Ny prognose: Danmarks økonomiske vækst skraber bunden blandt EU-landene

Væksten i den danske økonomi er gået i stå, viser ny prognose fra EU-Kommissionen. Men den samlede europæiske vækst er stigende trods krig og efterslæb fra corona. "Den store krisefølelse er aflyst," mener chefanalytiker.

EU's økonomi går mod lysere tider, kunne EU's økonomikommissær Paolo Gentiloni fortælle mandag. Ny prognose fra EU-Kommissionen viser nemlig, at den økonomiske vækst i EU-landene er højere end først forventet. 
EU's økonomi går mod lysere tider, kunne EU's økonomikommissær Paolo Gentiloni fortælle mandag. Ny prognose fra EU-Kommissionen viser nemlig, at den økonomiske vækst i EU-landene er højere end først forventet. Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Ninna Gøbel Rønberg

Danmarks økonomi kan kort fortalt sammenlignes et tog, der har mistet det meste af sin fart.

Fremfor at økonomien stiger med omkring tre procent som i 2022, er det forventningen, at væksten i år kun lige sniger sig op på 0,1 procent.

Det viser en ny prognose fra EU-Kommissionen, der udkom mandag. 

Selvom det er en smule mere optimistisk, end det billede Kommissionen, tegnede for dansk økonomi i efteråret, placerer Danmark sig stadig helt i bunden, hvis man sammenligner os med resten af EU-klubben. 

Samlet kommer væksten i EU til at ligge på 0,8 procent i 2023. Det betyder konkret, at Danmark bliver rigere i langsommere grad end resten af EU-landene.

(Se hele listen i bunden af artiklen) 

Vi er nødt til at have en opbremsning, fordi økonomien fortsat er overophedet. 

Las Olsen
Cheføkonom, Danske Bank

Ifølge Søren Hove Ravn, som er lektor i økonomi ved Københavns Universitet, er der god grund til, at Danmark skraber bunden. Det er udtryk for, at de andre lande henter ind på Danmark fra et lavere udgangspunkt.

”Den generelle vækst efter corona var afdæmpet, men sådan var det ikke i Danmark. Vi tog et kraftigt spring efter krisen, og vi har både høj beskæftigelse og lav ledighed. Nu haler de andre EU-lande ind på os,” siger han.

Analysen deles både af Danske Banks cheføkonom Las Olsen og chefanalytiker i Tænketanken Europa Anders Overvad.

"Danmark kommer fra et udgangspunkt, som en af de stærkeste økonomier i EU. Derfor kan vi heller ikke sige, at Danmark falder bagud fra resten af Europa, men nok nærmere, at resten af Europa indhenter os," siger Anders Overvad fra Tænketanken Europa, der blandt andet er finansieret og stiftet af Dansk Industri og fagbevægelsen.

Trods den lave placering er de tre eksperter positive på vegne af dansk økonomi.

”For bare et halvt år siden talte både Finansministeriet, Nationalbanken og de økonomiske vismænd om, at recessionen kom bragende, men nu går korridorsnakken mere på, at recessionen nok slet ikke kommer,” fortæller Søren Hove Ravn.

Derfor kommer de næste prognoser for dansk økonomisk vækst også til at være mere positive, forventer han.

Krisefølelsen er afblæst

Listen over EU-landenes vækst blev præsenteret på et pressemøde i Bruxelles mandag. Her blev der også sat ord på det samlede økonomiske billede og inflationen i EU.

På pressemødet kom det frem, EU-Kommissionen opjusterer sine forventninger til, hvor meget økonomierne vil vokse i 2023 og 2024.

”Vi er gået ind i 2023 på et bedre grundlag end forventet: Risikoen for recession og mangel på gas er aftaget, og arbejdsløsheden er fortsat rekordlav,” sagde EU’s italienske økonomikommissær Paolo Gentiloni på pressemødet.

Da Kommissionen kom med sin prognose i efteråret, så situationen mere dyster ud. Her frygtede man, at vinteren ville få energipriserne til at stige voldsomt, og at landenes afhængighed af russisk gas ville påvirke energisituationen i lyset af krigen i Ukraine.

Men så galt gik det slet ikke, fortæller chefanalytiker Anders Overvad:

”Vinteren er gået ret smertefrit. Den har været mild i Europa. Gaslagerne er på et historisk højt niveau for årstiden, blandt andet fordi borgerne også har skruet ned for forbruget. Det er lykkedes landene at finde andre energikilder end russisk gas. Og der er blevet sat ind med massive hjælpepakker,” siger han og fortsætter:

”Den store krisefølelse er for så vidt aflyst.”

Inflationen har toppet, og den forventes at falde yderligere. 

Paolo Gentiloni
EU's økonomikommissær
Det er blandt andet med de gode nyheder in mente, at Kommissionen kunne hæve vækstraten i EU fra 0,3 procent af BNP - som var forventningen i efteråret - til 0,8 procent i 2023. Og i 2024 forventer Kommissionen, at væksten stiger yderligere til 1,6 procent.

I EU er frygten for en økonomisk krise således trådt mere i baggrunden, selvom den ikke er afblæst:

”Europæerne står stadig over for en svær periode med langsommere vækst og kun gradvist fald i inflationen,” sagde Paolo Gentiloni mandag.

Desuden lod han forstå, at EU-Kommissionen er opmærksomme på, at ”krigen i Ukraine og de geopolitiske spændinger skaber usikkerhed” om, hvorvidt prognosen kommer til at stemme overens med virkeligheden.

Danske Banks cheføkonom Las Olsen er ikke lige så optimistisk som den italienske kommissær.

”Der er store jokere i spil, som gør Danske Banks prognose mere pessimistisk. Det kommer til at være meget afgørende for økonomien i 2023, hvordan forbrugere og virksomheder reagerer på det store chok, de har fået sidste år fra den høje inflation og fra de meget store rentestigninger. Fordi påvirkningerne har været så ekstreme, er der meget usikkerhed forbundet med den her type prognoser,” siger han.

Råd til politikerne: Forhold jer i ro

På baggrund af EU’s prognose for Danmark råder lektor i økonomi, Søren Hove Ravn, de danske politikere til at holde igen med at lempe finanspolitikken, da der ikke er behov for skabe højere efterspørgsel i samfundet.

”Mit råd til politikerne er, at de ikke skal gøre specielt meget, men holde den kurs, der er lagt. Så længe Danmark kun vækster som en af de langsomste lande i EU i et par år, gør det ikke noget," siger han.

Den holdning deler Las Olsen. Han understreger, at det er nødvendigt, at økonomien i Danmark - og i resten af EU - får en afmatning, da der skal styr på den høje inflation:

”Vi er nødt til at have en opbremsning, fordi økonomien fortsat er overophedet. Derfor skal politikerne også fortsat holde igen med de offentlige finanser, og formentlig skal renten også endnu højere op, hvis priserne skal falde yderligere,” siger han.

Han henviser til, at der i knap et år har været en voldsom inflation og dertilhørende prisstigninger i Danmark og i resten af Europa. Men ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik, er der tegn på, at inflationen er på vej ned i Danmark.

Samme optimisme er der også i EU-Kommissionens prognose. Her er spådommen, at inflationen for EU-landene vil være lavere i 2023 og 2024 end tidligere forventet.

”Inflationen har toppet, og den forventes at falde yderligere,” lød det fra EU’s økonomikommissær mandag.

Det er Kommissionens forventning, at inflationen vil være på 6,4 procent i hele Europa i 2023 og på 4,4 procent i Danmark.  

Europæerne kan altså se frem til, at det bliver lidt billigere at handle og betale elregninger. Men inflationen er stadig langt fra de to procent, Den Europæiske Centralbank (ECB) anbefaler.

Derfor forventer chefanalytiker Anders Overvad fra Tænketanken Europa – ligesom Las Olsen fra Danske Bank - at ECB sandsynligvis kommer til at hæve renten yderligere. Det skal dæmme op for inflationen.

”ECB bliver formentlig nødt til at hæve renten mere, fordi afmatningen af økonomien ikke blev så voldsom, som først forventet, og inflationen derfor risikerer ikke at falde hurtigt nok” siger Anders Overvad.

På den lange bane kan de højere renter dog få en række negative konsekvenser:

“De højere renter kan få priserne på det danske boligmarked til at falde mere end forventet. Flere vil tabe penge på deres aktier, fordi renten påvirker de finansielle markeder. Og vi vil formentlig se en lavere investeringsaktivitet, som kan øge arbejdsløsheden,” afslutter Anders Overvad.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Hove Ravn

Lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
ph.d. i økonomi (Københavns Uni. 2013), cand.polit. (Københavns Uni. 2011)

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Anders Overvad

Chefanalytiker, Tænketanken Europa
cand.polit. (Københavns Uni. 2017)

0:000:00