EU har fået et nej-parlament

BRUXELLES: EU's syvende parlament er opløst. De 766 folkevalgte har holdt deres sidste af 76 samlinger. De har stemt om de sidste af over 45.000 ændringsforslag til de 970 stykker lovgivning og 754 ikke-bindende aktstykker, som har taget vejen gennem lovgivningsmøllen, siden de blev valgt ind i 2009.

Da parlamentarikerne trådte til, var det med forventningen om, at de ville få mere magt end nogensinde før.

EU's nye grundbog, Lissabon-traktaten, trådte i kraft et halvt år inde i deres mandatperiode og udvidede deres indflydelse, så den i dag dækker næsten alle EU's politikområder.

De fik medbestemmelse på landbrugspolitikken, på retspolitikken og energipolitikken og fik lov til at vende tommelfingeren op eller ned til internationale aftaler. 90 procent af EU-lovgivningen sker i dag med Parlamentet ved bordet.

Er der ikke endnu
Alligevel ser mange tilbage på fem år, hvor Parlamentet ikke fik sat sig igennem som medlovgiver på det plan, som deres nye beføjelser lagde op til.

Som Venstres EU-parlamentariker Anne E. Jensen, der trækker sig efter 15 år på tinge, udtrykker det:

"Vi har fået et instrument, der er mere kraftfuldt. Vi har bare ikke helt lært at spille på det endnu."

Krisen kradsede for Parlamentet
Parlamentets stilling skal ses i lyset af den værste finansielle og økonomiske krise i nyere europæisk historie. I takt med, at flere eurolandes økonomier brændte sammen, koncentrerede EU-landene i høj grad krisehåndteringen hos dem selv uden om Parlamentet.

Det sås i hele opbygningen af den kriseinfrastruktur, som blev brugt til at sende redningspakker til nødstedte euro-lande, og det blev særligt tydeligt under brandslukningens travle dage i 2010, hvor stats- og regeringscheferne med det, som højtstående embedsmænd beskrev som "kirurgisk præcision", foretog ændringer i Lissabon-traktaten - designet bevidst, så det kunne foregå uden inddragelse af de folkevalgte.

Følelsen af at være blevet kørt ud på et sidespor genlød i Parlamentet med en række magtkampe til følge, som de folkevalgte dog ikke fik noget særligt godt ud af.

Balladen om budgettet
Den samme følelse gik igen i de langstrakte forhandlinger om EU's syv-årige budget for 2014-2020, hvor EU's stats- og regeringschefer valgte at ignorere Parlamentets ønsker i vid udstrækning. Det fik Parlamentet til i protest at trække godkendelsen af det nye budget ud i det meste af et år, uden at de fik lov at rette en øre i det af den grund.

På det mere dagligdags plan har lovmaskineriet dog kørt rimeligt udramatisk mellem de to medlovgivere, Parlamentet og Rådet.

Samarbejdet har været præget af, at 80 procent af alle stykker lovgivning i dag bliver til i såkaldte trialogforhandlinger.

Her mødes Parlamentets ordførere med ministrenes repræsentanter og Kommissionen meget tidligt i processen, i stedet for at gå den slagne vej med tre behandlinger, hvor institutionerne først tørner sammen til sidst.

Aftaler for enhver pris
De såkaldte førstelæsningsløsninger har gjort EU-lovgivning hurtigere og smidigere. Men der bliver sat spørgsmålstegn ved, om det er til Parlamentets fordel, fordi det i manges øjne stadig er medlemslandene, der har overtaget i forhandlingerne.

Internt i Parlamentet diskuteres det, om ordførerne på de enkelte stykker lovgivning er lige hurtige nok til at indgå aftaler. Kilder i Rådet konstaterer, at det i hvert fald har været klart, at jo nærmere på valget, man er kommet, jo nemmere har Parlamentet været at danse med, fordi mange ordførere gerne så ting vedtaget med deres navn på, inden de gik på valg.

På nogle af de nye lovgivningsområder mangler Parlamentet også stadig at finde sine ben. Det gælder især de udvalg, som har fået tilført ny magt som for eksempel ligestillingsudvalget, der er blevet beskyldt for at ramme helt uden for skiven på en række sager.

Ikke mindst med det såkaldte barselsdirektiv, hvor de fik resten af Parlamentet med på at love 20 ugers fuld løn under barsel til EU's kvinder, uanset hvor længe de havde været ansat. Sagen er nu på fjerde år strandet i EU-systemet.

Vagthunden bider
Samtidig har der været en del følen hinanden på tænderne i det såkaldte LIBE-udvalg, der tager sig af retspolitikken.

Før udvalget med Lissabon-traktakten fik tilført mere lovgivningskraft, var det kendt som en rettighedsvagthund, som gøede meget højt over for medlemslandene.

Det er det blevet ved med og har også valgt at bide lidt undervejs. Det startede med blokeringen af den såkaldte Swift-aftale om udlevering af bankdata til USA i starten af 2010, der skulle gennem flere forhandlingsrunder, før den blev godkendt.

Samme scenario gentog sig på en aftale med amerikanerne om udveksling af data om flypassagerer.

Det danske formandskab fik også deres vrede at føle, efter medlemslandene valgte at gå uden om Parlamentet i en opstramning af Schengen-samarbejdet, hvilket ledte til en mindre diplomatisk krise, hvor daværende justitsminister Morten Bødskov (S) måtte stå skoleret i Parlamentet.

Jul hele året i EU-land
Et andet kendetegn for det syvende EU-Parlament har været det, nogle beskriver som "juletræseffekten". En del udvalg får skudt i skoene, at de ikke kan lade noget forslag gå forbi uden at hænge rigeligt med nyt og spændende pynt på det.

En tendens, som i dansk optik bedst kan illustreres med eksemplet fra forhandlingerne om EU's tobaksdirektiv, hvor en række parlamentarikeres forsøg på at forbyde slik, snacks og legetøj, der imiterede tobaksprodukter, resulterede i dansk lakridspibepanik.

I en tid, hvor mange kræver mindre EU og ikke mere, har det ikke altid været lige velkomment andre steder i EU-land.

576 egenbetænkninger
Det samme gælder de såkaldte initiativbetænkninger, som ikke er lovgivning, men en indikation om, hvad de folkevalgte tænker om dette og hint.

Dem har Parlamentet nået at lave 576 af i denne samling om alt fra forbud mod købesex til 100 ideer til, hvad der skal være i en ny europæisk sportspolitik.

Her er holdningen mange steder både inden og uden for Parlamentet, at de folkevalgte måske hellere skulle koncentrere sig om at passe deres arbejde med at lave egentlig lovgivning og skrue lidt ned for udmeldingerne. For eksempel ved at begrænse dem til at handle om de områder, som EU er i gang med at lovgive på.

Parlamentet med på initiativret
Hele pointen med betænkningerne er, at EU-Kommissionen kan skele til dem, når den eksercerer sin initiativret til at stille forslag om ny EU-lovgivning.

Mængden af betænkninger alene betyder dog, at parlamentarikerne ofte har svært ved at følge med i dem. Samtidig vil mange parlamentarikere ikke spilde vigtig politisk kapital ved for eksempel at stemme imod egne politiske grupper på noget, som man måske ikke er særligt vild med, men heller ikke er særligt engageret i, fordi det alligevel ikke er rigtig lovgivning.

Det leder til at hav af udmeldinger fra Parlamentet, som måske ikke helt har den opbakning, som stemmetallene giver udtryk for, og som samtidig får Parlamentet til at fremstå som en institution, der vil blande sig i snart sagt alt, som europæerne laver.

Nej-parlamentet
Der, hvor Parlamentet for alvor er blevet synligt, er paradoksalt nok ikke der, hvor det har størst politisk medbestemmelse. Til gengæld har de folkevalgte valgt at sætte sig igennem på den række sager, hvor de kun har retten til at sige ja eller nej, som for eksempel når Unionen indgår internationale aftaler.

Det mest dramatiske eksempel er ACTA - en international aftale imod piratkopiering, som et overvældende flertal af parlamentarikerne valgte at forkaste, så den aldrig blev til noget. Her blev det meget klart, at hverken EU-Kommission eller medlemsstater kunne forvente, at Parlamentet ville blåstemple hvad som helst, de lagde foran dem.

Allerede inden da havde parlamentarikerne spillet med musklerne over en stor frihandelsaftale med Sydkorea, hvor de truede med et nej, hvis de ikke fik indskrevet hensyn til den europæiske bilindustri i aftalen.

Større inddragelse
Erkendelsen af, at Parlamentet ikke er bange for at bruge sin nyvundne magt til at blokere for den slags aftaler, har gjort, at det er blevet en meget større prioritet for EU-Kommissionen at sikre sig, at Parlamentet er med ombord undervejs i forhandlingerne.

Det betyder for eksempel, at de folkevalgte har fået hidtil fuldstændig uset adgang til information om de forhandlinger, der lige nu foregår om en frihandelsaftale med USA, hvor der nu afrapporteres om hver enkelt forhandlingsrunde.

Dermed forsøger parlamentarikerne lige så stille at lave uformel magt om til formel magt.

Vil besætte formandspost
Det gør de i endnu højere grad i spørgsmålet om, hvem der skal være den næste formand for EU-Kommissionen. Her har Parlamentet besluttet sig for at henholde sig til en paragraf i Lissabon-traktaten, hvor der står, at der skal tages hensyn til udfaldet af valget til Europa-Parlamentet, når posten besættes.

Det tolkes til, at kandidaten skal findes hos den politiske gruppe, der får størst opbakning i befolkningen. Derfor støtter Parlamentet iværksættelsen af en slags præsidentvalgkamp mellem spidskandidater opstillet af de europæiske partier på tværs af grænser.

Idéen er voldsomt upopulær blandt EU's stats- og regeringschefer, der mener, at det er en overfortolkning af rang, og at det i øvrigt er deres job at pege på kandidater til EU's topjob.

Det var dog ikke let at se mandag aften, da den første store debat mellem fire europæiske spidskandidater løb over skærmen på EuroNews på tværs af landene i bedste sendetid.

Hvem, der vinder den kamp, er endnu ikke afgjort. Men det er klart, at den og andre kampe vil fortsætte med at definere og udvikle EU-politikken, når det ottende parlament træder sammen for første gang til juli.