den vitterlige krise, som organisationen er i som følge af medlemsstaternes årelange udsultning af organisationen, der ydermere forværres af Ruslands uretmæssige tilbageholdelse af budgetbidrag og Tyrkiets fornærmede beslutning om at blive normalbetaler, er ikke noget offentligheden hører meget om.

Det er muligt, at vi i de nordiske lande generelt ikke bryder os om dommerskabt ret, men nu er Europa jo større end Norden, og i en række andre europæiske retstraditioner er der intet underligt i dommerskabt ret, eksempelvis i Storbritannien og Irland.

Fortolkning gør systemet tidssvarende
Henset til, at EMRK - modsat nationale love - ikke kan ændres uden meget omfattende procedurer, der involverer 47 medlemsstater, er det ovenikøbet fornuftigt, at EMD (inden for visse rammer) kan videreudvikle sin praksis, herunder fortolke EMRK i lyset af den aktuelle juridiske og faktiske situation i en medlemsstat på det tidspunkt, hvor dommen fældes.

Flere af de eksempler, som Mads Bryde Andersen nævner, er netop kendetegnet ved at forholde sig til situationer, som EMRK’s forfattere ikke i sin tid kunne forestille sig; eksempelvis paparazzi’er, der for egen vindings skyld driver jagt på kendte personer på vegne af kulørte blade.

Hvis ikke EMD i den sag (Caroline af Monaco mod Tyskland) kunne trække en streg i sandet over for en alt for pressevenlig tysk lovgivning, så stod det galt til for individets ret til privatliv, jf. Artikel otte i EMRK.

Danmark fortolker også
Der skal mindes om, at Europarådets statut artikel 1.b. fastslår, at Europarådets “formål skal fremmes (…) ved opretholdelse og yderligere fremme af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder."

EMRK artikel 32 fastslår, at "Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne Konvention og de dertil knyttede protokoller (…)", som indbringes for den i medfør af Artikel 33, 34, 46 og 47.

Endvidere afgør Domstolen selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence. Så på med vanten, hvis der skal ske ændringer her! 

Endelig er vi i Danmark jo ikke fuldstændigt fremmede for tanken om en dynamisk fortolkningsstil.

Tag blot Grundloven, der er et fremragende eksempel på, at vi også herhjemme anvender dynamisk fortolkningsstil og for eksempel læser ‘statsministeren’ i stedet for ‘kongen’ i en række af Grundlovens bestemmelser. 

Og det gør vi, fordi Grundloven – i lighed med EMRK – er meget svær at ændre.

Hvorfor skal Finland hænges ud?
Mads Bryde Andersen hævder, at en velfungerende retsstat som Finland – modsat Danmark – ikke tager menneskerettighedsdomstolens domme særlig alvorligt, og således har valgt ”i al stilfærdighed at ignorere et antal fældende EMD-domme (for Finlands vedkommende 42)”.

Ifølge Mads Bryde Andersen kan hans undersøgelse kontrolleres ved at foretage Google-søgningen ”Country Factsheet COE”. Jeg er forbløffet over denne tendentiøse omgang med tal og årsag/virkning.

De finske sager vedrører alvorlige krænkelser af EMRK. Det kræver komplekse svar.

Krænkelserne tæller blandt andet indgreb i fængselsindsattes personlige integritet, ineffektiv prøvelse af tvangsindgreb i psykiatrien, systemiske fejl i det finske retsvæsen, herunder behandlingen af børnesager, og sager hvor personer dømmes flere gange for samme forseelse (dobbeltstraf).

Sådanne krænkelser kræver gennemgribende lovreformer, som Finland uden videre ses at have sat i søen, og som fortsat evalueres af de nationale myndigheder som af Europarådet.

Og der er ikke tale om 42 sager, der ignoreres.

Der er derimod tale om en snes domme, som vedrører hvert sit område, hvor indtil flere krænkelser er blevet konstateret i forbindelse med samme systemiske fejl. Således er der konstateret 14 krænkelser af forbuddet mod dobbeltstraf.

Frem med frimærkerne
Mads Bryde Andersen analyserer et dokument – det første udkast til København-erklæring - og dets implikationer, som på kritiske punkter allerede er forkastet i Europarådets Ministerkomité!

Det er således Ministerkomitéen og ikke mig eller andre danske eller udenlandske kritikere af udkastet til erklæring, han skal overbevise om det oprindelige dokuments fortræffelighed.

Så hvorfor ikke gøre noget håndgribeligt og fremsende en skrivelse til Ministerkomitéen, og i Strasbourg mane staternes MR-eksperter, som står bag drøftelserne, til hvad Mads Bryde Andersen ser som besindighed?