Ny bankolov vækker jubel blandt indsamlingsorganisationer. ”Vil betyde millioner mere til gode formål”
En fritagelse for gevinstafgift for almennyttige lotterier vil få kæmpe betydning. Desuden fjernes en række bureaukratiske dokumentationskrav for helt små lotterier.
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
Redaktør”Fuld plade, alle er glade.”
Det er ikke et gækkebrevsrim, men måske en slags tidligt påskeæg.
For de fem ord står i et opslag på X fra Venstres skatteordfører, Jan E. Jørgensen, om at alle Folketingets partier onsdag blev enige om aftalen ’Enklere regler for lotterier.’
Og bankolyrikken er ikke kun sigende for forligspartierne – også i organisationerne er der stor tilfredshed med den nye aftale.
”Overordnet betyder aftalen friere rammer for at lave et bankospil. Det betyder man kan lave et banko, hvor det i højere grad kommer målgruppen til gode,” siger Kenneth Kamp Butzbach, generalsekretær i Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro.
Med den nye aftale indføres blandt andet en bagatelgrænse for almennyttige lotterier.
Dem med en årlig salgssum på mindre end 15.000 slipper således helt for krav af nogen art med hensyn til arrangør, formål, udbud eller overskud og er heller ikke underlagt tilsyn.
Derefter stiger kravene i takt med salgssummen i en skala på tre trin.