Justitsminister Nick Hækkerup forlader dansk politik

Fra 1. juni skal Nick Hækkerup være direktør for Bryggeriforeningen, skriver han på Facebook. I tre år har han været en central minister, der har vist, at Socialdemokratiet er tough on crime. Det skal afløseren også kunne, vurderer Altingets politiske kommentator.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Efter flere end to årtiers karriere i dansk politik stopper justitsminister Nick Hækkerup (S) i politik.

Den snart forhenværende socialdemokratiske toppolitiker skal fra 1. juni i stedet være direktør i Bryggeriforeningen. Det skriver han på Facebook. 

Blå bog
  • Navn: Nick Hækkerup
  • Født: 3. april 1968.
  • Uddannet ph.d. fra Københavns Universitet i 1998 og cand.jur. fra Københavns Universitet i 1994.
  • Karriere: Justitsminister siden 27. juni 2019.
    Derudover tidligere minister for sundhed og forebyggelse (2014-2015), handels- og europaminister (2013-2014) og forsvarsminister (2011-2013).
    Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordsjællands Storkreds siden 13. november 2007.
    Næstformand i Socialdemokratiet fra 2005-2012.
    Borgmester i Hillerød Kommune (2000-2007) og medlem af byrådet i Hillerød Kommune (1994-2007).
    Formand for Atlantsammenslutningens bestyrelse 2005-2009.
    Underviser i forfatningsret ved Københavns Universitet fra 2018-2019, adjunkt ved Københavns Universitet fra 1998-2000 og fuldmægtig ved Landsskatteretten i 1994.

Jobskiftet sker, efter at han "gennem den seneste tid" har kunnet mærke "en voksende trang til at blive udfordret på nye måder".

"I mere end 20 år har jeg lavet politik på fuld tid, som borgmester, folketingsmedlem og minister, og tiden er kommet til at gøre min indflydelse gældende på nye måder og skabe nye resultater uden for politik."

"Jeg er derfor enormt glad for og stolt over, at jeg har fået muligheden for at gøre min indsats gældende til gavn for bryggeribranchen," skriver Nick Hækkerup.

"Det er ikke politik, der skubber"

Der ligger ikke "en utilfredshed" til grund for beslutningen om at stoppe i politik, understreger han.

"Det vil ikke være en rigtig læsning. Det er ikke politik, der skubber, det er arbejdet i Bryggeriforeningen, der trækker."

"Jeg synes, at regeringen har opnået mange flotte resultater, som jeg er stolt af, og som gør Danmark til et stærkere og bedre land at leve i samtidig med, at vi har fået Danmark godt gennem coronakrisen," skriver Nick Hækkerup.

Nick Hækkerup begyndte sin politiske karriere i byrådet i Hillerød i 1994. Her var han borgmester fra 2000 til 2007, hvor han blev valgt ind i Folketinget.

Under Thorning-regeringerne var han blandt andet minister for sundhed og forebyggelse samt forsvarsminister, og under hele den seneste socialdemokratiske regeringsperiode fra 2019 frem til i dag har han siddet som justitsminister. 

En skidt nyhed for Mette Frederiksen

Han stopper med maksimalt ét år til næste valg – ganske som sin svigerinde, Karen Hækkerup, gjorde for knap et årti siden, da hun skiftede over til en post som direktør i Landbrug & Fødevarer. 

Og det overrasker Erik Holstein, der er Altingets politiske kommentator.

"Der var ikke noget, der tydede på, at han var træt af politik," siger han.

Nyheden er "skidt" for statsminister Mette Frederiksen (S), vurderer Holstein.

"Nick Hækkerup har udfyldt sin rolle, præcis som den var tiltænkt: Som en justitsminister, der for alvor kunne markere, at Socialdemokratiet var tough on crime," siger han. 

Nick Hækkerup har udfyldt sin rolle, præcis som den var tiltænkt: Som en justitsminister, der for alvor kunne markere, at Socialdemokratiet var tough on crime.

Erik Holstein, Altingets politiske kommentator

Som justitsminister har han med andre ord været en vigtig del af den nye socialdemokratiske fortælling om en værdipolitisk stramning og "sendt den ene bandepakke af sted efter den anden".

Samtidig har han været "meget ideologisk i sin tilgang" og argumenteret "meget offensivt" for de stramninger, han har lavet, tilføjer den politiske kommentator. 

Senest har Nick Hækkerup formået at lande en omstridt aftale med Kosovo om leje af fængselspladser til udvisningsdømte udlændinge.

"Det må siges at være det retspolitiske sidestykke til Rwanda-modellen, som mange – ikke kun socialdemokraterne – har stræbt efter, og som det er lykkedes ham at få virkeliggjort," siger Erik Holstein.

Tung post – tung afløser?

Men der har også været flere skandaler de seneste tre år. Både den såkaldte FE-sag, hvor blandt andet spionchef Lars Findsen er sigtet for at have delt fortrolige oplysninger, en række lækagesager i landets to efterretningstjenester og Mink-sagen har fyldt i overskrifterne.

Alligevel var der på Slotsholmen ingen tvivl om, at Nick Hækkerup oven på en eventuel valgsejr endnu engang var tiltænkt en helt central post i en socialdemokratisk regering.

Blandt andet derfor vil han blive svær at erstatte for Mette Frederiksen, mener Holstein, der ikke tør spå, om statsministeren laver en større regeringsrokade.

"Hun har brug for en driftsikker politiker på posten, for det er et svært ministerium. Her er folk kommet grummegalt af sted," siger han.

"Det skal også være en, der har en ideologisk approach ligesom Nick Hækkerup, for det er blevet til et værdiministerium."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)