Paula Larrain: Embedsmænd skal holde nallerne fra pressen

KOMMENTAR: Når embedsmænd agerer som en slags advokater for regeringen og ringer for at belære journalister om, hvad en ordre er, kan man da komme i tvivl om, hvorvidt hensigten er at bortcensurere ordene "ulovlig ordre". Det må man sandelig ikke håbe.

Vist er der begrænsninger for ytringsfriheden, og ifølge grundloven kan et politisk flertal til hver en tid begrænse den yderligere, og derfor er det godt for os alle, at vi trods alt er tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det er den, der gælder, når eller hvis ytringsfriheden bliver krænket.

I forhold til censur fra regeringens side er grundloven mere klar. Det er ganske enkelt forbudt at udøve censur fra regeringens side.

Som det står i paragraf 77: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres."

Altså kan regeringen ikke på nogen måde bestemme, hvad der skal skrives, og hvordan der skal formuleres artikler i pressen. Pressen er fri under ansvar for landets love og har som sit ædleste formål at være kritisk over for magthavere, uanset partifarve.

Det er sikkert heller ikke censur, embedsmænd i Justitsministeriet havde til sinde, da de ringede til flere redaktioner for at gøre opmærksom på, at det skulle være forkert at skrive om regeringens ”ulovlige ordre”. Forsøg på ublu kontrol af den store fortælling var det dog. I håb om at journalisterne makkede ret.

Justitsministeriet havde forinden sendt en pressemeddelelse, hvor man fik forklaret, at statsministeren ikke kunne give en ordre fra et pressemøde, og dermed var der ikke tale om en ordre i juridisk forstand, og derfor var ordren ikke ulovlig.

Altså, lyder den juridiske argumentation, fordi det ville være ulovligt at udstede en ulovlig ordre på et pressemøde, så skete det slet ikke, fordi det jo var ulovligt at gøre sådan. Og statsministeren udsteder ikke ulovlige ordrer. Selvfølgelig. Det er tæt på at være en cirkulær argumentation.

Faktum er dog, at alle opfattede det som en ordre. Inklusiv politi og militær, som handlede resolut og uden hjemmelsgrundlag gik praktisk til hånde. Det kan meget vel være, at statsministeren kun kom med en politisk hensigtserklæring på sit pressemøde, men selv rigets højeste politimyndighed, Rigspolitiet, faldt i vandet og tog regeringschefens ord for pålydende. 

Dermed blev en "ulovlig ordre" gennemført. Det hersker der ingen tvivl om. Det er den famøse "fejl", som vi har talt meget om på det seneste. Justitsministeriet hævder blot, at statsministeren ikke udstedte den pågældende ordre, men blot udlagde sin politik.

Hvis det blot var et forslag, hvorfor gik politiet så straks i gang?

Det er naturligvis, fordi kommunikationen og omstændighederne omkring kommunikationen var meget klar. Regeringen regerer under en midlertidig særlov og har gang på gang udstedt ordrer fra pressemøder, hvor man har kundgjort, hvad der allerede er besluttet. Og det var samme procedure denne gang. "Beslutningen er taget".

Dermed faldt landets øverste politimyndighed, hæren og hele befolkningen i med begge ben. Og ja, manglende kendskab til loven diskulperer ikke, så politiet skal naturligvis stilles til ansvar for at agere uden for lov og ret. Men var de i god tro, fordi der jo forelå en ordre fra højeste sted?

Da statsministeren ikke kun er politiker og partiformand, men også leder af den udøvende magt og tilmed tillagt særbeføjelser i denne coronatid, så er det 100 procent sprogligt korrekt at kalde hendes instruks for en "ordre".

Var der hjemmel til den? Nej. Dermed var "ordren" uden hjemmel, altså uden for lov og ret og dermed "ulovlig". For når noget ikke er lovligt, er det ulovligt. Det troede vi, at Justitsministeriet – af alle instanser - havde forstået én gang for alle efter Tamilsagen.

Hvorom alting er, forsøger embedsmænd at redde regeringens ansigt via juristeri. Og det er da fint nok at sende en pressemeddelelse, hvor man forsøger at komme af med sin pointer. Men embedsmændene skal holde nallerne fra redigeringsprocessen på redaktionerne, hvor brugen af ordet "ordre" er præcis og nøjagtig med hold i den virkelighed, vi lever af at beskrive.

Hvor ville det være rart, hvis regeringen, måske endda pressens minister, lige markerede, hvad det vil sige at have en fri presse.

Her et forslag til formulering: "Der kan og skal ikke herske tvivl om, at pressen agerer frit og ansvarligt i forhold til gældende lov og kun under kontrol fra domstolene. Ikke regeringen."

Vi burde alle kunne tage for givet, at paragraf 77 i grundloven er ukrænkelig. Men man ved da aldrig, når nu det kun er en beklagelig "fejl", at paragraf 3 og muligvis paragraf 73 allerede er overtrådt eller bøjet.

Når embedsmænd agerer som en slags advokater for regeringen og ringer for at belære journalister om, hvad en ordre er, kan man da komme i tvivl om, hvorvidt hensigten er at bortcensurere ordene "ulovlig ordre" i forbindelse med nærværende sag. Det håber jeg da ikke.

En ordre er i sproglig forstand en ordre, når den lyder som en ordre, og når den også opfattes som en ordre af dem, der er vant til at tage imod ordrer. At den var uden hjemmel – uden for lov og ret, ulovlig – er også inden for skiven i en journalistisk artikel.

Vil Justitsministeriet have afprøvet formuleringen ved domstolene, kan de da bare komme an. Det kan kun blive interessant.

......

Paula Larrain (f. 1970) er uddannet journalist i 1994 og har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Nej, Danmark skal ikke bruge to procent af BNP på forsvar Martin Lidegaard: Nej, Danmark skal ikke bruge to procent af BNP på forsvar Næste artikel Jarl Cordua om krisen i DF: Partiet har glemt at udvikle ny politik, fordi man var så glad for den gamle Jarl Cordua om krisen i DF: Partiet har glemt at udvikle ny politik, fordi man var så glad for den gamle
Kritik af statsstøttet tænketank breder sig til Christiansborg

Kritik af statsstøttet tænketank breder sig til Christiansborg

KRITIK: Uroen i geledderne hos Atlantsammenslutningen vokser. Dansk Folkepartis Peter Skaarup vil have udenrigsministeren og forsvarsministeren på banen i sagen om regnskabsrodet i tænketanken, der hvert år modtager mere end en million kroner i offentlig støtte.